Højskolens 175 års fødselsdag. Festsang på 175 vers

Højskolens 175 års fødselsdag

Tone: ”Engang var frihed ordet”, Erik Sommer eller ”Jeg ved en lærkerede”. Eller ”At lære er at ville”, men to sammentrukne vers.

Tekst: Astrid Søe 2019

1. Engang var intet givet

som brud af sten og sand

og bondefolk oplivet

som før var lyst i band

2. Oplysningen til livet

til lære uden tvang

det øjeblik er givet

foruden stand og rang

3. At værne om sin stemme

og pludslig tælle med

at vide og fornemme

at stå fast på sit sted

4. Oplysningstiden tanker

af folketillids tro

hvor frihed kaster anker

og bygger bro på bro

5. Men kan nu folket råde?

kan pøbelvælde gå?

foruden redningsbåde

og måder at forstå

6. At give magt til alle

at tro at vi kan gro

at styrte og at falde

i alt for store sko

7. Kan tillid gennemtvinges

hvad kræver folkevalg?

at dannelse betinges

at skulle når man skal

8. At kræve er at give

for frihed fordrer vid

og dernæst at oplive

et styre bid for bid

9. I dannelse er ingen

forladt til egen tro

at danne er at ville

at alt og alle gro

10. At intet overlades

til magtelitens mur

at intet skal forflades

og friheden i bur

11. At være med, er løsen

for folkestyrets ånd

forstå igennem tider

at magt er i din hånd

12. At tage del i magten

at skabe lov og land

at turde indgå pagten

er dannelsens forstand

13. Og dannelse fortætter

at al slags liv er stort

og ej kun forudsætter

hvad lærde de har gjort

14. Et liv er mer end bøger

og skoledages flid

et liv har store ører

og hvermands eget vid

15. Et liv er alt der rører

og alt der leves må

for livet blir først større

af flere, ikke få

16. Oplysning tar ved lære

af helhedstankens bud

og dannelse skal nære

at ingen sættes ud

17. At lære nyt og lede

at give mening selv

at højne alt der nede

i folkets karsken bælg

18. At tro at alle evner

at lyse op og ta

den skæbne ordet nævner

et ansvar og en sag

19. Nu skal det åbenbares,

i rent engagement

om dannelse forklares

i frihed eller tvang?

20. Er borgerdyd en gåde?

I frihed eller kald?

Et oplyst frø vi såede

i meningsfulde valg

21. I fælleskab begynder

med holdning, snak og præk

dusinvis tomme tønder

og lange seje træk

22. Et møde med forstanden

et samfunds delte lid

i vilje til hinanden

og skabe uden splid

23. Hvor kan vel sproget dele

og skabe mur og hegn!

Hvor kan vel sproget hele

slå bro fra egn til egn.

24. At højskolen vil fægte

forskellighedens sværd

at ingen kan sig nægte

at stå ved eget værd

25. At byde ind og ville

foranderlige ord

forstå kritikkens kilde

stå fast i det du tror

26. At vide; her er frihed

og tvivlen har sin plads

at leve helt i lighed

at kende sit parnas

27. Mit værd er vel det samme

som det du bærer på

og med og uden ramme

et liv som vi skal nå

28. En færd af form og farve

et frisat tonespil

i måder vi skal arve

og nye ting vi vil

29. Med liv skal landet bygges

med lov skal landet stå

og sammen skal det lykkes

for alle, ikke få

30. Et land er alles hjemmel

mangfoldighedens sted

forskellighedens vrimmel

et nu hvor du er med

31. At ville nye egne

at lære nye sprog

at se på andres vegne

et skrift i livets bog

32. At trykke varmt til hjertet

med fædrelandets mod

de folk der før blev smertet

og flygtede til fods

33. At række hånd og hjerte

at byde ind på trods

forstå at der er smerte

at gå fra vi, til os!

34. Forskelligheden rækker

i håb, sin hånd mod din

fra skyggers land den trækker

dig, til du bliver min

35. At virke er at være

i samvær uden frygt

først da kan livet bære

og sjælen være tryg

36. At læne mod hinanden

oplive i den tro

at tillid og forstanden

er skabt i fred og ro

37. Et skråplan er at skræve

henover hul og grov

og sidenhen at kræve

betaling for sit åg

38. Et liv har knast og splinter

det koster livet selv

et liv er også vinter

men dit alligevel

39. At glædes når det dages

for næsten og sig selv

når tømmerflåden stages

på livets kildevæld

40. At vide alt betyder

at intet er til spild

at livets som du nyder

er kraft til alles ild

41. Et liv er alles alvor

et ansvar uden stop

i fællesskab vi opnår

at kærlighed får krop

42. Hvad er vel kærligheden

til det vi sammen vil?

