Martins Mortens aften

And og gås de går og gyser, på en kold novemberdag,
hvem skal lade liv og vinger, for en gammel hævnagt sag,
Martin også kaldet Morten, gik i skjul i bispeskræk,
Gåsen var en "whistleblower", det blev gåsens sidste træk,
Ydmyg Martin måtte sande at han salvet blev til bisp,
Det kan gå, men værre er det, det blev gåsens sidste gisp!
Martins skik og brug for godtfolk også i det kolde nord,
Gåsestegen er i ovnen til mit Martins nadverbord.

----- ♥-------

Gør klar tl at fejre endnu en indvandret skik, nemlig Mortens aften. (Martin bisp) som også reformatoren Martin Luther er opkaldt efter. Og i den forbindelse hyggetænker jeg lidt på de nye 95 teser der i 2012 bør slås op på kirkeporten med nye måder at finde frem og tilbage i de religiøse stridigheder der råder nu om dage. Debatten om homovielser, juletræer, Eid, frikirker, kirkeskat, religionskultur og multireligiøse samfund. Jo en tese eller to kunne vi nok godt trænge til - midt i debatten og nej og ja bispehatten :-)

 

//Astrid Søe - Mortens aften 2012

Mastermind med mælketand.

Voksne hjerner de slår klik: kunjunktur og banker,

krise, tilbud, politik, tykke pusselanker,

I min hjerne tænkes tit, når jeg hører efter,

kan de voksne holder trit? De går rundt og kæfter!

Hvad er op og hvad er ned, hvad er værd at lære,

Syns at verden er for fed - voksne de er sære!

Jeg har syn, ide og smag, håb og mod med mere,

jeg er klar så ta' og spørg, hvis livet bider skeer.

Jeg forstår mit eget land og de folk der bor der,

jeg har tabt en mælketand, ligesom en morder,

alle er forskellige, selvom meget ligner,

vi har alle krop og gen, græder eller griner.

Jeg kan tænke jeg kan tro, jeg kan finde hale,

selvom kroppen stadig gro, ved jeg jeg kan tale,

jeg er ikke lille dum, jeg er fyldt med viden,

kender alt om himmelrum, læser tommeliden.

Jeg ved godt at krig og fred, finde på vor klode

jeg blir også mægtig vred, når krigen er på mode

jeg forstår at verden tror, børn har ingen stemme,

trods jeg er et lille nor, kan jeg medbestemme.

Jeg har tanker jeg har krop, ligesom en voksen,

jeg kan sagtens følge trop, og tænke ud af boksen.

Prøv at se den verdensdel, der kun når til navlen,

der er fyldt med kloge børn, babyer og savlen.

Du kan dit og jeg kan mit, det er let at mærke,

uden deling - lige vidt - sammen er vi stærke!

vi kan google, læse om alt hvad vi vil lære,

men vi samler allerbedst viden i det nære.

Jeg vil gerne lære jer, mer om livets sider,

men det kræver ligesom at, nogen af jer gider!

Voksne de skal lære mer, skolen er for livet,

Børn kan mere end I ser - det er ganske givet!

//Astrid Søe + en flok børn 2012

Du dejlige november.

            

Melodi: Hvad var det dog der skete? (Den blå anemone)

Du dejlige november, du gråner gennem ventetid,

på tåspids gennem dagen, langmodigt vinter vid.

Du lukker sommerdøren blid,

og fryser jorden hård og hvid,

og solen leger gemme,

mens alle kan fornemme,

at tiden toner ud.

Du dejlige november, din tone der går ned i mol,

og stemmen hæs med feber, mens marken bliver gold.

Et egern samler nød og agn,

og frygter for det store savn,

af fordums frugtbar fylde,

og sommertidens gylle,

er glemt til næste år.

Du dejlige november, med gavekatalogers drøm,

og frakker med reflekser, som værn mod bilers strøm.

Når bilens motor mangler glød,

men vågner af et hjertestød,

når huen kradser panden,

og trykker på forstanden,

og læbens sprukne kys.

Du dejlige november, med sjap og fugt i sko og skov,

en rynke på din pande, novembers egen lov.

Dit ansigt gammelt, gemt og godt,

og sjælen blød, men kødet rådt,

med ånde fuld af tåge,

din tåre den vil love,

at længslen varer ved.

Du dejlige november, med mørke dages indre skær,

og kinder der må gløde - jeg har dig særligt kær.

Du stilner lys og liv og lyd,

og fuglen søger efter syd.

Alligevel du favner,

den brik som alle savner,

- et svar på gådeliv.

Du dejlige november, med tro på det der holdt og stod,

et træ der mister løvet, men stolt har fundet rod.

En gammel myte på din mund,

i knæet gigt og øjets blund.

Din ælde rummer livet,

nu dør hvad vi blev givet.

farvel, opstå påny.

//Tekst: Astrid Søe 2012

Allehelgen

Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, - blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat

Månemanden, den frække filur

 

Månemanden den frække filur,
Har kysset mig på en måneskinstur,
Skønt skyerne gik fra hinanden.

Og selvom han gjorde så inderligt kur,

Så gav jeg ham bare et ordenligt fur,
For månen er fra forstanden.

For bedst som man tar sig en lille lur,
Så stiller han om på nætternes ur,
Så søvnen slår sig for panden.

//Astrid Søe 2012 #børnerim

Schyyy sov du nu og ti

Det træ der står så ene
har ingen æt at læne mod
det træ der strækker grene
og rødder efter vårens flod
skal kende dunkle dage
før bladet er tilbage
nu hviler du langmodigt
i vinter vokse hi
på forårsdansen frodig
- schyy sov du nu og ti

 

//Astrid Søe 2012

Fri mig for friheden!

