tirsdag den 10. juni 2014

Afsæt

Der er afslutningsdebatter der kommer og går
Der er tanker, ideer og kam til dit hår,
Der er folk vi kan vælge og vrage iblandt 
Der er valgflæsk og løfter og holdning med kant 
Men ingen kan løfte et samfund og se
Hvor fremtid blir til

Der er gamle ord der taler om sorrig og glad
Der er stole så tomme hvor sjælene sad
Der er liv der er levet i storhed og fald
Der er statsmand på tinge og folkeligt valg
Men et er at vælges et andet at så
Et frø der kan nå

Der er tider fuld af dårskab og manglende mod
Der er dage hvor lykken er trådt under fod
Der er vidtstrakte drømme der bliver til skriv
Der er grundlov og gerning og blivende liv 
Som fodspor af såler er folkelivs ord
Et afsæt der gror 

//Astrid Søe 2014 #afslutningsdebat #dkpol www.livsoplevelse.dk


lørdag den 7. juni 2014

sommergrønt

Jeg bærer med smil min byrde
Melodi: Carl Nielsen, 1915

Se Sommer er kommet til verden
med frugter der svælger af duft  
og jeg er prinsessen på ærten
der mister min fulde fornuft

Jeg skrubber min nye kartoffel
jeg koger med salt og citron
og laver et hashtag med ROFL
for jeg er en #grøntsagsbaron

I bedet står de på række
kartofler med topstyret tro
en venstrebonde dem trække
af jorden så vi kan få ro

Jeg køber ved vejen en bakke
af jordbær der dufter af dag
og må østarbejdere takke
de plukker dem uden at klage' (så gør dog noget ved det for faen, stakkels mennesker!)

Jeg nedsvælger kilo af ærter
får tyndskid, fortryder med suk
men overvinder de smerter
for intet slår vel selvpluk?

jeg plukker af frugter i solen
jeg æder min vej gennem alt
for sådan lyder parolen
om Sommer - helt kort fortalt


onsdag den 4. juni 2014

Same, same but different

Undskyld jeg sir et alvorligt ord
nu hvor alvor er et glemt begreb
ringridning i magtens korridor
råbåndsknob på løkke og på reb
hvem har bundet hånd og mund og ben
hvem har glemt Jens vejmand og hans stene?
nogen må stable de vises sten
suge marv af bukkebruses ben.
Et er hæders ord
som de fleste tror
andet gætværk, arv og gæld
og noget blir glemt og noget står fast
noget forties
andet blir tast.
men på sidste vers
gir en kryds og tværs
ord der finder rette plads.
man vælger til og fra
moral og kaviar
etikkens egne spor


Alle vil påstå at de har ret
og har satset på tarok og trav
strudsen med hovedet i busk og krat
hvornår graver man sin egen grav?
Pressen gør hvad pressen nu gør bedst
sulter eller pisker hver sin hest.
tasterne gløder og skærmen skær
der er breaking både her og der
til det øjeblik
edderkoppens nik
sælger studen for en slik.
og nogen de græder og nogen de ler
nogen sir tak
andre sig ter.
lys og lattermild
i et krydsmisil.
uden retning, mål og med
det haster med et kram
imellem skyld og skam
og pressemødeglam


Ingen vil male politisk mel
på en mølle der er vingeskudt
nogen skal sluge en hel kamel
før end gjallerhornet gir et trut.
der er drevet gæk og pølsesnak
to stegte hotdog, mange tak.
få har for meget og færre fik...
nye flasker, genkendt retorik.
men da morgen kom
da var krybben tom
alt forladt og fejet bort
og hør var der ikke, en mand som just lo?
gu var der ej
der var sgu to
det er politik
optræk, elastik
demokratisk spil og spin
vi ligger som vi skal
snart er der atter valg
Der er et yndigt land.

//Astrid Søe 2014
skrevet over tonerne til "I dit korte liv". p.h.

tirsdag den 27. maj 2014

Der er ingen.

