Et barn der ånder på ruden

Et barn der ånder på ruden
og tegner et kors som besked
at mærke helt under huden
og synke længere ned

Langfredag forvirrer og famler
sin smerte, sin tvivl og sin tro
hvordan kan jeg leve og være?
hvordan kan jeg vokse og gro?

Et barn der ånder på livet
og opstår i lyset igen
for påskemorgen er givet
men mørk er vejen derhen

Nu tænder de lyset på gaden
og bussen rumler forbi
du delte ved bordet af maden
og opstod som en kolibri

Jeg dækker dit bord og jeg kalder
jeg deler den mad som vi har
du løfter os op når vi falder
i himmelen har vi en far

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen.

Da jeg var barn sang vi ofte den gamle traver på vej til stranden: Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud.
Der var noget grundlæggende i den sang og netop det at synge det ind i barnesindet virker.
Vi var aldrig i tvivl om baderådene og hvordan vi skulle forholde os til hestehuller, revler, fyldt mave eller det at bade alene.

Idag er der flere der "drukner" på internettet end i havet.
Vi mangler stadig en sang - en kultur der fortæller enkelt og med forståelige råd og det man kan møde.
Og det er svært at lave fordi vi skal fortælle en historie om mennesker og menneskers dumhed, dårlige sider og overgreb.

Vi slås for friheden, åndsfriheden, debatkulturen, samtalen, kildekritik og opdragelse og samtidig oplever vi på nært hold at voksne og unge - endda børn opfører sig uendeligt underligt det øjeblik de logger på nettet og pludselig skifter fjedderham.

Da jeg var barn var der en mand der ude i byen blev kaldt "Porno-Poulsen" alle vidste hvem han var og alle vidste at han var den landsbytosse som vi skulle leve med, som vi var lidt bange for, men som nok egentlig ikke gjorde nogen rigtigt fortræd.

Porno-poulsen var håndgribelig fordi han var i gadebilledet. Vi kunne se ham og vi kunne forholde os til ham.
Han var en lille tynd mand i gråt jakkesæt, hans overskæg var malet på med sprittusch og han havde en scooter med en vindskærm med blomster på, sådan noge blomster man ellers brugte i bunden af badekarret som skridsikring. På scootren havde han to saddeltasker. Og de tasker indeholdt angiveligt pornoblade, ugens rapport og de grå sider. Alle kendte de tasker og alle kendte indholdet.
Porno-Povelsen havde så vidt vides aldrig gjort egentlig skade på nogen.
Men vi var alligevel bange for ham.

Engang skulle jeg gå fra skolen til busstoppestedet alene. Det var eftermiddag og myldretid og jeg stod pænt ved lysreguleringen uden for skolen. ventede som man skal på det grønne fodgængerlys og gik først over da det skiftede. mens jeg gik hørte jeg lyden af scooteren.
Lyden vi alle sammen kendte og genkendte som Porno-Povelsen.
Jeg løb, med mine rødhårs fletninger daskende i alle retninger og min lille røde skoletaske, som ind i helvede. Nede ved busstoppestedet var der en hæk ved et hus. Der gemte jeg mig.
Scooteren standsede lige ud for hækken. Der lå jeg og tænkte på de saddeltasker som Porno-Poulsen nok om lidt ville åbne og om lidt ville indvi mig i. Så løb jeg, den anden vej - tilbage til skolen. Med alt det mod og alle de gode råd jeg kende fra både skole og hjemme om hvordan man forholder sig når man møder en der gør en utryg.
Porno-Povelsen fulgte ikke efter.

Jeg tror såmænd ikke at Porno-Povelsen havde noget i sinde med mig. Måske havde han slet ikke set mig. Måske standsede han fordi han var punkteret eller skulle rette på sprittusch-overskægget i sidespejlet. Og måske havde han noget i sinde? Jeg får det aldrig at vide, men jeg ved at det betød noget i opdraget at han var håndgribelig. At vi i samtaler om de ting i livet vi skulle passe på, kunne pege på Porno-Povelsen og tale om at det nok ikke lige var han vi skulle indlede en samtale med eller tage med hjem.

Idag flyder det med Porno-Povelsener på nettet og vi forsøger efter bedste evne at fortælle børn og unge om faren ved det usynlige. Ved det de kan støde på og møde ude i cyberspace, men vi har uendelig svært ved at finde et sprog for det. Vi kan gøre meget skade i det sprog, skabe unødig angst, skabe utryghed over for mennesker, for nærhed, for frimodighed.

Vi har en opgave - fortsat - om at synligøre at mennesker er forskellige. At lære børn og unge både ja og nej og at skelne mellem godt og skidt. Og vi har samtidig en opgave der byder os ikke at skabe frygt i børn og unge. Ikke at gøre det fremmede menneske til en fjende.
Vi er næsten kommet dertil hvor vi, i sikkerhedens navn, ikke må snakke med et barn mens vi stå i bussen eller er ved at pakke varer i supermarkedet og der sidder en sfotræt unge i vognen en halv meter fra os.
Vi skal passe umådeligt på tilliden. At vi ikke lærer børn at menneske kontakt og samtale er farlig, så mister vi det umildbare, nysgerrigheden og sameksistensen. Samtidig skal vi lære at være tydelige, være mere præcise i vores råd og fortællingsramme til børn når det kommer til voksne der lokker børn på nettet.

Vi mangler et sprog til samtiden. Vi mangler et sprog der kan synges ind og fortætte og forklare uden at skabe unødig frygt og uden at skabe mistillid til voksne, som dog er barnets vigtigste tillidsgrund.

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen....

Højskolesangbogen sammenskrevet af 131 sangtitler i 18 udgave.

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige

Den danske sang den har guld i munden
og lige om lidt så er kaffen klar
og lysets engel i østen stiger
og sir' godmorgen du lille land
op, al den ting - morgens muligheder
et jævnt og muntert og virksomt og liv
med store undrende øjne går jeg
det er så yndigt at følges ad

Som dybest brønd, natten er så stille
jeg drømte mig en drøm i nat
der stod tre skalke og atten svaner
hist hvor vejen den slår en bugt
skyer gråne og løvet falder
hvor du sætter din (verse) fod
så være lidt varsom denne morgen
for nu er dagen fuld af sang

Ja, danmark dejligst i vang og vænge
en yndig og frydefuld sommertid
du gav os blomster der lyste mod os
hvor smiler fager den danske kyst
og frisk går blæsten på Limfjords vande
og venner ser på danmarks kort
et jylland mellem tvende have
fred hviler over land og by

Hvergang en sommer, i østen stiger
du gav mig herre, et yndigt land
april jeg vælger - septembers himmel
for jeg er havren, jeg kender et land
og livet det er en morgengave
i danmark blunder den lyse nat
se nu det summer af sol på engen
så vær velkommen lærkelil

Fast som en klippe og bred som stranden
et samfund kan være fyldt med sten
vi har kun en sol - vi valgte regnen
så skærm jeres hus med planke og grav
og vasketøj vejer vådt i vinden
det haver nyligen regnet ned
det lysner lidt over agres felter
den mindste klump, lille våde land

I need sombody, kom maj du søde
oh, frihed flyver, et yndigt land
midsommerteltet, de lyse nætter
du danske sommer jeg elsker dig
velkommen ind i de grønne lunde
nu lyser løv, grøn er våres hæk
i al sin glans, se nu stråler solen
en lysfyldt morgen, til marven kold

Kom nu veninde, for sol er oppe
du kom med alt det der nu var dig
sorrig og glæde, du hulde engel
Linedanser, fra barndommens land
og hvem kan sejle foruden vinden
skuld gammel venskab da rejn forgo?
ja hvad er det nu med min Marie
den milde dag er jo lys og lang

Oh Hjerte løft nu, din glædes vinger
tilgi' jeg sir er letsindigt ord
begik du livet? kringsatt av fiender
snart dagens det brødre, det lysner i øst
en lærke letted, og tusind fulgte
med kåde smil, O, vidunder tro
og fordum var der skam fred på gaden
så stille, hjerte, sol går ned

Og folkeligt, det skal alt nu være
hvad solskin er for det sorte muld
og egetræet er tungt af alder
skønt frihed det er det bedste guld
at lære er ganske vist at ville
den trænger ud, vores sol er kold
den sorte fugl - om lidt blir' her stille
i billeder af brand og mord

Nu falmer skoven, en mark er mejet
langt højere bjerge så vidt på jord
kom hid I piger, rejs jer fordømte
hvad synger du om så højt i "den blå"?
den milde dag går igennem mørket
og alt hvad som fuglevinger fik
for mig er sproget en sang om Larsen
at gribe efter de blanke ting

En lørdag aften, sig månen hæver
i skovens dybe og stille ro
og lige nu skal det åbenbares
om lyset er for de lærde blot?
en dansker findes i fler modeller
og Ole sad på en knold og sang
mens jorden drejer rundt om sin akse
her rejses en skole som mange før

Med smil jeg bærer min tunge byrde
så bedstefar, tag nu tænder på
påskeblomst, våren er i luften
jeg gik mig ud en sommerdag
og ja, jeg elsker en broget verden
jeg ejer mark, eng og dansk natur
i danmark der er jeg født, er hjemme
i ord der kun går i savn og i sang

Og sat her midt i forundringstiden
undrer mig hvad jeg får at se
men ingen har dog guldtårer fældet
og menneskelivet er underligt
for tænk at livet, det koster livet
sig nærmer tiden da jeg må væk
så tag det sorte kors fra graven
og go' nu nat og gå lige hjem


/Astrid Søe, sammendrag hvis du ikke når de 12,5 timers samsang i den blå højskolesangbog sendt på DR2 12/01-2020

Grundtvigs nytårstale 2019

Året gik og nytåret kom - det fornemmes også hos "den gamle af dage"

Grundtvigs nytårstale 2019 på Youtube: https://youtu.be/g18oWYS9yR0