Når frosten tvinger

 

 

Melodi: Er lyset for de lærde blot?

Når frosten tvinger, dagen gryr,
med liv i himmelsale,
da tågevinger alt fornyr,
og himlens engel tale.

Vær stille hør; et håb er tændt,
med lys og nye toner,
for dagen den er atter vendt,
mod træets stolte kroner.

Fra roden løber livets vand,
I årer gennem stammen,
og mimers brønd blir klar og sand,
mod fenrisulvens glammen.
Da gjalder Heimdals horn og håb,
i kor med englestemmer,
i vinterfrost er dagens dåb,
opstå, hvad hver fornemmer.

I træets krone gemt og glemt,
forladt, en lærkerede,
Hvor håbets strofe indeklemt,
nu føniks vinger brede,
Hvor sneen faldt og modet steg,
den strenge kulde sendte,
en kærlighed, så frosten veg,
Og juleglæden tændte.

//Astrid Søe 2012 - www.livsoplevelse.dk

Kender I den om Kulturministeren?

Komponist: Johnny Marks - Kender I den om Rudolf?
Tekst: Astrid Søe 2012 

Der er klovne i lovene,
debat ud i tov'ne.
Elbæk der går væk
kultur der for kæk!
Kærlighed og krig,
sæt for fa'en da kunsten fri!:

Er man kultur minister,
gir det altid hovedbrud.
hjertet får brug for klister,
dag og nat man står for skud.

Kunst er at ballancere
mellem kant og kyndigt råd
kunsten har fældet flere,
der har gjort umage dåd!

Men en kold decembernat
vor minister skreg:
"Jeg kan ikke finde vej,
embedsmænd, kom og lys for mig!"

Men da var håber slukket
Marianne stod i kø!
håndtasken den er lukket!
frosten endt, med frøken tø!

November testamente

November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber "vent dog, tøv",
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
"Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler",
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.

//Astrid Søe 2012

SAUDADE

Jeg satte mig ned og blev et med et ord,
Der sad jeg så ganske forstenet,
For ordet er et der rører og gror,
Og skærer sig helt ind til benet.

Jeg søgte og ledte,og grænsket hver lyd,
Når ordet det lå på min tunge,
Og fandt i hver tone en umildbar fryd,
Båret på luft fra min lunge.

Jeg springer fra stolen mod livet påny,
Med ordet i tanke og tale,
Og natten er gået og dagen den gry,
Mens naboens hane den gale.

Vi rejser os ikke fra mørke til lys,
Vi driver i døgn gennem året,
Hvor troen og håbet og modet fornys,
Mens livet det gråner i håret.

Jeg fandt mig et ord, som mange før mig,
Jeg fandt mig en tone det trækker,
For kærligheden er iogforseg
Saudade - hvor altet det rækker.

//Astrid Søe 2012

Lommeulden filosofi

Med et hurtigt greb i lommen,

bliver hele verden til,

der er sand og ostekommen,

en kastanie er på spil

Der er nullermænd fra navlen,

der er krummer fra Hobro,

knækket kridt fra skoletavlen,

servietter fra en kro.

Femti øre jeg har fundet,

en billet fra Mols til Mars,

skrabelod som jeg har vundet,

huskeseddel på mælk og fars.

Der er otte mælketænder,

brev fra en jeg elsker højt,

aftryk efter mine hænder,

lærkers glade fuglefløjt.

Sten med hul fra tur ved havet,

en papirklips fra mit job,

savsmuld efter jeg har savet,

lommeuld og livets krop.

Der er noget ganske særligt,

ved hvert minde som der bor,

tømmer nænsomt, stille, kærligt,

lommefilosofisk foer.

//Astrid Søe 2012 #Lommeulden filosofi
melodi: egetræet tungt af alder

www.livsoplevelse.dk

Tid til tiden

 

Der er så meget vi skal nå,

Vi jager og vi løber,

Trods det vi ved vi går i stå,

Hvis travlhed livet støber.

Så sæt dig ned en stille stund,

Og læn dig helt tilbage,

Og tag et "midt-på-dagen" blund,

Og kom så stærk tilbage.

For hvis vi iler livet ud,

Foruden hvilepauser,

Og uret altid står for skud,

Kalenderen forbavser.

En dag er livet løbet ud,

Som lysene i stagen,

Så husk det oversete bud:

Ihukom hviledagen!

//Astrid Søe 2012 #Travlhed

www.livsoplevelse.dk

Kassér kasserne

Det øjeblik man endelig må tænke ud af boksen,

er øjeblikket hvor man ved: Nu er jeg blevet voksen!

