Den ensformede frihed

Så kommer man pludselig med et slag foran for sin tid, med et helt årti + lidt.
Endelig er der kommet en afhandling om friheden som brand, som tilbudsvare.
Tilbage for 10 år siden holdt jeg en lang række foredrag som samme emne.
Igen og igen har jeg ment at vi har misforstået frihedens væsen og væren og sat den på tilbud som mesterhak..
Uddrag af foredrag marts 2000:

Frihed til forskellighed, sådan lyder lønne højskoles slagord eller leveregel.

Og det er vel den yderste frihed for et menneske.

At vi ikke skal ensformes,

at vi har lov til at være den vi er uden at blive korsfæstet af den grund.

At have friheden til at være forskellige med hvad vi hver især bærer frem.

Det lyder flot, men er det egentligt ikke.

Det burde for enhver være den naturligste ting i verden og noget vi vidste uden overvejelse.

Men at måtte vælge sig det som slagord er tegn på et fattigt folk.

Vi ved at friheden er bundet.

At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre, det landskab man gror i, klart.

Se vi er en fri skole

En fri organisation

En fri kirke

Frihed er blevet et slagord som mesterhak eller økologisk

Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttet.

Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.

citat slut.

I årevis har jeg gensnakket denne tanke: At frihed i Danmark er en handelsvare, et brand vi flager med og har mistet grebet om det øjeblik friheden blev til "Hvem kan - vi kan" modsat alle andre der var nok så dårlige til at gribe friheden og turde den som folk.

Da Muhammetkrisen kom stod vi der igen, højt råbende at VI ER FRIHED, VI VED BEDST!

Måske ved vi bedst, måske har vi virkeligt et godt greb om friheden og fordrageligheden.

Og et er sikkert, vi har gammel lærdom om frihed da vi har både forenings og de frie skolers kultur at trække på. Tak igen for den Grundtvig der lærte os at være frie, men utak til os selv da vi mistede overblikket over det uendelige ansvar friheden bærer med.

Vi må ikke lade frihed blive denne stråkorkorter i livet, der gør os til pløjemarksbønder, men harvetænderne for langt fremme.

Frihed er også ydmyghed over for andre mennesker.

Frihed har det størst ansvar overhoved.

Vi skal og må huske at sætte afsender på vores frihedstanker. Ja vi flager med frihed, men vi har også ansvar for at tage flaget ned i tide inden solen går ned, for der må gælde samme flagregel som dannebrog så friheden ikke kommer til at blafre i en middelstorm, forrevet som et BILKA eller NETTO flag, der hænger ude hele året.

Når vi som folk i gammel tradition kender til friheden er et selvsagt fordi vi har oplevet det ufri og kæmpet os vej mod noget andet.

Det forpligter og kampen sætter fri.

Verden over kæmpes der i denne tid for friheden, for freden og for tanken om demokratiet.

Nogle steder svares der:

Tortur hvor andre demokratier! 

Næsten som et modråb mod den overlegne frihedstanke.

Frihed skal være ydmyg.

Frihed er ikke bare arvegods vi kan bruge løs af uden selv at give eller forstå, det skal læres for et folk, for et samfund og som mulighed i et styre. Det skal smages med mund, tanke og hjerte

I ethvert menneskes eget liv er det samme øvelse som hos et helt folk.

Fra barnsben er friheden i lommen på forældrene og de vælger til og fra hvornår vi er fri til egen levemåder og valg.

Langsomt begriber vi frihedens konsekvens og tager ved lære og behandler den med omhu og kærlighed.

Jeg har tusindvis af gange sagt til mine børn at familien er et demokratisk diktatur.

Samtalen er mulig, vi byder alle ind med vores ideer, men det er den voksnes givne pligt at tage valget og stikke målet og beslutningen ud i sidste ende, uanset protester og "surmule med mælk på".

Ja det er dit private værelse, men det skal ryttes op! ingen frihedvalg der, eller når der sengetid etc.

Vi lærer at stå ved valgene og vide hvornår grænserne er nået. Ved myndighedsalder skal vi kende den. de får vi overdraget ikke bare nøglerne til bilen og egen økonomi, men langt større valgretten til samfundet og livets valgfriheden.

Som samfund øver vi os stadig. I denne tid er friheden knyttet ind i en hånd der strammer om garnet. Friheden er på alle måder også en modestørrelse der fra tid til anden tager nye klæder på.

Lige nu er kassetænkning yderst moderne og gennemsyrer samfundet fra isse til fod. Der er ikke den regel eller kasse der snart ikk er udstukket og langsomt begynder oprøret - næsten umærkeligt, men sikkert.

Vi evner det ikke, vi danske der for flere hundrede år siden smagte friheden som folk. Vi rumsterer og regerer og slår og i tøjeret.