midt i nødvendigheden

at sætte alt på spil

43. At ville og at råde

at alle kan få ord

at tro på liv og nåde

i folket højt mod nord

44. At fæstne al sin vilje

til oplysning og vid

og inden gravens tilje

at sætte al sin lid

45. At samle tankevirke

der ønsker frihedsspor

et våbenhus før kirke

i nordens gamle ord

46. Oplive, det er ordet

at live op på ny

at sidde rundt om bordet

når midsommer den gry

47. At være i det sjældne

at give kærligt los

at lære det at skelne

lidt kantet og på trods

48. At frejdighed forandrer

nysgerrigt byder ind

mens tankerne de vandrer

frimodigt til dit sind

49. Hvad skal vi med hinanden

er kroppen uden navn?

udfordret i forstanden

vi er til folkegavn

50. Hvad er vel folk i grunden?

Hvad er nu folkeværd?

I himlen eller bunden

et folk at være kær

51. At elske alt og alle

at turde ville vej

at snuble og at falde

et vi i dig og mig

52. At være folk er færden

fornuftigt mellem sig

en tillid ud mod verden

at bygge bro og vej

53. At finde tillidstråde

til det du tvivler på

at spørge og at råde

at give og at få

54. Et folk er skabt af dele

vi flytter nænsomt på

som bliver til et hele

en måde at forstå

55. At læne sig med glæde

med undren og mod håb

med Fenrisulvens kæde

er folkedybets dåb

56. At turde møde livet

foragte had og frygt

et folk det blir først givet

når døren åbner trygt

57. At kende sin historie

og lære dens værdi

så rank som en cikorie

der sætter modet fri

58. At kende gamle veje

et landskab af musik

alt liv er fælleseje

i samvær, brug og skik

59. I poesiens gemmer

forankres vores drift

et livstræ fyldt af stemmer

i node og i skrift

60. En nornes tråd til livet

er flettet skæbnevis

i alt hvad du blev givet

fra liv til Fimbulis

61. I verdens midte stander

ask Yggdrasil i tro

og nornerne de vander

så livet altid gro

62. Fra roden ånder asken

som lunge af en gud

i vingefang og basken

må Odins ravne ud

63. Fra asketræets krone

de flyver vingelet

til Valhals store trone

og hvisker ganske tæt

64. I Odins egne ører

fortælles alt på jord

hvad ravnene de hører

at menneskene tror

65. I nord er det at lytte

at ville andres ord

et ståsted for hinanden

for Loke og for Thor

66. Forenes eller mødes

i al uenighed

i samtale der fødes:

at turde blive ved

67. At turde frie former

og ikke kun sig selv

at sprænge alle normer

er livets kildevæld

68. En gammel pagt til livet

forseglet gennem spyt

der giver Kvaser livet

et svar på alting nyt

69. I Kvaser samles videt

og fantasiens mod

og alle sætter lidet

til evnen i hans blod

70. Den klogskab Kvaser rummer

selv Odin undres på

et vid der ej forstummer

det ypperste at nå

71. Men den der rummer viden

blir slagtet for sin dåd

det ser vi ofte siden

hos folk med gode råd

72. Men kvasers blod blir reddet

i tre forgyldte kar

så evnen den er fredet

i blodet hvor den var

73. Nu blir den spærret inde

i bjergets hårde sten

skønt Odin kan det finde

betalt med slibesten

74. Han sluger blod og evne

fantasia og digt

alt det som verden rummer

og bliver til på sigt

75. I fjederham tilbage

nu hviler fred og ro.

bur ikke blodet inde

hvor fantasien bo

76. Vær stolt i dine klange

og lev for lyst og lys

del ud og giv til mange

så blodet det fornyes

77. Erkendt fra gamle runer

fra mytens ord og væld

fra englenes basuner

fortæl fortæl fortæl

78. Fortællingen forener

forgrener sig i tid

fortætter hvad jeg mener

og blir til sidst til vid

79. I sagn og sang fornemmes

i brudstykker et folk

så arven ikke glemmes

men findes frem som tolk

80. Forstå din næstes veje

ved egne spor at få

historie må du eje

så rejs dig nu og gå

81. Og gengrib liv og gerning

forkast dit satte mål

da randt for dig guldterning

i Valborgsnattens bål

82. Et blus af liv, af grøde

et blus af elskovsild

lev før din aftenrøde

vær varm, vær vår, vær vild

83. Vær ikke fyldt af domme

vær rum for den der vil

gør plads, så vil jeg komme

i samvær blir vi til

84. Hvad er vel frygt og bæven

og angst og ikke værd

at slås og slå på tæven

og ikke være nær

85. At kaste alt der tæller

i gravens mørke dyb

hvis kun foragten gælder

er mennesket et kryb

86. Og krybe må vi gøre

før vi kan stå og gå

og række frem og røre

alt det vi ej forstå

87. Men når vi ranker livet

og ser forbløffet op

det foran os er givet;

et menneske, en krop

88. Det sprog som vi skal lære

er verdens hjertesprog

det sprog som alt kan bære

og aldrig er et åg

89. Det vigtige og smukke

i det at høre til

en dør der aldrig lukke

i ord som, Ja, jeg vil

90. At byde ind og vide

at intet blir som før

luk op, det er på tide

luk aldrig hjertets dør

91. Et skyggespil af tanke

et alt for fæstnet liv

imens et hjerte banke

i had der yppes kiv

92. Hvad er vel hadets stemme

neandertalers spil

i mørket man forglemme

ret hvad man egentlig vil

93. Hvis oplysning er livet

er skyggen dødens gab

og det er ganske givet

der er kun mennesketab

94. For døden den kan tie

og tirre og tag fat

i død er alle lige

i evighedens nat

95. Er døden da en fjende?

En ondskabs magt og kraft?

nej, døden fordrer livet

og det som vi har haft

96. Den sætter os i stævne

og kommer når den vil

gir kraft til liv og evne

og sætter os i spil

97. Men skyggen den kan isne

et menneske med magt

og eget værd kan visne

og alting miste agt

98. At skygge for en anden

at slukke altets ild

at rokke ved forstanden

at se dem fare vild

99. At opfordre til mørke

at fængsle sind og sjæl

at skabe sult og tørke

at klippe tå og hæl

100. Lad aldrig hadet råde

vær klog, vær mild, vær dig

vælg kærlighedens gåde

der lyser dig på vej

101. For lys er alles eje

fra fødsel og til grav

foragt for alt det feje

oplysning er din arv!

102. Og blir du spærret inde

i mismod og i had

og Babelstårnet vælter

og intet følges ad

103. Da husk at du vil finde

igen et oplyst mod

i hjertet dybt derinde

har sproget slået rod

104. Et løsen for fornuften

for kærlighed og værd

som solen gennem luften

der skinner her og der

105. Hvad var så folk og frænde?

Et hjertesprog af ånd

at livgi’ bål med brænde

at række frem sin hånd

106. At turde fælles former

at trodse truslens råb

at læ for alt der stormer

at være nye håb

107. Opliv du selv til andre

vær mod hvor der er frygt

stå ved, så kan du vandre

igennem livet trygt

108. Du spør, hvordan du rækker

din hånd mod verdens dyb

og løfter eller trækker

fra hadet tabte kryb

109. I frihed kan vi bære

enhver, endda os selv

oplysning vil os lære

at bryde mur og skel

110. At tilgiv og gi efter

forstå igen og se

at hadet ikke hæfter

forandring holder ved

111. Oplys i midnats mørke

og blund kun lidt iblandt

bær vand hvor der er tørke

Og eftergiv din pant

112. Vær ven af alt der lever

vær livets paraply

skønt det så ofte drypper

på ny, på ny, på ny

113. På livets skole findes:

forklaring, trit og vær

og det igen at mindes

at du er dig, især

114. At stå i eget virke

at vælge livets mod

skønt fundamentet knirke

med aflad og med bod

115. Gentage gamle måder

opgrave gammel gæld

at afslå den der råder

stå op alligevel

116. Men inden i hverandre

der findes svar på alt

alt det der kan forandre

i alt der blir fortalt

117. At dele og at give

at turde andres ord

at være skydeskive

at styre selv sit ror

118. At finde det der passer

på livet hver især

at bryde ud af kasser

at komme tvivlen nær

119. At rejse er at leve

at leve er berejst

at længes gennem breve

at kunne holde gejst

120. At fremme sine lyster

At tænde på en drøm

At vælge det der ryster

At gå op mod en strøm

121. At turde famle modet

at sige fra iblandt

forny hvad er indkodet

at skille løgn og sandt

122. Men kan en gammel tanke

forandre nuets hvælv?

Gå armgang på en planke

med gåsehud og skælv

123. Er ånd af svundne tider

fornuft i nuets folk?

En drøm af individer

med friheden som tolk

124. Kan højskolen forsvinde

i mål og med og magt

hensygne som et minde

i graven evigt lagt?

125. Forladt af nutids røster

formuldet i sin ånd

en amme uden bryster

der ryster på sin hånd

126. En skole der forandrer

et samfund uden tvang

en skole der forankrer

et oprør ud i sang

127. En tone i debatten

et mødested, et nu

et levn, godt gemt til natten

på nadverbordets dug

128. En krumme glemt i sengen

en tvivler der fortrød

og blomsterne på engen

og solen er så rød

129. Et levn fra gamle tider

foragt og frisat tro

en tankestrøm der glider

et andet sted at bo

130. Forladthed og alene

genfinde og tag ind

at kaste gadens stene

en lussing på en kind

131. Et oprør med et samfund

en ung der farer vild

en node i en klangbund

at vågne morgenmild

132. At vælge alt der undrer

at la’ stå til på ny

at vandre på en tundra

med næsen højt i sky

133. Et nutidssprog forsøger

at række vejen rundt

en plads i livets køer

aviser i et bundt

134. En mediestorm i himlen

på jorden og på tværs

og klodens vilde vrimlen

og klimas sidste vers

135. Et ophob af rebeller

en drøm der tager tid

eksamen, karameller

en speltbolle med bid

136. En helt moderne kjole

en genbrugsmatador

en ven, hvorpå man stole

en plads på denne jord

137. Et klima vi skal klinke

en alvor som vi skal nå

fast håndtryk eller vinke?

Debatten der er rå

138. I ord kan vi begraves

i ord kan vi opstå

i ord kan ånden arves

i ord kan alle nå

139. At holde med hinanden

at tage fælles skridt

forsage Gud og fanden

at hinke, gå i trit

140. At vente på hinanden

at opgive sin plan

at gange 2 i anden

med pletter på et lagen

141. At sluge og at sladre

at lyve og få lov

at mejsle kirkens kvadre

at sige pyt og hov

142. Opildne tiders torden

forsvare frit sit ord

et flag i hundelorten

en plads i himlens kor

143. At tro at troskab tæller

at noget holder fast

en evighed der gælder

som return på en tast

144. At undskylde og fejle

at kende egen krop

til kærligheden bejle

bestige bjergets top

145. At ligestille livet

i køn og værd og dag

og ikke ta’ for givet

det går i ro og mag

146. At elske er at opstå

i sjælden mulighed

at elske er at opnå

at hjertet går af led

147. At mærke varmen strømme

i kroppens glemte kød

at elske er at drømme

at blive ganske blød

148. Forstå at alting vækkes

til dåd i den der vil

og verden ikke svækkes

fordi at du er til

149. At opleve det nære

i andres smil til dig

at andre om dig kære

og gerne viser vej

150. At se det fælles række

at rumme uden præk

at hele hvad der brække

er livets skoles træk

151. I øjenhøjde med livet

forstå, forsvar, fordel

kun et det er dig givet:

i andre, blir du til!

152. At vide fred er muligt

og frihed finder sted

at mennesket er dueligt

jeg ved du tar mig med

153. For åndsfriheden findes

se tanken flyder frit

når ånden ikke bindes

går friheden et skridt

154. Og den der færdes fælles

foruden angst og tvang

vil aldrig kunne fældes

men opstår i en sang

155. En sammenhæng der trodser

og løser bånd og bast

en læk hvor håbet fosser

og livet det står fast

156. At tro på små mirakler

som ufortrødent stort

med glæde bære fakler

så ingen går i sort

157. At se et barn der fødes

at dø hen under vår

at vide at vi mødes

om det kun vi formår

158. At få en ven for livet

der aldrig svinder bort

der aldrig tar for givet

og deler godt og hårdt

159. ja, Nordens gamle skole

er liv der går igen

i nuet vil den fole

et samfunds følgesvend

160. Et sprog som mødestedet

utvungent skabe mod

betydning sammenkædet

og stier til din fod

161. Frit valg på alle hylder

og ingen skabelon

et sted hvor alle fylder

en folkets mikrofon

162. Nuvel i nye tider

er spiren stadig grøn

og mellem individer

oplyser Mimers brønd

163. Fra dybet strømmer livet

oplyst til genforstand

det er hvad vi blev givet

til kvinde og til mand

164. Et løfte til hinanden

en ed af folkemod

et sted at læne panden

et sted at blande blod

165. Et opråb gennem tider

et frisind uden svøb

en ånd der atter glider

i alle tidsforløb

166. At være fri i ånden

at fægte med sit ord

at ta’ et barn i hånden

at sige, Ja jeg tror

167. At trodse tid og tvivlen

at løfte livet selv

at være i sit indre

og skabe store skælv

168. Forstand er det at tage

en tanke og gi liv

for stærke og for vage

og ikke yppe kiv

169. Tag samtalen for givet

fortætte ordets saft

for ordet skaber livet

et fælleskab af kraft

170. Hvor mund og mening mødes

i livsoplyste syn.

kan hjerterne opblødes

til solskin ikke lyn

171. Opelsk i tillidsfærden

din næstes frie færd

et ståsted her i verden

at turde være værd!

172. I lydhørhed er livet

samhørighedens kys!

Som kjærligheden givet

en ild af alle lys

173. Et folk oplyst af tanke

og viden uden bånd

kan holde ryggen ranke

og vide, her er ånd

174. Alt det som ikke gælder

vi gør, som ingen ser

vi kan, som ikke tæller

som hjælper mange fler

175. Vi flytter for hinanden

i virke og i kår

i kærlighedsforstanden

er fælleskabets vår!