Mad med ister

Melodi: I'm dreaming of a white Christmas

Jeg drømmer kun om chokolade
med marcipan og lidt likør
gi mig flere fade
med remulade
og bunkevis af krappeklør

Jeg drømmer om et hvidt franskbrød
foruden spelt og øko-mel
jeg vil ha no'et sødmælk og smør
og en engelsk bøf der er mør

Jeg drømmer om en frikadelle
med fedt og løg og sovs i flæng
sår'n en der er lavet af mor
fed og fin fra barndommens bord

//Astrid Søe 2012 - sulten på den gammeldags måde!

Menneskebarn

At holde om og gøre stærk
den smukkeste på jord
for dig vidunder skaberværk
som gjorde mig til mor

At samle livets løse tråd
og holde dine hænder
at finde mod og give råd
til dagene de ender

Et menneskebarn at stå og se
der magter livets gåde
og i et nu blir alting til
på kærlighedens måde

//Astrid Søe 2012

Hyldest til en dame

Alting lyser i dit sind, mildt som sol og sange,
som en sommerdag du bær, nætterne så lange,
rundt om dig er frugt af det, du har sat i verden,
du er den der holder fast, midt i andres færden.

Du kan holde hånden fast, der hvor andres falde,
du kan høre hviskeord, uden nogen kalde,
det er hjertets rette sprog, det at kunne lytte,
du er den der hører til, intet kan det bytte

Du er født til solens lys, alle dine dage.
under bål og brand i glød, livet er din mage,
Når du rejser dig og ser, verden fuld af vrimmel,
bliver hjertet let fordi, du er en stump himmel

////Astrid Søe 2012
..

Du er livet

I midsommernattens stille
lys, der gnistrer gennem nat
får vi lov at møde livet
som en stille hengemt skat
ingen hast og ingen vilje
tvinger tungt en arv af ord
midt i ilden gror en lilje
fyldt med sommer blomsterflor.

I et frugtbart nu der gløde
mellem tid og dag og år
hyldeblomsterne er grøde
fra et kys da det var vår
Smuk som bølgerne i kornet
ruller kærligheden blidt
nådeslys fra månehornet
du er livet, dit og mit.

//Astrid Søe 2012

stærkest

Du har måder der kan fænge
selv den fristede filur
du har tanker der kan spænde
frit imellem mol og dur

Du er den, der favner fanden
uden mådehold og gnæk
du er den der har forstanden
mellem tit tit borte væk

Du er den der slår til søren,
du er den der samler alt
du er den der åbner døren
men hvem så dig da du faldt?

//Astrid Søe 2012

Det er sandt

Det er sandt at livet finder
stille steder at gå hen
det er sandt at livet vinder
alt vi tabte, hos en ven.

Det er sandt at døden kommer
som en sum af alt vi så,
inden livet går fra sommer
ind til himlens stedseblå.

//Astrid Søe 2012

lær og vær

Der er det med liv og læring
at det gerne går på tå,
og jo mere vi skal strække
os, jo mere kan vi nå.
Vi må bøje sind og tanke
i en frønnet lærebog
men hvis du går ud i livet
blir du endnu mere klog!

//Astrid Søe 2012

sommerregn

Se hvor grøderegnen falder
vasker sol og sommer væk
efter dråberne du kalder
lille gemte vintergæk.
Under lag af jord og ælde
er dit sommerbo så tyst
før du vokser i frem med vælde
gennem frost i vinterlyst.
Endnu hyldeblomsten dufter
endnu favner solens lys
endnu sommerlunt det lufter
grøderegnens sommergys

//Astrid Søe 2012 - midt i den smukkeste regn

Midsommer modenhed

Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet

En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke

En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften

Astrid Søe 2012

Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.

Kære Holger Danske

Kære Holger Danske.

- Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.

Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe

Folkemødet på Bornholm

Den sjældne store kærlighed,
i politik og vælde,
er ukrudt i et rosenbed,
og blade på en nælde.
For selvom vi har luget ud,
og sætter pænt på række,
er underverdenens vilde skud,
den vækst som alt kan trække.

