Landet, blandt andet

Melodi: Leonard - Ta og kys det hele fra mig (københavnervisen)

Tekst: Astrid Søe, September 2011

Det er meget muligt moden sir ”hæle på”,
men her ude er vi tvunget til at gå
rundt i gummistøvler på Lars tyndskids enge,
det er gylle, mudder, skidt i sump og vænge.
En mand med trillebør,
han rygter sine køer,
prøv at hør,
tag og spark det hele fra mig.
De første fugle fløjt,
jeg fatter ik en døjt,
lovligt højt,
tag og knyt din sylte for mig!
Jeg syn's at byen er uendelig smuk,
pis i en port og bræk fra en der på druk.
alle de men’ske spor,
overdriv, hårde ord,
vild og stor!
Tag og flyt det hele til mig!

Sikkert nok er ”landet” pænt og yndefuldt,
Øko og natur og er også "In” og ”Kult”.
Og der kører busser ud med folk der kigger,
jeg har set det selv i dagens statestikker.
Naturen charme har,

På tur med mor og far,
Høj cigar,

tag og bliv lidt længer hos mig.
Og mon en bybo kan
bo uden spildevand' ?
Nej for fand'n,
tag og spild en smule for mig!
Du blir’ så mensk’lig, ned’ på jorden og sær.
Når du har mødt en kolort med bare tæer.
Så vil de hurtigt hjem,
stanken er alt for slem,
lidt i klem’,
tag og følg dem hjemad for mig!

Markerne, de store søer, grønne træer
kan vi ikke bygge høje huse der?
Jeg syn's landet mangler nogle asfalt flader,
H&M og Magasin og brede gader.
grusvejen er så smal

Husene er til salg
Ni en halv,

tag og køb det hele af mig.
det er indflytningsklart

Bymand du får det rart,

ik’ så sart,
og du får et nedslag af mig!
Der er så meget her som du længes mod,
væk fra det travle liv og fabrikkens sod.
Køb nu – sæt alt på spil

Her kommer godtfolk til,

hvis de vil?
tag og kys dem alle fra mig!

Det er meget vigtigt at man ret forstår.
Ikke alt er charme på en bondegård.
Jeg ved godt du synes grisen den er ”nuser”.
Og det ser så hyg’ligt ud med ål i ruser.
Så'n længes vi så tit
du savner det der mit,
og jeg dit,
tag og byt det hele med mig.
Byfolk der flytter ud

Himmel og nær på Gud,

charmeklud?
Hjælp dem alle kærligt fra mig!
Hør, Morten korch er bar’ en film man kan se,
glæde forveklsles med en mand med en le,
jo tak, vi længes ud,
gylle – Bandidos skud,
2 bud,
tag og drøm en smule med mig!

Sangen er skrevet som kommentar til de skel vi selv sætter mellem de slægter der altid har haft hjemegn et sted og så tilflytterne. Jo mere vi måler os selv i "indfødsret" jo mere mister vi i fælleskabet! I bund og grund er der ikke den store forskel på mennesker.

Forandrende forundring

Smukke stjerneklare nat
med den forandrende forundring
en ukendt
stjerne
kun kan
forklare

Din sang er altets tone

Tone: Per Warming eller Bjarne Haahr's tone til ”Du kom med alt det der var dig”
Tekst: Astrid Søe 2002

Hvor lyd og lyst er livets tarv
og folkets toner går i arv
i sang fra alle dage
en tone født i hver en mund
kan trodse evighedens blund
din lyd er ladt tilbage

Når tonen leger ganske blidt
forenes vi fra dit og mit
til samlingen i kødet
for hvor den skaber hjertelyd
og ler med al sin elskovsfryd
blir livet født af mødet

En tone født af livets hast
bestandigt holder den dig fast
og ber’ dig holde inde
giv tid et øjeblik og lyt
det øjeblik gør livet nyt
når fred man får i sinde

Hvor tonen møder tavse sind
den magter straks at trænge ind
og blir til vi den finde
dog tonen er utæmmelig
hvor du den finde, blir den fri
dens liv kan ingen binde

I tonen tændt af hadets vold
går livets mulighed i mol
med døden tyst vi danser
for kroppen stivner led for led
når voldens røster varer ved
og livets tone standser.

Stå fast i livets glade dur
hvor melodien frit gør kur
til alt du har i sinde.
I kærlighedens egen ånd
vil tonen række dig sin hånd
og over mislyd vinde

Den tone byder livet ud
til alle vækster står med skud
på håbets grønne krone.
I livets melodi er du
en sjælden kærlighed, et nu
din sang er altets tone

I jorden.

En dag bliver jeg ene

Uden mål

Uden jord eller grus til at begrave mine fødder i forårsblødheden

Uden ståsted

En dag bliver jeg den sidste

Og den første

Til at stoppe med åndedraget

Den sidste gamle

En dag kaster jeg andre op

Med jorden ved siden af hullet

Gamle knogler ser dagens lys – igen

Jeg må vente på opløsning

Før oplysning

Livets stikkelsbær, i egen saft.

Livets stikkelsbær, i egen saft

Lønne Højskole 40.000 deltagere 2. maj 2003

Tone: Ud af landevejen
Tekst: Astrid Søe. 2003

Hvad kan drømme bli’? uden at tro
på det talte ord, der evigt gro.
Vil man vælge livet til, sæt så alt på spil!
Vaklende vi går de første skridt
drømme blir’ så let til mareridt
men med spirehåb i sind, kom glæden ind .
Vi gror i det man siger, er dødt
én skjald fra gudernes spyt.
I ordets frie munde, kan vi bunde
der er modet velmødt!
Spræng den låste dør, værn om den tro
at det frie ord, kan bygge bro
frihed som et fælles kår, kan hele sår.

Gennem gamle spor, går vi som ny
med forundring smil dagene gry
livet syntes kort, men se: drømmen groede te’.
Asken springer ud med glædes råb
Livet det slog til hvor der var håb.
Gennem mange der var med, så vi fandt sted!
For dem, der kom, og gik og blev ved
vi drejer hovedet af led.
Her tør vi tro på glæde, de tilstede
tynger trængslerne ned.
I forskellighed, kampens fik kraft
livets stikkelsbær, i egen saft
for skal planten sætte bær: Stå fast og vær!

Hverdagsengle!

Har været udgivet på magasinet NOVA 2008

Hverdagsengle.

En fredag morgen med sejlende opvask, papirbunker og lege rod.

Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.

En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.

Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.

Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!

Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, men nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.

Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.

Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?

Moar, hvad er en hverdagsengel?

Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.

Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.

Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.

Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?

Ingen steder. Ikke i dag.  I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.

Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.

Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.

Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.

Nyde befrielsen ved ikke at stå klar, ikke at bruge ord på at undskylde det helt naturlige rod en nærværende hverdag bringer.

At stå ved det hele. Ikke det halve, ikke de andre. Men stå ved en fremmet hverdagsengel der går op af havegangen, ind af døren og tør slå sig ned, i det inderste af brun sove og liv, helst en i hvide bukser, så der kommer et afslørende aftryk af ugen der gik. Og jeg vil stå tilbage og se det menneske gå igen, op af havegangen med sovsepletten på røven, der går op og ned, som livet.

Hvad er det største, det bedste, det værste?

Hvad er det største, det bedste, det værste
At ta eller få eller købe en kæreste?

At gifte sig godt, eller godtes ved gift
At være i dvale, at leve med skift

At vågne og se en dag blive til
At vælge helt selv og tro hvad man vil

At komme til live og håbe på mod
En hindbær med brus og bobler i blod

En hvalp der kan trille med øre på skrå
Og læne sig kælent hver gang du skal gå

Et blik fra en fremmed der lyser af liv
Visitkort, og håndtryk og ring nu og skriv

En kande med kaffe der vælter omkuld
En skolebus rumler af sted og er fuld

En stil om en mand der kan stå for sig selv
For han vasker hår mod fedt og mod skæl

Et barn der kan grine så inderligt godt
At øjet får tårer og læben får snot

En mand i et fly med en bombe som last
Bestemmer din skæbne med ordene: kast

En fandens til friskhed der fejer din vej
Der blæste mit tag, så jeg går sgu min vej

At sætte sit lid til sit livs mejeri
Og håbe der drypper lidt fløde deri

For håbet kan stå af sig selv og bli ved
Så jeg sætter hatten og livet på sned.



familie Samskriv august 2011