SAUDADE

Jeg satte mig ned og blev et med et ord,
Der sad jeg så ganske forstenet,
For ordet er et der rører og gror,
Og skærer sig helt ind til benet.

Jeg søgte og ledte,og grænsket hver lyd,
Når ordet det lå på min tunge,
Og fandt i hver tone en umildbar fryd,
Båret på luft fra min lunge.

Jeg springer fra stolen mod livet påny,
Med ordet i tanke og tale,
Og natten er gået og dagen den gry,
Mens naboens hane den gale.

Vi rejser os ikke fra mørke til lys,
Vi driver i døgn gennem året,
Hvor troen og håbet og modet fornys,
Mens livet det gråner i håret.

Jeg fandt mig et ord, som mange før mig,
Jeg fandt mig en tone det trækker,
For kærligheden er iogforseg
Saudade - hvor altet det rækker.

//Astrid Søe 2012

Lommeulden filosofi

Med et hurtigt greb i lommen,

bliver hele verden til,

der er sand og ostekommen,

en kastanie er på spil

Der er nullermænd fra navlen,

der er krummer fra Hobro,

knækket kridt fra skoletavlen,

servietter fra en kro.

Femti øre jeg har fundet,

en billet fra Mols til Mars,

skrabelod som jeg har vundet,

huskeseddel på mælk og fars.

Der er otte mælketænder,

brev fra en jeg elsker højt,

aftryk efter mine hænder,

lærkers glade fuglefløjt.

Sten med hul fra tur ved havet,

en papirklips fra mit job,

savsmuld efter jeg har savet,

lommeuld og livets krop.

Der er noget ganske særligt,

ved hvert minde som der bor,

tømmer nænsomt, stille, kærligt,

lommefilosofisk foer.

//Astrid Søe 2012 #Lommeulden filosofi
melodi: egetræet tungt af alder

www.livsoplevelse.dk

Tid til tiden

 

Der er så meget vi skal nå,

Vi jager og vi løber,

Trods det vi ved vi går i stå,

Hvis travlhed livet støber.

Så sæt dig ned en stille stund,

Og læn dig helt tilbage,

Og tag et "midt-på-dagen" blund,

Og kom så stærk tilbage.

For hvis vi iler livet ud,

Foruden hvilepauser,

Og uret altid står for skud,

Kalenderen forbavser.

En dag er livet løbet ud,

Som lysene i stagen,

Så husk det oversete bud:

Ihukom hviledagen!

//Astrid Søe 2012 #Travlhed

www.livsoplevelse.dk

Kassér kasserne

Det øjeblik man endelig må tænke ud af boksen,

er øjeblikket hvor man ved: Nu er jeg blevet voksen!

Fra vugge, børnehave, folkeskole, gym og andet,

der skal man tænke regelret, skønt det er så helt forbandet.

For hjernen kender ikke til at dele ind i bokse,

og hvis man gør, så kan ens hjerne ikke gro og vokse,

for hjerner de er lavet til at finde snirkelveje,

og finde på en ny ide og skæve tankelege.

Jo hjernen er et fint organ, et instrument af snilde,

så slip den fri og lad den gøre som den gerne ville,

for hvis vi former hjernen om og gør den til en kasse,

så får vi mennesker der bliver ganske utilpasse,

for der er ikke længere ideer eller påfund,

og så det slut med vores kreative lille samfund.

//Astrid Søe 2012

Ordsprogs-sprogord

Det er tem'ligt dumt at save grenen som man sidder på,

det er skørt at flytte skabe, når man ved hvor de bør stå,

det er skidt at sælge skindet, før end bjørnen den er død,

eller græde over mælken, der er tilbud på en "Sød",

krydse åen for at hente, vand når hanen den er fuld,

tro at alt det bling der glimter, er det rene pure guld,

lytte til de tomme tønder, når de buldrer højt og lyt,

sidde fast i ordsprogsstrømmen, når man skulle skabe nyt!

//Astrid Søe 2012

Mødested

Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.

Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.

Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,

Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.

Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.

Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.

Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.

Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.

Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.

Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.

//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.

Martins Mortens aften

And og gås de går og gyser, på en kold novemberdag,
hvem skal lade liv og vinger, for en gammel hævnagt sag,
Martin også kaldet Morten, gik i skjul i bispeskræk,
Gåsen var en "whistleblower", det blev gåsens sidste træk,
Ydmyg Martin måtte sande at han salvet blev til bisp,
Det kan gå, men værre er det, det blev gåsens sidste gisp!
Martins skik og brug for godtfolk også i det kolde nord,
Gåsestegen er i ovnen til mit Martins nadverbord.

----- ♥-------

Gør klar tl at fejre endnu en indvandret skik, nemlig Mortens aften. (Martin bisp) som også reformatoren Martin Luther er opkaldt efter. Og i den forbindelse hyggetænker jeg lidt på de nye 95 teser der i 2012 bør slås op på kirkeporten med nye måder at finde frem og tilbage i de religiøse stridigheder der råder nu om dage. Debatten om homovielser, juletræer, Eid, frikirker, kirkeskat, religionskultur og multireligiøse samfund. Jo en tese eller to kunne vi nok godt trænge til - midt i debatten og nej og ja bispehatten :-)

 

//Astrid Søe - Mortens aften 2012