Elskede Danmark.
Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.
Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.
Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv? Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.
- Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.
Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.
Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.
Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig - men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!
Elsker dig -
Din Astrid
