Bare lige sådan for at være lidt på tværs, så tænkte jeg i nat over noget jeg (som vanligt) ikke forstår, jævnfør debatten i disse dage.
Vi har lige med den nye skolereform lovgivet om at de små danske børn skal lære engelsk fra 1 klasse. vi vægter det helt vildt højt.
Det er jo vigtigt i vores kapløb om verdensmagten. Danske børn skal være tosprogede, det er bydende nødvendigt for et folk med et lille sprog…
Samtidig i danmark: tosprogede elever, der har dansk og et andet fremmedsprog end engelsk tudes huden fuld om at det er meget meget skidt, de skal skilles ad, det skal stoppes og det helst nu… skolerne skal flytte eleverne rundt så vi er sikre på at de ikke bruger deres andet sprog.
Lad os vende tilbage til verdensmagten: Vi har her politisk bestemt at nogle sprog er bedre end andre, ikke bare bedre, men så meget bedre at de andre hovedsageligt mellemøstlige sprog helst skal tværes og visne og dø og begraves.
Det ER skide smart at have et fælles globalt sprog - det er virkeligt rart når man tæsker verden rundt, at ens lille puttegøj kan bestille "a coke and a smile" uden dialekt af rødgrød med fløde.
Men - når man er glad for sprog, så bliver det lidt fattigt at vi ikke bare er lykkelige i stedet for lukkelige når det gælder andre fremmedsprog..
Jeg synes det er stort og bredt og værdifuldt at vi har mange sproggrene i danmark.
det er min optik og jeg nyder duften af konsonantkrøller når jeg går bag en tyrkisk eller syrisk herboende.
De giver mig viden og forståelse og de giver en sproglig kolorit jeg ikke er bange for.
Mine børn er endnu ikke begyndt at sige Wallah habibi, så afsmitningen er minimal - men de kan nemt sige fuck you bitch - ingen problemer der og når vi er ved det - så er engelsk jo i den grad det sprog der bider meste til bolle når det kommer til danske sprogtermer.
Nå men det er mandag og radio 24/7 siger at nu er vi "gudskelov" helt nede på 47 (mod 56 sidste år) folkeskoler der er over grænsen af tilladeligt optag af tosprogede… imens åbner kbh kommune en ny international skole med hovedsproget engelsk og efterskolerne bugner af cambridge engelske som magnetfactor..
host host
- vi er da et pusseløjerligt folkefærd
mandag den 31. marts 2014
fredag den 21. marts 2014
Hvem faen læser korrektur på verdensordtnen?
Hvorfor er der ingen der læser korrektur på verdensordenen?
For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70'er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var.
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo'er vi kunne lege med i skolegården - det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi "gik tur med hunden" og lavede "jorden rundt" og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M's til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for "We are the world" stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?
Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med "The Doors" med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd - på alle måder.
Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig - mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt - og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.
Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk - skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte - og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra - kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.
Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne - og fanden tag den kolde krig uden kage - ja hvad ville det ikke ende med?
Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen - lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel - ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der... Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med "jeg alene bestemme" kortet. Hvert land, sin brydning.
Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90'erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)
Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer - hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.
Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet - shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.
Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi - vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.
Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.
Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til - nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.
Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje - til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.
… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa - se det giver sgu god mening! Til sidst...
For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70'er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var.
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo'er vi kunne lege med i skolegården - det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi "gik tur med hunden" og lavede "jorden rundt" og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M's til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for "We are the world" stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?
Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med "The Doors" med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd - på alle måder.
Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig - mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt - og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.
Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk - skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte - og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra - kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.
Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne - og fanden tag den kolde krig uden kage - ja hvad ville det ikke ende med?
Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen - lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel - ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der... Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med "jeg alene bestemme" kortet. Hvert land, sin brydning.
Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90'erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)
Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer - hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.
Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet - shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.
Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi - vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.
Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.
Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til - nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.
Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje - til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.
… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa - se det giver sgu god mening! Til sidst...
fredag den 14. marts 2014
PIrater
Endeløs række af tal efter tal
3,14159..
Pi er hverken hel eller halv
du kan tælle i et årti
evig er roden og rækken er rå
prøv at begynd og går du i stå
så skal du huske at PIrateri
er ligeså så svært som demokrati
for noget forgår og noget består
men PI er så lang som den evige vår
kun ét er så evigt som tal efter tal
og det er dit ord, brug kæften - du skal!
