lørdag den 24. oktober 2020

Skæbnefællesskabet - Breaking the (2dn) waves

 John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.

Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab - og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
- Hvem ringer klokkerne for
- de ringer for dig."

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.


onsdag den 15. april 2020

I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning


Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli'
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer

fredag den 27. marts 2020

Afsked på afstand

Du elskede - du mærker
jeg er jo lige her
og alle himlens lærker
den tone til dig bær!
Jeg magter ej at savne 
din krop så tæt, dit værd
men hjertet må nu favne 
trods afstand står vi nær! 



Min kærlighed kan række
usynligt efter dig
og gennem sjælen trække
din krop helt ind til mig!
Jeg trykker dine hænder
jeg kysser på din kind
jeg er her til det ender
til lyset når dit sind!

I tanken må jeg tage
vor afsked, sidste kys
som alle andre dage
vi tænder fælles lys!
I afskeden med livet
der ånder ud og dør
samhørighed er givet
trods intet er som før!

Farvel, du farer ikke
vild på den sidste vej
i tanken ved din side
vi følges, du og jeg!
Vi fandt liv i hinanden
i venskab, kys og leg
mærkbart ind i forstanden
mærk mig, jeg er i dig!

Fornemmer mens du svinder
din hånd, i min, på trods -
af afstand, sjælen binder
så stærkt er vi ét os!
Gå til den anden side
gå over himmelens bro
for du og jeg vi vide
afstand forgår af tro!


Astrid Søe. 2020. Salme til afskeden hvor vi ikke må sige farvel til en døende, da vi som mennesker ikke under coronavirus epidemien ikke må være tætte, men skal holde afstand. Sjælesorg er også at fornemme at man kan være ganske nær en anden, i tanken, i sindet og vide at det menneske ved at man er tilstede, trods afstand.
Kan indtilvidere synges på: At lære er at ville (melodi undervejs)

torsdag den 26. marts 2020

At komme som ukronet konge i tro

At komme som ukronet konge i tro
at sige, slap af, hvor Gud er, er der ro!
At give sit liv og at ville enhver
om du; skæv eller skør, normal eller sær

At mødes ved bordet og sidde hele tæt
at dele det hele og selv blive mæt
at mærke at venskab gir nærhed og mod
at vaske sin tanke, sin krop og sin fod

Men selvom han sejret med kærlige ord
så blev han forrådt ved sit eget bord
blev mobbet og drillet og dømt til at dø
og dem der kan hjælpe står ikke i kø

Så hænger han der og hænger lidt ud
og spørger “Hvor er du, hvor er du min Gud?"
"Hvorfor er du borte, jeg mangler dit ord.
Jeg tørster. Tilgiver. Nu fuldbragt - jeg tror"

Så lukker han øjet og livet går ud.
Men så står han op og han rejser til Gud
for selvom han døde på korset og skreg
var døden en gave til dig og til mig

Og er du i knibe, og græder og ser
fortryder, sir undskyld, tilgives og ler
så ved du at Kristus langfredag hang ud
og viste: elsk ALLE, som stærkeste bud

Det sker jeg selv får øje på

Det sker jeg selv får øje på
at livet næsten går i stå
og føles lidt alene
så kan jeg pludselig huske på
at der er noget jeg kan nå
så intet føles ene

Jeg kan ta' fejl og blive væk
en gåde, som et brev med gæk
gul som en påskelilje
men du sir' pyt, tage dagen på
og husk mig, i det himmelblå
opstå som påskevilje!

Jeg kan tag' fodbad og bli' ren
og vifte med en palmegren
og samle mine venner
ta' kage med og dele ud
det er mit påskestjerneskud
et lys i dig jeg kender

Jeg kan fortælle hvad jeg tror
og vide at du tror mit ord
og turde meget mere
og jeg kan spørge alt jeg vil
det er at høre troen til
at høre til blandt flere




Min påske er et rodet puslespil

melodi: Nu lyser bøgens blade atter op

Min påske er et rodet puslespil
af brikker der skal passe til hinanden
i alle farver, former der er til
og lægges med opstandelsesforstanden

En brik har store palmeblade på
der løftes som en hilsen når du kommer
at sejre uden kongekrone på
i troen rig, men dog med tomme lommer

En brik er ren og skær som vand i dåb
du vasker vores vid i vand og væren
en brik er brød og vin som delehåb
at dele er som ilt i atmosfæren

En brik er sort og koster livet selv
et kors på Golgatha med død og smerte
men tillid kan man ikke slå ihjel
tilgivelse er rytmen i dit hjerte

En brik er stenen der er rullet væk
fra graven hvor din krop lå kold og døde
og som en fuglerede i en hæk
opstod til liv i påskemorgenrøde

Min påske var et rodet puslespil
med brikker der lå spredt i alle dele
men påsken samler, det som Gud kun vil       
og at du selv er brikken i et hele     



Min påske var et rodet puslespil
nu passer alle brikker i et hele
død og opstanden, det er ligetil
pas på hinanden og husk på at dele
at dele er at samles til et hele


og mærkes hvor vi passer på hinanden

et kys på panden
nemt med kærlighedsforstanden

opstanden fra de døde



en brik er tegn som askeonsdags grå
der nænsomt bliver tegnet på min pande

Min rokketand er min barnetro


Min rokketand er min barnetro
for lige under den der gro
en ny som jeg kan bruge
den rokker som en rullesten
fra graven rulled du jo en
for intet kan dig kue

Min rokketand sidder løst og skråt
snart går den løs og det er godt
den klikker på min tunge
selv gav du slip og genopstod
fra korset som din kindtandsrod
og ånde i din lunge

Min rokketand faldt pludselig ud
midt i en salme om min Gud
og æblet fra din have
men ud af dig opstår en ny
i påskemorgensolens gry
taknemlighedens gave

lørdag den 8. februar 2020

Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg

tirsdag den 21. januar 2020

Et barn der ånder på ruden


Et barn der ånder på ruden
og tegner et kors som besked
at mærke helt under huden
og synke længere ned

Langfredag forvirrer og famler
sin smerte, sin tvivl og sin tro
hvordan kan jeg leve og være?
hvordan kan jeg vokse og gro?

Et barn der ånder på livet
og opstår i lyset igen
for påskemorgen er givet
men mørk er vejen derhen

Nu tænder de lyset på gaden
og bussen rumler forbi
du delte ved bordet af maden
og opstod som en kolibri

Jeg dækker dit bord og jeg kalder
jeg deler den mad som vi har
du løfter os op når vi falder
i himmelen har vi en far

lørdag den 18. januar 2020

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen.

Da jeg var barn sang vi ofte den gamle traver på vej til stranden: Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud.
Der var noget grundlæggende i den sang og netop det at synge det ind i barnesindet virker.
Vi var aldrig i tvivl om baderådene og hvordan vi skulle forholde os til hestehuller, revler, fyldt mave eller det at bade alene.

Idag er der flere der "drukner" på internettet end i havet.
Vi mangler stadig en sang - en kultur der fortæller enkelt og med forståelige råd og det man kan møde.
Og det er svært at lave fordi vi skal fortælle en historie om mennesker og menneskers dumhed, dårlige sider og overgreb.

Vi slås for friheden, åndsfriheden, debatkulturen, samtalen, kildekritik og opdragelse og samtidig oplever vi på nært hold at voksne og unge - endda børn opfører sig uendeligt underligt det øjeblik de logger på nettet og pludselig skifter fjedderham.

Da jeg var barn var der en mand der ude i byen blev kaldt "Porno-Poulsen" alle vidste hvem han var og alle vidste at han var den landsbytosse som vi skulle leve med, som vi var lidt bange for, men som nok egentlig ikke gjorde nogen rigtigt fortræd.

Porno-poulsen var håndgribelig fordi han var i gadebilledet. Vi kunne se ham og vi kunne forholde os til ham.
Han var en lille tynd mand i gråt jakkesæt, hans overskæg var malet på med sprittusch og han havde en scooter med en vindskærm med blomster på, sådan noge blomster man ellers brugte i bunden af badekarret som skridsikring. På scootren havde han to saddeltasker. Og de tasker indeholdt angiveligt pornoblade, ugens rapport og de grå sider. Alle kendte de tasker og alle kendte indholdet.
Porno-Povelsen havde så vidt vides aldrig gjort egentlig skade på nogen.
Men vi var alligevel bange for ham.

