fredag den 26. april 2013

sommertud

Den søndagsbløde sommerhat
Fra vinterstøvets leje
Er nu på fruens hoved sat
og holder på det blege
For når min næse solen ser
Så samler den pigmenter
Og der blir bare fler og fler
min tud er solens henter

//Astrid Søe 2013

tirsdag den 23. april 2013

Min nabo

Der går min gamle nabo med sin stok og stive ben
Og kikker ned på vejen efter snuble løse sten
For selvom han har rundet niti går han dagligt tur
Et sjælebad af folk og fæ som livets bedste kur
Skønt han kun mine fødder ser, da ryggen krummer sammen
Så er de ord vi deles om den gnist der tænder flammen
For livet vokser evigt til og ord opliver sjælen
Liv op, gå ud og mærk et glædes fjederhop i hælen

//Astrid Søe 2013

fredag den 19. april 2013

Offent-lighed for loven..

Min avis og jeg er venner, deler skæbne, skriv og ord
Deles kækt om dem vi kender, sladrer over kaffebord
Trykte billeder fortæller, Alt om bomber, nød og krig
Og på side sytten kan jeg nyde sidste mode skrig
Der er rejs og bog sektioner, der vil friste med kultur
Og hvis livremmen den strammer er der bud på slankekur
Der er meninger der deler, politik, reform og lov
Og på bagsiden får tegnere så lov at lave sjov
Der er nyt om tv fronten og en vejrvært lover regn
Der er gode råd til haven, træ og busk i hæk og hegn
Og så er der jo reklamer og annoncer for et knald
Eller for et foredrag der giver mod og gudekald
Der er klummer om moderne kvindesyn og speltkultur
Der er aktiekursens stigning og en leder der er sur
Der er samfundsrelevante læserbreve der gør op
Med et kassetænkesamfund og om Blachmans syn på krop
Min avis og jeg er venner, deles pænt om dit og dat
Til min hundehvalp skal tisse, så avisen får et skvat
Tak til journalist og trykker, fotograf og redaktør
Næste gang så håber jeg at lufte kræet noget før
Men et lille flag skal rejses for den sø på side ni
Selv en svinehund må ytre sig i et demokrati!
Det er gammel skik og vane at vi alle deler alt
Seng og dyne, ord og planer, hundehvalp og folkevalgt
Jeg vil faengalme vide hvert et ord politisk talt
Ellers er mit åbne gamle folkestyre blevet kvalt!


//Astrid Søe 2013
#offentlighedsloven - Frisind fremmer folkestyret!


onsdag den 17. april 2013

1.maj - hvem hvad hvor?

Landets minister skal tale i Jylland det er for dårligt, for galt og forkert!
4 toget bakker og Sjælland de raser, kvæles i kåldolmer og isdessert,
Hun er nok bange for æg og ballade, opkøb af dyrups og sadolin spand,
Alle de skændes om steder og måder bare fordi hun skal krydse et vand!
Dengang i skolen jeg stred med min læring, lærde jeg altså i geografi,
Danmark bestod af mere end staden, og alle steder var gode fordi:
Danmark er netop et makværk af øer, vande og landfaste klumper af jord,
Og når man er i Danmark minister, må man fordele sin magt og sit ord.
Det er en pligt at tale i Skagen, hilse i Hurup og danse på Mors,
Statens minister er ikke kun stadens men sådan en vi kan kalde for vor's!
Stop nu med snak om hvor taler bør holdes, PET, politi og spinning på hjul,
Landsdelsrasisme det er fandengalme snak der gør landet og politik hul!

//Astrid Søe 2013
#1. Maj talen - hvem hvad hvor

Anemone

Anemonens milde blomster
Dækker skovens døde lag
Nodebogens forekomster
Melodiens sindelag

Vår er vækst af alt i dvale
Af en stilhed skjult og gemt
Som en tone vil den tale
salmesprog vi havde glemt

Anemone sangens måder
Lyder gennem skov og by
Gror af favntag gennem gåder
Vår er færd af os på ny

//Astrid Søe 2013
melodi: Egetræet tungt af alder


tirsdag den 16. april 2013

Spar(K)

Der skal spares på de svage,
Der skal spinkes, strammes ind,
Der skal skære af den kage
Gennem marv og ben og sind
Der skal hules ud hvor livet
Allerede koster alt
Dem med skæbner der har givet
Dem et liv de ej har valgt

Hvordan kan vi velfærd tale
Det at stå på lige fod
Hvis de svage de betale
Deres lykke, håb og blod
Vi har love fyldt med løfter
Om at værne og stå ved
Men der graves stadig grøfter
Der er tidsler i det bed

Der er mennesker der længes
Mod et hjerte menneskesyn
Og hvor livet ikke flænges
Af et mørke fyldt med lyn
Der er ingen født i danmark
Med en skæbnevej af sten
Der bør mødes som en brakmark
Værdighed gir ikke men

//Astrid Søe 2013
#handicapdebat

mandag den 15. april 2013

Du danske Holger danske jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig

Se der summer af sol over landet
Og min købmand har grillkul til salg
Der er spor af en ulv her i sandet
Og der gisnes om gravøl og valg
Og mens degnen demonstrerer
Blir der hvisket i magtens korridor
Våren kom, snart med blade på træer
Lille Ole må kloge sig hos mor

Der er masser af snak om forstanden
Der er længsel og viden og vejr
Der er "virus" der smelter på panden
Når man bliver finurligt forårskær
Der er fadøl hist i Nyhavn
Der er fløjlsgræs i haven i Hobro
Der er snak om finanser og afsagn
Konfirmander bekræfter deres tro

Og så trumfes min vår af avisen
Som bekendtgør at Holger skal ud
To en halv million det er prisen
Og jeg tænker at komme med et bud
Holger danske han skal sove
På min pude af ægte edderdun
For jeg værner på tro og på love
At den sovende kæmpe holdes lun

//Astrid Søe 2013
#Holger Danske blues

Kan brummes på melodien: se det summer af sol

torsdag den 11. april 2013

Søren Kierkegaard - vers til glæden

Hvad er glæde, hvad er glad?
Spør den gamle Kierkegaard
Svaret er et sjælebad
Som hin enkelte forstår

Glæde er at komme nær
Helt, i sandhed, være
Vælge til hvad der er værd
Men det er det svære

Ak - hvordan er jeg nu jeg?
Hvordan blev du noget?
Ved at vælge egen vej
Som kun du har gået

Men hvorledes findes den?
Gps'en svigter
Angsten træder til som ven
Dødens gab forpligter

Revet ud ad dødens garn
Lev som bare fanden
Langsomheden er for skarn
Livskraften opstanden

Lykkens dør går ud og op
Livet mødt i nuet
Men forstås af "før" og Stop
Af, hvor du blev truet.

Liv er løn og liv er tab
Angst og tillid vandrer
I fornuftigt fælleskab
Glæde alt forandrer

//Astrid Søe 2013
#Søren Kierkegaard omfumlet til hverdagsdansk









tirsdag den 9. april 2013

Blæst

Blæs mit vasketøj mod øst,
flyt mit sand som du har lyst,
kom fra vest fra kyst til kyst.

Storm du vilde glade vind,
kom med vår i krop og sind,
kom med rødmen på min kind.

Ryk i træ og tag og flag,
rusk og ryst et sindelag,
læg dig så i ro og mag.

//Astrid Søe 2013


lørdag den 6. april 2013

Folkeligt forår

Hvad er folkeligt i grunden
Skrev den gamle Severin
Er det ord vi har i munden?
Er det dannelses doktrin?

Er et folk i grunden splittet
Mellem tro og lov og stat?
Hvad er rigt og hvad er fedtet?
Hvad er fælles, hvad privat?

Hvordan vælger man sin stemme
Ind i hver dags gøremål?
Vil man folkeånd fornemme
I lidt mudder under sål?

Er vi grænseløse ånder
Der bebuder verdensvid?
Er vi kasteløse nonner
I en kassetænketid?

Hvad er ånd og hvad er viden?
Hvad er tro og hvad er tant?
Er historien gennem tiden
Uforløst som fælles pant?

Kan vi dukke os bag hækken
Uden blusel uden kløgt?
Et et fælleskab en vækken?
Eller tvang som vi har søgt?