Lille Ole og gamle Karen er begge sat i system både i børnehaven og på plejehjemmet. Vi skriver lister og skemaer for hver en bevægelse de tar og mister overblikket over det hele menneske. Sådan går det i moderne samfund hvor vi bliver overopmærksomme på detaljen og overser det hele billede.

Friheden har det for tiden på samme vis.

Den er stykkevist og delt skemalagt og sat i system.

Her er dit liv - tilsat lidt frihed her og der, strøet med milimeterdemokratisk hånd.

Måske er vi stolte af vores frihed - flot og elskelig som den er, men den må være mere end blot ord og tradition.

Hver morgen må vi vågne og huske at vi også som folk skal kæmpe for frihed. Den er ikke en fast størrelse vi kan stemple passet med.

Friheden lever kun i det enkelte menneske og dette menneskes måde at møde livet på.

Hvis ikke vi værner og opliver friheden som et vilkår, som et samfundsdueligt afsæt, så dør den hen og lader sig skematisere og bliver til ren reklamekampagne.

Pas på friheden, den gør det ikke selv.

Link til artikel om afhandling om friheden som brand:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/frihedsfundamentalisme-gor-os-intolerante

MOD HÅB

Når man går og håber modet,
finder håb for mod i hovedet,
må man meget modigt håbe,
modet ej er vendekåbe,
for en modig håber tit,
der er mod til håb som dit.

//Astrid Søe 2011

Vinterkransen - 1 søndag i advent

En fortælling om vinterkransen.

Astrid Søe 2002

Så lad det fødes, sagde en kvinde i en tid for længe siden.

Hun var stræk, kvinden, men lille af vækst.

Så lille at hun ville have synet af ingenting under en lup.

Men slige sager havde kvinden ikke og brød sig ikke med tanker om stort eller småt.

Lad det fødes, sagde hun blot og ventede mens året drejede sig rundt om hende.

Hun blev større og smukkere.

Noget voksede inde under hendes hjerte.

Livet sparkede med sine fødder og året drejede sig i dansen.

Våren blev moden med frugt og skønhed.

Efteråret bed i frugten med grådige tænder

og råd i mundvigene.

Saften løb af dets mule

og vinteren kom og ryddede ud bag efteråret.

Med skovl og trillebøre kørte den møget ud på jorden og dampen slog imod vinteren der straks fortættede den og gjorde den til sne.

Vinteren viste sine hvide tænder og var tilfreds med sit arbejde.

Kvinden åndede ud i vinteren og kaldte på sig selv.

Hun havde kun det ene at kalde på.

Tag livet ud af mig og lad mig leve med.

Kaldte hun

Og lad det fødes.

Og da fødte hun med glæde og vintermulm fire børn.

De tre fødte hun på en gang og den fjerde kom til som hun troede sig på sikker grund.

Hvor gemte du dig, mumlede kvinden.

Men i det samme fortabte hun sig i at dige børnene der ville livet alle som en.

Hun åndede tungt på deres skallede hoveder og håret piblede frem med skær af den livmoder de lige havde forladt.

Kinderne svulmede i blidhed.

De fire små lukkede øjnene op og mødte deres mors blik som det første.

Det havde den selv samme glød som af det inderste.

Kvinden drejede sig med sine børn i årets dans.

Dagene blev til år.

Kvinden fulgte sine små rundt på sin krop og lærte den at sætte skæl mellem lys og mørke.

Hjerte, sjæl og krop

At drømme sig til det ukendte og skabe ud af uvisheden.

Godt og ondt lærte hun fra sig.

Hun lærte dem at elske træer og blomster,

himmelens fugle og markens mus.

Østers på havets bund

og huden på kvindens egen krop.

Huden de vandrede på og levede af.

Kvinden lod de fire vinterfødte vokse ind i livets modenhed og sagde til dem:

Lev, jeg ånder i mig selv til i igen går i mors liv.

Kvinden var jorden.

Og hun lukkede sin mund som kun en moder kan det.

For munden stod på klem og mellem læberne skældte hun moderligt men bestemt på ungerne når de trådte forkert og valgte uret, hun skældte med storm, regn, lyn og jordskælv.

Andre gangs brast munden i et grin og flækkede jordens overflade.

Hun fremstødte i al sin glæde nogle gange kærligheden til sine børn i lune strømninger i vandet, milde vinde, solens varme.

Hun åndede nede under alt.

Dunkende og frodig i sin gavmildhed.

De frie vinterfødte var voksne og snart fandt de egne fornemmelser for liv.

De gav jorden et mylder af mennesker der ville se, græde, føle, lære, blive, ønske og tale.

