Forskellighed kan samle eller dele.
Samtaler og debatter handler altid
om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på
grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det
skal ikke skille os ad, siger vi - og surmuler alligevel som en morgentræt
teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre
synspunkter.
Kærligheden er også den
forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre
skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store
grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt,
julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man
helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end
tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et
instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med
åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker.
Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er
forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni
og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at
lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der
rimer på kærlighed uden grænse.
Et samfund er denne forskellighed.
Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig
tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.
I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes
mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine
modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske
tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med
åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi
har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter,
tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak,
læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe!
Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!
I 175 år har vi samlet på
forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den
7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for
175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det
menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig
med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt
menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske
til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og
igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste
sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde
vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord
som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at
sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller
motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk
poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.
I går sad jeg i bilen på vej til
København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at
samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene
i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at
oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne
løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en
genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid
har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må
vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og
så solen gry - kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede
over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde
krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp,
aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst
- og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom,
økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og
sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og
bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid
på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er
forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte
beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom
vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver
generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og
særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at
dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og
forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente
hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den
upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed
og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke
gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med
badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene
derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle
parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om
belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone
slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at
behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver
generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den
læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange
gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for
den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os
gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs-
og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der
råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel
velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender,
noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra "selfie"
til "Bellfie".
John Donne skrev:
Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
-
Hvem ringer klokkerne for
-
de ringer for dig."
Fornemmelsen for fællesskab er som
tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet,
både det menneskelige og jordnære. "alle dem der hopper, mister
jordforbindelsen" råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til
fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev
Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop
tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset
hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige
upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget
igennem, men den der er et mødested - også mellem generationer. Vil vi noget,
skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt
i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I
morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk
en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i
toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen
kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra.
I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er
et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi
ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at
smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder,
status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og
finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over
der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje
til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.
https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden
