onsdag den 18. september 2013

Marken er mejetærsket, høstsang



Marken er mejet, med store maskiner,
kornet er i siloen, og rundballer af hø.
Frugten er sprøjtet for fulde gardiner,
og du kan dem købe hvis du stiller dig i kø.
Stubmark brændes af,
pløjning, ingen sag,
og med EU tilskud så vil ingen bære nag.
Stubmark brændes af,
pløjning, ingen sag,
og med EU tilskud så vil ingen bære nag.

Sig det med blomster, for høsten vi fejre,
og så skal vi faen'm galme holde os en fest.
Nakken tilbage og ind med en bajer,
lige tjekke nettet, hvilken spelt er bedst i test.
Landbrug, gamle jas,
tak for sjov og spas,
din kulturhistorie trænger voldsomt til stillads.
Landbrug, gamle jas,
tak for sjov og spas,
din kulturhistorie trænger voldsomt til stillads.

    Tekst: Astrid Søe, 2013
    Melodi: Folkemelodi - Marken er mejet

Lille lattermilde måne



Lille lattermilde måne,
lys foruden skyld og skam,
for i natten må du låne,
kærlighedens fjedderham,
med dit lys der gråner skyen,
går du gennem mørkeland,
og til dagens spinkle gryen
er du månemandsforstand.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Hin-anden

I Danmark et sted i morgentrafik,
med hverdag og "skynd dig" og stress-nær,
kom andefamilien som det er skik,
på række og rad og gav nærvær.
Der er noget roligt ved vraltende kræ,
ved slægt følger slægt over vejen,
at værne hin-anden i ro og i mag,
for tiden den er jo din egen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk



onsdag den 11. september 2013

Evolution


It matters to move a human.
It matters more to move our humanity.

//Astrid Søe 2013

Det har betydning at bevæge et menneske.
Det betyder dog mere at bevæge menneskeheden.

//Astrid Søe 2013

Gru & Gro


Viljen til at stå ved ord,
offentligheds offerbord,
kaste holdning ud i kamp,
modet højt, for fulde damp,
ville mere, turde alt,
det er endnu livets salt,
rejse sig det faldne mod,
koste liv og sjæl og blod,
vare ved med villighed,
sværge læberne af led,
mundliggøre gru og gro,
skabe, dræbe, bygge bro,
finde sjældne nye mål,
ildsjæl med et indre bål,
at bevæge klodens drej
Tak fordi at du er dig!

//Astrid Søe 2013

Til mine inspiratorer


tirsdag den 10. september 2013

Melonmanden Mogens

Melonmanden Mogens var gået i seng
så sur som en syltet rødbede,
for dagen igennem da havde han søgt
at finde og rode og lede,
men ikke et eneste sted var der bid
hans mod og hans håb sank i livet,
hvad hjælp det at smilet var bredt som en bag?
når nogen havde ham skivet!

//Astrid Søe 2013
#Børnerim


Før jeg bliver voksen

Før jeg blir voksen skal livet gro
som ukrudt vildt og uden hånd
som håret uden saks
og dagen uden nat
uslukkeligt, uterligt, frit
en gave
der er dit 
og
mit

//Astrid Søe 2013