De morede sig såre over det mylder.

De lærte menneskene om jorden,

deres egen mor

og vendte dem til at elske jorden

og give den hvad den længtes efter.

Vand hvor den tørstede og frø til frugtbarhed.

De fire vinterfødte fandt at noget var i uorden på deres moders krop.

Men jo mere de søgte jo længere kom de fra hinanden.

De tre førstefødte var så sammenbundne af samme fødselsøjeblik at de ikke ledte hver for sig,

Hvorimod den sidst fødte ledte for sig selv.

Vi må skilles en tid for at finde eget fodfæste sagde de alle til hinanden.

I to dele må vi skille os.

Men de tre førstefødte kunne ikke skilles og den sidstfødte ville helst søge verden alene.

Jeg vil søge i farve, natur og poesi sagde den sidstfødte.

Og vi i mennesket, sagde de tre førstefødte.

De skiltes på den måde at den sidste fødte gik sine egne veje.

De tre der holdt sammen delte imellem sig hvad mennesket behøvede.

Før vi deler os for menneskets glæder må vi give hinanden navn

Og da fik hver især navnene:

Urd, Verdande og Skuld.

Og når de alle var samlede kaldte de sig forenet for nornerne.

Nu delte de menneskenes behov og liv mellem sig.

Urd råder for fortid,

Verdande for nutid,

Og Skuld for fremtiden.

De fandt det rigtigst at de alle mødte hver en nyfødt på jorden med alle tre ansigter.

Og de besluttede i fællesskab at spinde en tråd for hvert menneskeliv.

Når et lille menneskebarn fødtes bøjede de sig alle tre ned over barnet og viskede til det.

Nu spindes livets tråd

Der forudser din dåd

Giv livet plads og spring

Til evighedens ring

De tre spandt da livets røde tråd af det første møde.

Af livsglimtet i øjet

At drømmen og det dunke blod i årene.

De tre norner målte livet længde ud og holdt den hemmelig for mennesket.

Det var deres kærlighed.

At dødens vinger ikke hænger og venter på en aftalt dag i årets dans,

Kun de tre kendte livets længde og duelighed.

Og kærligheden var også at sende mennesket ind til deres egen mors store kærlighed og varme.

Hun åndede på de der døde og elskede dem med jordens favntag.

Og de elskede tilbage de mennesker der tidligt eller sent i livet mødte kærlighedskroppen under jordens overflade.

Nornerne vidste at en kort livstråd måtte gives til dem der stærkest længtes efter den favnende kærlighed.

De mennesker kunne ikke overleve længe oppe på jordens overflade med alle dens råb om kraft og vilje.

De liv der havde større mildhed end ellers fik tidligt lov til at blive elsket af jorden.

De tre norner bestemte også hvert menneskes skæbne og spandt livstråden som de ville have livet til at blive.

Men ligesom den spundne tråd ikke altid er lige glat og fast, således bliver menneskenes skæbne meget uens.

Livstråden kan på et stykke være glat,

Og på et andet knudret som en kroget hånd.

Den kan blive løs eller fast, og intet menneske aner, hvornår den klippes over.

Hvornår livet kommer til sin slutning.

Nornerne levede med fuld fornemmelse for mennesket.

Og mennesket i samklang med de tre.

Mennesket byggede steder jorden over hvor man kaldte nornerne ved navn og brugte deres sprog for at forliges.

Man slæbte sten til runde kredse hvor man sad og målte jordelivet mod hinanden.

Tingstederne, som mennesket kaldte dem var menneskets tilgivelseskirke.

Mennesket havde lært af jorden at tilgivelse og tillid har samme form som moderskødet.

Rundt som fødselsorganet, rundt som året i sin dans og solen på sin gang om jorden.

Også menneskets boliger var runde.

De gravede ned i jorden og lagde grene over som tag for at skærme mod regn og vind.

Mennesket var klogt på jorden og varmen.

De tre norner havde så meget at gøre hver eneste dag at de gik ganske udmattede i seng når aftenen trængte sit mørke ind bag øjnene.

Ofte måtte nornerne vågne af deres sparsomme søvn for at våge over et natfødt barn og spind barnets tråd.

Og i alle deres gøremål havde de ganske glemt deres fjerde søskendebarn.

Men den fjerde havde ikke glemt dem.

Han havde i sin ensomhed taget navnet Gud og gik omkring og skabte sig.

I al ensomhed skaber vi os,

og sådan handlede også den mandlige bror af de fire vinterfødte.

Og alt hvad han skabte var smukt.

Han havde en særegen sans for skønhed og poesi.

For naturens maleriske farver og fuglens fjerdragt.

Særligt han-fuglene skabte han med fjer der lyste som regnbuen.

