Livets stikkelsbær, i egen saft.

Livets stikkelsbær, i egen saft

Lønne Højskole 40.000 deltagere 2. maj 2003

Tone: Ud af landevejen
Tekst: Astrid Søe. 2003

Hvad kan drømme bli’? uden at tro
på det talte ord, der evigt gro.
Vil man vælge livet til, sæt så alt på spil!
Vaklende vi går de første skridt
drømme blir’ så let til mareridt
men med spirehåb i sind, kom glæden ind .
Vi gror i det man siger, er dødt
én skjald fra gudernes spyt.
I ordets frie munde, kan vi bunde
der er modet velmødt!
Spræng den låste dør, værn om den tro
at det frie ord, kan bygge bro
frihed som et fælles kår, kan hele sår.

Gennem gamle spor, går vi som ny
med forundring smil dagene gry
livet syntes kort, men se: drømmen groede te’.
Asken springer ud med glædes råb
Livet det slog til hvor der var håb.
Gennem mange der var med, så vi fandt sted!
For dem, der kom, og gik og blev ved
vi drejer hovedet af led.
Her tør vi tro på glæde, de tilstede
tynger trængslerne ned.
I forskellighed, kampens fik kraft
livets stikkelsbær, i egen saft
for skal planten sætte bær: Stå fast og vær!

Hverdagsengle!

Har været udgivet på magasinet NOVA 2008

Hverdagsengle.

En fredag morgen med sejlende opvask, papirbunker og lege rod.

Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.

En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.

Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.

Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!

Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, men nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.

Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.

Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?

Moar, hvad er en hverdagsengel?

Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.

Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.

Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.

Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?

Ingen steder. Ikke i dag.  I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.

Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.

Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.

Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.

Nyde befrielsen ved ikke at stå klar, ikke at bruge ord på at undskylde det helt naturlige rod en nærværende hverdag bringer.

At stå ved det hele. Ikke det halve, ikke de andre. Men stå ved en fremmet hverdagsengel der går op af havegangen, ind af døren og tør slå sig ned, i det inderste af brun sove og liv, helst en i hvide bukser, så der kommer et afslørende aftryk af ugen der gik. Og jeg vil stå tilbage og se det menneske gå igen, op af havegangen med sovsepletten på røven, der går op og ned, som livet.

Hvad er det største, det bedste, det værste?

Hvad er det største, det bedste, det værste
At ta eller få eller købe en kæreste?

At gifte sig godt, eller godtes ved gift
At være i dvale, at leve med skift

At vågne og se en dag blive til
At vælge helt selv og tro hvad man vil

At komme til live og håbe på mod
En hindbær med brus og bobler i blod

En hvalp der kan trille med øre på skrå
Og læne sig kælent hver gang du skal gå

Et blik fra en fremmed der lyser af liv
Visitkort, og håndtryk og ring nu og skriv

En kande med kaffe der vælter omkuld
En skolebus rumler af sted og er fuld

En stil om en mand der kan stå for sig selv
For han vasker hår mod fedt og mod skæl

Et barn der kan grine så inderligt godt
At øjet får tårer og læben får snot

En mand i et fly med en bombe som last
Bestemmer din skæbne med ordene: kast

En fandens til friskhed der fejer din vej
Der blæste mit tag, så jeg går sgu min vej

At sætte sit lid til sit livs mejeri
Og håbe der drypper lidt fløde deri

For håbet kan stå af sig selv og bli ved
Så jeg sætter hatten og livet på sned.



familie Samskriv august 2011

Klædt i årets lodne vrang

Tone: Bjarne Haahr 1981. Jeg svømmer ind fra Kattegat
Tekst: Astrid Søe 2002

I vinte’rens barnehvide hud
jeg genser mit skelet
det ønsker sig at hoppe ud
foruden sikringsnet
det kaster sig fra bakkens top
men når det atter kravler op
jeg gir det livets frakke på
og støvle om sin storetå.

Når våren springer ud med tro
på stedsegrønne håb
går vinteren igen til ro
i regnens milde dåb.
utæmmelig og vild og glad
går kroppen i forundringsbad
og ler som genfødt i det ny
foruden hat og paraply

I sommerens mætte blomsterflor
får modenheden magt
jeg svæver dristigt over jord
i hængekøjens takt.
jeg vipper ind i sommerens blund
i søvne åbner jeg min mund
med dovenskab som havens hval
i træets skygge, glad og sval.

I efteråret står jeg op
og klær’ mig som mig selv
naturen farves om min krop
af blodets kildevæld
mit kød gir træet gylden lød
idet jeg kysser jordens skød
kun klædt i årets lodne vrang
jeg bliver et med livets gang

Hot-Dog med sjæl

Skrevet 1. juni 2011

Nå ja, det er vel ikke så tit man kan hidse sig sjæleligt op over at høre ordet Hot-Dog.
Men alligevel -
I går fik jeg et ganske særligt opkald fra Kongens Nytorvs pølsevogn.
Et opkald jeg også modtog for tre år og tre måneder siden.
Dengang fra min euforisk glade, milde far, ved midnatstide der stod og åd en "MORFAR" en hot-dog med remulade og rå løg.
Hans særlige hot-dog favorit. Og det er da værd at ringe hjem om.
Hej - gæt hvad jeg laver??? Spurgte han barnligt, midt om natten, og glad helt ned i storetåen.
Jeg står ved VORES pølsevogn på Kongens Nytorv og æder Hot-Dog.
Vi har det herligt (Vi- Min mor og han - der igen igen var taget på kærestetur efter over 40 års ægteskab)
Der er rå løg nok! Skynd dig at komme - vi savner dig - vi hygger!
Og dertil følger en dejlig opremsning af alle de dejlige mindesteder de har tråde såler i i dagen løb, som han allerede har fortalt om i mange opkald i løbet af dagen, men lige skal gentage igen igen i sin glæde.
og så, vi ses, knus.. vi ses... elsker jer alle tre (Børnene og jeg) ses, hej hej, huttelighut, nå godnat og vi skal snart hjem og mor er så sød, nå godnat, hej hej...
Og så vappede de to gamle hjemad mod Valby i fodformede Jacoformsko og så døde han. midt i kærsteriet, midt i Hot-dog, minder, København, Kongens Nytorv, lige efter vores pjattede samtale i natten.
Han vidste det måske, for hvem ringer til sin datter ved midnat for en Hot-dogs skyld?
I går ringede min ældste søn hjem fra selvsamme pølsevogn. Mor - jeg står og får mig en "MORFAR" - kær 10 årig kærlighedsstemt opdagelsesrejsende med let grødet stemme, men fuld af morfar-minder, liv og nybegynderpølsevognsglæde.
Det er ikke fordi jeg ikke tror livet begynder alle vegne på kloden, hele tiden, hver dag, men jeg tror for vores slægt at der er en gangske sjælelig groglæde ved at hænge på kanten af den mobile pølsevogn og gro fast. Den halvlunkne cocio og ketchup på ærmet.
De mange forbipasserene der ser op, ud og hjem mod nye oplevelser, skuffelser, skabelser.
Alt det ukendte i øjnhøjde - med tillid - fordi den hjemlige hot-dog logrer genkendeligt.
Der skal gåes mange skridt i min søns liv før han en dag ringer til sin datter og pjattet byder livet farvel i højstemt glæde.
Men traditionen er på plads - livet begynder ved pølsevognen på Kongens Nytorv.
Der står sjælene i kø for at fortælle om kærlighed, livsglæde og rå løg.

Folketingsvalg - Mere vil have mere!

Tone: Septembers himmel er så blå
Tekst: Astrid Søe.
Til folketingsvalget 2011 med særlig hilsen til de valgflæsks-besatte kandidater iblandt!

Septembers himmel er så grå
men du skal bare vide
hvis det er mig du stemmer på
blir skyer atter hvide,
jeg lover dig dit kryds blir' stort
for jeg vil styre landet
jeg taler næsten aldrig sort
og jeg kan gå på vandet!

Min ven vil du nu skære for
af flæskestegens side?
jeg lover dig det hele lår
og mer hvis du det gide!
Du får hvad du har ønsket dig
jeg gir dig alt du vælger
og vi skal følges du og jeg
jeg ikke stemmer sælger!

For jo: jeg kan bestemme alt
du tror nok vi er flere?
men jeg har magt når jeg er valgt
og mere vil ha' mere!
og når du så dit kryds har sat
blir' alting som det plejer
mit valgflæsk er nu dybt godnat
men jeg har fået min sejr!

Hjertesproget på Speakers Corner

Hjertesproget

Hjertesproget er det sprog der taler fra hjertet og ikke fra hjernen. Hjertesproget kan ikke tillæres som kulturtilbud, men er det sprog vi har fået med fra fødslen. Alle mennesker går rundt med et hjertesprog de er vokset op med, uanset hvor de er fra og hvilket sprog de bruger i hverdagen.

