Sommervingesuset

Frosten har sat min have i skak
Kulden har visnet min lilje
Havebænken skaller sin lak
Vårvarm er dog min vilje

Når noget gammelt skal gry påny
Rejses af frost og kulde
Støves af i land og by
Alt mens stenen den rulle

Gensyn og gribende glædes tafat
Leg under solsortens trille
Påskemorgen løfter sin hat
Højlydt med råb om at ville

Midt mellem mangel på varme og vår
Myterne griber til opstand
Noget skal genses hvert eneste år
Livet skal suge af Vievand

Af dvale er vågnet en sommerfugl
Fra vinterskjulet i huset
Og lander genfødt på liljen gul
Med sommervingesuset

//Astrid Søe 2013
Påskemorgen

Langfredag

Frossen jord på Golgata
Hovedskal af ælde
Myter gror imellem lag
Lidelse fortælle

Udmålt mellem ånd og ord
Kors af hånd og handling
Skrift og bog er ene spor
Tyder om forvandling

Uden ondt forstås ej godt
Lys beror på mørke
For at kende forskel blot
Vand hvor der er tørke

//Astrid Søe 2013
#Langfredag

Gæk gæk

Gækkebrev og påskeliv
Klippe tænke klistre
Men hvem skal mon ha mit skriv?
Jo - mit lands ministre

Lille Lotte fandt sit mod,
Underskrev med prikker,
Fik et svar hvorpå på der stod:
Udfyld i rubrikker

Påskegæk og saksehånd
Nem-id med koder
Passer skidt til nutidsånd
Prikkerne de roder

//Astrid Søe 2013
#gækkebrev ensretning

Da Danmark glemte danmark

Der var engang et lille land, som glemte hvad det var,
For der var krise, smalt og surt, det så kun brodne kar,
Og alt var alles kamp mod alt, det fælles visner bort,
Og politik og samfundssyn, det kom igen til kort,
Så sad det lille land forladt, og tænkte hvad gik galt?
Når verdens lykkeligste land, er blevet ganske kvalt,
Hvad var det nu vi drømte om, før krisetid og nød?
Et land hvor den der intet har, må sidde på dit skød,
Hvor alle mødes med den tro, at de er noget værd,
Og politik var vejen til, at mødes hver især,
Nu skændes vi på tværs af kuld, kultur og krisetid,
Oh lille land, omblæst og mild, af fenris får du bid,
Måske du snart skal lægge dig, som Maude og be om ro,
Og hvis du gør så lover jeg, vi gør det begge to.

//Astrid Søe 2013
#Hans Christian - jeg går op og lægger mig!

Ventevår

Under sneen skjult fra solen
Ligger livet lunt på lur
Og i skabet sommerkjolen
Venter stadig på sin tur

Isen knuger bugt og have
Frosten favner mark og jord
Under sneen som en gave
Forårsspinkle spirer gror

Jævndøgn kom og vendte kloden
Til et grønt kalender år
Selvom sneen slår mod ruden
Lover solen snarlig vår

//Astrid Søe 2013

Afsked før du dør.

 

Der imellem dag og uge,
Løstes ord og tillids sprog,
For kun vilje kan udruge,
Svære ord i livets bog.

Der er vrede, håb og afmagt
Når du går din nye vej
Der er ord jeg ikke har sagt
For du er jo her i mig

Der er viden vi forsager
Lukker ude, ønsker bort,
Indtil du og jeg opdager,
Livet er så smukt og kort.

Der er rejser der må tages,
Der er liv der går i stå
Venskab er når tillid dages
Nået er hvad vi sku nå.

//Astrid Søe 2013

Fra sogn, til provsti, til læbe-stift!

 

Melodi: livet er en morgengave.

Man kan give folk en finger,
Kaste håndtegn, vinke væk,
pudse glorien, og gro vinger,
bag en grøn ligusterhæk,
slå et slag for salmebogen,
tordne ord til mand og Gud,
men en torden kan jo ende,
med man selv må stå for skud.

Det er "synd" for ham der præsten,
som erkender syndefald,
røde læber, frække øjne,
politik som engangsknald.
Skal man tage magt og vælde,
fra de hulde piger små?
Rynkecreme og ind med ælde
bør de så i Burka gå?

Er det fortsat det der gælder?
Er en kvinde bare kød?
Hushold, køkkenfrikadeller,
føde børn af moderskød.
Når Maria Magdelene,
er ved magten og tar fat,
da vil munken ganske ene,
drømme i den hede nat.

Politik som sex og syndig,
gammeltestamentligt bavl!
for en kvinde bliver myndig,
demokratisk - uden savl!
Ta og pak det syn på duller,
deres øje, mund og hånd,
for du får den kolde skulder,
mandehørm foruden ånd!

//Astrid Søe - Marts 2013
www.astridsoe.dk

Kommentar til: http://m.jyllands-posten.dk/opinion/breve/article5270049.ece