Vår er varme der kysser atmosfæren
vår er vraltende ænder ved en vej
vår er ukrudt der bryder hver en væren
vår er solkåde skolebørn i leg
vår er vækster der gror
vår er kærligheds ord
vår er dagen der længes højt mod nord
Vår er kjoler der kravler over knæet
vår er bøgen der springer tidligt ud
vår er frostsprængte sår der nu er læget
vår er nyvasket tøj der hænges ud
vår er gensyn og liv
vår er digte og skriv
vår er sjælen i ivrigt perspektiv
Vår er læber der nynner gemte toner
vår er fregner der spirer på en kind
vår er skyernes drivende ikoner
vår er stemning af frihed i dit sind
vår er barnet der ler
vår er øjne der ser
vår er kysset der ønsker meget mer
//Astrid søe 2014 - www.livsoplevelse.dk
kan synges på: Det haver så nyligen regnet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kære Blog-læser.
Efterlad gerne dit eget aftryk i ord og kommentarer.
God dag!