Engang skulle jeg gå fra skolen til busstoppestedet alene. Det var eftermiddag og myldretid og jeg stod pænt ved lysreguleringen uden for skolen. ventede som man skal på det grønne fodgængerlys og gik først over da det skiftede. mens jeg gik hørte jeg lyden af scooteren.
Lyden vi alle sammen kendte og genkendte som Porno-Povelsen.
Jeg løb, med mine rødhårs fletninger daskende i alle retninger og min lille røde skoletaske, som ind i helvede. Nede ved busstoppestedet var der en hæk ved et hus. Der gemte jeg mig.
Scooteren standsede lige ud for hækken. Der lå jeg og tænkte på de saddeltasker som Porno-Poulsen nok om lidt ville åbne og om lidt ville indvi mig i. Så løb jeg, den anden vej - tilbage til skolen. Med alt det mod og alle de gode råd jeg kende fra både skole og hjemme om hvordan man forholder sig når man møder en der gør en utryg.
Porno-Povelsen fulgte ikke efter.

Jeg tror såmænd ikke at Porno-Povelsen havde noget i sinde med mig. Måske havde han slet ikke set mig. Måske standsede han fordi han var punkteret eller skulle rette på sprittusch-overskægget i sidespejlet. Og måske havde han noget i sinde? Jeg får det aldrig at vide, men jeg ved at det betød noget i opdraget at han var håndgribelig. At vi i samtaler om de ting i livet vi skulle passe på, kunne pege på Porno-Povelsen og tale om at det nok ikke lige var han vi skulle indlede en samtale med eller tage med hjem.

Idag flyder det med Porno-Povelsener på nettet og vi forsøger efter bedste evne at fortælle børn og unge om faren ved det usynlige. Ved det de kan støde på og møde ude i cyberspace, men vi har uendelig svært ved at finde et sprog for det. Vi kan gøre meget skade i det sprog, skabe unødig angst, skabe utryghed over for mennesker, for nærhed, for frimodighed.

Vi har en opgave - fortsat - om at synligøre at mennesker er forskellige. At lære børn og unge både ja og nej og at skelne mellem godt og skidt. Og vi har samtidig en opgave der byder os ikke at skabe frygt i børn og unge. Ikke at gøre det fremmede menneske til en fjende.
Vi er næsten kommet dertil hvor vi, i sikkerhedens navn, ikke må snakke med et barn mens vi stå i bussen eller er ved at pakke varer i supermarkedet og der sidder en sfotræt unge i vognen en halv meter fra os.
Vi skal passe umådeligt på tilliden. At vi ikke lærer børn at menneske kontakt og samtale er farlig, så mister vi det umildbare, nysgerrigheden og sameksistensen. Samtidig skal vi lære at være tydelige, være mere præcise i vores råd og fortællingsramme til børn når det kommer til voksne der lokker børn på nettet.

Vi mangler et sprog til samtiden. Vi mangler et sprog der kan synges ind og fortætte og forklare uden at skabe unødig frygt og uden at skabe mistillid til voksne, som dog er barnets vigtigste tillidsgrund.

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen....












søndag den 12. januar 2020

Højskolesangbogen sammenskrevet af 131 sangtitler i 18 udgave.

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige

Den danske sang den har guld i munden
og lige om lidt så er kaffen klar
og lysets engel i østen stiger
og sir' godmorgen du lille land
op, al den ting - morgens muligheder
et jævnt og muntert og virksomt og liv
med store undrende øjne går jeg
det er så yndigt at følges ad

Som dybest brønd, natten er så stille
jeg drømte mig en drøm i nat
der stod tre skalke og atten svaner
hist hvor vejen den slår en bugt
skyer gråne og løvet falder
hvor du sætter din (verse) fod
så være lidt varsom denne morgen
for nu er dagen fuld af sang

Ja, danmark dejligst i vang og vænge
en yndig og frydefuld sommertid
du gav os blomster der lyste mod os
hvor smiler fager den danske kyst
og frisk går blæsten på Limfjords vande
og venner ser på danmarks kort
et jylland mellem tvende have
fred hviler over land og by

Hvergang en sommer, i østen stiger
du gav mig herre, et yndigt land
april jeg vælger - septembers himmel
for jeg er havren, jeg kender et land
og livet det er en morgengave
i danmark blunder den lyse nat
se nu det summer af sol på engen
så vær velkommen lærkelil

Fast som en klippe og bred som stranden
et samfund kan være fyldt med sten
vi har kun en sol - vi valgte regnen
så skærm jeres hus med planke og grav
og vasketøj vejer vådt i vinden
det haver nyligen regnet ned
det lysner lidt over agres felter
den mindste klump, lille våde land

I need sombody, kom maj du søde
oh, frihed flyver, et yndigt land
midsommerteltet, de lyse nætter
du danske sommer jeg elsker dig
velkommen ind i de grønne lunde
nu lyser løv, grøn er våres hæk
i al sin glans, se nu stråler solen
en lysfyldt morgen, til marven kold

Kom nu veninde, for sol er oppe
du kom med alt det der nu var dig
sorrig og glæde, du hulde engel
Linedanser, fra barndommens land
og hvem kan sejle foruden vinden
skuld gammel venskab da rejn forgo?
ja hvad er det nu med min Marie
den milde dag er jo lys og lang

Oh Hjerte løft nu, din glædes vinger
tilgi' jeg sir er letsindigt ord
begik du livet? kringsatt av fiender
snart dagens det brødre, det lysner i øst
en lærke letted, og tusind fulgte
med kåde smil, O, vidunder tro
og fordum var der skam fred på gaden
så stille, hjerte, sol går ned

Og folkeligt, det skal alt nu være
hvad solskin er for det sorte muld
og egetræet er tungt af alder
skønt frihed det er det bedste guld
at lære er ganske vist at ville
den trænger ud, vores sol er kold
den sorte fugl - om lidt blir' her stille
i billeder af brand og mord

Nu falmer skoven, en mark er mejet
langt højere bjerge så vidt på jord
kom hid I piger, rejs jer fordømte
hvad synger du om så højt i "den blå"?
den milde dag går igennem mørket
og alt hvad som fuglevinger fik
for mig er sproget en sang om Larsen
at gribe efter de blanke ting

En lørdag aften, sig månen hæver
i skovens dybe og stille ro
og lige nu skal det åbenbares
om lyset er for de lærde blot?
en dansker findes i fler modeller
og Ole sad på en knold og sang
mens jorden drejer rundt om sin akse
her rejses en skole som mange før

Med smil jeg bærer min tunge byrde
så bedstefar, tag nu tænder på
påskeblomst, våren er i luften
jeg gik mig ud en sommerdag
og ja, jeg elsker en broget verden
jeg ejer mark, eng og dansk natur
i danmark der er jeg født, er hjemme
i ord der kun går i savn og i sang

Og sat her midt i forundringstiden
undrer mig hvad jeg får at se
men ingen har dog guldtårer fældet
og menneskelivet er underligt
for tænk at livet, det koster livet
sig nærmer tiden da jeg må væk
så tag det sorte kors fra graven
og go' nu nat og gå lige hjem


/Astrid Søe, sammendrag hvis du ikke når de 12,5 timers samsang i den blå højskolesangbog sendt på DR2 12/01-2020

fredag den 6. december 2019

Juleevangeliet 2019


-->
Og det skete i de dage at der skulle leveres ny finanslov, den første finanslov efter at Mette var blevet statsminister. Og alle partier, interesseorganisationer og borgere drog ud for at påvirke udfaldet.
Imens var der en stilladsarbejder der hed Joseph, han havde før været tømrer, men han var gået ned med stress over et IKEA møbel han skulle salme med deres manual og havde derfor skiftet job. Han havde tidligere erfaring med stilladser til babelstårnet og mente derfor at han nemt kunne glide ind i sjakket, selvom han ikke havde overenskomst.

