Tekst: Astrid Søe 2013
Da gik våren gennem Nyhavn og jeg tror sgu jeg gik med,
for nu kan jeg ikke finde, dette "jeg" på noget sted.
våren havde duft af længsel, politik og rynkecreme,
men nu syns jeg landet dunster, af en lugt der er ekstrem.
Morten korch og dannevirke, hist hvor vejen slår en bugt,
hvor en bøg er bred som bagen, og en kælder står med fugt,
hvor et kakkelbord slår revner og et flag er rødt og hvidt
hvor et barn kun må sig gemme, når det leger borte tit.
Se, en "fremmet" bygger rede, finder sted og slår sig ned,
revet op med rod og hjerte, væk fra krig med håb mod fred.
men er står en halvfed dansker, og vil spærre for dit liv,
fremmedhad og halvkvalt hjerne, svinekød og pikken stiv.
for nu kan jeg ikke finde, dette "jeg" på noget sted.
våren havde duft af længsel, politik og rynkecreme,
men nu syns jeg landet dunster, af en lugt der er ekstrem.
Morten korch og dannevirke, hist hvor vejen slår en bugt,
hvor en bøg er bred som bagen, og en kælder står med fugt,
hvor et kakkelbord slår revner og et flag er rødt og hvidt
hvor et barn kun må sig gemme, når det leger borte tit.
Se, en "fremmet" bygger rede, finder sted og slår sig ned,
revet op med rod og hjerte, væk fra krig med håb mod fred.
men er står en halvfed dansker, og vil spærre for dit liv,
fremmedhad og halvkvalt hjerne, svinekød og pikken stiv.
Der er mark og skov og søer, der er by og land og strand,
der er ishus og cafeer, og tourister i et et rend,
men når verden slår med nakken og en flygtning krydser spor,
er der pludslig ingen pladser ved det danske nadverbord.
I en rede der i hækken, ruges fugleunger ud,
græsset gror, Sankt Hans er ovre og min ryg har hekseskud,
snart vil fuglen løfte vingen, flyve mod et fremmet land,
må de fremmede du møder ikke lyse dig i band!