Hanner bærer ikke frugt som hunnen,

så Gud fornemmede at hannen måtte have trøst

og trøsten var fjerenes pragt.

Han længtes dog mod sine søstre

og en dag vandrede han gennem sit skaberrige

af fugle og eventyrriger

natur og poesi og ind mod de tre søstres livstråds spinderi.

De kunne knapt genkende ham.

I sin manddom strålede han med lyset.

Han havde taget han-fuglenes smukke farver ind i sin egen klædning

Han bar i sine arme nogle tunge sten.

Goddag og vel mødt sagde nornerne, hans søstre.

Hvad bringer dig hid.

Et savn, sagde Gud og kastede stenene fra sig på jorden.

Et savn mod andre midt i ensomheden.

De faldt hinanden om halsen og græd i gensynets glæde.

Alle fortalte om hvad de hvad lavet i deres adskillelse.

Søstrene fortalte om menneskene der havde livstråde og broderen fortalte om alle hans skabninger.

De mindedes en stund lang, så længe at de tre norner ikke nåede at få øje på en fødsel blandt menneskene.

Der fødtes i en stald en lille dreng.

kvinden der havde født ham svøbte ham i sit lange hår og åndede på hans hoved så håret straks piblede frem på hans skallede isse.

Hun lagde ham i høet blandt de hornede stude og geder.

De hornede hilste den lille velkommen til verden.

De fire vinterfødte fik øje på det lille spæde menneskebarn og de tre norner huskede pludseligt deres opgave, men da var det for sent.

Den lille havde åbnet sine øjne og set livet selv uden at møde nornernes øjne først.

Nornerne var bestyrtede.

Hvad skal der ikke blive af et lille menneskebarn uden skæbne og livstråd.

Jeg vil tage ham under mine vinger sange Gud.

Jeg vil kalde ham min og elske han som min søn.

Han vil få Guddommeligt lys og liv.

Få farve som han-fuglenes fjer.

Fornemmelse for regnbuer og ord af poesiens hjerte.

De tre norner hviskede sammen og besluttede at det var en smuk tanke at broderen skulle tage sig kærligt af den lille.

Gud rakte sin hånd ned til barnet og strøg med Guddommelighed over hans pande.

Den lille kikkede op på den fremmede mand og genkendte gnisten i ham.

Velkommen, sagde Gud.

Og den lille svarede kun i tanken.

For at hilse den  yngre bror velkommen tilbage i deres midte satte nornerne en stjerne op på himmelen som de kaldte for gensynsstjernen.

Den lyste som et savnet gensyn kan lyse i et menneske.

Alle mennesker på jorden pegede på stjernen

og vidste at den måtte betyde at noget vidunderligt var hændt.

Nornerne og Gud talte længe om gamle dage og om barndommens lykkelige tid.

Nornerne fik igen øje på de sten Gud havde bragt med.

Hvad skal du med de store sten, spurgte de.

Jeg ville lave et tingsted for os fire hvor vi kan mødes og finde tillid.

Og sammen byggede de en stenkreds af de sten Gud havde haft med i favnen.

Nornerne og Gud satte sig i kredsen og lo fordi de havde skabt noget menneskeligt.

Et billede på os selv, sagde de.

På oprindelse, liv og fremtid.

Du tænkte smukt i at eftergøre mennesket i stenkredsen, roste Guds søstre ham.

Lad os blive siddende og nyde den en stund.

De fire sad længe og talte sagte sammen.

Moder jord smilte og i al sin glæde lod hun et frø fra humleplanten spire ved tingstedet.

Humlen fik rod og voksede og slyngede sig mellem stenene.

Til sidst var alle stenene overgroede af humlen og de fire sad så dybt i samtalen at de ikke mærkede alt det grønne kysse deres ben.

Da de havde talt længe fik de øje på humlen der omkransede dem.

Hele stenkredsen var som en grøn krans.

Så smuk og blød som hovedhår på et nyfødt barn.

De lo alle fire og kyssede jorden der havde givet dem den grønne gave.

Hvor smuk er ikke stenen i sig selv,

men smukkere er dog den grønne krans.

Nornerne og Gud løftede kransen op og nornerne spandt en lang rød tråd der skulle bindes i kransen.

De hængte kransen over dem og elskede dens skønhed.

Den må funkle som stjernen,

sagde nornerne og de støbte hvert et lys og Gud ligeså.

Lyset satte de i kransen.

Et lys for hver af jordens fire vinterfødte.

Og Gud kaldte det lille menneskebarn til sig

og af glimtet i barnets øje sprang en flammen på hvert lys.

De funklede og varmede så stærkt at jorden troede det måtte være vår.

Mennesker gik ud under himmelen og kikkede på den stjerne der var kommet på himmelen og sagde til hverandre.

Den stjerne varslede om vårens komme.

Mærk den milde brise,

Se frosten trække sin fingre baglæns.

Se havet bryde sine flager.

Våren kommer.

De fire vinterbørn lo ad menneskene og sagde til hinanden.

Mennesket tror det er vår.

Så stærkt funkler og varmer vores lys og vores stjerne.

For altid skal den stjerne minde om våren.

Minde om nyt liv

Og for altid skal mennesket lære at binde en krans og sætte lys i den.

Tænde lyset med gnisten fra glæden i øjet på et andet menneske.

Et lys for hver af os fire skal de tænde.

For vi har givet mennesket skønhed, farve, ord, liv og skæbne.

Og mennesket lærte at binde kranse, når vinteren kom og bankede på årets port.

De lærte at støbe lys og at tænde dem med gnisten fra andres øjne.

Mennesket var lykkeligt.

Og det lille menneskebarn blandt dem der var uden livstråd levede på jorden

og spredte glæde hvor end det gik.

Barnet fik mange navne.

Nornerne kaldte ham skjold,

Gud kaldte ham Jesus

og menneskene kaldte ham kærlighed.

Hvert år når vinteren kom dansende,

smilede kærligheden og ville varme mennesket ved dets hjerte.

Og mennesket elskede vinteren,

for netop hvor vinteren knugede dem,

knugede kærligheden endnu stærkere.

Vinteren vidnede om mildhed.

Tro, håb og kærlighed

Tro er håb mod kærlighed
  større end det største
  skabelse der varer ved
  livets sidste første

Håb er kærlighedens tro
  fundet i det tomme
  livets træ der evigt gro
  tanke på dets komme

Kærlighed er tro på håb
  i det liv der giver
  evighedens milde dåb
  mennesker vi bliver

Astrid Søe November 2011 - copyright

N.O.V.E.M.B.E.R

N.ysgerrig naturlighed
O.ldings ordrigheden
V.erdens visdom varer ved
E.rindringens evigheden
M.enneskets mangfoldighed
B.arnebudets bolig
E.ftertankens ensomhed
R.etfærdig rigdoms rolig

julepyntenovemberdag

Julen vandrer ind i dag
på en sen novemberdag
her skal gamle nisser stå
der er meget jeg skal nå
julestas i kasser står
krybbespil der varsler vår

juleøl og klegnebag
vågelys hver eneste dag
pakke ud og pakke ind
åh, jeg mangler moster Finn
indkøbsliste, andesteg
og en klistret brunkag'e dej

julekort med posten ud
hyasinten skyder skud
flettet hår med røde bånd
og et barn i hver en hånd
juleknas og legesind
byder juledage ind

Juletræet på besøg
nu begynder det at klø
det er nåle der faldt af
selve juleaftensdag
jeg tog træet tidligt ind
nu jeg danser om en pind.

julen vil så meget mer
end hvad overfladen ser
den vil huske sindet på
lyset skinner i det grå
værnetid for hyggeri
med en smørklat midt deri

//Astrid Søe 2011

kan med nogen umage syngs på: Juletræet med sin pynt

NU generationen

Får en ubændig tro på livet hver gang jeg smugkikker/lytter ind på børneværelserne... Det fremtidssamfund gider jeg godt leve i !

68'er, Nå og Ego generationen får baghjul og fremtidens børn byder på bæredygtige løsninger og samtale, tankefrihed og vilje til mennesket med alle dets forskelligheder.

Kære forældregeneration: Ja - noget har vi gjort rigtigt - trods alt hvad vi hører i medier mv om de "stakkels" børn af i dag og deres manglende selvstændighed, kunnen mv. Mellem linierne er der hos denne tids børn de bedste bud på et helet samfund og en helet menneskesyn jeg længe har hørt.

Ingen har lever forgæves når man har lagt øre til ytringer i børnehøjde som er fredsmæglere værdige, som er teologer overlegne, som er politisk fremsynede og som selv Etiks råd ville have ønsket de havde fundet på for længst.
Hvad kan man andet end håbe på at alle voksne husker at læne sig ydmygt ned og lytte til al en børnevisdom der dagligt kravler rundt mellem lego, ludo, little petshop og barbie.

Kære nu-generation: Tak for jer og jeres stålsatte kløgt og tro på det vi andre stadig forsøger at fatte, forhandle eller forlade!

Med kærlig særlig hilsen og tak for fremtiden!