Samfundstendens: vi er nu nået til FRI- plejehjem, mens vi har set friskoler og fribørnehaver skyde frem med fornyet kraft de sidste 10-15 år. Altså institutioner der er skabt af ildsjæle rundt om uden om systemet. Tendensen er stigende og tydelig. Som samfund er der både noget rigt og fattigt ved de mange tiltag. De fortæller om et samfund der ikke har magtet at bevare nærsamfunds tanken og ikke

har råd til de mindre sammenhænge. Hvor kommuner nedlægger skaber borgerne selv nye steder.

Retorisk har vi mistet noget med navngivningen FRI skole/børnehave/plejehjem, for vi siger med ordet FRI at værdien er at være fri af skæbnefælleskabet ikke skabe nye vilkår i skæbnefælleskabet. Da friskolerne oprindelig blev støbt var det det pædagogiske og læringsmæssige setop, der gav mening til frihedstanken. Fritænkere.

Nu bliver alt der skabes af civilsamfundet navngivet: FRI...
Det koster i forståelsen af hvad det er at være del af et hele og et fælles samfund. Det koster når frihed bliver et modeord som mesterhak og bagt uden stråforkorter!

Frihed er en tanke om at sætte noget eller nogen fri fra eller til noget. Og vores samfund ( siger vi) er bygget på frihed og demokrati. Men det øjeblik vi "går imod" den offentlige mening bliver vores projekter stemplet med ordet: FRI.

En skole der opstår i en nedlagt folkeskole bliver ikke fri af at genopstå som folkeønske. Den er stadig skole for de selvsamme børn med ofte de selvsamme lærere og det ændrer ikke friheden at give et frihedsnavn. Friskolen er en tankegang - ikke en oprørssang mod stat og styre, finanskrise og kommunalbesparing.

Måske vi skulle få set lidt på hvordan vi behandler ordet frihed nu om dage.

Det er fattigt at stemple vores samfund som så ringe at alt der skabes udenom er det eneste der er "godt nok" til at få frihedsstemplet! Jeg holder så uendeligt meget af de gamle tanker der skabte vores mulighed for at skabe skoler med fritanke, som var Kold og Grundtvigs ide bag.

Den sorte skole med terperi og udenadslære skulle have en modpol i friskolen med fantasi, følelse og frisind. Her var det selve børnehøjden og pædagogikken der var frirummet, ikke pengepungen eller samfundskrisen.
Pas på gamle Danmark at du ikke snubler i dine ord. At du ikke mistolker hvad frihed er. At du ikke giver frihed tydninger der ender som "inde og uden" for samfundsrammen.

Det øjeblik er vores folkearv og nordiske opdrag ude og vi ender i et indsnævret forbitret systemsamfund splittet og misforstået over tid - mens sproget tilpasser sig noget helt skørt: At frihed ikke er at være medborger, men modborger. At samfundet er ufrit og noget vi frigør os fra når vi skaber lokalsamfundsmuligheder.

Det ville glæde mig om den siddende regering ville tage et par dage ud af kalenderen og læse op på vores historie, på samfundet, på den nordiske mulighed og tanke og overveje hvad frihed er? Om frihed er at være sammen, at stå fælles om en sag eller et land med mangfoldig tankegang eller om frihed er at fravælge landets sag og vilkår.

Når vi taler folkeskole kontra friskole skal vi huske at der gælder samme krav om output i eleven - det har loven bestemt - men måden vi møder eleven læringsmæssigt har hvert sit setup ( hvis der er tale om en grundtvig/Koldsk skole) friheden er altså en grundtanke i pædagogikken - ikke et forblæst ligyldigt prædikat vi klasker på skoler der overtages af forældrene.

Et friplejehjem er ej heller mere frit fordi det drives privat. det er blot: privat! Men vi er blevet smølfeblå bange for at kalde noget for privat!! hvorfor? fordi det indikerer et skel mellem stat og folk. Staten har opgivet noget og borgerne tar over, uden om staten. Altså: De FRIE (!) markedskræfter! Det lyder borgerligt <--- yep - der var det: ordet borgerligt, men her er ordet borgerligt et udsagn om at borgerne går imod en statsligt beslutning.

Hvad er et samfund egentligt hvis vi er borgerne mod staten? Hvis splittelsen går på hvem der har retten til at drive menneskeinstutioner? Det er jo der striden står. vuggestuer, børnehaver, skoler, plejehjem, hospitaler. alt der er for mennesker er en statsopgave eller er det?

Privatiseringen er et udtryk for at nogle borgere mener de har en anden opskrift at skabe menneskerum i., men husk nu bare at kalde det privat! Ikke fri!

Ja fri mig for frihedssnakken - den er forvrøvlet og hører ikke hjemme om sten og mørtel, bygninger der skifter hænder og ledelse.

Frihed er et begreb vi skal danse varsomt med. det øjeblik frihed bliver et skel i samfundet har vi tabt det hele. Det øjeblik er vi ikke længere et samfund, men sat helt på spidsen: en arv-art af et diktatur/statsvælde med borgerne som uartige ulydige Robin Hood frihedskæmpere der går imod styret og statsmagten. Jeg vil IKKE være fri af staten - jeg vil være fri som stat - som samfund!

Ja sgu og godmorgen vintertid!

 

//Astrid Søe 28. oktober 2012