Oh Danmark...

Melodi: Vort modersmål er dejligt

Oh dummerhoved danmark, du lille pose jord,
kan du da ikke se at man må så, førend det gror?
At frihed ej er hellig, men kom med renter på,
for frihed fostrer frihed, og tryghed til at tro.

Hvad glemte du derude, mens du var udenlands,
og leget med de store der byder op til dans?
Du hjemkom uden trusser og hjerteslag i bryst,
og selvom mange piver, så er der ingen trøst!

Nu fryser du om røven og går på tilbudsjagt,
du mobber og du river, jeg sir' dig det blir' sagt!
så på med mamelukken og vanten om din hånd,
på røven er man hvis man ikke vedgår arv og ånd.

Jeg husker dig som lille, en skøn og vilter sag,
dig vil jeg altid elske og ære hver en dag,
nu går du rundt og blotter, din sjæl og sølle skød,
hvorfra i fordumstiden så meget frihed flød.

Ihukom hvad vi ville - og vil og tror og kan,
vi er trods alt et stormombrust og ganske lyk'ligt land,
stå fast og værn din vilje til tillid og forstand,
og har du tabt forstanden, så spør dog menigmand!

Det mig der står herude og banker på din port,
og hejser flag i haven og i en hundelort,
det mig der gav dig livet og værnet om din ret,
hvor vover du at sige, du nu er blevet træt.

Stå op din dorske frøken, til lands, til vands, til bud,
tag på din brudekjole, dit allerbedste skrud,
Vi vil dig gamle danmark, gå ud og byd dig til
jeg siger JA for fanden og Gud om hvem der vil.

Det nytter ikke meget, du knalder udenom,
min indførsret er det at gi dig liv og være gom,
vi bygger op fra grunden, hvad krisen åd af sten,
i kærlighed så skaber vi sgu nok en lille en!

//Astrid Søe 2013 #I al kærlighed - Basta!
www.livsoplevelse.dk

Godt Nyt-Ord

Godt nyt-ord i ord og billeder
1012-13.

https://www.youtube.com/watch?v=I7xJhNRkI1A

Når frosten tvinger

 

 

Melodi: Er lyset for de lærde blot?

Når frosten tvinger, dagen gryr,
med liv i himmelsale,
da tågevinger alt fornyr,
og himlens engel tale.

Vær stille hør; et håb er tændt,
med lys og nye toner,
for dagen den er atter vendt,
mod træets stolte kroner.

Fra roden løber livets vand,
I årer gennem stammen,
og mimers brønd blir klar og sand,
mod fenrisulvens glammen.
Da gjalder Heimdals horn og håb,
i kor med englestemmer,
i vinterfrost er dagens dåb,
opstå, hvad hver fornemmer.

I træets krone gemt og glemt,
forladt, en lærkerede,
Hvor håbets strofe indeklemt,
nu føniks vinger brede,
Hvor sneen faldt og modet steg,
den strenge kulde sendte,
en kærlighed, så frosten veg,
Og juleglæden tændte.

//Astrid Søe 2012 - www.livsoplevelse.dk

Kender I den om Kulturministeren?

Komponist: Johnny Marks - Kender I den om Rudolf?
Tekst: Astrid Søe 2012 

Der er klovne i lovene,
debat ud i tov'ne.
Elbæk der går væk
kultur der for kæk!
Kærlighed og krig,
sæt for fa'en da kunsten fri!:

Er man kultur minister,
gir det altid hovedbrud.
hjertet får brug for klister,
dag og nat man står for skud.

Kunst er at ballancere
mellem kant og kyndigt råd
kunsten har fældet flere,
der har gjort umage dåd!

Men en kold decembernat
vor minister skreg:
"Jeg kan ikke finde vej,
embedsmænd, kom og lys for mig!"

Men da var håber slukket
Marianne stod i kø!
håndtasken den er lukket!
frosten endt, med frøken tø!

November testamente

November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber "vent dog, tøv",
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
"Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler",
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.

//Astrid Søe 2012

SAUDADE

Jeg satte mig ned og blev et med et ord,
Der sad jeg så ganske forstenet,
For ordet er et der rører og gror,
Og skærer sig helt ind til benet.

Jeg søgte og ledte,og grænsket hver lyd,
Når ordet det lå på min tunge,
Og fandt i hver tone en umildbar fryd,
Båret på luft fra min lunge.

Jeg springer fra stolen mod livet påny,
Med ordet i tanke og tale,
Og natten er gået og dagen den gry,
Mens naboens hane den gale.

Vi rejser os ikke fra mørke til lys,
Vi driver i døgn gennem året,
Hvor troen og håbet og modet fornys,
Mens livet det gråner i håret.

Jeg fandt mig et ord, som mange før mig,
Jeg fandt mig en tone det trækker,
For kærligheden er iogforseg
Saudade - hvor altet det rækker.

//Astrid Søe 2012

Lommeulden filosofi

Med et hurtigt greb i lommen,

bliver hele verden til,

der er sand og ostekommen,

en kastanie er på spil

Der er nullermænd fra navlen,

der er krummer fra Hobro,

knækket kridt fra skoletavlen,

servietter fra en kro.

Femti øre jeg har fundet,

en billet fra Mols til Mars,

skrabelod som jeg har vundet,

huskeseddel på mælk og fars.

Der er otte mælketænder,

brev fra en jeg elsker højt,

aftryk efter mine hænder,

lærkers glade fuglefløjt.

Sten med hul fra tur ved havet,

en papirklips fra mit job,

savsmuld efter jeg har savet,

lommeuld og livets krop.

Der er noget ganske særligt,

ved hvert minde som der bor,

tømmer nænsomt, stille, kærligt,

lommefilosofisk foer.

//Astrid Søe 2012 #Lommeulden filosofi
melodi: egetræet tungt af alder

www.livsoplevelse.dk