Forfatter Peter Mouritzen

I dag med henvisning til link der omstiller til artikel om forfatter Peter Mourtizen, skrevet i november 2011

http://issuu.com/dna1/docs/appetize_2011_06/107

Bog stav

Har taget en vanskelig littera-tur
er snublet i to konsonanter
så nu er jeg eftertryksværtelig sur
når sproget går som elefanter

Og her var en linje med ord der var skjult
og der semikolon med mere
et nyt tillægsord der rungede hult
etcetera, gentag med flere

Se der paranteser der tager patent
på det der sku stå helt alene
og ord helt tilsidst der blir gamle og grå
når de nedskrives som nota bene

En overskrift runger så fyldig og fed
at alle kursiverne ryster
og linjerne springer et afsnit ned
mens sidenoten dem trøster

To trætte vokaler er købt og betalt
og flere forkortelser skrumber
mens alfabetet går inderligt galt
og versefoden den humber

copyright Astrid søe 2011

November klar

November er så meget mer en brok og brugte remser
en regning på et vinterdæk og splinternye bremser
November er så meget mer end dug og is på ruden
og skraberen der gir den gas og tørres fri med kluden
November er så meget mer end store saltmaskiner
... når termometret kravler ned og kileremmen hviner
November er så meget mer end drivis i benzinen
men falck de glade trækker dig i efternølerlinen
November er så meget mer end olieskift og skruer
din regning gir dig værksteds-charterrejse hedeture

111111

‎
En dag af ene enere
må komme før end senere
det gør den ikke mer speciel
og giver ikke lottoheld
men intet er som alting plejer
når datoen er ene streger

Mortens aften

Tillykke til Luther, tilbage er dage, med det der vil komme, og er ladt tilbage.
Tillykke til Martin, på gåsesties kurs, du gemte forgæves, blev biskop i Tours.
Tillykke til Netto og Bilka og Spar, da Martin blev Morten og gåsen "Andskar"
Tillykke til skikke der husker os på, at troen skal krybe føren end de kan gå.

GUD - Hvor romantisk!

Når børnene trykker på fjernbetjeningen og rammer ind på før søndagen med et
grin og et lunkent suk og ord som .. >>Hvor er det romantisk mor<<, Så må
man voksent måbe. kristendommen år 2011 er romantik, pynteengle, klokkespil
og tv, set fra barnetroens højde.

Tror vi egentligt på noget i Danmark? Vi snakker meget med om andre landes
religion og store troes-spørgsmål, men hvor tit vender vi vores egen tro med
naboen over køledisken i brugsen? Den danske kristendom er blevet os så
fremmet at vi nu tilbyder uddannelse i kristendoms forklaring. Ikke teologi,
men folk der kan forklare os Danskere hvad Dansk kristendom er.

Troen i Danmark er fri og har været det længe. Luther og Grundtvig kæmpede
for hverdags og menneskelivets ret og vandt, men troen tabte og endte med at
blive et tabu.
Tro blev en privat sag og efterhånden mere privat end dyneløfteri og ugens
se&hør.

Lever troen i det skjulte, eller gemmes den ned sammen med julepynten til
brug ved særlige højtider?
Vi ved at vores samfunds grundlag er bygget på kristendom og vi bruger den
også stadig, særligt i opdragelsen.
Vi lærer børnene at sige; må jeg "bede" om saltet, mens de endelig ikke må
sige "fandeme", men vi glemmer at det er en
daglig udøvelse af religion.

Tyggegummifirmaet Stimorol har givet det bedste bud på en forklaring af
dansk tro. Om det er god religionsforståelse kan være svært at afgøre, men
det smager da af mere end oblater.

En lørdag gik jeg hjemme i køkkenet og lavede aftensmad og børnene ventede på at der kom børnetime.

Jeg havde tændt Dr tv og pludselig lød min ældste søns stemme glad fra stuen:
>>Mor mor kom og se<<
Jeg gik hurtig ind og kikkede til ham og han sagde se se mor nu kommer det med Gud. >>Åh, det er bare så romantisk!<<
Jeg så at det var før søndagen der var begyndt.
Romantikken i før søndagen har jeg ikke lige fået øje på før og spurgte min dreng om han vidst hvad romantik betød.
>>Ja da, mor det er fordi det er om kærlighed.<<
Så romantik ordforrådet var godt nok på plads, men koblingen mellem gud og romantik havde jeg først nu.

Min dreng har det med tro som de fleste børn.

Han ved kun det om tro som ham selv hiver frem mellem linier, i bøger, tv mv.


TABU TRO

Vi taler ikke meget tro eller gud hjemme.

Hvem gør det i dag?
Men alligevel drager gud, guder og tro børnene.
Den uløste gåde.
Hverdagens umulige mulighed.

At talen om det guddommelige ikke er hverdag i de danske hjem er udviklingsmæssigt kendetegnende for vores kultur.

Troen er blevet så fri at den ikke er til at tale om.
Et tabuområde.