Der er ingen ord så tomme at sproget går tabt
der er sindbilledeviden og kunst vi har rakt
der er former der taler og toner i takt
der er famlende frihed og det der blir sagt
et møde med skæbne, motiver og drift
i nedfældet skrift

Der er ingen ord så store at alt er fyldt ud
skønt vi elsker og opliver nysprogets skud
mens vi fylder et tomrum med overspringsånd
et tveægget sværd i en menneskehånd
og vokser i tale, der stryger dit hår
i mundbårnes vår

Der er ingen ord så åbne at afstand forgår
der er skygger der længes og fattige kår
der er munde der gisper og kalder på fred
der er intet forladt på tsunamiens bred
et blødt stykke rav og et kys fra en mund
på afgrundens bund

Der er ingen ord så smukke som det der er dig
der er intet fortalt der kan række for mig
og solen kan lyse og livet se på
og midt mellem ord kan man svimlen forstå
bag mørklagte øjnlåg og åndedrætsstop
er ordet en krop

Der er ingen ord så stærke at livet blir ved
men det sagte forbliver som bindende led
med flytbare floskler og bidende vid
hukommelsestråde blir vævet til tid
og selv når du ligger og bliver til jord
er livet dit ord

//Astrid Søe 2014

mandag den 19. maj 2014

Det tar tid...

Det tar tid at lære livet udenad og gennemsvedt
Det tar vid at mestre livet mellem linier, overset

Det tar tid at leve livet fuldt og helt og uden grund
Men at miste det til gengæld det tar kun en lille stund.

//Astrid Søe 2014

tirsdag den 6. maj 2014

Bøger

Jeg kan egentlig bare godt lide bøger. også fysisk. sådan fingerspids mod en glat paperback eller en håndfladesvedig læderindbunden gammel svend der dufter af kældermug og konserves. Æseløre der fortæller dødshemmeligheder, nærmest dagbogsnoterede drømme og så notaterne, også dem der ikke er ens egne, de brugte bøgers hemmelige understregninger. Kommentarfeltet fyldt med foragt og forelskelse. Det er næste som utroskab at se i de gamle bøger, læse andres ord og viden og tanker. og falde hen, i søvn eller sanselighed et sted mellem linierne. forgabt eller forgældet. Og flossede bogrygge der falder som sne når man tager bogen op. Sider der ligger hulter til bulter og hulker over glemte sidetal. Det er mageløst. Det er magelæst.

Seriøst?

"Seriøst" er nutidsdansk for "Helt ærligt - Mener du det der, eller er det bare det sædvanlige pladder?"
Hvorfor? Fordi børn og unge er kommet i tvivl om hvad der gælder.
Det er ikke noget de har fra tidsånden, det er en nedarvet tendens der står i lys lue.

Seriøst er latin og betyder alvorlig.
Og alvor er noget vi er blevet bange for. Det stinker af råddenskab og død.
Gennem 90'erne og 0'erne opfandt vi "kunstig seriøsitet" vi tæskede rundt i skovene, med sikkerhedsliner på og lod som om vi var i fare for at dø, men vi kravlede med sikkerhedsko og sikkerhedsnet på de nærved og næsten stejle bakkeskråninger i Mols bjerge. Vi kvalte kaniner, opdratter til samme og vi spiste græs - hvilket var enormt grænseoverskridende. I dag er det en michelinstjerne værd hos Noma.
Men vi klappede hinanden på skuldrene og heppede når lille Louise tog svævebanen hen over en halvanden meter bred og 12 cm dyb bæk. Det var så fantastisk at prøve grænser med døden.
Ja, vi var selvsagt ikke rigtigt i fare, vi lod som om. Vi var vilde vikinger, vi teambuildede, vi tiltede i seng efter lejerbålet og brændt brød og drømte om hvor modige vi var, hvor fasttømrede vi var i livet og at vi havde snydt døden dagen igennem.
Imens gik de ansvarlige rundt i ly af mulm og mørke og tjekkede sikkerheden i liner, klatrevægge, bakterier i vandet, salmonella i ægget, sikkerhedsafstand på boksebolden og fanden og hans forjættede pumpestok med metalspids.

Og hvad sker der med alvoren? Med at mene noget, med at livet koster livet og det kræver en hel del alvor og ansvar.


Demokratisk dannelse

At lære om demokrati via x-faktor og Robinson.
Vi stemmer gør vi, hele tiden, sms stemmer om dette og hint. Stemmer "Maren fra Kæret" hjem så kneppe Kurt og Patte Pia kan fortsætte deres leg med lagnerne i bedste sendetid.