//Astrid Søe 2014
#PIdag
onsdag den 5. marts 2014
Men du er den eneste ene
Jeg ser dem der rejser i tiden
jeg ser gennem dage og år
men du er den eneste ene
for hvem hver en time er vår
Jeg kender din tvivl, dine kanter
jeg kender dit blik og din sang
men du er den eneste ene
der holder mit hjerte igang
Jeg sidder på kanten af livet
og finder en sten der er rund
men du er den eneste ene
der planter et kys på min mund
Der nogen der kæmper for livet
der krige og kampe og vold
men du er den eneste ene
der varmer når kloden er kold
Jeg mærker din lyst og din længsel
en kærligheds vilje i dig
for du er den eneste ene
der ved hvad der egentlig er mig
//Astrid Søe 2014
jeg ser gennem dage og år
men du er den eneste ene
for hvem hver en time er vår
Jeg kender din tvivl, dine kanter
jeg kender dit blik og din sang
men du er den eneste ene
der holder mit hjerte igang
Jeg sidder på kanten af livet
og finder en sten der er rund
men du er den eneste ene
der planter et kys på min mund
Der nogen der kæmper for livet
der krige og kampe og vold
men du er den eneste ene
der varmer når kloden er kold
Jeg mærker din lyst og din længsel
en kærligheds vilje i dig
for du er den eneste ene
der ved hvad der egentlig er mig
//Astrid Søe 2014
Snublende jublende nær
Jeg mødte dig uden uden for nummer
i køen til livet såmænd
du blev hvad kun Phi ene rummer
en evighed atter igen
Jeg kysset din mund og din hage
jeg spiste dit ord og din frugt
du blev til min paradishave
og paradis bør blive brugt
Du satte et træ der slog rødder
du plantet erindring og vær
og du var mit smør på min krydder
så snublende jublende nær
Du skænker i kopper af ælde
og kanter der har fået skår
for alt der er brugt kan fortælle
at nuet blev født af i går
i køen til livet såmænd
du blev hvad kun Phi ene rummer
en evighed atter igen
Jeg kysset din mund og din hage
jeg spiste dit ord og din frugt
du blev til min paradishave
og paradis bør blive brugt
Du satte et træ der slog rødder
du plantet erindring og vær
og du var mit smør på min krydder
så snublende jublende nær
Du skænker i kopper af ælde
og kanter der har fået skår
for alt der er brugt kan fortælle
at nuet blev født af i går
For tiden har flyttet forstanden
og rynker har mildnet dit sind
jeg ved vi er skabt for hinanden
spring over i køen, kom ind!
//Astrid Søe 2014
Melodien kommer snart på en kanal nær dig :-)
Melodien kommer snart på en kanal nær dig :-)
Før vi fik set os om.
Med store ord om noget
der flytter eller farer vild
et skæbneskriv er sået
og vokser fortsat til
at holde på at fælles vid
er folkefrihed hid og did
ord skæbner hvad de nævner
og bliver dine evner
- før vi fik set os om
Goddag med store hænder
der lugter af tobak og sved
der mangler flere tænder
men grinet bliver ved
og nynnesang i brusebad
bag døren råbes; Ved du hvad?
derude venter livet
tag fat, du blev det givet
- før vi fik set os om
Et hjemsted i hinanden
en hylde med forankringform
et sted at hvile panden
med ligeværd som norm
en gammel bog med kragetæer
dit ord i blæk, nu er du nær
for tilhør falmer ikke
erindringen må nikke
- før vi fik set os om
Farvel og husk nu hatten
og frakken og dit milde grin
du vandrer ud i natten
trods det at du er min
for alle går og falder om
en dag så er kalend'ren tom
og døden henter livet
for sådan er det givet
- før vi fik set os om
//Astrid Søe. 5. marts 2014. Til min far.
Melodi: Den blå anemone.
der flytter eller farer vild
et skæbneskriv er sået
og vokser fortsat til
at holde på at fælles vid
er folkefrihed hid og did
ord skæbner hvad de nævner
og bliver dine evner
- før vi fik set os om
Goddag med store hænder
der lugter af tobak og sved
der mangler flere tænder
men grinet bliver ved
og nynnesang i brusebad
bag døren råbes; Ved du hvad?
derude venter livet
tag fat, du blev det givet
- før vi fik set os om
Et hjemsted i hinanden
en hylde med forankringform
et sted at hvile panden
med ligeværd som norm
en gammel bog med kragetæer
dit ord i blæk, nu er du nær
for tilhør falmer ikke
erindringen må nikke
- før vi fik set os om
Farvel og husk nu hatten
og frakken og dit milde grin
du vandrer ud i natten
trods det at du er min
for alle går og falder om
en dag så er kalend'ren tom
og døden henter livet
for sådan er det givet
- før vi fik set os om
//Astrid Søe. 5. marts 2014. Til min far.
Melodi: Den blå anemone.
lørdag den 1. marts 2014
Vår og vær
Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.
Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.
Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.
Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.
Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.
Abonner på:
Opslag (Atom)