Folkemødet på Bornholm

Den sjældne store kærlighed,
i politik og vælde,
er ukrudt i et rosenbed,
og blade på en nælde.
For selvom vi har luget ud,
og sætter pænt på række,
er underverdenens vilde skud,
den vækst som alt kan trække.

En mælkebøtte finder fred,
på asfalt vejens flade,
og taler frit og folkeglad,
og breder sine blade.
Den frihed ukrudt ofte har,
skønt uindbudt af alle,
er netop frihed som man tar
når folkemødet kalde.

I ord der gror af fattig jord,
skal sammenhold forfattes,
for det er her frisindet gror,
når samfundet afmattes.
Bliv ved at tale uden kant,
og uden målte måder,
vær stærk i gamle spor der svandt,
og folkeåndens gåder.

Tag dagen frem i lys og liv,
giv plads for ukruds vælde,
stop op og lyt på larm og kiv,
som nedefra fortælle.
Der er et sprog af folkeånd,
som holder fast om roden,
lug aldrig med for sikker hånd,
og sæt kun varsomt foden.

//Astrid Søe - til folkemødet på Bornholm 2012