Jeg kender en mand der græder i dag

I hukommelse af.

Jeg kender så mange der græder i smug,
men tårer så skjulte som sindet,
de tror det er sådan i skik og i brug,
man handler i sorgen og mindet,

Jeg kender et folk der passerer forbi,
en anden der står midt i døden,
et folk der for sorgen hellere er fri,
og frygter før alt, aftenrøden.

Jeg kender et land, hvor en gråden er guld,
hvor sorgen er åbent tilstede,
i landet hvor døden os skaber til muld,
er åbenhed mindernes kæde.
 
Gå over en gade og kryds hver en vej,
gå menneskesorgen imøde,
for hvergang det smerter i andre end dig,
vil alle menneske bløde.

 Jeg kender en mand der græder idag,
en mand der har tårer for livet,
en mand der blir stærk og slet ikke svag,
for kærlighedssorgen er givet.

//Astrid Søe 2012

Forstand forstå

Dumdristige lille forblæste forstand,
du går og forbinder signaler,
du favner og fægter og trækker i land,
med storsind og helvedes kvaler.

Du fanger en tanke og tier ihjæl,
du sender et minde tilbage,
du opfanger noget og siger farvel,
mens andet blir lagt i en lage.

Du finder en duft at læne imod,
du taler med ord der er gamle,
du frygter for ondskab, besvimer ved blod,
du leder og søger at samle.

Du bliver og vokser og glemmer en del.
du bruger så lidt af din kerne,
du flytter på brikker, til du føles hel
og tiden går bort i det fjerne.

Du gemmer på sjælen og kysser et jeg,
du holder mit tanke i hånden,
du udregner nåden og finder en vej,
du glider med et ind i ånden.

//Astrid Søe 2012

Mødet med Mustafa

Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.

//Astrid Søe 2012

Gå da frit

Gå da frit
i dit og mit
med kærlighedens gåde!
da får vi lyst og frihed til
i kærlighed, som Gud det vil,
mangfoldighedens måde.

//Astrid Søe 7. juni 2012

Ordblinde børnedigt

Lille Tommy Tommeltot, han ku ikke skrive,
så han var så bange for, hvad han nu ku blive,
Alle voksne sagde prøv, du skal bare øve,
du skal ikke give op, du skal ikke tøve.

Stakkels Tommy Tommeltot, med papir og penne,
prøvet alt hvad prøves kan, det ku ikke vende,
Skolen skændte Tomme fuld, så han mistet modet,
det er svært at være barn, Tommy tabte hovedet.

Tommy græd og Tommy bed, i sin pegefinger,
håbede han ville dø, få en engels vinger,
flyve bort til himmelsky, uden skolepligter,
være som en stjerne fri, uden at man svigter.

Lille Tommy Tommeltot, troede han var tosset,
ubegavet, underlig, grim og dum og klodset,
men det viste sig en dag, Tommy blev en stjerne,
ligesom den han havde drømt, ude i det fjerne.

Tommy blev en voksen mand, uden blæk og penne,
men han havde evner for, krig og fred at vende,
han ku se en stjerneglans, i hvert barn og voksen,
han ku se med kærlighed, tænke ud af boksen.

Stakkels Tommy Tommeltot, bogstaver i blinde,
men han fandt en bedre vej, alle kan den finde,
Store Tommy Tommeltot, han kan ikke skrive,
han ku meget mer end det, han ku nemlig give.

//AStrid Søe 2012

Mor måne

Mor måne står så føjelig, med barmen ganske blottet,
Men da hun solens stråler ser, hun ryger på skafottet,
for selvom venus kom forbi, med strejf af nye tider,
så må mor måne dukke sig, når nat mod dagen glider.

//Astrid Søe 2012

Lys i livets stage

Altid har dit lyse sind, været morgensolen,
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.

Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.

Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.

Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.

Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.

//Astrid Søe 2012