Der er store folk der tænker
Stort om stor og større, størst
Fart er ikke no'et man sænker
Det er om at komme først
Selv den dybeste tallerken
Var engang en tanke blot
Ikke enten eller hverken
Smed mens tanken den er hot
Det skal sættes ind i skema
Et budget og revision
Koge ned og finde tema
Møde plan på diktafon
Overslag, prospekt og planer
Bankforbindelser og pris
Overvejelser der baner
Vej til både ros og ris
Så de store tænker stort
Hjernen den har vokseværk
Jeg er blot en lille lort
Hverken kæmpe eller stærk
Det er svært at tænke større
Tænker jeg og går min vej
Jeg vil meget hel're gøre
Tankerne til større leg
Men alligevel så er jeg
Større end de store folk
Det er mig der skaber vejen
Jeg er barnedrømmens tolk
For de store drømte større
Dengang de var ganske små
Hængte tankerne til tørre
Siden bygge ovenpå
Når man er en halvlang fister
Blot et barn og fuld af sjov
Så slår store drømme gnister
Slip nu tøjlen og giv lov
Der er bitte små der tænker
Stort om stor og større, størst
Fantasi har ingen lænker
Drømme kommer altid først
//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk
Hyldest til børns tankemåde og banebrydende ideer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kære Blog-læser.
Efterlad gerne dit eget aftryk i ord og kommentarer.
God dag!