snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

Jeg går hvor livet ender

Melodi: der truer os i tiden:

Tekst: Astrid Søe 2014

Jeg går hvor livet ender

på markens pløjejord

hvor rundgang endnu vender

grundlaget på mit bord

i hænder der greb fat

om roden på en nælde

hvor frøet sidst blev sat

Befriet gennem grebet

af mange slægters liv

kulturlag efterabet

i jord til bord motiv

vi høster som vi sår

og kender gennem tider

grobund fra tidlig vår

Med harvens stærke tænder

og hønens eget æg

et liv i dine hænder

og morgenstubbet skæg

det nærmeste vi ser

naturens grund og skæbne

nedfældet i dit ler

Du henter mine kerner

og sætter knold og kim

vasker, flår og fjerner

pakker i frost og rim

dog hjemme ved mit bord

da husker jeg naturen

indkøb og låneord

Jeg går hvor livet ender

på markens pløjejord

og fletter mine hænder

og nynner tætte ord

om frugten af dit vid 

jeg knaser mine tænder

naturligt bid for bid