Året gik og nytåret kom - det fornemmes også hos "den gamle af dage"
Grundtvigs nytårstale 2019 på Youtube: https://youtu.be/g18oWYS9yR0
En betablokker fra hjertet, fra livet, fra hverdagen. Holdninger, sagn og sang i en folkeoplysningstid. God læselyst! Astrid Søe©
torsdag den 2. januar 2020
fredag den 6. december 2019
Juleevangeliet 2019
-->
Og
det skete i de dage at der skulle leveres ny finanslov, den første finanslov
efter at Mette var blevet statsminister. Og alle partier, interesseorganisationer
og borgere drog ud for at påvirke udfaldet.
Imens
var der en stilladsarbejder der hed Joseph, han havde før været tømrer, men han
var gået ned med stress over et IKEA møbel han skulle salme med deres manual og
havde derfor skiftet job. Han havde tidligere erfaring med stilladser til
babelstårnet og mente derfor at han nemt kunne glide ind i sjakket, selvom han
ikke havde overenskomst.
Joseph
havde scoret på tinder, han havde eller været single længe, men han havde under
sit sabatår på højskolen i Ollerup sunget en grundtvigsalme der viste han noget
om ”Det fælles bedste”. Nu tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde,
sang de. Tinder! Og som sagt så gjort, Joseph indskrev sig på tinder og de blege
kinder glødede da også så snart han swipede en chick der hed Maria. En gæv
vestegnspige der gik på FGU. Det viste sig godt nok at hun allerede var gravid
med en anden, men for Joseph betød det ikke så meget for han var stor fan af regnbuefamilier.
De
flyttede sammen og det blev hverdag, hver dag!
Maria,
hans forlovede var taget i Føtex og havde købt en blå flyverdragt med dinosaurer
og på bonnen stod der forkyndt at den var til drenge. Hun gik straks hjem til
Joseph og sagde at det var blevet hende forkyndt at kun skulle føde en dreng. Helt
uden at scanne bonnen fra Føtex.
Joseph
der kom fra en meget rummelig familie syntes nok at det var lige lovligt
umoderne at definere barnets køn, når nu man havde ret til selv at vælge, men
Maria holdt på sit.
Ikke
så længe før Maria skulle føde fik Joseph og Maria besked om at deres boligblok
skulle rives ned fordi den lå en ghetto. De skulle derfor flytte og det skulle
være hastigt. Det var ikke helt nemt at finde en ledig bolig og de rejste
derfor noget rundt og ledte efter ledige lejeboliger og imens de ledte gik
vandet og Maria og Joseph bankede på døren hos kommunen, men de havde ikke
nogen ledige boliger og henvist dem til nogle barakker og her fødte Maria en
lille dreng som hun straks svøbte i den blå flyverdragt med dinosaurer på.
Imens
var der endelig nået enighed om finanslovsforhandlingerne og Wammen stod frem
for pressen der havde ventet dag og nat og holdt vagt ved Christiansborg og
erklærede hvordan husholdningsbudgettet skulle forstås - Først blev pressen grebet
af stor frygt fordi de ikke havde adgang til regnearkene i Excel, men Wannem
sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være
for hele folket: I dag forkyndes der at der kommer bedre normeringer i
vuggestuer og børnehaver.
Og alle svarede; Wammen!
Ikke længe efter bankede det på barakkens dør og udenfor stod pressen og
spurgte ind til deres reaktion på de forbedrede normeringer til deres lille ny.
Jo, mumlede Joseph, det får et like.
Og Ikke længe efter det bankede det igen på døren og udenfor stod kamelen
Ali, som var skredet fra sin elefantven i zoo og på ryggen af den, sad selveste Nicolai Wammen, som kom for at skænke den lille familie både bedre normeringer,
børnepenge og fri barsel til selvstændige.
Maria og Joseph var lykkelige. Maria levede af sin instagramkonto hvor hun
delte billeder og fortællinger om hendes liv som mor og alle hverdagens oplevelser
med sin dreng. Da hun rundede 2.000.000 følgere, ringede selveste Mark Zuckerberg
og tilbød hendes dreng sin egen konto, og sådan blev det. Drengen fik også en
ok kontrakt med Ecco sko om at promovere deres sandaler på sin instagram.
Selvom familien var lykkelige, blev det alligevel for meget for drengen med al
den opmærksomhed og han endte med at hænge ud med en bande, de var vist 12
foruden ham selv og kom i kontakt med SSP fordi særlig en af dem var indblandet
i hvidvask og bestikkelse, siges det.
Da drengen blev voksen, meldte han sig til et tv-program der handlede om at
finde sine ukendte forælder og de fandt også faren, der havde en ledende stilling
på Sky-News.
Men det hjalp ikke drengen stort da han stadig, som influenser på de
sociale medier, blev beskyldt for at sprede løgne og efterfølgende mistede en
del følgere. De sidste tre år gik han offline som hjemløs og solgte ”hus forbi”
Han blev korsfæstet af sladderbladende i en alder af 33.
Og så vidt vides hænger han ud endnu.
Etiketter:
bander,
debat,
fgu,
finanslov,
flyverdragt,
føtex,
grundtvig,
IKEA,
instagram,
jul,
juleevangeliet,
Mette Frederiksen,
Nicolai wammen,
Ollerup gymnastikhøjskole,
salme,
samfund,
sladderblade,
ssp,
søe,
tinder
onsdag den 6. november 2019
Frihed er at elske forskellighed
Samtaler og debatter handler altid
om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på
grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det
skal ikke skille os ad, siger vi - og surmuler alligevel som en morgentræt
teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre
synspunkter.
Kærligheden er også den
forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre
skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store
grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt,
julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man
helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end
tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et
instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med
åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker.
Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er
forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni
og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at
lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der
rimer på kærlighed uden grænse.
Et samfund er denne forskellighed.
Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig
tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.
I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes
mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine
modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske
tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med
åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi
har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter,
tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak,
læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe!
Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!
I 175 år har vi samlet på
forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den
7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for
175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det
menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig
med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt
menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske
til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og
igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste
sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde
vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord
som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at
sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller
motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk
poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.
I går sad jeg i bilen på vej til
København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at
samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene
i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at
oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne
løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en
genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid
har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må
vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og
så solen gry - kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede
over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde
krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp,
aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst
- og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom,
økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og
sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og
bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid
på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er
forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte
beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom
vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver
generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og
særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at
dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og
forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente
hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den
upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed
og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke
gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med
badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene
derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle
parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om
belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone
slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at
behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver
generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den
læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange
gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for
den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os
gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs-
og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der
råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel
velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender,
noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra "selfie"
til "Bellfie".
John Donne skrev:
Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
-
Hvem ringer klokkerne for
-
de ringer for dig."
Fornemmelsen for fællesskab er som
tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet,
både det menneskelige og jordnære. "alle dem der hopper, mister
jordforbindelsen" råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til
fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev
Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop
tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset
hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige
upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget
igennem, men den der er et mødested - også mellem generationer. Vil vi noget,
skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt
i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I
morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk
en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i
toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen
kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra.
I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er
et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi
ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at
smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder,
status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og
finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over
der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje
til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.
https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden
Etiketter:
175 år,
dannelse,
de frie skoler,
forskellighed,
frihed,
fællesskab,
generationer,
grundtvig,
højskole,
klimakrise,
kærlighed,
politik,
pornhob,
radio4,
samfund,
samtale,
søe,
Ungdom,
æggekage
onsdag den 25. september 2019
tirsdag den 7. maj 2019
"Grundtvigs" tale til Højskolernes årsmøde, 175 års jubilæum
Men..
Far er stolt
Min unge er blevet voksen,
umulig, uregerlig, selvrådende, bumset og basker med frihedens vinger.
Hvad er den vel, den gamle
skoleform.
Et opkog af åndens maggiterning.
En suppe på en fælles visk
Hvem faen siger nej til
natmad?
Ikke den gamle.
Det at drømme om fejlens
fristed, om mulighedernes land. Oplysningen til livet.
Det at skabe en forskellighedens
slagmark hvor enhver genopstår i egen ord.
Fred er ej det bedste, men at
man noget vil.
Man kunne spørge den moderne
højskole om den er i pagt med sig selv.
Om den dagligt vågner og
påtager sig livets mulighed, dannelsens væsen og frisindets fejemaskine?
Man bør vågne brat i nord og
fatte først som sidst at friheden aldrig kommer af sig selv, men er en stedlig
kamp, for folket.
Til et folk sig alle høre,
som sig regne selv dertil
Kan med kærlighed sig føre,
og kan mærke hvad de vil.
Sprog er ikke alt at regne,
men at føle hjem og vær
Blive knæsat alle vegne,
sådan får man landet kær!
At blive mødt som menneske,
ja som menneske først!
Kald det rummelighed,
integration, inklusion, fælleskab, samvirke, sameksistens - kald det kærlighed
Man nå aldrig længere end man
har drømt som ung!
Således har jeg sagt det og
det er tydeligt at det stadig er bevæggrund hos ungdommen.
Drømme er både at række ud,
at turde længes, men meget sjældent noget vi egentligt skal indfri.
En drøm er ikke en kontrakt
med livet, men et pejlemærke.
Når vi taler sårbare unge på
dagens årsmøde da tænker den gamle at det ikke kun er samfundet der har
målstyret, håndholdt pædagogik, skærmtid og hastværk der gør sårbar. Nutiden unge
har glemt at drømme livet større end det er. Glemt at læne sig på historien og
glemt at myten, fantasiens mulighed. I stedet for pejler de både mod fejl, men
også mod det fejlfri. En modkultur.
Det begyndte med at de
spurgte: seriøst?
En stille tvivl
Mener de hvad de siger?
Er der nogle fixpunkter
tilbage i de "voksne"?
Og det er de frie skolers
opgave at give den tro tilbage
Tilliden til livet, fra livet
Oplive – det har vi ikke talt
om i dag.
Oplive før vi oplyser!
Tage menneskelivet alvorligt
og ville mennesket.
Højskolen er en tumling der
har tigget, bedt og fægtet.
Stolpet afsted på tykke ben og bedt sig velkommen i
et samfunds afkroge.
Man forstår at der debateres hjemlighed. Det er intet at
regne mod hvad den gamle havde tænkt oprindelig. Én lærer til én elev, det var
min tanke. At enhver blev mødt i sit. Man kan nok se at statstilskudet ikke rækker
til slige sager og hvem gider vel også alle disse højskolelærere der hele tiden
blander sig i opdrag og kultur.
Næ, sagen var og blev at
højskoleeleven havde dybde med, en egenart af nysggerigt sind. Således opfyldes
enhvers tanke af hverandre, lærd, ledig, længselsfuld, fastlåst, frimodig,
målrettet, drømmende, digterisk.
Højskolerammen er en kulturbærer
der knytter tråd og tale til, hvor samtalen er forstummet. Danmarks eneste
egentlige forsamlingshus hvor enhver frit kan komme og gå i holdning og også må
finde sig i at blive modsagt. Et mødested for forskelligheden, den egentlige
demokratiske dannelse.
Solen er så "Rødding"
Og statstilskudet småt
Hvorfor skære ned nu, når nu
skolen er så hot?
Ånden som en fedekalv, på
tilskudsofferbord
Da skal man forskel kende, på
Loke og på Thor.
Der er en særegen form for
bæredygtighed som overtrumfer verdensmål: det er et hjertens mål!
Slig et mål er højskolens.
Højskole er at man vil være
hinanden som man er
Det er at man kan bære hinanden
som man er.
Etiketter:
dannelse,
drømme,
fejlfri,
festtale,
folk,
frie skoler,
fælleskab,
grundtvig,
højskole,
inklusion,
integration,
jubilæum,
samfund,
statstilskud,
søe,
Til et folk sig alle høre,
Ungdom,
verdensmål,
ånd
Abonner på:
Opslag (Atom)
