Melodi: Barndommens gade (Anne Linnet)
Du er det billed i spejlet
der står som det klareste vand
du er en favn hvor jeg fejlet
der henter mig sikkert i land
du lagde havets bølger
til ro når stormen tog til
lysende blikke følger
som fred hvor viljen den vil
Vi sad på kanten af livet
og så hvordan alting det vandt
jeg tog din hånd for givet
og fandt kun at alting var sandt
du ånder så varmt på huden
når sjælene fryser til is
du tørrer duggen af ruden
når sjældne længsler befries
Du er et kærtegn i troen
når tvivlen svimler og gror
du er et råb midt i roen
hvor stilstanden ellers bor
du er en hverdag af sange
jeg skildte ad lag for lag
du er de ord og de klange
der siger: Giv mig din dag
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt
Et ståsted hvor jorden står stille
hvor mennesker tænker som du
for kærlighed er at ville
og blive det eneste nu
du læner din længsel mod livet
og fæstner skyggernes rand
i det nu blev du givet
et hjerte der står i brand
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt
//Astrid Søe 2012
En betablokker fra hjertet, fra livet, fra hverdagen. Holdninger, sagn og sang i en folkeoplysningstid. God læselyst! Astrid Søe©
torsdag den 12. juli 2012
den rene forandring
Der er noget der sætter forstanden i stå/
og kalder på tydning og troen/
der er noget der mister hvergang det vil gå/
der er noget der opelsker roen/
for der kom den ene/ der havde et smil/ der rejste fra fremmede egne/
og nu vil jeg mene/ jeg rejste en mil/ på ganske forstandige vegne/
befriet til det der gør livet begrædt/
den rene den skære forandring/
og nu er min tillid så udslidt og træt/
af denne forandrende vandring/
I stilhed bemærkes den sjældne og se/
en virkelig vej er bestået/
til livet med fødsel og smerte og ve/
den lykke vi altid har fået
//Astrid Søe 2012
og kalder på tydning og troen/
der er noget der mister hvergang det vil gå/
der er noget der opelsker roen/
for der kom den ene/ der havde et smil/ der rejste fra fremmede egne/
og nu vil jeg mene/ jeg rejste en mil/ på ganske forstandige vegne/
befriet til det der gør livet begrædt/
den rene den skære forandring/
og nu er min tillid så udslidt og træt/
af denne forandrende vandring/
I stilhed bemærkes den sjældne og se/
en virkelig vej er bestået/
til livet med fødsel og smerte og ve/
den lykke vi altid har fået
//Astrid Søe 2012
onsdag den 4. juli 2012
subatomar partikel
Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen.
//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen.
//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings
Kærlighed ved første Higgs
Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs - partiklet der skulle være grundlaget for alt.
Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?
I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.
og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.
Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?
Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.
I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere - liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.
I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.
Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.
Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel - et grundlag for det største af alt.
Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!
//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings
http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs - partiklet der skulle være grundlaget for alt.
Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?
I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.
og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.
Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?
Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.
I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere - liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.
I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.
Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.
Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel - et grundlag for det største af alt.
Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!
//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings
http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/
Etiketter:
angest,
Cern,
frygt,
fødsel,
gud,
Higgs bosen,
kærlighed,
liv,
partikler,
religion,
subatomar partikel,
søe,
søren kierkegaard,
the big bang,
tomhed,
tro,
videnskab,
ægteskab
tirsdag den 3. juli 2012
Sommer kom og vær
Sommer kom og vis og vær
frihedstrang og bare tæer
sommer kom og gys og gå
over skyer mod det blå
sommer kom og giv din fred
et frimodigt sjælebad
sommer kom lad solen gå
lyse hvor den sjældent nå
sommer kom og vær din lyst
nærvær spredt fra kyst til kyst
sommer ta din tid i ed
i et kys der varer ved.
//Astrid Søe 2012
frihedstrang og bare tæer
sommer kom og gys og gå
over skyer mod det blå
sommer kom og giv din fred
et frimodigt sjælebad
sommer kom lad solen gå
lyse hvor den sjældent nå
sommer kom og vær din lyst
nærvær spredt fra kyst til kyst
sommer ta din tid i ed
i et kys der varer ved.
//Astrid Søe 2012
fredag den 29. juni 2012
Mad med ister
Melodi: I'm dreaming of a white Christmas
Jeg drømmer kun om chokolade
med marcipan og lidt likør
gi mig flere fade
med remulade
og bunkevis af krappeklør
Jeg drømmer om et hvidt franskbrød
foruden spelt og øko-mel
jeg vil ha no'et sødmælk og smør
og en engelsk bøf der er mør
Jeg drømmer om en frikadelle
med fedt og løg og sovs i flæng
sår'n en der er lavet af mor
fed og fin fra barndommens bord
//Astrid Søe 2012 - sulten på den gammeldags måde!
Jeg drømmer kun om chokolade
med marcipan og lidt likør
gi mig flere fade
med remulade
og bunkevis af krappeklør
Jeg drømmer om et hvidt franskbrød
foruden spelt og øko-mel
jeg vil ha no'et sødmælk og smør
og en engelsk bøf der er mør
Jeg drømmer om en frikadelle
med fedt og løg og sovs i flæng
sår'n en der er lavet af mor
fed og fin fra barndommens bord
//Astrid Søe 2012 - sulten på den gammeldags måde!
Etiketter:
fedt,
frikadelle,
gammeldags,
kostpolitik,
kostpyramide,
krappeklør,
mad,
madkultur,
rim,
sang,
sovs,
spelt,
sulten,
sund,
sundhed,
søe,
øko
tirsdag den 26. juni 2012
Menneskebarn
At holde om og gøre stærk
den smukkeste på jord
for dig vidunder skaberværk
som gjorde mig til mor
At samle livets løse tråd
og holde dine hænder
at finde mod og give råd
til dagene de ender
Et menneskebarn at stå og se
der magter livets gåde
og i et nu blir alting til
på kærlighedens måde
//Astrid Søe 2012
den smukkeste på jord
for dig vidunder skaberværk
som gjorde mig til mor
At samle livets løse tråd
og holde dine hænder
at finde mod og give råd
til dagene de ender
Et menneskebarn at stå og se
der magter livets gåde
og i et nu blir alting til
på kærlighedens måde
//Astrid Søe 2012
Etiketter:
børn,
digt,
dåb,
forældre,
fødsel,
glæde,
gode råd,
kærlighed,
liv,
Livets gåde,
mor,
nyfødt,
rim,
skaberværk,
søe,
vers
Abonner på:
Opslag (Atom)