Man må pisse i grundvandet for at forstå alvoren hos de nyeste slægtled.
For vi er blevet så forsigtige at vi kun kan træde forkert. Vi har ikke en chance for at sejre.
Oprøret ulmer og det er både grimt og klumpet.
Det er noget med at sige bandeord til sin lærer eller nægte at spise ærterne op, det er noget med at skeje ud af røvfirkanten og lave en selfie hængende fra et kirkespir 300 meter over jorden uden line og sikkerhedsnet.
Det er noget med at drikke sig stinkende fuld eller udfordre andre til at springe i havnen, med CULT som igangsætter. for ja da, reklamebranchen er med hele vejen og guider oprøret med sikker hånd. næsten som var det en manual.
Vi hujer at grin når en lille 2 årig, godt instrueret siger "Fuck Egelund" bare fordi vi ikke selv tør, men godt gad sige det. højt og med munden fuld af morgenmad.
Et mediestøttet oprør, godt med fuck og frankering undervejs.

Vi har nemlig brug for at blive sat igang, fattigt, men det ser sådan ud.
Vi higer efter nogen der som Felix Baumgartner, iværksat af Red bull, kaster sig ud i tomrummet og vi holder vejret mens vi kværner en energidrik, og dør lidt for hvert spin han tager, denne spindokter ud i kunstig befrugtning af vovemod. Fedt, så er vi fri for at spise græs og hænge med ti år + svangerdellerne ud over sikkerhedsudstyret på en svagt hældende bakke på mols. det ser også så grimt ud med de der deller, ikke til en selfie eller noget. Næ Felix kan fikse det for os.
Vi deler den ene vilde video efter den anden og youtube mæsker sig i vores længsel efter det dybe vand.
Fra sjove hjemmevideoer hvor bedstemor snubler i gulvtæppet, eller lilleputte falder i søvn i suppen i ulvetimen, til vildskab hvor man tæver en tilfældig i metroen eller flår en levende kat for rullende kameraer.

Imens sidder vi midaldrende og deler hahaha opdateringer på Facebook om blyanter der kan spole et kasettebånd og ægte hudafskrabninger på knæene, for det var så meget bedre dengang i de gode gamle dage. og hvem får de opdateringer? Det gør de midaldrende selv, for de bliver delt til hinanden, de unge er for længst skredet over til snapchat og noget hurtigtfix fotoforstand med filter og S/H seriøsitet.
Her deler de seneste tattoo og trender vi andre er hægtet af fra for længst.

Generation finanskrise.

Så er der de yngste, dem med "seriøøøøst" som erstatning for Javel og skal ske.
Hvorfor det skifte?
Måske i savnet efter noget seriøst!

>>Skat, der skal dækkes bord<<
>>Seriøst?<<
>>Nej nej, vi spiser af bordpladen og tørrer mund i dugen skat<<
>>Seriøst!<<
>>Ja da, hvad ellers?<<
>>Ej, seriøst mor?<<
>>Dæk bordet!<<
>> …..Jeg er seriøst lige ved at nakke en fjende i borderlands 2<<
>>Jeg er seriøst, som i alvorligt talt, som i NU<<
>>Det er seriøst nederen<<

slask slask slask *Indsæt selv lyden af tweenie fødder der slæber sig gennem lokalet*
Og det er seriøst nederen at måtte gå fra en fjende der truer en, så man næsten tror man selv er helten på den blåskimlede krikke fra Klampenborg. For spillene udgør samme drift som 90'ernes og 0'ernes selvudviklings kaninkværkende, kend din pik, faldskærmsudsprings kurser.
Det er nederen at opdage at hverdagen "overruler" selv den værst tænkelige fjende i ens spilfantasi.
Mor og far er sgu seriøse nok for en hel hær.
Som slask slask slask lyden bliver til småsnak og hverdagspludder tager livet over. Det er det der med ansvaret, ikke det kunstige for "teamet" eller "spilfiguren" men for sig selv og familien. For noget man gør ved at flytte sig, fysisk og gøre en pligt. Lille men anselig i forhold til at spise af bordpladen og tørre mund i dugen.

Seriøst?