Melodi: Bøhmisk melodi, omkring 1550
oprindelig tekst: Op al den ting som Gud har gjort.
Tekst: Astrid Søe 2009
Op al den ting, mit kryds har gjort,
dets hæslighed at prise!
Det største, det har skabt, er sort
kan ingen magt bevise.
Gik alle valgte frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej at gør’ mig glad
når de min stemme kan sælge.
Det mindste ord jeg undrer på
i ansigt og i tale,
et storpolitisk frø at så
og under bordet betale!
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle byer vrimle,
de mange borgersvigt, der sker
får øjnene til at himle!
Hvad skal jeg sige, når jeg går
og ser en kåbe der vender,
når rød og blå sig sammenslår
og alle så vasker hænder!
Hvad skal jeg sige, når mit sind
ser syddjurs tørre sin næse
den løb kun halvt, den lille vind
når man vil male og blæse!
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor folkeflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og til borgmesteren vinker!
Hvad skal jeg sige, når jeg op
til demokrat-ånden farer
og set den store kæmpetrop
af vrede vælgerskarer!
Hvad skal jeg sige? - Mine ord
vil ikke meget sige:
O kryds, hvor var dit håb dog stort,
nu er du slugt af intrige!
Op, stemmer alle folk i blandt
med frydetone sammen:
Halleluja, de blå de vandt!
Og Århus svare: Wammen!
((Denne sang blev skrevet på valgnatten, siden blev der brugt tre uger på at finde ud af hvor borgmesterkæden skulle placeres. der var skandaler, studehandler, raseri og plattenslageri.))
En betablokker fra hjertet, fra livet, fra hverdagen. Holdninger, sagn og sang i en folkeoplysningstid. God læselyst! Astrid Søe©
fredag den 20. november 2009
torsdag den 13. august 2009
Sang til Nationalpark Mols Bjerge 2009
Tone: Som dybest brønd gir altid klarest vand
Jeg ser et barn der klukker bag en busk
og titter frem med øjne der kan trille.
Her går det tit, i sol og regn og rusk
og lærer om sig selv og det at ville!
Det kravler op til bjergets stejle top
mens bedstefar han puster ved dets side.
Han løfter barnets lille trætte krop
og hvisker: "Der er noget du skal vide".
Her ser du landet top og tag og bund
Her ser du vejen ende og begynde.
Et landskab som en kindtand der er sund
og skæbnevand der får dig til at nynne
Her ser du livets træ der slår sin rod
i jordens mange lag af forhistorie
En stork der tramper kornet med sin fod
mens Molboen han pudser på sin glorie
Her ser du Danmarks næse stikke ud
og dufte klare tanker spredt for vinden
med snottet løbene ud af sin tud
når vejret puster Jylland koldt på kinden.
Her ser du livet som en grøftekant
som Agris lyng og som Trehøjes stene
hvor hver en spire taler lyst og sandt:
Hvor jorden gror - der er vi ej alene!
En lærke håber mere end den tror
og lover meget mer’ end den kan holde.
Men drømmen gør at livets landskab gror
så sjælens hvedemarker ej bliver golde!
Vi går med livets korte bukser på
og nynner for den tid vi er i live.
Når vejen slynger sig på må og få
blir jeg et barn der råber: Jeg vil blive!
Skrevet til Nationalpark Mols. 13 august 2009
Tekst: Astrid Søe, Femmøller Strand, 8400 Nationalparken. Mols. Danmark
Jeg ser et barn der klukker bag en busk
og titter frem med øjne der kan trille.
Her går det tit, i sol og regn og rusk
og lærer om sig selv og det at ville!
Det kravler op til bjergets stejle top
mens bedstefar han puster ved dets side.
Han løfter barnets lille trætte krop
og hvisker: "Der er noget du skal vide".
Her ser du landet top og tag og bund
Her ser du vejen ende og begynde.
Et landskab som en kindtand der er sund
og skæbnevand der får dig til at nynne
Her ser du livets træ der slår sin rod
i jordens mange lag af forhistorie
En stork der tramper kornet med sin fod
mens Molboen han pudser på sin glorie
Her ser du Danmarks næse stikke ud
og dufte klare tanker spredt for vinden
med snottet løbene ud af sin tud
når vejret puster Jylland koldt på kinden.
Her ser du livet som en grøftekant
som Agris lyng og som Trehøjes stene
hvor hver en spire taler lyst og sandt:
Hvor jorden gror - der er vi ej alene!
En lærke håber mere end den tror
og lover meget mer’ end den kan holde.
Men drømmen gør at livets landskab gror
så sjælens hvedemarker ej bliver golde!
Vi går med livets korte bukser på
og nynner for den tid vi er i live.
Når vejen slynger sig på må og få
blir jeg et barn der råber: Jeg vil blive!
Skrevet til Nationalpark Mols. 13 august 2009
Tekst: Astrid Søe, Femmøller Strand, 8400 Nationalparken. Mols. Danmark
Etiketter:
Agri,
børn,
Ebeltoft,
fredning,
fællessang,
Indvielse,
kultur,
landskab,
Molboer,
Mols,
nationalpark,
Nationalpark Mols Bjerge,
natur,
sang,
syddjurs,
søe,
trehøje,
turisme
onsdag den 3. juni 2009
Sang til ordet
Tone: livet er en morgengave
Jeg har været i butikker
For at købe mig lidt kluns
På min trøje står, ”PIKSLIKKER”
På min skjorte: GÅ TIL BUNDS!
FUCK DIG TUDEFJÆS DU STINKER, FÅ DIG DOG ET ANDET LIV
I ER NOGLE FUCKING SINKER, PAS DIG SELV – JEG ER FOR STIV.
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet taler, når jeg tier
Der er kun den lille bet
At hvor end jeg går på gaden med et smil der sir spar to
Vender folk sig om og vrisser, hva nu det, jeg er jo go´?
Jeg er in og som en stjerne,
har det tøj som andre har,
men hvem gider være moderne
når man ses på som en nar?
Jeg vil helle’re åbne munden, bruge gode ord og snak
Væk med ordgejl på min trøje, på med håbets anorak!
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet tier og jeg taler
Og miraklet det er sket
Pluds’lig er jeg en der fylder med mit eget ordforråd
Det er rart at være menn’ske når man endlig blir´ forstået!
Ordet skaber hvad det nævner,
Store ord for ånd og mund
Du skal bruge dine evner
Gøre talen mere rund
Kaste sku og skid på porten og forsage hverdags-støj
Hvis du kun kan sig’: ”for satan”, bliver dit liv til noget møg!
Jeg har været i butikker
For at købe mig lidt kluns
På min trøje står, ”PIKSLIKKER”
På min skjorte: GÅ TIL BUNDS!
FUCK DIG TUDEFJÆS DU STINKER, FÅ DIG DOG ET ANDET LIV
I ER NOGLE FUCKING SINKER, PAS DIG SELV – JEG ER FOR STIV.
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet taler, når jeg tier
Der er kun den lille bet
At hvor end jeg går på gaden med et smil der sir spar to
Vender folk sig om og vrisser, hva nu det, jeg er jo go´?
Jeg er in og som en stjerne,
har det tøj som andre har,
men hvem gider være moderne
når man ses på som en nar?
Jeg vil helle’re åbne munden, bruge gode ord og snak
Væk med ordgejl på min trøje, på med håbets anorak!
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet tier og jeg taler
Og miraklet det er sket
Pluds’lig er jeg en der fylder med mit eget ordforråd
Det er rart at være menn’ske når man endlig blir´ forstået!
Ordet skaber hvad det nævner,
Store ord for ånd og mund
Du skal bruge dine evner
Gøre talen mere rund
Kaste sku og skid på porten og forsage hverdags-støj
Hvis du kun kan sig’: ”for satan”, bliver dit liv til noget møg!
Abonner på:
Opslag (Atom)