Når vi udfordres religiøst, som verden i denne tid gør, står vi tilbage med et opkog af generindrede brudstykker.

Hvad mener vi egentligt selv?
Og kan man overhoved have en mening om tro.
En mening om det uhåndgribelige?

Den store styrke for mange er at tro er en privat sag.

Det er grundlaget for vores tanke herhjemme.
I en tid hvor hvert et menneskeligt afsæt sættes under lup er kun troen tilbage som urørlig.
Et svar om "retten til ikke at udtale sig", bliver godtaget.

Hvordan troen kan hæve sig så højt over vores eller så stærke trang til at ydre os om alt og alle kan undre.

Men netop hvor noget har værdi i et menneske kan ingen gennemtvinge et svar.

Jeg havde en nabo der underligt nok hver søndag skulle til købmanden og købe ind.

Det viste sig at han skule til kirke, men syntes det var lidt flovt at fortælle mig. Så han brugte købmandsundskyldningen i lang lang tid.

Og pludseligt gik det op for mig at det var blevet tabuområde. I modsætning til al den håndgribelige kærlighedudfoldelse vi lever med.

Jeg var på sjælland og holde foredrag i foråret og mens jeg sad på molslinien og sejlede i topfart mod sjælland blev jeg videne til en underlig samtale.

Eller vi blev alle løftet ind under en kvindes dyne.
Hun sad nemlig og snakkede med sine veninder om hendes sidste besøg i swingerkluppen og hendes sexliv derinde.
Med høj klar ryst, uden at tænke på hvad andre mente eller om vi havde lyst til at høre om hendes sexliv kom vi helt ned i detaljen.
Og det sloig mig hvordan vi er blevet omkring privatlivet.

Gud er tabu, sex er allemandseje.

Begge gjort af samme stof, kærlighed.

Men vi har det bedste med den vi kan se og mærke kropsligt.

Tro i nutidsmennesket er så svær at fastholde -at den er blevet til en kraft. En helt privat kraft den enkelte hæger om.

Jo færre billeder og forslag vi har til troen jo stærkere manifesterer den sig.
Jo færre navne den får fæstet på sig jo friere lever den i os.

Vi er ikke bange for at sætte fysiske billeder på, for et billede af tro kan ikke røre det uhåndgribelige.

En tegning med religiøs satire i danmark kan ikke ryste tro.
Den er papir og kulstøv, et meneskeligt udtryk.
Brød og vin er ikke helligt. Det er symboler.

Mennesket er i religiøs forståelse, det være sig sådan i verdens samlede religioner, ikke en størrelse der kan flå det guddommelige ned af sejersskamlen.

Et menneskeligt forsøg på billedligørelse ryster ingen.

Thorsens pornofilm med jesus i hovedrollen?
Det ryster ikke, om der kan rejses debat om det kunstneriske udtryks skønhed, men der går ingen skår af den kristne tro på den konto.
Set med danske øjne.

Globaliseringen har ført det med sig at vi ved mere om andres tro en før.

Vi blander oven i købet troes-fornemmelserne sammen som vi altid har gjort.
Hug en hæl og klip en tå.
Lidt guder her, lidt fatima der, lidt mosekurv og så passer det hele som det skal.
Helt i tråd med at bestille en pizza nr 7, men uden ost og så lige med skinke oveni og ansjos.
eller en datingsite hvor vi vælger kæreste efter uddannele, hårfarve og interesser.

Over vores hoveddør hjemme hænger der en hestesko, overtro, et levn fra de gamle guder.

Inde i hesteskoen hænger fattimas hånd.
Islams fem søjler i de fem fingre.
Et udtryk for islams egen billedlige drykelse, som kristendommen også gør det med kors, duer, roser etc.
Fatimas hånd er ikke min, den er min ældste drengs.
Han fik den i nordafrika sidste år.

To dages bustur til sahara, en oplevelse af umættelig kærlighed i et folk, rettet ikke mod de voksne men de små.

Min yngste søns trodsigt krøllede hårvækst rettede sig for første gang ud den uge under kærlige hænder hvor end vi kom.

Og min ældste søn hentede et værn mod ondskab hjem. Fattimas hånd holder sværet og døden fra livet.
>>Det er lige sådan en man har brug for<<, konstaterede han tørt efter en times fortælling i bussen af en udmærket guide med dyb rod i det jyske, som hun nu omsatte til fortællinger om islam, gud og gaver.
Og nu hænger den der, over hoveddøren og fortæller, ikke om islam, men om tro i børnehøjde.
Tro uden rammer og regelsæt. nr, 7 på menukortet
Børnenes sikkerhed har hold i barnetroens lethed. Hvor imod vi voksne hver dag står stærkest i tvivlen.
Jyllandspostens tegninger er et direkte afkom af Grundtvigs tvivl og hans måde at tale om den kristne sammenhæng.

Grundtvig ville frem til at hverdagssproget var levende.

At vi talte dansk og udviklede sproget,
fandt gammelt frem og spandt nyt til.
Ord vi har i sproget som smager godt,
ord som:
søster, bror, kærlighed, nærhed, håb, mod, sjæl, folk og farrai, nutella og den slags.
De ord vi føler os hjemme i, dem der gir mening for det enkelte menneske, det er de ord der kan fortælle om den kristne sammenhæng.

De ord vi bruger i det liv vi lever.

De ord der er med os hver dag vi er i live, eller er i nuet.

De ord der tænder os, som det hedder på nudansk.

de ord er de eneste der kan få os til at se, at evangeliet er værdifuldt for mennesket.

Hvad jyllandsposten ikke havde med i deres overvejelser var at Grundtvig ikke kan eksporters, Grundtvigs frihed i liv og tro er kulturreligiøs tradition.

Ikke blot uforståelig for den arabiske verden, men også for vores nabolande.

Jeg havde en Engelsk kæreste der er opvokset på katolsk vis.

Han blev helt bleg, selvom han er trådt ud af sin katolske tro, når jeg taler om gud eller kristendom.
Fordi vi Danske har arvet frimodigheden i sproget til Gud.

Vi frygter ikke at sprogets udtryk skaber os en fjende i det høje.

Vi har skudt den gamle falske hellighed fra os, som rådede før Grundtvig.

Hvis man taler i kristelige vendinger om en man egentligt ikke kan li, så skal vi ikke komme og tro at den er i orden med gud.

Sanddru hedning, tyrk og jøde,

dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt ham træder nær!

TYGGEGUMMI GUD

det er ikke høfligt at tale med mad i munden,

men vi kan godt tale om Gud og salami i samme åndedrag.
Tykke lidt på det,
og stadig adskille det.

Hvis i har set reklamer på TV-2 , så har i nok set det Danske firma, Stimorols  reklame for deres tyggegummi. det var en af de første reklamer der var på tv2 nogensinde, da kanalen lige var åbnet.

Gud har dårlig ånde.

Han blæser liv i de særeste mennesker.
Dame Edna og Hitler.

Men så kommer en engel og gir ham en pakke stimorol tyggegummi.

Mundhygiejnen er i orden, og Gud skaber Adam med elguitar og finblad.

Selv Gud må ligge under for Tv-2s nøgencensur.

Men vi censorerer ikke Gud med dårlig ånde.
Gud er bare en af vennerne.
Ham kan vi godt grine sammen med.
Gud har jo tillid til os, har Grundtvig fortalt.

Vi behøver heller ikke råbe op om vores tro, til Gud og hvermand.

Gud er ikke døv, han ved nok hvor vi står eller ikke står, i forhold til ham/den/det.
Og hvermand ved at de er fri i deres personlige tro.
Den enkeltes forhold til Gud er privat.
Vi har troen i tanken og den formes af sproget.

Grundtvig lærte os det at ta hverdagssproget i brug.

Så den enkeltes prædiken er lige smuk for vor Herre.
Det er lige godt for Grundtvig om vi kalder Gud i tale via stjerner, lotto eller hånden op under kjolen på maren. Alle tre er dog alt sammen gjort af stof,
der hører hjemme i glæden: tro, håb eller kærlighed.

Gud, kan man som dansker ikke træde på, uanset udtryksform, men mennesket derimod, kan trædes under fode. Det har vi set med åbne øjne.

Pludselig er dog virkeligheden blevet at selve friheden er blevet et snærende bånd.

At selve den hårdt tilkæmpede frimodighed ikke forståes mellemfolkeligt.
Den kamp grundtvig stod midt i, står et helt folk i nu.
En hel verden.

Vælt det sorte kors fra graven.

Frimodigheden forstår vi i vores kultur. og vi skal finde forståelsen for resten af verden. vi skal lære at vores tabu er deres tro, er det de taler om med mange munde.
Hver fulg sit næb og det er lærdom - for os der pipper frit og frejdigt uden stopklodser eller kølervæske.

Plant en lilje i dets sted.
Liljen må være et frø af det der er stærkere end ondskab.
Et frø af det der binder mennesket sammen.
Romantikken, kærligheden.

Hvad gør vi nu lille du??
Tænker med voksentvivl og svarer med barnetro:
I kærlighed rummes vi, kloden over, uanset sprog, uanset religion, uanset frimodighed


((Hør resten i fordrager Gud hvor romantisk ved Astrid Søe www.astridsoe.dk))