Er der frihed er der former
Der forklarer hånd og mund?
Er vi viklet ind i normer?
Hvem er god og hvem er ond?

Hvad er folk og hvad er livet?
Hvad er sagen samlet set?
Hvad har folkeånden givet?
Hvad har folket fælles ledt?

Kan en tågesnak forføre
Hvis den siges ofte nok?
Kan frimodigheden røre
Hvis vi stivner af et chok?

Er det kærlighed der råder?
Er det tro og håb og mod?
Er det omhu der skal sætte
Skellet mellem nu og rod?

Er der valg på alle hylder?
Hvad forpligter du og jeg?
Egoismens sorte bylder
Eksistensens strengeleg

Kan vi finde fred i næsten
Uden tvang om ret og vrang?
I forskellighed er læsten
Nodeskriv i folkesang

Se et menneske der venter
I en længsel efter os
Folkeånden alt indhenter
Uden vrede, fri af trods

Folkelig er den der tvivler
Spørger, tænker, undres på
Folkeånd hvor frihed hvivler
Mulighed til at forstå

Hvor er tonen hvor er talen
Til et folk og folkelighed?
I en vilje - fandengalme
Til en fælles kærlighed!

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk
#Hilsen til Grundtvig
Kan synges på: Folkeligt skal alt nu være

fredag den 5. april 2013

Ægte håb

I ægget gemt lå livet lunt og rugede på viden,
Og øvet sig i krop og ånd og alt hvad det blev givet,
Med vingefang og næb og klær der lå så klemt og drømte,
Men så en dag fik skallen hul og livet ægget rømte,
Med store øjne lyseblå og dun på krop og tanke,
Det lille liv gik verden rundt, hør brystet hjertet banke,
Det lille kræ så ny og mild, så nyfødt ud af råbet,
Er født i glædes favn som få, så smukt er endnu håbet.

//Astrid Søe 2013


Kammertonen

KAMMERTONEN!

  Gentager hvad jeg mente 15. marts og stadig mener er vigtigt.
Børnene har brug for at se samtale mellem voksne der ikke ligner mobberi.
Det har og er en tradition at vi voksne demonstrerer og laver papnæser, skriver vakse vers...
(en iøvrigt herlig "samtale" form med demokratisk kreativitet som jeg skatter højt)
- men når vi står med en demonstration der handler om børn, ses af børn og opleves inde under huden på børn, så har vi et ansvar for tonen.
Et ansvar for måden vi vægter og vælger at ytre sig.
 
Når børnene engang atter er i skole bliver det hulens svært at overtyde dem om hvordan man må titulere hinanden, hvor grænsen går for mobberi - fordi de har set kl/coridon/lærerne mobbe i frit fald.

  Jeg vil gerne bede om lidt fornuft i børnehøjde - for opsamlingsarbejdet på mobbefronten vil tage år efterfølgende.
Nej lille Hans, du må ikke kalde Ole en nar! Jo, for du kaldte Ziegler en nar, så må jeg også!
 
Pædagogik og dannelse skal holde hele vejen rundt! også i kriser - også i kamptid - også i tonen. Og når vi drager børnene ind i konflikten tager de farve af det - for altid.

Kæmp for alt hvad I har kært,
dannelse det gælder,
men gør tonen mild og lærd,
fremtiden det gælder!

http://astridsoe.blogspot.dk/search?updated-max=2013-03-23T16:47:00%2B01:00&max-results=7

torsdag den 4. april 2013

Overskrift

Der er hamsterhjul der ruller
Der er virksomhed og flid
Der er Blachmans syn på duller
Helt poetisk engleblid
2020 ingen arme
Skaber mere produktion
Der er støv i vindueskarme
I den hele Union
Der er politik der bider
Der er skoler uden børn
Der er lærerne der gider
Men nu har de smækket dør'n
Der er diskusion om skatten
Og om Bandekrig og vold
Kære Danmark fald til patten
Hvorfor føles du så gold?
Der er glæde under sneen
Snart så er den smeltet bort
Smil og le og slå nu til den,
Lev nu livet - det er kort!

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk