Hej Nets

Hej Nets - DanID

Vi har et udestående.
Det handler lidt om vores indbyrets forhold.

Ser du, jeg prøver ret tit at ringe til dig.
Du er ikke så optaget af at tage din telefon.
heller ikke selvom jeg virkelig har brug for dig.

Nu er det sådan at nogle af os har en virksomhed.
Du ved, sådan en erhvervs-størrelse der.
Min stat har bestemt at jeg skal, som i SKAL have en medarbejdersignatur - til mig selv, trods det at jeg er arbejdsgiver - men hul i det i denne sammenhæng.

Nu kommer vi til det.

Jeg skrev til jer og bad om et nøglekort.
I svarede ikke
Jeg skrev igen.
I svarede ikke.
Jeg ringede og ringede og ringede.
Det viste sig at du tog 250,- kr for at jeg kunne bede om det, jeg ikke havde modtaget.
Vitterligt ikke havde set skyggen af.

Nu sidder jeg med en regning.
Den er fra dig.
Du beder mig betale for en samtale hvor jeg minder jer om at I har lavet en fejl.
Det er ok at lave fejl, men at opkræve fejlmelderen? Lige friskt nok ik?
Og en samtale hvor jeg tydeligt sagde til jer: Jeg har ikke modtaget mit nøglekort, vil I venligst sende det. tak. Der er gået over 14 dage! Min stat kræver at jeg har det.

Det kunne jo også være at du fik lyst til at ringe til mig.
Og ved du hvad? Du må ringe helt gratis. Det koster dig ikke noget.
Jeg vil nemlig gerne tale med dig.

Du virker sådan set rar nok, men en smule fræk.

Du ringer bare ik?
Jeg sidder og venter ved telefonen.

At fejle er at leve.

Der er nye statistikker der har opregnet at unge der tager et år ud af uddannelseskalenderen klarer sig bedre end dem der tager den lige vej.
Det kan umuligt undre nogen, efter flere hundrede års oplysningstid og livsoplysningstone.

Og hvad har vi i det politiske landskab lært af det?
Af dannelsen, af reflektionen, af tvivlens nådegave?
Vi har indført fremdriftsreformer, flere krav, mere af mere og mest af alt "noget for noget".

Imens et sted i Danmark, ude på de brolagt gader og på markstierne, sidder der tre brødre.
De har grebet livet helt forskelligt an.

Den ældst kan hele det latinske leksikon og byens avis, for de sidste tre år, udenad.
Den mellemste bror kan alle lavsartiklerne udenad, og det både forfra og bagfra. Og hvad hver Oldermand ville vide. Brodere seler kunne han også. Han var fin og fingernem. (datid for semi blød mand)

Den yngste bror holdt fjumreår. Han havde fået dannelsen ind i tilværelsen ved at træde "udenfor".
Når man træder "udenfor", må man først vide med sig selv hvad "indenfor" er for en størrelse.

Indenfor og udenfor samfundet?
Indenfor og udenfor fremdrift?
Indenfor og udenfor sig selv?

Det er blevet umådeligt umoderne at kalde de pauser som mange unge tager mellem uddannelserne, eller undervejs, for fjumreår.
De hedder sabbatår, refleksiontår, pauseår.. fortsæt selv.
Alt sammen noget der indikerer eftertanke. Men unge har ikke den erfaring med livet der giver et naturlig eftertankerum. De skal lige til at igang med det og det kræver ikke eftertanke eller pause. det kræver livslyst og fremtidsvilje. Det kræver af den unge at de mildest talt "springer i med begge ben" på 70 tusind favne vand.

Fjumreår, synes mange klinger skidt fordi det har tydningen " At gøre noget på en usikker eller forvirret måde"
En kende for meget "slinger i valsen" for nymodens retorik.
Men jeg kan ikke holde op med at holde af begrebet "Fjumreår". (ja ja, det er rigtigt nok. Jeg ejer fjumreår.dk og læg vel mærke til at domænet IKKE er i brug. Det er fordi fjumren ikke har en opskrift og heller ikke skal have en fast form forfattet af os andre)

Hvad skal vi da, foruden slinger? Hvad er vi vel hvis vi ikke må agere usikkert? Hvis vi ikke må tvivle eller føle os forvirrede?

Skråsikkerhed er næsten det værste jeg ved.
Der er noget tillidsvækkende ved et menneske, en politiker, hvem som helst, der tør "stille sin tvivl" synligt til stede.

Kunne vi snart få lov at genindført glæden ved netop at forvirres, at tvivle, at undres, at gå vild og gå af omveje. Glæden og netop virkningen af at have taget fejl. at lære af det. At vokse i den fejlslagne vej og deraf gå videre af nye stier.

Find fem Fejl
Vi har gennem nogle år, debatteret karakterer og stress og elever der mister grebet, ikke bare om uddannelsen, men om sig selv.
Det bekymrer selvsagt i alle dele af samfundet.
Og hvad skyldes det så? spørger vi fra tid til anden.
Er det krav, karakterer, dovenskab, curlingsyndrom, hastighed, ensomhed, eller er det måske den samfundsgennemgribende perfektionisme?

Det er umuligt ikke at tage den betragtning med... og hov, der kom lige endnu en bus med tilbud om fedtsugning... og næ se, der endnu en bog om selvudvikling og et kursus i at blive lavet om til ukendelighed.
Fejlfrihedens fængsel er for livstid, med mindre vi øver os i netop at være os selv.
(ja ja, jeg har da også  i den grad som barn løbet rundt om en ønskebrønd for at komme af med mine fregner og mit røde hår - (den slags ville nok ikke have talt med som bevægelse tid i folkeskolereformen,) Det hjalp iøvrigt ikke og viste sig siden ikke at være en fejl, men ligefrem en fordel - ifølge min kæreste).

Men vi higer stadig efter det "perfekte".
12 taller på karakterbladet, den lige næse, dygtige børn, perfekte hjem etc.

Grundtvig ville vrid-grine og huske os på den gamle viden: Kærlighed er at være i hinandens fejl. At elske netop det der ikke er perfekt. At vide at den perfekte findes ikke, (Og hvem kunne også selv leve op til det krav? næ vel?)
Jeg tror de fleste kender det. Man drømmer om ridderen på den hvide hest og når man så har fundet ham, så viser det sig at han, som alle andre tisser på brættet og smider vasketøjet på gulvet.
Heldigvis gør han det, det er i de fejl vi alle har, at kærligheden bliver stærk og bliver til noget varigt.
En udholdenhed i menneske først og kærlighedens væsen.
Til mere end den fremdriftslignende forelskelse der er blind som en uddannelsesreform. Kærligheden har god tid og træsko på. Kærligheden skal ikke bevise noget, som forelskelsen skal.

Livet er på samme vis som kærligheden.
En livstidsdom i gentagelser, fejlen, fjumren, stædighed, vilje, nye begyndelser og nye måder at gribe fat i det udenpå og det indeni.
Vi fejlretter undervejs, "opdaterer software", men i bund og grund er vi som vi er. Et sammensurium af levninger af levet liv. Af gentagelser og overkomne bjerge.
Vi går aldrig tilbage til "fabriksindstillingerne" Det ville på alle måder slette vores fejl - og det i dem vi bliver stærke og duelige og finder den sunde spørgende tvivl.

Min bedste historie om det er ikke min, den er min fars og den betyder meget for opfattelsen af livet.
Da han var forstander på Uldum Højskole, var det en gængse skik at forstander og lærere modtog eleverne på deres første dag og viste dem vej til deres værelser.

Min far tog imod en ung kvinde og hankede op i hendes kuffert og gik mod hendes bosted de næste fire måneder på Højskolen.
Og hvad siger man så til sådan en ny elev?

Han spurgte hende hvorfor hun var taget på Højskole?
Jo, svarede hun, for at finde mig selv og blive et bedre menneske!
Det grundede min far lidt over og spurgte så:
Hvad med at du finder dig selv og så måske opdager at du er god nok i forvejen?

Det er et råd der er værd at tage med, også for de unge der lige nu står og skuer ud over livet og finder det ubegribeligt i den form der er tilrettelagt og tilsagt af vores fremdriftsreform.

Man kan tænke sig at de fleste der brugte en tid "udenfor" fik fornemmelsen af at få bedre greb om hvad der er "Indenfor"

"Pludder"
Det vidunderligste ved unge er at de drømmer sig ud, at de er (eller tror de er) uovervindelige, udødelige, Det er vigtigt og det er medfødt.
Der sker noget i den unges hjerne der flytter lidt af kakkelbordsrealismen og rouladeretorikken.
Den fanden i voldske vilje og det altomsiggribende mod, er nødvendigt og rigtigt mens hjernen langsomt kæmper sig på plads, iøvrigt med megen forskellig hast i den enkelte unge.
Rent hjerneforskningsmæssigt kunne man forfalde til at spørge hvorfor vi som samfund har så svært ved at greje hvorfor de unge i dag går ned med flaget.
Det fornemmes egentligt ret håndgribeligt.
Der mangler noget i vores forståelse af unge og fremdrift. Ikke bare tid, ikke bare nærvær, ikke bare fællesskab, men en reel mulighed for at prøve den uskolede hjerne af ude i livet, ude i det samfund de gennem alle barneårene har set langt efter og ude der hvor verden ender.
En medfødt drift til at tvivle og søge og hige og afprøve. Siden driften efter at falde til ro, stifte familie, skabe rammer og rolighed.
Hver ting nøje indplementeret biologisk og evolutionært i hjernen.
Det kunne også fornemmes derhen at fremdrift (Smag ordet frem-drift - en indbygget biologisk drift? ikke efter sex, men efter at komme først? at komme frem? til hvad? for hvem?) altså, livshast gør noget i vores unge der ikke er af det gode.

Den yngste bror, i den beskrevne familie fra begyndelsen, har ikke fået købt Nike løbesko. Han er nok heller ikke til Maratonløb. Han går kun i træsko.
Det gør han, billedligt, ikke bare fordi han måske er fra landet, men fordi det er umuligt (har prøvet) at haste i træsko.
Man forsinkes i hvert skridt man tager undervejs.
Det kan først forekomme en at være tungt at gå i træsko, når nu eventyrfortællerne også sender syvmilestøvler med Zolando. Men træsko gør noget ved levemåderne.
Det bedste ved træsko er at de kan samle "Pludder".
At de utvungent kan rumme en opskrift på dannelsen og på livets mødested mellem "Indenfor" og "Udenfor".

Den gode Søren Kierkegaard siger så skønt:
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? (Fra Enten-Eller)

Gramsespektrum. 
Alle vi halvgamle fjolser sidder i det hver dag. Deadlines, togtider, bilsyn, årsopgørelser, møder, tider.
Vi drømmer da også om at tage en uge eller et år hvor kalenderen blev kastet til småt brændbart, men når man har børn eller unge i husstanden kører man dobbelt tidsregnskab og dobbelte kalendere.
- Jeg har ikke nogen ide om at modvirke mine unges fjumreår.
Jeg kan ikke få øje på hvad det er de skal nå, som er vigtigere end at gramse lystigt på livet som helhed.

Når det hele går i ged
Da min nevø var lille, blev han bedt om at komme til bordet og spise sin aftensmad.
Han sad midt i at tegne sin største passion. Mangategninger.
Kom nu, sagde hans far, du skal have noget mad så du kan blive stor og stærk!
Min nevø svarede: Jeg vil ikke være stor og stærk, jeg vil bare gerne være god til at tegne.

Det med at tegne blev han aldrig rigtigt god til, men han bevarede sit blik for kreativitet og fotokunst.
Det var en vilje hos ham, som så mange andre børn der har passion og virkelyst. oprigtig drift og oprigtig interesse.

Når vi taler om fjumreår er det også tit en mulighed for at genhuske de passioner, de drifter, de interesser og de indlevede livsdannede lyster vi har haft undervejs. De drømme om livets veje vi rummer og den smukke tvivl og udenretningsorientering der råder hos børn og unge.
MEN, det er i langt højere grad en tid hvor man netop skal snuble i snørebåndet. Afprøve, famle, fjumre, forundres, forankres. Tvivle og turde.

Det er ingen hemmelighed at jeg er ganske læringsbetaget. Holder umådeligt af vores uddannelser, skoler, læringsrum.
Men at de er svaret på livets gåde? - det kommer jeg aldrig til at tro på.

Der er for lidt "pludder" og for meget fremdrift.

Det kan jeg lide! Sagde kongedatteren. Og du kan tale og dig vil jeg have til mand!
Og de levede dannet hele det fjumreår i stor kærlighed til hinanden og hinanden fejl.
(Uden tvivl med gedebukken i fodenden.)

De to ældste brødre har det også godt. De har fast arbejde og fed løn og et årsabonnement på M, for kongedatteren fik de ikke.

Så er den ged barberet.

/Astrid Søe

Link til artikel om "Fjumreår" pr. statestik: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE3222361/efter-huen-flere-sabbataar-hitter-igen/


Læs evt. også følgende under samme emner:

Livet er en mesterlære vi ikke må miste

Hey skat, ser min hjerne lille ud i den her kjole?

Kønspolitiske debatter er ikke til at undgå.
Og jo, jeg kan godt se nødvendigheden, samtalens flyttende fornemmelse og debatten berettigelse.
Foran os gik stærke kvinder og milde mænd og banede vejen for at også vi "fruentimmere" fik stemmeret, færdigretter til microovnen, mænd på barsel, brobizz og bukser (så vi kunne bekymre os for, om vores røv så for stor ud).

Og debatten og ligelønspolitikken er endnu ikke slut og bliver det nok heller ikke lige med det første.

Vi måler og vejer vores danske opdrag i statistiske opregninger af kvindekvoter.
Også Folkemødet på Bornholm er begyndt at lave statistik på debattørernes køn.
Til eget brug, som de gør opmærksom på.
Og hvad skal de bruge den til, må man spørge.
Jeg kan rent statistisk allerede nu sige at en af de debatter jeg har arrangeret vil bonge ud på værste vis.
5 mænd og 1 kvinde.
Det er selvsagt skidt for ligestillingen, men ret godt for værdien i debatten.
For de debatterende er valgt efter værdisæt og ikke efter køn.

Skulle jeg have valgt anderledes, så havde debatten også set meget anderledes ud.
Så havde emnet drejet sig i anden retning og da vi jo altid går efter de giraffer der har ædt af holdningstopskuddene på savannen og ikke efter dem der tager de halvvisne tisgule blade i undergrenene, så blev det noget med at tage emnet alvorligt og ikke en kønskvotering i denne sammenhæng.

Er det skidt?
Både og.
Det er svært at være imod at kvinder bør fylde mere i debatter, i bestyrelser, som topledere,
Men alligevel kan jeg mærke den der fuldstændigt rolige fornemmelse af at vælge ud fra værdi. Ud fra holdnings sæt og dermed styrkende samtale.

Det kan være jeg skulle gå til Louie Nielsen og få nogle briller. For jeg har umådelig svært ved at se køn og ikke mennesker.
For nogle år tilbage sendte jeg et forslag til daværende ligestillingminister Manu Seeren om at omdøbe Ligestillingsministeriet til "Ligeværdsministeriet" i stedet.
Man bliver lidt træt i masken når man har stået der så længe og kaldt på lighed.
Det blev et afslag fra ministeriets side, men de behandlede da forespørgslen meget omstændigt og iøvrigt mere grundigt end jeg havde beregnet.
Og jeg spekulerer stadig på hvordan vi øver os i at vælge værdierne og ikke kønnet.
Hvornår evolutionen finder fred med åbenlys og iøvrigt frugtbar forskellighed.

Alligevel ved jeg at det forekommer, alt for tit og alt for massivt. Også i min egen baghave.
For mange år siden blev jeg vældig vred på XXX politiske parti der bad mig stille op til Folketinget i en umådelig attraktiv valgkreds i Nordsjælland.
Jeg augmenterede noget imod, da jeg end ikke var medlem af partiet og ej heller havde været det.
Men forslaget havde udgangspunkt i flere delprincipper hos dette parti.

Dels holdninger, bevares da, jo jo, men deres forespørgsel handlede også om noget ganske andet.
Det indrømmede budbringeren undervejs.
Se de manglede sådan en ung (ja, det er ikke en anekdote fra i går) Kvinde og gerne med langt hår!

I hele min barndom sad jeg og hørte min far fortælle om de konger og stammeledere, Grundtvig og Tordenskjold og gamle skikke der tilsagde ledere og krigsherrer at have langt hår, for man troede at styrken sad i håret.
En træl raver man håret af, det er symbol på underkastelse og svaghed.
Vi så det i kz lejrene og vi ser det stadig i militæret hvor de værnepligtige bliver karseklippede.
(Med en undtagelse af nogle få mandhaftige med hår-net)
Det er ikke tilfældigt, men en rest af gammeltro vi har bevaret.
De sidste år har trenden været "Hipster" med lange lokker og store skæg. Det er utvivlsomt mændenes måde at agere vindere efter finanskrisen.
Det følges for det meste ad.
Samfund og tendens. I mode og hår.
Skovmandsskjorten (Gud forbyde den) kom tilbage og vi lignede nybyggere og friland, til finansministeriet holdt op med "at suge kinderne ind og se bekymrede ud".

Kvinder derimod har langt hår for at stenaldermanden kan trække dem med ind i hulen og gør dem frugtsommelige. ("Sig det med shampoo")

Og der stod jeg så, men mit lange hår og skulle dels "mande mig op" med gammeltroes lederstyrke og dels være feminin lokkemad til en hulemand, som kandidat for partiet.
Jeg har aldrig været så tæt på at få pagehår som efter de samtaler om Folketingskandidatur.

Der er ikke forskel på det politiske parties længsel efter en kvindelig kandidat og nutiden ønsker om kvinder i bestyrelser.
Og det er ikke i egentlig ond menig at vi taler om at fordele magten ligeligt. Vi har som køn hver vores styrker og svagheder.
Men jeg ønsker mig stadig at vi vælger mennesker og ikke køn.

Stereotyperne vælter ud af skabene, sammen med "den lille sorte" og "klassiske pencil skirt".
Jeg er ikke så særligt feministisk, måske egentlig bare mest til "du er dig og jeg er mig" retorik og jeg holder så umådeligt meget af forskelligheden - også hos kønnene og særligt i det vigtige samarbejde på tværs.
Alligevel kan jeg mærke den der snigende gammelkone irritation når nu man står ved klædeskabet en tirsdag med en lang mødedag foran sig.
Jeg befinder mig bedst i kjole og allerbedst i noget der er ret feminint.
Det er ikke et bevidst valg, men bare min natur.
Jeg har ikke lært det hjemmefra, eller af mit samfund.
jeg har ikke et kønsrolle opdrag og ej heller har været en del af 70'ernes bh-løse levnet.
Det må være østrogenpåvirkningen. Ren biologi.
Jeg har derimod en voldsom "angst" for pagehår. Der sker noget med det der snorlige pandehår og skulderlange skråsikre look. Det klæder de fleste og giver en vis autoritær udstråling.
Sammen med spadseredragten og attachetasken og "det lille fikse tørklæde" .
Det udstråler alvor og skulderpuderne får selv en vågen Holger Danske til at ligne Gummitarzan.
Og det ER nemmere (Stadig i 2016) at få gennemslagskraft når man iklæder sig lidt testosteron og håber at æggestokkene og binyrerne kan følge med.

Alligevel har jeg det nu bedst på de møder, i de bestyrelser og på de konferencer hvor mennesker er mennesker og holdningerne ikke bære køn eller har tryk af gammel åg i den retning.

Hvor man ikke bruger en time foran spejlet inden man tager afsted for at overveje om man bliver hevet ind i stenalderhulen eller om ens hjerne ser lille ud i den der kjole!

/Astrid Søe

Livet er en mesterlære vi ikke må miste.

Jeg vil vove den tese at dannelse ikke er noget vi kan tage fra mennesket.

Heller ikke reformere i lovord om gymnasier, grundskoler, erhvervsskoler og lignende.

Dannelse er det der sker uagtet "lærings-regimer", målstyring, fremdriftsreformer og andre mådeholdne metodiske tidsmaskinelle mekanismer som vi i denne tid forsøger at implementere i vores lærings institutioner.

Sidst jeg kikkede mig omkring havde dannelsen det ualmindeligt bravt - vel og mærke uden for hegnet på legepladsen.

Nuvel, den går i andre klædninger end "præstekjole og knækflip."

Men den lever ufortrødent videre, trods debat og dødsannoncer i dens eget navn.

Dannelsens særkende er at den ikke ladet sig gribe af reformer eller regler.
Den finder sig ikke i at blive mast ned mellem leverpostegmadder og fakulteter, fagskoler og reformer.

Og selvom alle i tiden forsøger at være på fornavn med buzzword som "dannelse" ender de fleste debatter med at spørge sig selv: Hvad er egentlig dannelses tydningen?

Det kan vi (heldigvis) dele mundlæder om i umindelige samtaler herfra og til helvede.
(I den forbindelse kan jeg berette at slår man op på Google mabs under "Helvede", så foreslår den bla. Dansklærerforeningens forlag som adressat!
Nu holder jeg egentlig meget af dansklærerforeningens forlag, men når vi debatterer dannelse er tydningen god nok.)

Dannelsen er ikke et opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.
Og oplysning er et greb i lommen på livets som hele.
Vi kan ikke studere os dannelse til, uden samtidig at agere i forhold til andre mennesker.
dannelsen slår ned, uagtet om vi vil den eller ej.
Det er livets vilkår og vilkårsfordeling.

Kvasers blod
Vi kan jo begynde hos Vanerne og Aserne i det nordiskmyteske opdrag til tilværelsen.
Fra gammel tid var dannelse et ukueligt mod

og modet kan hverken måles eller vejes, karaktergives eller målstyres.

Den er som fenrisulvens lænke en skabning af fiskeånde, kvindeskæg, fuglespyt, lyden af kattepoter, bjerges rødder og ukueligt mod.

I myten om Kvasers blod fortælles der om Aserne og Vanerne der får den prægtige ide at holde fred med hverandre.

De forsegler pagten med at spytte midt i Valhals gård.

Da Vanerne er gået hjem står Aserne tilbage med al den dejlige spyt og galde, som var det en rest af en facebookdebat om sommerhumør, skråskrift, integration, skolepolitik eller andet gods.

Af spyttet former Aserne til en digterskjald som de døber Kvaser.

Kvaser er lavet af samtalens råstof og er derfor så klog at han skal svare på alle spørgsmål. Han er opskriften til fantasiens evne og livets mulighed.

Desværre går det sådan, i den gamle myte at Kvaser bliver slået ihjel af Jætterne, men hans blod opsamlet i tre store kar.

Jætterne får den ide at spærre karrene inde i et stort bjerg, gemt væk fra verden.

Det ender med at Odin, efter mange prøvelser får kvasers blod tilbage så fantasiens evne og livets mulighed kan være tilstede blandt alle mennesker og Guder.

Livets mulighed er ikke blevet til for at blive spærret inde, men skal bruges imellem mennesker.

Dannelsen har siden de gamle overleveringer været en oplyst del af vores begrebsverden. Noget vi griber, men ikke begriber.

Grundtvig kysser kun med tungen

I de sidste par hundrede år har dannelsen kysset særligt dybt, for det meste gennem grundtvigsk mund og siden gennem højskole, efterskole og friskolebevægelse. Om mærk dig netop det - bevægelsen. En levende tankemåde der flytter livet, opildner og opliver, oplyser og opstår.

Når vi nu igen igen tolker dannelsen døende, må man igen igen gensynge; Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Og barnet trives svært inde i det store mytiske bjerg hvor de lodrette vægge skygger for livsoplysningen.

Bjørnstjerne Bjørnson ville skråle, Ud vil jeg ud åh så langt langt langt!

I de sidste 200 år er vi gået fra hånd til ånd, fra industri til videnssamfund.

vi er gået fra dominans til frihed. Vi er gået fra pøbel til populisme.

fra diktatur til demokrati, fra kirke til trosfrihed.

Det er 80.000 års evolution der i løbet af 200 år er eksploderet til at være "Hin enkelte" "ego-famlen" "egen forståelse" "selv-realisering".

Og hvordan har vi klaret det?

Der tales i kvalitets tid, i egentid, privatliv, mor, far og børn har egne værelser til at varetage deres privatesværes hellige rum, ligusterhækken springer ud omkring de små egostammesamfund.

Vi indretter rent fysisk stadig samfundet, skolen, læreanstalterne, lejlighederne, husene efter den gamle opskrift, at familien er urkænkelig, at livet læres ved at se på det hoved der er højere end vores eget, at vi lærer livet i samklang med vores nærmeste og af familien.

Familiemønsteret ligner meget vel det gammelkendte. Vi har blot kun meget lidt tid at udleve det i.
De sidste års debatter er ikke til at tage fejl af.
Igen og igen peges der på at vi mangler hinanden - alvorligt talt.
at vi er presset på tid i forhold til vores nærmeste.
Debatten vil blive ved, det er der ingen tvivl om og den er nødvendig.

I debatten om barnet som individ i familien er der også flere års tovtrækkeri og meningsforskelle at spore.
>>Børn er egoister, de er centrum, de dikterer alt fra  indkøb til valg af avis.<<
debatten fortæller at børnene er de nye "overhoveder".
Andre debatter fortæller det modsatte.
Emnet og striden i debatterne viser meget godt noget om vores opdragelsesmetoder.
Ikke dem vi selv opdager og bruger en pokkers masse tid på at udtænke og udleve, men alle de andre måder vi opdrager os selv, dels i familien, i skolerne, i samfundet og i samtiden.

Det virker som om vi er meget delte i vores signaler i denne tid. I opdagelsen viser vi at barnet er enten lidt "ligegyldigt" (sat til side når vi dyrker voksentid, egotid etc.) eller ophøjet til kongen når vi sætter barnet i centrum for al virke vi gør og beslutter..  (sådan sat på spidsen) 
Er der noget med ballancen vi har glemt måske?
Frækt kunne man se på vores hundelov og kæledyrsopdragelse. på måden vi har ophøjet hunden til leder i familien. en hund skal trænes og lære at den er et folkdyr. Hvis vi lader den side med ved bordet, bider den, for ingen lærte den at den skal følge flokkens overhoved og lære undervejs. 
Det er et sært billede, særligt når vi ser på mennesker kontra dyr, men evolutionen er måske ikke så meget længere end det.

Flok og skæbnefællesskab

Børn er selvstændige individer og skal respekteres, men samtidig have læremestre der tør gå foran, tør lede vejen og vise verden frem som et godt sted, et sted hvor man gennem dannelse og erfaring, nysgerrighed og vilje får vej og finder vej.

Vi taler om det i skoleregi - klasseledelse.
Og vi ved det når vi møder en lærer der kan "det der"
Jeg kender sådan en lærer.
Hun er elsket og respekteret af alle eleverne. Helt enkelt fordi hun står som en tydelig rollemodel og "Går foran" i både som leder, relationssøgende menneske og som dagens rammefortælling for eleverne.

Nu har hun ikke længere tiden til det, men viljen fejler ikke noget. Den er bare blevet rammesat så stramt at samtalen og den vejledende myndighed blegner.

Det er ikke vendes skyld.

Der er noget tillidsvækkende ved at kunne læne hovedet mod erfaringen.
Det skaber tryghed. I familien, i skolen og i livets forhold.
Der er intet nyt i det, den tydning kender vi som vores egen baglomme.
Men samtiden mangler røv i bukserne og baglommer.

For hvordan læne på erfaring og samtale med forældre, lærere, pædagoger, kolleger, studiekammerater etc. Hvis der ikke er tid til overs til det?

Hvis samtalen og dermed dannelsen er sparet væk eller reformeret?

Man kan altid spørge sig selv om det er vigtigt at blive ved med at insistere på "læring via levet liv" og "Livets skole"
Og spørger jeg børn eller unge, så svarer de meget godt og stort set altid det samme.
>>Kasper sagde i går at...<< >>Mormor siger...<< >Min lærer oplevede på sin ferie at..<<
Og mere sjældent svarer de >>Google gav mig svaret på livet<<

Nærved og næsten Familie er en styrke. Det er fællesskabets læringsrum.
Siden henter vi læring ind fra alle de mange sammenhænge vi begår os i, men fra begyndelsen er det i familielivet vi øver os på at være medborgere og medansvarlige.

Ofte debateres det om det er sundt eller usundt at vi i al hast udliciterer "familielivet" fra børn er 6-12 mdr. og de begynder i vuggestue eller dagpleje.
De etablerede "eksperter" strides om emnet igen og igen.
Et er sikkert, vi har som samfund overgivet os, på lige linie med andre særligt vestlige kulturer, til samfundsopdragelse af vores børn.

Måske er det med til at vi glemmer, eller mangler en vigtig brik i vores familiefølelse og dermed fremtidige samfunds og fælleskabs fornemmelse, at vi ikke længere er øvet i at være i skæbnefælleskab med hinanden.

Dermed ikke sagt at familierne som hele er udslettet, men vores naturgivne pleje af hinanden er systimatiseret og vores tid sammen meget sparsom.

I dag kan vi lære, forfra, famlende hvordan det er at være familie, ved at tage et ny-udbudt kursus hos kommunen, vi kan tage ægteskabskurser hos kirken, vi kan tage yngelplejekurser hos sundhedsplejen, førstehjælp hos falck, trin for trin i børnehaven, coach til de unge, til de midaldrende, til de gamle.

Vi er snothamrende forvirrede omkring livet, opskriften, vi higer og søger.

Det er der ikke noget nymodent i, at vi søger efter opskrifter, men at vi som samfund ensretter svarene som kurser, opdragelsesinstutioner og skoling er ret nyt.

For tiden vælter vi os i phd'er, videnskabenlige undersøgelser der klart fortælle at menneskets største fare som race er at vi har glemt at være sammen som familie. 

Vi har mistet fællesskabsfølelsen.

Det brud med yngelpleje, opvækst og læring i en tryg kendt ramme, betyder at vi mister roden i tilværelsen og reel fælleskabs forståelse.

Hver tid, sin undersøgelse, men revolution 2016 ser ud til at blive at vi igen går tilbage mod familielivet som udgangspunkt for vækst.
flere og flere vælger sig tilbage til hinanden og forsøger at give plads og nærvær forfra.

Samtidens tiltale

Imens vi søger tilbage i noget oprindeligt, begynder debatten igen: Har vi måske fuldstændig glemt hvad det er at være naturlige? 
Hvordan vi føder? Hvordan vi dør? Og alt det midtimellem - som er en naturlighed, nemlig livet og hov.. livet er jo netop naturligt, biologisk, kraftfuldt. Er vi som race blevet så ringe at vi uddør fordi vi ikke magter livet mere? fordi vi fortvivles og går i stå? glemmer at stå ud af sengen, og ak ve - glemmer at lade mobilen op så hele omverdenen og kontakten til andre smuldrer? 

Midt i det står og går de unge på stand-by. og så får de skæld ud, for det de har lært af os andre. 
Det er ikke godt nok. 
Hvis vi ser en "ego", "nå" eller "stand.by" kultur, er det et spejlbillede af os selv.

- Måske vi skulle tage og slå os ned i tre-to'eren med de unge og slukke for dmi, mobilen, pc'en, tv, og vente - i stilheden - til samtalen kommer tilbage og til vi begynder at spørge: >>Hvordan gjorde du?<< og  >>Hvad længstes du mod? <<

Da der i 2013 var Lock-out på skolerne var der mange børn der for første gang var med deres forældre på arbejde.
Rigtig mange børn og forældre har siden peget på at trods den ubegribelige svært logistik omkring lock-outen, så skete der noget inden i dem.
De fik pludseligt lært en masse om hinanden og børnene fik oplevet hvad de voksne går og lavet på deres arbejde.

Erfaringsdeling og fornemmelse af at være en del af hinandens liv.
Ved vi ikke hvad de voksne laver, ved vi ikke at de er værd at spørge, at de har værdi som rollemodeller.

At lære er at ville

Det er skide nemt at tage en tur på Mac. Donalds, for der er livet indrettet så børnene ikke falder uden for deres eget univers. 
Det er knapt så nemt at tage en tur på Angle terre og nippe petit four, men billedligt talt - så lærer vi børn at børnenes univers er sådan livet ser ud - for altid.

Livet er også at stå i kø i netto og at hjælpes af - ikke hjælpe de voksne.

vi poster lommepenge i pligter, men glemmer at det at være familie ikke er at betale børn for at give en hånd, men en opgave der gælder alle.

Måske er godbidsopdragelsen den største fjende vi har, for fællesskabet, for det naturligt at vide at man indgår i en sammenhæng og er uundværlig.

Peter Kemp skrev så fint, ingen er uundværlige, men alle er uerstattelige! 

Vi kan undværes, men selvom vi skiftes ud er det nye menneske der kommer til ikke det samme som det der var før, vi kan aldrig erstattes. den viden er uvurderlig. 

Vi skal ikke være hverken popkonger, prinsesser eller genier for at have værdi. iIke alle skal have en lang videregående uddannelse, ikke alle skal stå på en pedestal og være fyrtårn for menneskeheden - men være fyrtårn for sine nærmeste. 
Værdien er den enkeltes liv, der "måles" ved de afsæt og de fodspor vi sætter i andre mennesker. 

Det vi giver til et fælles bedste. 

Ro, Regelmæssighed, reform og revolution

Vi er skabt til at stræbe, stræbe efter at dygtiggøre os, udvikle os - men vi spænder ben for os selv ved at tro at alle skal udvikles ene, at drømmene er ens, at noget liv har mere værdi end andet.

Du når aldrig længere end du har drømt som ung, sagde Grundtvig - og drømmen er drivkraft, men drømme er forskellige.

Livet kræver hårdt arbejde - bestemt og livet kræver historie, det kræver rod og forstandighed om det at være til, i en verden omgivet af andre.

"Skolerne drukner i uregerlige dovne børn og unge..." - nej, det gør de ikke, de drukner i mangel på børn der har lært at spørge, der har lært at være i et fælleskab på alles præmisser, ikke kun deres egne. 
dannelsen til livet, der foregår uden for hegnet, lever, men vi bruger for meget af livet inden for hegnet.
Og med de nye reformer på skoleområdet er hegnet blevet højere og mere markant.
Jeg vil fortsat ønske for min samtids børn og unge at der gives mere fri til fritiden - også for at kunne bruge tiden sammen med de vigtige læremestre i alle aldre, som kan give retning og mulighedsnære råd.

Debatkulturen, medierne, ja os alle sammen skælder og smælder med ord om dovenskab, ugidelighed, uselvstændighed, umodenhed etc, når vi debatterer de unge og deres livsduelighed.
Enten er de for urealistisk målrettede og karakterryttere eller også er de for opgivende.
Spejl - som det vist hedder på moderne dansk.
Og i det spejl ser de unge ikke så meget andet end det opdrag vi gamle har givet.

Det er ikke de unges skyld, det er ikke facebooks skyld, det er måske ingens skyld foruden vores hast i tilværelsen for at stå på pedestalen og have økonomi til tre-to'eren og speltbollerne og egentiden uden at tage historien med, tage erfaringer med og dele vores mestring af livet. 

Det er fiseme ikke for sjov at man er forælder - det tar tid - god tid - lang tid - livstid!

Børne(b)ordet

Min ældste havde, da han var yngre, bestemt sig for at holde en fest hvor der skal laves et "olddingebord" i stedet for et børnebord - Han var så træt af at skulle sidde ved det pokkers børnebord hver gang vi skulle til fest.
Ved "oldingebordet" (vel og mærke et bord for alle os over 40) der kan de så sidde isolerede og alene med hinanden, med søbemad og plastikkrus, mens de "vigtige" andre holder fest ved hovedbordet med hvide duge og krystalglas. Hvorfor tænker han sådan? Fordi han ser at børnene er et segment der holdes ude af det egentlige fællesskab, som en svøb, som om de allerede på forhånd er dømt ude som duelige ved festen. de spilder jo, bøvser, griner, smasker.. 

Børnebordet er mc donalds forlængede arm, vi gemmer børnene af vejen for de er i vejen, men vi inviterer dem alligevel, til festen, til fælleskabet, uden dog at inkludere dem rigtigt. 

Hvilket signal sender det. At de er ønskede, men på tålt ophold.  

Vi lader somom det er for børnenes skyld, men for faen, det er jo ikke. 

Vi laver mange krumspring for at gøre familielivet nemmere. men er det nemmere i længden for barnet og siden den unge - når chokket kommer, når de opdager at børnemenuen ikke varer ved, at livet ikke kun er 4 nuggets med ketchup, at der skal knokles og at dugen er hvid og nystrøget? 

Børn er børn og skal have lov til at være det - hvis vi altså husker hvad børn er.. 
Børn er mennesker, de er nysgerrige, de leger livet for fuld kraft som en øvelse i at være en del af fælleskabet. 

De leger stadig far-mor-børn, købmand, bank, postbud, popstars, prinsesse.. alle øvelser i at gribe livet som de ser det. Der skal være plads til leg, til grin, bøvs og mest, plads til samtale og spørgsmål. 

Livet går dog begge veje, der skal også være plads til at vise livet frem, "at fortælle mennesket", som Svend Åge Madsen ville sige det. 

Kvalitetstid er at have god tid. At turde stå stærkt, at vise holdning, at samle hinanden og samle på hinanden som et vilkår i det at være menneske. 

Jeg savner (stadig) et samfund hvor det igen er moderne at mødes på tværs, hvor livet er et mødested hvor slægt skal følge slægters gang - gang på gang.

Hvor vi har tillid til mennesket og også til tiden vi bruger uden for samfundets mange instutioner, skoler og andre sammenhænge.

At livet, også børnelivet tildeles værdi, reel værdi, ikke kun samlemærker i BR men en viden om at livet ikke bare et kuponhæfte der dumper ind i mailboksen, men faktisk skal optjenes, skal virke og handler om sameksistens.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.

De sidste 10 år har vi forsøgt at sætte ind med mange flere love, regler og regulativer i samfundet. skolen vil snøre yderligere ind og terpe og skoleboden udskiftes med en kinagrill. men jeg tror ikke på opskriften - for dannelse foregår undervejs, ikke i udenadslære, ikke i terperi, men i stræben efter at blive menneske. 

Dannelse er ikke kongerækker eller kvardratrod - dannelse er læring der sker når vi ikke kan lade være. 

Hvordan får vi skabt en mesterlære i skolerne og hjemme, i samfundet og i omgangen med hinanden?

Mesterlære handler om at mestre, at øve sig i at stå på egen ben, at tage fra, at vælge ud på ta selv bordet, at sidde med ved bordet, at åbne døren udad. 

Vi kan ikke regulere eller regelsætte regelmæssig læring. Læring er et livspust, et åndedrag, et fælles vilkår for samfund og sameksistens. 

Så højtravende og alligevel helt naturlig er læring. 

Uddannelse til livet kræver dannelse. at vi dannes af noget, har rod, har læremestre der trådte i eksistens, så vi siden lærer selv at eksistere.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.

Og hvor gengror vi så det mod på livsoplysning, mestring og dannelse i folkeskolen, friskolen, efterskolen, gymnasier, erhvervsuddannelsen, universitetet, jobbet, fritiden, civilsamfindet, det politiske opdrag?

Ved at turde fortælle mennesket, at vælge livets mulighed i kvasers blod og tage ved lære af Højskolernes kongstanke: At Højskolen er skabt for at være et mødested mellem forskellige mennesker. Elitære, uskolede, skæve, lige, rige, fattige, ukendte og kendte, gamle, unge og enhver der kommer frit og siden går frit.

At ethvert opdrag, enhver holdning er fri til søsat og modsagt om man vil.

Højskolen er skabt for at være "den frue samtalers fristed".
Den tanke er en exportvare der ville være ganske smuk i alle dele af vores samfundssammenhænge.

At dannes

Vi fødes over en åben grav - og er fortællingen undervejs. vi oplever, fortætter, famler, fanger, frigør, forstår, tvivler og takker for det vi nåede og fortryder det vi ikke fik set, følt eller fornemmet.

Videnssamfundet er fabelagtigt, særligt hvis vi tør bruge det rigtigt, tør huske at livet er at stille spørgsmål og at finde svar. Vi kan ikke lære barnet eller den unge at svare, men vi kan lære dem at spørge og er vi heldig spørger de efter erfaringen efter den voksne, den der har levet, set, hørt og holdt livet ud i strakt arm. Mere af det.

Hvis dannelsen går og støver lidt rundt om, er det ikke så meget dannelsen det er galt med, men modet til at gribe muligheden og genopfinde de livsformer der danner mulighed for at opildne og oplyse.

Det er værd at samtale om - sæt igang.

/Astrid Søe

Læs også gerne blogindlægget om Demokratisk Dannelse http://astridsoe.blogspot.dk/2014/05/serist.html

og Indlæg om debatter og tonen http://astridsoe.blogspot.dk/2015/01/kvasers-blod-debattens-sgsmal.html