Tone: Som dybest brønd gir altid klarest vand
Jeg ser et barn der klukker bag en busk
og titter frem med øjne der kan trille.
Her går det tit, i sol og regn og rusk
og lærer om sig selv og det at ville!
Det kravler op til bjergets stejle top
mens bedstefar han puster ved dets side.
Han løfter barnets lille trætte krop
og hvisker: "Der er noget du skal vide".
Her ser du landet top og tag og bund
Her ser du vejen ende og begynde.
Et landskab som en kindtand der er sund
og skæbnevand der får dig til at nynne
Her ser du livets træ der slår sin rod
i jordens mange lag af forhistorie
En stork der tramper kornet med sin fod
mens Molboen han pudser på sin glorie
Her ser du Danmarks næse stikke ud
og dufte klare tanker spredt for vinden
med snottet løbene ud af sin tud
når vejret puster Jylland koldt på kinden.
Her ser du livet som en grøftekant
som Agris lyng og som Trehøjes stene
hvor hver en spire taler lyst og sandt:
Hvor jorden gror - der er vi ej alene!
En lærke håber mere end den tror
og lover meget mer’ end den kan holde.
Men drømmen gør at livets landskab gror
så sjælens hvedemarker ej bliver golde!
Vi går med livets korte bukser på
og nynner for den tid vi er i live.
Når vejen slynger sig på må og få
blir jeg et barn der råber: Jeg vil blive!
Skrevet til Nationalpark Mols. 13 august 2009
Tekst: Astrid Søe, Femmøller Strand, 8400 Nationalparken. Mols. Danmark