Hjertesproget er det der fortæller om de inderste længsler, følelser og fornemmelser. Vi bliver hele mennesker på vores hjertesprog. Vi udtrykker os sandt og dybt når vi henter indgroet fornemmelse frem på vores modersmål, på barndommens sprog.

Hjertesproget er uoversætteligt, som vi kender det fra det danske udtryk ”hygge”, eller fra den børnesang vi forsøger at hente nynnende med til et andet land, på ukendt grund. Når vi løfter et barn op i favnen, nynner vi det altid til ro med de ord og sagne vi selv fandt ro i, i vores barneliv.

Vi kan ikke oversætte det usagte i hjertssproget der ligger mellem linierne. Vi forsøger at værne og vugge den smukke sammenhæng vi har mellem sprog og spæd livsforståelse. Hver vidunderlig sprogkultur, sit eget hjertesprog. Det betyder også at vi arver et vældigt ansvar for de der må leve og tale på vores hjertesprog. Vi må hjælpe andre mennesker til at være til stede i deres særpræg og sprogudtryk, med kærlighed og i dagligdag. Vi kan rejse verden rundt og stadig nynne hjertsproget ind i et postkort fra fremmede egne. Vi formidler vores liv når vi ser og oplever og taler fra hjertet.

Ytringsfrihed

Vi taler så ofte om frihed under ansvar, men glemmer at sige hvem og hvad vi påtager os ansvar for. Ytringsfriheden er en grundlovsgiven ret. Og den holder i hånd med ansvaret over for ethvert andet menneske og deres frie holdninger.

Ytringsfrihed giver os personlig frihed, råderum, mening og holdning, men også en lærdom om samhørighed. Når vi bygger vores samfund omkring frihed og velfærdstankerne, vælger vi hinanden og ansvaret for hinandens frihed.

Velfærdssamfund betyder helt enkelt: At finde sammen om lykken på lige fod. Det fordrer at vi samtaler, giver hinanden fri til at ytre os og finder os i at blive sagt imod.

Den enkeltes ansvar er at gøre op med sig selv, hvornår byder det os at holde kæft, og hvornår er det bedst at kæfte op?

Femmøller Strand - Danmarke hjerte

Arkitekt Egil Fischer tegnene og tænkte hele Femmøller Strand som et af de første mødesteder mellem en lille levende by og et ferieparadis på dansk jord, her skulle både feriefolket og de fastboende finde et mødested og leve sammen i til gensidigt glæde. Foruden de mange smukke tanker omkring stedet, havde Egil Fischer det helt store målebånd ude på bordet og opmålte danmark og fandt at Danmarke hjerte var netop her på Femmøller Strand. Netop her er danmarks geografiske midte. Og derfor må dette smukke poetiske stykke land være hjemsted og værn for hjertesproget.

Frihed for Loke, såvel som for Thor

I Danmark har vi tradition for at værne det frie sprog, det sprog der er ubundet og frejdigt, levende og livgivende. Vi laver lov og orden ud fra frihedstanken og giver ordet frit i alle aldre. Det kræver særligt ansvar i et samfund at ville det frie ubundne ord, det skærper ansvaret for det andet menneske vi står over for og ytrer os til. Grundtanken er frihed til forskellighed!

Folkelig talerstol.

I Danmarks hjerte skal hjertesproge lyde mod alle hjørner af landet og verden. Her kan det frie ord bruges og bæres videre. ”speakers corner” som vi kender det fra London, har også hjemsted i Danmark, hvor vi går og står. Traditionen med det levende mundbårne ord lever i dagligliget over hækken og hegnet, ved køledisken hos købmanden, i læserbreve, bussen, baren, banken, foreningen…

Brug mund!

Et folk og en tanke er kun så stort som de kan udtryke det. Digteren Benny Holst skriver: Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen. Det gamle sprog er hjertesproget, et mundtligt sprog der ikke kender til frygt eller forstand, sproget der umildbart lever og åbner nye øjne.

Sproget der ikke føjer sig for grænser, frygt, stand, politik, tro.

Sproget der sprænger enhver logik og går mod hjertet, ubundet mod håb, liv, vilje og vej.

Ordet skaber hvad det nævner!

Astrid Søe ©, Mor’s Menageri – www.livsoplevelse.dk