Fra vugge, børnehave, folkeskole, gym og andet,

der skal man tænke regelret, skønt det er så helt forbandet.

For hjernen kender ikke til at dele ind i bokse,

og hvis man gør, så kan ens hjerne ikke gro og vokse,

for hjerner de er lavet til at finde snirkelveje,

og finde på en ny ide og skæve tankelege.

Jo hjernen er et fint organ, et instrument af snilde,

så slip den fri og lad den gøre som den gerne ville,

for hvis vi former hjernen om og gør den til en kasse,

så får vi mennesker der bliver ganske utilpasse,

for der er ikke længere ideer eller påfund,

og så det slut med vores kreative lille samfund.

//Astrid Søe 2012

Ordsprogs-sprogord

Det er tem'ligt dumt at save grenen som man sidder på,

det er skørt at flytte skabe, når man ved hvor de bør stå,

det er skidt at sælge skindet, før end bjørnen den er død,

eller græde over mælken, der er tilbud på en "Sød",

krydse åen for at hente, vand når hanen den er fuld,

tro at alt det bling der glimter, er det rene pure guld,

lytte til de tomme tønder, når de buldrer højt og lyt,

sidde fast i ordsprogsstrømmen, når man skulle skabe nyt!

//Astrid Søe 2012

Mødested

Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.

Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.

Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,

Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.

Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.

Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.

Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.

Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.

Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.

Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.

//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.

Martins Mortens aften

And og gås de går og gyser, på en kold novemberdag,
hvem skal lade liv og vinger, for en gammel hævnagt sag,
Martin også kaldet Morten, gik i skjul i bispeskræk,
Gåsen var en "whistleblower", det blev gåsens sidste træk,
Ydmyg Martin måtte sande at han salvet blev til bisp,
Det kan gå, men værre er det, det blev gåsens sidste gisp!
Martins skik og brug for godtfolk også i det kolde nord,
Gåsestegen er i ovnen til mit Martins nadverbord.

----- ♥-------

Gør klar tl at fejre endnu en indvandret skik, nemlig Mortens aften. (Martin bisp) som også reformatoren Martin Luther er opkaldt efter. Og i den forbindelse hyggetænker jeg lidt på de nye 95 teser der i 2012 bør slås op på kirkeporten med nye måder at finde frem og tilbage i de religiøse stridigheder der råder nu om dage. Debatten om homovielser, juletræer, Eid, frikirker, kirkeskat, religionskultur og multireligiøse samfund. Jo en tese eller to kunne vi nok godt trænge til - midt i debatten og nej og ja bispehatten :-)

 

//Astrid Søe - Mortens aften 2012

Mastermind med mælketand.

Voksne hjerner de slår klik: kunjunktur og banker,

krise, tilbud, politik, tykke pusselanker,

I min hjerne tænkes tit, når jeg hører efter,

kan de voksne holder trit? De går rundt og kæfter!

Hvad er op og hvad er ned, hvad er værd at lære,

Syns at verden er for fed - voksne de er sære!

Jeg har syn, ide og smag, håb og mod med mere,

jeg er klar så ta' og spørg, hvis livet bider skeer.

Jeg forstår mit eget land og de folk der bor der,

jeg har tabt en mælketand, ligesom en morder,

alle er forskellige, selvom meget ligner,

vi har alle krop og gen, græder eller griner.

Jeg kan tænke jeg kan tro, jeg kan finde hale,

selvom kroppen stadig gro, ved jeg jeg kan tale,

jeg er ikke lille dum, jeg er fyldt med viden,

kender alt om himmelrum, læser tommeliden.

Jeg ved godt at krig og fred, finde på vor klode

jeg blir også mægtig vred, når krigen er på mode

jeg forstår at verden tror, børn har ingen stemme,

trods jeg er et lille nor, kan jeg medbestemme.

Jeg har tanker jeg har krop, ligesom en voksen,

jeg kan sagtens følge trop, og tænke ud af boksen.

Prøv at se den verdensdel, der kun når til navlen,

der er fyldt med kloge børn, babyer og savlen.

Du kan dit og jeg kan mit, det er let at mærke,

uden deling - lige vidt - sammen er vi stærke!

vi kan google, læse om alt hvad vi vil lære,

men vi samler allerbedst viden i det nære.

Jeg vil gerne lære jer, mer om livets sider,

men det kræver ligesom at, nogen af jer gider!

Voksne de skal lære mer, skolen er for livet,

Børn kan mere end I ser - det er ganske givet!

//Astrid Søe + en flok børn 2012

Du dejlige november.