En mælkebøtte finder fred,
på asfalt vejens flade,
og taler frit og folkeglad,
og breder sine blade.
Den frihed ukrudt ofte har,
skønt uindbudt af alle,
er netop frihed som man tar
når folkemødet kalde.

I ord der gror af fattig jord,
skal sammenhold forfattes,
for det er her frisindet gror,
når samfundet afmattes.
Bliv ved at tale uden kant,
og uden målte måder,
vær stærk i gamle spor der svandt,
og folkeåndens gåder.

Tag dagen frem i lys og liv,
giv plads for ukruds vælde,
stop op og lyt på larm og kiv,
som nedefra fortælle.
Der er et sprog af folkeånd,
som holder fast om roden,
lug aldrig med for sikker hånd,
og sæt kun varsomt foden.

//Astrid Søe - til folkemødet på Bornholm 2012

Pude vår

Nede under puden ligger gamle krøllede Grundtvig og kluk ler/ uden god grund/ det havde vi ikke talt om længe/det at stå fast/så du lå/ under puden/forpustet/forankret/frimodig og lo/ det blive værre i morgen/sagde du/og landet stod i våde/dit være smuldrede ned i mudderet under moderne sko/trampende sine nye sange og paroler/friheden: kluklo du/ befinder sig vel/uden/
Jeg tvivlede/samfundet funderede i retning af smalle gummistøvler, dem uden reflekser/du bare lo/giv en kop punch til varmen/tag det roligt og tage dig sammen/ her hjælper kun fred/punch og sang/og du sang/selvom jeg lagde hovedpuden over dit hoved/bedrøvede kuldskær gamle mand/med fedt i skægget/ forstand som en forårshoppe der lukkes ud/udenfor i våren/forelsket i græs/kløvermarkens lyksaligehed/frysepunkt henover nat/og blomster i spring/ i vår/puden løftes forsigtigt/hårtjavser kommer til syne/dit gamle indgroede smil der når panden/og dybten/forstanden/ skolen for livet/madpakken af demokrati/oplysning være skal vor lyst/jeg kender et land/hvor puderne ikke har lynlås i siden og tid ej har tand/jeg reder sengen/sirligt/du bliver liggende/gammel og død/tankefuld/jeg finder morgenstunden frem og giver den lys/du sover/savler/bøgerne vælter ud over natbordet/du vågner ikke/som Holger Danske.

Astrid Søe juni. 2012

At du er til

At du er til

er ikke et spørgsmål

der bliver stillet med tvivl.

Det ved vi begge to.

Ja. Faktisk bliver spørgsmålet

slet ikke stillet.

Egentligt findes spørgsmølet slet ikke,

i vores bevisthed.

Vi kender ikke ordene

der sammensætter spørgsmålet.

Vi kan måske slet ikke tale?

Vi kan måske slet ikke tale.

Vi kender ikke ord

der kan sammensættes.

I vores bevidsthed

findes sådanne spørgsmål ikke.

Ja. Faktisk stiller vi

aldrig spørgsmålet.

Vi ved begge to

at et sådant spørgsmål

ikke ville have været

stillet med tvivl.

Du er jo til.

//Astrid Søe 1988

Nyt kommer til

Hvert et ord er en rejse i livet,

ikke blot noget du skal ta for givet,

nyt kommer til og gammelt forgår,

lær dig det til, som du ikke forstår.

Vær nænsom i brug men gør sproget dit ejet.

med ret da dit ord blir målt og vejet.

//Astrid Søe 1988

Fartsynder

Hvorfor må jeg ikke tænke,
det som jeg er mester i?
Hvorfor skal min hjerne sænke
farten under 110?
Hvem har bildt jer ind at livet
har det bedst hvor alt er ens,
kan jeg gøre for min læring,
er ustyrlig let til bens.
Jeg vil ha abstrakte tanker
jeg vil være som jeg er
er der ingen bi hos blomsten
kan den ikke sætte bær!

//Astrid Søe 2012

Jeg kender en mand der græder i dag

I hukommelse af.