Joseph havde scoret på tinder, han havde eller været single længe, men han havde under sit sabatår på højskolen i Ollerup sunget en grundtvigsalme der viste han noget om ”Det fælles bedste”. Nu tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde, sang de. Tinder! Og som sagt så gjort, Joseph indskrev sig på tinder og de blege kinder glødede da også så snart han swipede en chick der hed Maria. En gæv vestegnspige der gik på FGU. Det viste sig godt nok at hun allerede var gravid med en anden, men for Joseph betød det ikke så meget for han var stor fan af regnbuefamilier.
De flyttede sammen og det blev hverdag, hver dag!

Maria, hans forlovede var taget i Føtex og havde købt en blå flyverdragt med dinosaurer og på bonnen stod der forkyndt at den var til drenge. Hun gik straks hjem til Joseph og sagde at det var blevet hende forkyndt at kun skulle føde en dreng. Helt uden at scanne bonnen fra Føtex.
Joseph der kom fra en meget rummelig familie syntes nok at det var lige lovligt umoderne at definere barnets køn, når nu man havde ret til selv at vælge, men Maria holdt på sit.

Ikke så længe før Maria skulle føde fik Joseph og Maria besked om at deres boligblok skulle rives ned fordi den lå en ghetto. De skulle derfor flytte og det skulle være hastigt. Det var ikke helt nemt at finde en ledig bolig og de rejste derfor noget rundt og ledte efter ledige lejeboliger og imens de ledte gik vandet og Maria og Joseph bankede på døren hos kommunen, men de havde ikke nogen ledige boliger og henvist dem til nogle barakker og her fødte Maria en lille dreng som hun straks svøbte i den blå flyverdragt med dinosaurer på.

Imens var der endelig nået enighed om finanslovsforhandlingerne og Wammen stod frem for pressen der havde ventet dag og nat og holdt vagt ved Christiansborg og erklærede hvordan husholdningsbudgettet skulle forstås - Først blev pressen grebet af stor frygt fordi de ikke havde adgang til regnearkene i Excel, men Wannem sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag forkyndes der at der kommer bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver.

Og alle svarede; Wammen!

Ikke længe efter bankede det på barakkens dør og udenfor stod pressen og spurgte ind til deres reaktion på de forbedrede normeringer til deres lille ny.
Jo, mumlede Joseph, det får et like.

Og Ikke længe efter det bankede det igen på døren og udenfor stod kamelen Ali, som var skredet fra sin elefantven i zoo og på ryggen af den, sad selveste Nicolai Wammen, som kom for at skænke den lille familie både bedre normeringer, børnepenge og fri barsel til selvstændige.

Maria og Joseph var lykkelige. Maria levede af sin instagramkonto hvor hun delte billeder og fortællinger om hendes liv som mor og alle hverdagens oplevelser med sin dreng. Da hun rundede 2.000.000 følgere, ringede selveste Mark Zuckerberg og tilbød hendes dreng sin egen konto, og sådan blev det. Drengen fik også en ok kontrakt med Ecco sko om at promovere deres sandaler på sin instagram. Selvom familien var lykkelige, blev det alligevel for meget for drengen med al den opmærksomhed og han endte med at hænge ud med en bande, de var vist 12 foruden ham selv og kom i kontakt med SSP fordi særlig en af dem var indblandet i hvidvask og bestikkelse, siges det.
Da drengen blev voksen, meldte han sig til et tv-program der handlede om at finde sine ukendte forælder og de fandt også faren, der havde en ledende stilling på Sky-News.
Men det hjalp ikke drengen stort da han stadig, som influenser på de sociale medier, blev beskyldt for at sprede løgne og efterfølgende mistede en del følgere. De sidste tre år gik han offline som hjemløs og solgte ”hus forbi” Han blev korsfæstet af sladderbladende i en alder af 33.
Og så vidt vides hænger han ud endnu.


onsdag den 6. november 2019

Frihed er at elske forskellighed



Forskellighed kan samle eller dele.
Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi - og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.
Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.

Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.

I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!

I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.

I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry - kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst - og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra "selfie" til "Bellfie".
John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
-       Hvem ringer klokkerne for
-       de ringer for dig."


Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. "alle dem der hopper, mister jordforbindelsen" råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested - også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.


https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden