Gamle Severin

Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.

//Astrid Søe 2013

Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.

Jeg glæder mig i denne tid (jul)

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes fred, der findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.

så når jeg ud i skoven går så springer grene ud som vår når julevarmen kommer En lille pige holder hånd og gode mennesker knytter bånd og skriver julebreve jeg ønsker dig en glædelig jul at frihed flyver som en fugl og lander som din gave decembermåned gør så glad et tindrende forundringsbad af kildevæld der løber med kærlighed og viljelyst et ord til dem der mangler trøst treenigheden støber velkommen jul, velkommen liv du standser verdens larm og kiv kun gladeste ved det milde du er en gammel melodi der løber i mit blod fordi din sang er livets kilde //Astrid Søe versetempo lånt af Peters jul...

November med måde

November køber nye sko
der holder kulden ude
med velcroluk og snørrebånd
og ekstra holdbar snude

November samler virusnys
og honningmælk på sengen
og kogevand af nældeblad
jeg samlede på engen

November tæller sine børn
et år af frugtbar væren
og smiler gennem tågedis
opstår i atmosfæren

November viser årets høst
af sorger og af glæde
og bringer nærværs største ord
du var dog helt til stede.

//Astrid Søe 2013 - november

Kanel eller kaos

Grøden er kogt og smørklat der i, sukker og godt med kaneler,
Men Eu har skrevet et nyt direktiv, så nu må jeg sluge kameler!

//Astrid Grødhoved Søe 2013

Med ord skal ord

Med ord skal ord fordrives

Med ord skal ord tilgives

Med ord skal ord beskrives 

Søren Kierkegaard for børn uge 45 i Odder

Voksne de klør sig i håret og sir,

Hvad skriver mon manden på dette papir,

Hvad mener han nu, med dette og hint,

Jeg fatter det ikke? Det sku være fint.

Mange har prøvet at fatte hans ord,

Men det er sgu svært når man er helt stor,

Klogskaben den har de korteste ben,

Du fatter det nok, du er sådan en!

Fortælling om han Søren Kierkegaard,

Forbandelse, bøger og vestjyske får,

Om latterlighed og at tabe sig selv,

Men så samle op med lidt mod og lidt held,

Om livet og tomhed og tanker især,

Det handler om dig, for du er det værd.

Fortællinger for børn i Odder Kommune.

4-8 november 2013

Blæs

Der er noget helt essentielt ved den usynlige blæst der fejer gulvet rent, henter liv, tegner død, flytter rundt på det vandte, knuger og spærrer inde. Og skønt du er skjult, ser vi dine fingre stryge gennem håret og gråne landskaber. Dine hænder ryster et hus, løfter et tag, dræber, løfter roden fra livets træ. Og dagen derpå, underligt stille, ikke engang sådan rigtigt lykkeligt, selvom alle Kyllinger er i live og ræven ikke havde bidt dybere end end knapt til knoglebenet. Og alligevel vemodigt i fornemmelsen og erkendelsen af at livet er så småt og tilfældigt. At vi puster os op og alligevel mister pusten blot naturen et øjeblik får trang til at minde os om hvor små vi er. Jeg kan tage dig, når og hvor som helst, jeg kan knuse dit kranie i min næve, eller brænde dig til glemsel. Det er godt, det er fint, det er vilkåret. Og derfor med blæstens gave, igen et gennemsigtigt landskab. En hvirvelvind af blade der trække gennem luften og væk. Grene der nøgent og blottet står tilbage. Som tilværelsen når den finder sit nu. Fugle der lander som lys og liv og læner sig forsigtigt mod en stamme, dagen derpå. I hel og gennemrislende eksistens. Dødens vilkår virker igen naturgivent og gennemtænkt. Selvom det er pludseligt og skarpt som en blåmusling der trædes under bare tæer. Og rynkerne der var der længe før du så dem. Samler vi op, hvad du tabte, gennem livet, i blæsten, i vinden, i vilkåret. Og du fik ret. Din kost fik fejet efteråret bort og vinteren imøde. Længslen efterlod du, som flydende ark ved næste bølge. Eller det aftryk af viden den knækkede gren bar i barken tidligt i morgenlyset. Vi er så latterligt små trods storhedsvanviddet . Tak for det. Sådan er det bedst. Sådan er vi bedst. I blæst.

...eller noget