            

Melodi: Hvad var det dog der skete? (Den blå anemone)

Du dejlige november, du gråner gennem ventetid,

på tåspids gennem dagen, langmodigt vinter vid.

Du lukker sommerdøren blid,

og fryser jorden hård og hvid,

og solen leger gemme,

mens alle kan fornemme,

at tiden toner ud.

Du dejlige november, din tone der går ned i mol,

og stemmen hæs med feber, mens marken bliver gold.

Et egern samler nød og agn,

og frygter for det store savn,

af fordums frugtbar fylde,

og sommertidens gylle,

er glemt til næste år.

Du dejlige november, med gavekatalogers drøm,

og frakker med reflekser, som værn mod bilers strøm.

Når bilens motor mangler glød,

men vågner af et hjertestød,

når huen kradser panden,

og trykker på forstanden,

og læbens sprukne kys.

Du dejlige november, med sjap og fugt i sko og skov,

en rynke på din pande, novembers egen lov.

Dit ansigt gammelt, gemt og godt,

og sjælen blød, men kødet rådt,

med ånde fuld af tåge,

din tåre den vil love,

at længslen varer ved.

Du dejlige november, med mørke dages indre skær,

og kinder der må gløde - jeg har dig særligt kær.

Du stilner lys og liv og lyd,

og fuglen søger efter syd.

Alligevel du favner,

den brik som alle savner,

- et svar på gådeliv.

Du dejlige november, med tro på det der holdt og stod,

et træ der mister løvet, men stolt har fundet rod.

En gammel myte på din mund,

i knæet gigt og øjets blund.

Din ælde rummer livet,

nu dør hvad vi blev givet.

farvel, opstå påny.

//Tekst: Astrid Søe 2012

Allehelgen

Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, - blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat

Månemanden, den frække filur

 

Månemanden den frække filur,
Har kysset mig på en måneskinstur,
Skønt skyerne gik fra hinanden.

Og selvom han gjorde så inderligt kur,

Så gav jeg ham bare et ordenligt fur,
For månen er fra forstanden.

For bedst som man tar sig en lille lur,
Så stiller han om på nætternes ur,
Så søvnen slår sig for panden.

//Astrid Søe 2012 #børnerim

Schyyy sov du nu og ti

Det træ der står så ene
har ingen æt at læne mod
det træ der strækker grene
og rødder efter vårens flod
skal kende dunkle dage
før bladet er tilbage
nu hviler du langmodigt
i vinter vokse hi
på forårsdansen frodig
- schyy sov du nu og ti

 

//Astrid Søe 2012

Fri mig for friheden!

Samfundstendens: vi er nu nået til FRI- plejehjem, mens vi har set friskoler og fribørnehaver skyde frem med fornyet kraft de sidste 10-15 år. Altså institutioner der er skabt af ildsjæle rundt om uden om systemet. Tendensen er stigende og tydelig. Som samfund er der både noget rigt og fattigt ved de mange tiltag. De fortæller om et samfund der ikke har magtet at bevare nærsamfunds tanken og ikke

har råd til de mindre sammenhænge. Hvor kommuner nedlægger skaber borgerne selv nye steder.

Retorisk har vi mistet noget med navngivningen FRI skole/børnehave/plejehjem, for vi siger med ordet FRI at værdien er at være fri af skæbnefælleskabet ikke skabe nye vilkår i skæbnefælleskabet. Da friskolerne oprindelig blev støbt var det det pædagogiske og læringsmæssige setop, der gav mening til frihedstanken. Fritænkere.

Nu bliver alt der skabes af civilsamfundet navngivet: FRI...
Det koster i forståelsen af hvad det er at være del af et hele og et fælles samfund. Det koster når frihed bliver et modeord som mesterhak og bagt uden stråforkorter!

Frihed er en tanke om at sætte noget eller nogen fri fra eller til noget. Og vores samfund ( siger vi) er bygget på frihed og demokrati. Men det øjeblik vi "går imod" den offentlige mening bliver vores projekter stemplet med ordet: FRI.

En skole der opstår i en nedlagt folkeskole bliver ikke fri af at genopstå som folkeønske. Den er stadig skole for de selvsamme børn med ofte de selvsamme lærere og det ændrer ikke friheden at give et frihedsnavn. Friskolen er en tankegang - ikke en oprørssang mod stat og styre, finanskrise og kommunalbesparing.

Måske vi skulle få set lidt på hvordan vi behandler ordet frihed nu om dage.

Det er fattigt at stemple vores samfund som så ringe at alt der skabes udenom er det eneste der er "godt nok" til at få frihedsstemplet! Jeg holder så uendeligt meget af de gamle tanker der skabte vores mulighed for at skabe skoler med fritanke, som var Kold og Grundtvigs ide bag.

Den sorte skole med terperi og udenadslære skulle have en modpol i friskolen med fantasi, følelse og frisind. Her var det selve børnehøjden og pædagogikken der var frirummet, ikke pengepungen eller samfundskrisen.
Pas på gamle Danmark at du ikke snubler i dine ord. At du ikke mistolker hvad frihed er. At du ikke giver frihed tydninger der ender som "inde og uden" for samfundsrammen.

Det øjeblik er vores folkearv og nordiske opdrag ude og vi ender i et indsnævret forbitret systemsamfund splittet og misforstået over tid - mens sproget tilpasser sig noget helt skørt: At frihed ikke er at være medborger, men modborger. At samfundet er ufrit og noget vi frigør os fra når vi skaber lokalsamfundsmuligheder.

Det ville glæde mig om den siddende regering ville tage et par dage ud af kalenderen og læse op på vores historie, på samfundet, på den nordiske mulighed og tanke og overveje hvad frihed er? Om frihed er at være sammen, at stå fælles om en sag eller et land med mangfoldig tankegang eller om frihed er at fravælge landets sag og vilkår.

Når vi taler folkeskole kontra friskole skal vi huske at der gælder samme krav om output i eleven - det har loven bestemt - men måden vi møder eleven læringsmæssigt har hvert sit setup ( hvis der er tale om en grundtvig/Koldsk skole) friheden er altså en grundtanke i pædagogikken - ikke et forblæst ligyldigt prædikat vi klasker på skoler der overtages af forældrene.

Et friplejehjem er ej heller mere frit fordi det drives privat. det er blot: privat! Men vi er blevet smølfeblå bange for at kalde noget for privat!! hvorfor? fordi det indikerer et skel mellem stat og folk. Staten har opgivet noget og borgerne tar over, uden om staten. Altså: De FRIE (!) markedskræfter! Det lyder borgerligt <--- yep - der var det: ordet borgerligt, men her er ordet borgerligt et udsagn om at borgerne går imod en statsligt beslutning.

Hvad er et samfund egentligt hvis vi er borgerne mod staten? Hvis splittelsen går på hvem der har retten til at drive menneskeinstutioner? Det er jo der striden står. vuggestuer, børnehaver, skoler, plejehjem, hospitaler. alt der er for mennesker er en statsopgave eller er det?

Privatiseringen er et udtryk for at nogle borgere mener de har en anden opskrift at skabe menneskerum i., men husk nu bare at kalde det privat! Ikke fri!

Ja fri mig for frihedssnakken - den er forvrøvlet og hører ikke hjemme om sten og mørtel, bygninger der skifter hænder og ledelse.

Frihed er et begreb vi skal danse varsomt med. det øjeblik frihed bliver et skel i samfundet har vi tabt det hele. Det øjeblik er vi ikke længere et samfund, men sat helt på spidsen: en arv-art af et diktatur/statsvælde med borgerne som uartige ulydige Robin Hood frihedskæmpere der går imod styret og statsmagten. Jeg vil IKKE være fri af staten - jeg vil være fri som stat - som samfund!

Ja sgu og godmorgen vintertid!

 

//Astrid Søe 28. oktober 2012

Lyrikoplæsning - til musik

http://soundcloud.com/mors-menageri/hvad-tog-den-milde-sommer

Frihed er...

Frihed er at binde op,
hvad der snører mund og krop,
så i ord og håndelag,
frit vi færdes dag for dag.
Løs du kun det røde bånd,
for det strammer om din ånd,

halsen løst og livet med,
da kan frihed finde sted.
Livets røde tråd er til,
som en rettesnor der vil,
vise frit hvad vej vi går,
ikke snage, skabe sår,
ikke baste eller binde,
nye spor at se og finde.
Fri din ånd hvis modet bær,
da er kærligheden nær.
Hvad er folkelig i grunden?
Det at være helt ubunden!

//Astrid Søe 2012
Hilsen til den Gamle Grundtvig...

Link til en flink

Det er så moderne at være lidt flink,
at gøre en gerning der "tæller",
at hilse med hånden og ikke et vink,
men ikke alt flinkhed det gælder.

Jeg gik over sø, over land og så på,

at flinke folk de overbyder,
med mere flinkhed, ja alt de ku nå,
så flinkhed blir sejrer de nyder.

Næ, nu er det ikke længere godt,
med dannelse, dyd og manerer,
kun oppustet flinkhed er in, hedt og hot,
når rusen kalder på mere.

Det er nu lidt sært for en menneske art,
at hype tendenser i tiden,
en sand flink er flink og ikke Karl smart,
en gerning er god uden viden.

Tja - noget er hipt og noget er yt,
og noget er helt hen i vejret,
så derfor fatter jeg ikke et dyt,
sag'e lille Maren i kæret.

//Astrid Søe - 2012 - kommentar til flinkhedsbølgen... Må den igen blive til en naturlig størrelse og ikke blot en døgnflue på mode :-)

Dysleksigende

Der er noget næsvist ved skoler der spør´
du sover! Hvad er det du laver?
for ordblinde ønsker, hvad færreste gør:
Åh gid, jeg ku falde i staver!

//Astrid Søe 2012 - #Dysleksi

Felix - flyv aldrig højere end helium bær...

Når et menneske vil trodse lyd og rum i frie fald,
Når et menneske vil flyve og fornuften er til salg,
Er det netop nu jeg hører kloden kalde " bliv og lær",
Det på jorden fast at stå - det er også livet værd!

//Astrid Søe 2012 - #Felix - flyv aldrig højere end helium bær...

Nye ord om Mor's Menageri

Den gode Kenneth Krabat skriver på sin Blog om Mor's Menageri:


 http://krabat.menneske.dk/kkblog/2012/10/04/ordmagi-du-blir-hvad-du-spiser/

Livets låge

Der er rustne gitterlåger
der blir glemt og vokser til
som en sjæl der intet vover
selv når livet alting vil

Der er hængsler slidt og satte
der har knirket sidste gang
åben lågen mens du kan det
og bryd ud i ord og sang

Livets låge åbner udad
mod en verden fuld af flor
et frimodigt sjælekarbad
du blir til, hvor der er ord

//Astrid Søe - 2012
melodi: egetræet tungt af alder

Nu også i uddrag som DIGT-I-TAL: https://soundcloud.com/mors-menageri/livets-l-ge

På udkanten af et efterår

Der er nogen der blir stille, når et blad gir slip og dør,

Blot en lille død, men dog er intet ganske ligesom før,

Og mens kroppen stille knæler, i den våde underskov,

Kan man mærke, dybest inde, viljen i naturens lov.

Når dit grønne håbehjerte, stilner hen i rød og gul,

Når den sorte sol er samlet, i en udlandslængsels fugl,

Er der nogen der blir stille for et blad gir slip og dør,

Rives sammen, gennem sjælen, i min rustne trillebør.

//Astrid Søe 2012 - på udkanten af et efterår
melodi: Noget om helte

Facebook opsang!

Melodi: Den sømand, han må lide - Gammel sømandsmelodi

Den side, den må lide
langt mere ondt end godt, godt, godt,
den side, den må lide
langt mere ondt end godt.
Beskederne blir færre,
de svinder ind så småt,

- hej, komfaldera, hurra! -
de svinder ind så småt.

Før kunne man jo læse,
hvad andre skrev og vil, vil, vil,
før kunne man jo læse,
hvad andre skrev og vil,
men nu skal siden lide,
gebyrer bliver til,
- hej, komfaldera, hurra! -
gebyrer bliver til.

Vil du på siden læse,
så skal du ikke tro, tro, tro,
Vil du på siden læse,
så skal du ikke tro,
det stadig bare kommer
til newsfeed pænt i ro,
- hej, komfaldera, hurra! -
til newsfeed pænt i ro.

Næ, siderne er skjulte,
hvis jeg betaler ej, ej ej,
Næ, siderne er skjulte,
hvis jeg betaler ej
så du må selv fornemme,
når jeg gir lyd fra mig
- hej, komfaldera, hurra! -
Når jeg gir lyd fra mig! -

For selvom det er hygsomt,
at skrive stort og småt, småt, småt,
for selvom det er hygsomt,
at skrive stort og småt,
Så vil jeg ej betale,
men hellere græde snot,
- hej, komfaldera, hurra! -
Men hellere græde snot!

Ja, som det ser ud skal vi sideejere nu betale for at I får vores ord ind på jeres facebook nyhedsstrøm, selvom I har valgt os til frivilligt. Det er jo egentligt godt nok (for facebooks økonomiske udbytte og forståeligt), Jeg tænker dog at jeg vil afstå ra at betale facebook for at bombardere jer med mine ord og bare må håbe at I af egen vilje kikker forbi fra tid til anden - fordi I bare ikke kan lade være ♥

På kanten af et efterår

Nu finder jorden form og frugt,
og tågedis af ælde,
i hver en dråbe på et blad,
er liv der vil fortælle,
mens skyer driver uden mål,
og solen leger gemme,

tar løvet skift af brand og bål,
i overgangens stemme.