Jeg kender så mange der græder i smug,
men tårer så skjulte som sindet,
de tror det er sådan i skik og i brug,
man handler i sorgen og mindet,

Jeg kender et folk der passerer forbi,
en anden der står midt i døden,
et folk der for sorgen hellere er fri,
og frygter før alt, aftenrøden.

Jeg kender et land, hvor en gråden er guld,
hvor sorgen er åbent tilstede,
i landet hvor døden os skaber til muld,
er åbenhed mindernes kæde.
 
Gå over en gade og kryds hver en vej,
gå menneskesorgen imøde,
for hvergang det smerter i andre end dig,
vil alle menneske bløde.

 Jeg kender en mand der græder idag,
en mand der har tårer for livet,
en mand der blir stærk og slet ikke svag,
for kærlighedssorgen er givet.

//Astrid Søe 2012

Forstand forstå

Dumdristige lille forblæste forstand,
du går og forbinder signaler,
du favner og fægter og trækker i land,
med storsind og helvedes kvaler.

Du fanger en tanke og tier ihjæl,
du sender et minde tilbage,
du opfanger noget og siger farvel,
mens andet blir lagt i en lage.

Du finder en duft at læne imod,
du taler med ord der er gamle,
du frygter for ondskab, besvimer ved blod,
du leder og søger at samle.

Du bliver og vokser og glemmer en del.
du bruger så lidt af din kerne,
du flytter på brikker, til du føles hel
og tiden går bort i det fjerne.

Du gemmer på sjælen og kysser et jeg,
du holder mit tanke i hånden,
du udregner nåden og finder en vej,
du glider med et ind i ånden.

//Astrid Søe 2012

Mødet med Mustafa

Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.

//Astrid Søe 2012

Gå da frit

Gå da frit
i dit og mit
med kærlighedens gåde!
da får vi lyst og frihed til
i kærlighed, som Gud det vil,
mangfoldighedens måde.

//Astrid Søe 7. juni 2012

Ordblinde børnedigt

Lille Tommy Tommeltot, han ku ikke skrive,
så han var så bange for, hvad han nu ku blive,
Alle voksne sagde prøv, du skal bare øve,
du skal ikke give op, du skal ikke tøve.

Stakkels Tommy Tommeltot, med papir og penne,
prøvet alt hvad prøves kan, det ku ikke vende,
Skolen skændte Tomme fuld, så han mistet modet,
det er svært at være barn, Tommy tabte hovedet.

Tommy græd og Tommy bed, i sin pegefinger,
håbede han ville dø, få en engels vinger,
flyve bort til himmelsky, uden skolepligter,
være som en stjerne fri, uden at man svigter.

Lille Tommy Tommeltot, troede han var tosset,
ubegavet, underlig, grim og dum og klodset,
men det viste sig en dag, Tommy blev en stjerne,
ligesom den han havde drømt, ude i det fjerne.

Tommy blev en voksen mand, uden blæk og penne,
men han havde evner for, krig og fred at vende,
han ku se en stjerneglans, i hvert barn og voksen,
han ku se med kærlighed, tænke ud af boksen.

Stakkels Tommy Tommeltot, bogstaver i blinde,
men han fandt en bedre vej, alle kan den finde,
Store Tommy Tommeltot, han kan ikke skrive,
han ku meget mer end det, han ku nemlig give.

//AStrid Søe 2012

Mor måne

Mor måne står så føjelig, med barmen ganske blottet,
Men da hun solens stråler ser, hun ryger på skafottet,
for selvom venus kom forbi, med strejf af nye tider,
så må mor måne dukke sig, når nat mod dagen glider.

//Astrid Søe 2012

Lys i livets stage

Altid har dit lyse sind, været morgensolen,
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.

Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.

Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.

Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.

Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.

//Astrid Søe 2012

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med
og friheden at finde.

Astrid Søe 2012 - Grundlovsdag

Grundlovsnat

Grundlovsnat - og imorgen - faktisk nu - vågne til det at tage danmark på sig, som en overfrakke, men foret inderst og vanter i lommerne, nogle mønter, en pakke klinex og en kastanje. Og ville det, vågne og se sit land i øjnene - og tro på det igen og igen uden blusel eller svindende håb mod det Danmark ville - med lov skal land bygges og der bygges videre, ud og brydes ned. skæres kanter, males over, tapetseres, pisses mod muren en solvarm dag, mod blæsten og forstanden en anden. Og alligevel står du op, lille snottede land - men næsen oven vande og svømmer muskelhundesvømning mellem første og anden revle. Der råber du efter is og speltbrød, mens du forvirrer dig selv med nye nytårsfortsæt og regler du må bryde for at slå dig fri i dig selv. Godnat lille flødekande - uden hank og med skår i tuden og krakeleret glasur. Du vågner nok og er mild, fordi vi husker dig og sætter en fandens masse flag i kagen - som vi blæser ud mellem taler og ord der vil krænge en virkelighed rundt. Og der vil du skrige din fuldfede kærlighed - ud, til et lille folk der venter på at noget vender, at naboen går konkurs, at taget letter eller at floden går ind i kælderen. at nogen græder i en baggård fordi de ikke kan finde hjem, selvom alle døre er åbne, som en frakke man tager på sig - der er dig - Danmark. Lille forkælede snottede smukke forhave.

Godnat og gå nu ikke ud -

//Astrid Søe 2012 - nat mellem 4-5 juni

Lobbyister

Morgen-samfundspolitisk-sur!

Syn's at de der lobbyister
skulle hakkes til medister
intet kød, men kun selvfede
brun sove og en dansk rødbede
cafeteria trist menu
udvid tanken, gør dig ny
virk og vind respekt og glæde
fri mig for det hundeæde!

Visdommen har korte ben

Visdommen har korte ben og holder tit i hånden,
i frimodighed der kan det give svar på ånden.
Hvad er liv og hvad er død og hvorfor skal jeg være?
Sæt dig ned og lyt, hvad barnet ved om alt det nære.
Tættest på forstandighed, i kærligheden dannet,
i oprindelsen der kan man lære et og andet.

//Astrid Søe 2012

En flig af skaberler

Tone: Hvad var det dog der skete "Den blå anemone"

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder - virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær - bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.


Astrid Søe.

I hånd og ord: Til min ven og Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. Ved din afsked 3. juni 2012

I mellem mand og kvinde

I mellem mand og kvinde er der sjældent det blir sagt//det som kærligheden vagt//denne nytteløse måde der blev hvisket; du og jeg//vi skal gå og finde vej//fuld af forår viser vejen//ingen steder man kan gå//for i denne tid at nå// i det mindste gror det største//inderligt med rod og regn//du blir hullerne i vejen//fuld af intet der kan bære//dette svære//dette nære//som en glans af evigheden//i et spring mod fastetiden//fuldblods menneske og hjerte//uden fortegn eller varsel//stod du ved og stod du op//som et genfærd af en krop//lys af liv og uden mage//ganske stille alle dage//mens syrener satte blomst//blev du liv og farven kom//ikke set og ikke tom//som en rejse gennem blodet//som en svimmelhed i hovedet//ny og næ og nattetimer//fuld af fryd og stjålen tid//kloge kærtegn//engleblid//forefinder frit forstanden//hold nu kæft og kys hinanden.

Astrid Søe 2012

Det der gør fri

Hvis nogen sku tvivle er det der gør fri,
et folk der kan leve i demokrati,
for demokrati er at prøve hver dag,
at mødes på midten i fælleskabs sag,
at bøje sin vilje og favne en form,
hvor menneskets lykke er det der er norm.

//Astrid Søe 2012

Man kan vel altid lave en demo...

At tælle til to, at tælle til ti,
at tælle på dansk til et demokrati,
at fægte og finde et sted at stå fast,
med plads for os alle så ingen blir mast,
at tro man kan leve med andres ide,
at rette sin ryg og turde at se,
at vide engang var vi underlagt bud,
som stod i en bog, forfattet om Gud,
nu finder vi frihed i frihed på jord,
og prøver og smager på alle slags ord,
vi byder på loven og prøver på skrømt,
at blive det menneske som vi har drømt,
hvor svært kan det være at elske en ven,
hvis næsten er frihed går troen igen,
foruden en frygt som en dømmende magt,
stå fast og giv plads - ja, så er det sagt!