Astrid Søe 2012 - på kanten af et efterår

At digte med børn

 

At digte med børn er at digte om dagen
for børn går oftest lige til sagen
en digter kan sidde i mulm natten lang
og fifle, regere med vers og med sang
men børn går til fadet og råber i kor
et komma, vokaler og her nok et ord
hvad rimer på glæde og kat og forstand?
det ved alle børn, fnis og grin.. Tissemand!
de råber om kap og har ord til enhver
og alting er nemt, for ordene bær
når børn digter løs, utvunget af lyst
opelsker de sprog og finder en ryst
der bærer på livet og glæden især
så digt kun mit barn, når livet er nær.

//Astrid Søe 2012

Huskeord for Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen. død 5. september 2012

Valgmulighedspræsten.

 

 

Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.

I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.

Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.

Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.

 

 

Tro betyder tillid.

Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.

Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.

Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.

Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.

 

 

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.

Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i "Surmule med mælk på" alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at "byen" ligger i Sdr. Nærå.

Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.

Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.

 

 

Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.

Tak for dig.

 

Melodi: Hvad var det dog der skete "Den blå anemone"
Tekst: Astrid Søe. - Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012


Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder - virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær - bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.

Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00

http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn--Boernefoedselsdag-hos-Jesus

Håb på min pude

Tak til de unger der leged i går,
og glemte lidt håb på min pude,
det satte et aftryk som minder om vår,
jeg så det i spejlenes rude,
for der hvor en rynke så vanligt har fat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
for håbet det er - en beholder.

 

Lille skriv om at vågne sovset ind i bolchet håb, som hulebyggerbørn i himmelsengen havde lagt som tak for lån <3 p="p">

 

http://www.livsoplevelse.dk/product.asp?product=475

Efterårsnat i August

Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012

Dommen over den der tog..

‎21 år for at være en borger der tænker ud fra en øde Ø's synsvinkel. Et lille punktum for retssystemet, men et stort punktum for menneskeheden!

Må vi andre nu stå sammen om hinanden, på tværs af religion, på tværs af politik, på tværs af kultur - som et modsvar på Breiviks metode mod demokrati og menneske. Et modsvar der rungende lader klokkerne ringe for menneskeligheden.
Lad os tro på at vi sammen, trods forskellighed, er en helhed som udmåles i vores gode omgang med hverandre.

Vi skal aldrig blive som Breivik og andre terrorister
- golde isolerede tankemæssige enegængere -
men vi skal være fællesgængere for en fremtid af virke og værdi i og med hinanden.
Sørg hvor døden truer, smil hvor glæden gror. Forvar had og fjentligt enegængeri.

------------------------------​--------
 Ingen er en Ø.

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
 Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
 Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
-Hvem ringer klokkerne for
-de ringer for dig."
 (John Donne 1573-1631)

Upassende links

Kære Blog læser!

Noget er gak gak hos Google!
Det ser ud til at der er noget inde i systemet der linker min blog til en upassende side ude i cyberspace..
Jeg kan ikke komme i kontakt med google weekenden over og beklager derfor hvis du bliver vildledt ind på en side der er ganske grafisk ud i det menneskelige.

DET HUER MIG IKKE!

Håber at få fat på google mandag og udredt sagens natur.

Go dag!

Træd varsomt

Træd varsomt og vær
på livet så nær
at nuet det bær
den drøm du har kær

 Astrid søe 2012

En sang til "Det forsømte forår"

Melodi: Er lyset for de lærde blot, Thomas Laub, 1919
Tekst: Astrid Søe 2012

Er stenen flyttet af en hånd,
der kaster eller knuger?
er bålet tændt af kærlig ånd?
er flammen en der truer?
er livet vendt mod verdens tro?
er døden en befrier?
et forår giver ingen ro,
når hele verden tier.

Er det vi skabte uden krop
når ingen har en stemme?
Det tavse sprog det siger stop
og fremtiden fornemme.
Et demokratisk folkefærd
er fejet over kloden
at sige fra, gir livet værd
for nu er tiden moden.


Der går en mand med store ord
og summer livet sammen
en melodi af folkemord
er fyld i fjedderhammen.
En krop der ligger kastet bort
i søgen mod det frie
når holdning mødes hårdt mod hårdt
et forårs indre krige.

Et land er gammelt, et er nyt
men mennesket forbliver -
stå fast i det og lær og lyt
det mod og mening giver.
Tag føjeligt en andens hånd
og find det sprog der vinder
sæt fri og løs det stramme bånd
til friheden den binder!

Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.

Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.

Det sker at en himmel kan favne de ord,

den fandt mellem ørkner og sletter,

i det vi ej kendte oplyses i nord,

et genskær af sommerens nætter.

//Astrid Søe 2012

Livet er også at lære at tabe.

Livet er også at lære at tabe,
det vi har elsket og stadig har kær,
livet er også fortsat at skabe,
morgen på ny, i sorgen især.

ved din død. 31/7 2012

Til Norge, dagen før et års dagen

Der er så stille her i dag, i dagens sidste lys
før morgendagen vågner, til minderne om gys
i ren forundring menneske, må stå og se det komme
og gennemleve nok en gang, det døde og det tomme
til de der tabte liv og leg, og misted tillidsgrunden
er tro på frihed stadigvæk, det sidste ord i munden
et helt forandret folkefærd, men viden om det onde
har rejst sig, uudgrundeligt, hvor ingen kunnne bunde
med tyste tegn og ingen ord, til den der tog af livet
er sorgen dog den kærlighed der kom og bliver givet
forbind det sjældne der slog til, med det VI ej kan magte
fordi VI kender kærlighed, så tar den hånd vi ragte
et år et kun så ganske lidt og tid kan ikke hele
de mennesker der spilttes ad og går i tusind dele
men hvis vi løfter sammen er det lettere at bære
den viden om det onde, vi er tvunget til at lære
en stille tanke før det sidste lys er ved at dø
et grosted i den vilje: At ingen er en ø!

Til Norge - dagen før 1 års dagen for massakren.
//Astrid Søe 2012

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”.

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”. For vi kan, med sikkerhed,  forudse debat og diskussion via DMI. Når vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon…. Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad, samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi  Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer "Tværs" og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og  Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige - må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse. Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet, for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år, for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne, mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen. Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte, indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen kommer fordi der skal  høreværn til for at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn. Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde, som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv, men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.

//Astrid Søe 2012

Det at vågne uden vilje

Det at vågne uden vilje,
med en tanke uden drift,
horisonter uden tilje,
eje blæk, men ingen skrift,
ville give det der bærer,
løfte låget af en grav,
være nær med det der nærer,
som er genfødt i en arv.

Finde frem hvad natten mørkner,
se hvad dagen lyser ind,
bære vand i indre ørkner,
med befriet barnesind,
give lyd når ingen hører,
finde frem hvor alting svandt,
i det stille indre øre,
hvor retfærdigheden vandt.

//Astrid Søe - 2012

Frihedens nye sko

Når frihed går i nye sko,
og mærker remmen klemme,
kan frihed mærke, man er to,
om hvem der skal bestemme.
For frihed følger altid ad,
med ansvars klare stemme,
der råber: fri til hvem og hvad?
når friheden det glemme.

//Astrid Søe 2012

Du er det billed i spejlet

Melodi: Barndommens gade (Anne Linnet)

Du er det billed i spejlet
der står som det klareste vand
du er en favn hvor jeg fejlet
der henter mig sikkert i land
du lagde havets bølger
til ro når stormen tog til
lysende blikke følger
som fred hvor viljen den vil

Vi sad på kanten af livet
og så hvordan alting det vandt
jeg tog din hånd for givet
og fandt kun at alting var sandt
du ånder så varmt på huden
når sjælene fryser til is
du tørrer duggen af ruden
når sjældne længsler befries

Du er et kærtegn i troen
når tvivlen svimler og gror
du er et råb midt i roen
hvor stilstanden ellers bor
du er en hverdag af sange
jeg skildte ad lag for lag
du er de ord og de klange
der siger: Giv mig din dag
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt

Et ståsted hvor jorden står stille
hvor mennesker tænker som du
for kærlighed er at ville
og blive det eneste nu
du læner din længsel mod livet
og fæstner skyggernes rand
i det nu blev du givet
et hjerte der står i brand
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt

//Astrid Søe 2012

den rene forandring

Der er noget der sætter forstanden i stå/
og kalder på tydning og troen/
der er noget der mister hvergang det vil gå/
der er noget der opelsker roen/
for der kom den ene/ der havde et smil/ der rejste fra fremmede egne/
og nu vil jeg mene/ jeg rejste en mil/ på ganske forstandige vegne/
befriet til det der gør livet begrædt/
den rene den skære forandring/
og nu er min tillid så udslidt og træt/
af denne forandrende vandring/
I stilhed bemærkes den sjældne og se/
en virkelig vej er bestået/
til livet med fødsel og smerte og ve/
den lykke vi altid har fået
//Astrid Søe 2012

subatomar partikel

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen.

//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings

Kærlighed ved første Higgs

Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs  - partiklet der skulle være grundlaget for alt.

Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?

I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.

og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.

Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?

Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.

I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere - liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.

I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.

Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.

Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel - et grundlag for det største af alt.

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!

//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings


http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/

Sommer kom og vær

Sommer kom og vis og vær
frihedstrang og bare tæer
sommer kom og gys og gå
over skyer mod det blå
sommer kom og giv din fred
et frimodigt sjælebad
sommer kom lad solen gå
lyse hvor den sjældent nå
sommer kom og vær din lyst
nærvær spredt fra kyst til kyst
sommer ta din tid i ed
i et kys der varer ved.

//Astrid Søe 2012

Mad med ister

Melodi: I'm dreaming of a white Christmas

Jeg drømmer kun om chokolade
med marcipan og lidt likør
gi mig flere fade
med remulade
og bunkevis af krappeklør

Jeg drømmer om et hvidt franskbrød
foruden spelt og øko-mel
jeg vil ha no'et sødmælk og smør
og en engelsk bøf der er mør

Jeg drømmer om en frikadelle
med fedt og løg og sovs i flæng
sår'n en der er lavet af mor
fed og fin fra barndommens bord

//Astrid Søe 2012 - sulten på den gammeldags måde!

Menneskebarn

At holde om og gøre stærk
den smukkeste på jord
for dig vidunder skaberværk
som gjorde mig til mor

At samle livets løse tråd
og holde dine hænder
at finde mod og give råd
til dagene de ender

Et menneskebarn at stå og se
der magter livets gåde
og i et nu blir alting til
på kærlighedens måde

//Astrid Søe 2012

Hyldest til en dame

Alting lyser i dit sind, mildt som sol og sange,
som en sommerdag du bær, nætterne så lange,
rundt om dig er frugt af det, du har sat i verden,
du er den der holder fast, midt i andres færden.

Du kan holde hånden fast, der hvor andres falde,
du kan høre hviskeord, uden nogen kalde,
det er hjertets rette sprog, det at kunne lytte,
du er den der hører til, intet kan det bytte

Du er født til solens lys, alle dine dage.
under bål og brand i glød, livet er din mage,
Når du rejser dig og ser, verden fuld af vrimmel,
bliver hjertet let fordi, du er en stump himmel

////Astrid Søe 2012
..

Du er livet

I midsommernattens stille
lys, der gnistrer gennem nat
får vi lov at møde livet
som en stille hengemt skat
ingen hast og ingen vilje
tvinger tungt en arv af ord
midt i ilden gror en lilje
fyldt med sommer blomsterflor.

I et frugtbart nu der gløde
mellem tid og dag og år
hyldeblomsterne er grøde
fra et kys da det var vår
Smuk som bølgerne i kornet
ruller kærligheden blidt
nådeslys fra månehornet
du er livet, dit og mit.

//Astrid Søe 2012

stærkest

Du har måder der kan fænge
selv den fristede filur
du har tanker der kan spænde
frit imellem mol og dur

Du er den, der favner fanden
uden mådehold og gnæk
du er den der har forstanden
mellem tit tit borte væk

Du er den der slår til søren,
du er den der samler alt
du er den der åbner døren
men hvem så dig da du faldt?

//Astrid Søe 2012

Det er sandt

Det er sandt at livet finder
stille steder at gå hen
det er sandt at livet vinder
alt vi tabte, hos en ven.

Det er sandt at døden kommer
som en sum af alt vi så,
inden livet går fra sommer
ind til himlens stedseblå.

//Astrid Søe 2012

lær og vær

Der er det med liv og læring
at det gerne går på tå,
og jo mere vi skal strække
os, jo mere kan vi nå.
Vi må bøje sind og tanke
i en frønnet lærebog
men hvis du går ud i livet
blir du endnu mere klog!

//Astrid Søe 2012

sommerregn

Se hvor grøderegnen falder
vasker sol og sommer væk
efter dråberne du kalder
lille gemte vintergæk.
Under lag af jord og ælde
er dit sommerbo så tyst
før du vokser i frem med vælde
gennem frost i vinterlyst.
Endnu hyldeblomsten dufter
endnu favner solens lys
endnu sommerlunt det lufter
grøderegnens sommergys

//Astrid Søe 2012 - midt i den smukkeste regn

Midsommer modenhed

Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet

En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke

En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften

Astrid Søe 2012

Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.

Kære Holger Danske

Kære Holger Danske.

- Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.

Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe