Og jeg skolder helt sikkert tungen i bilen, fordi diverse tankstationer har fået nymodens bryggerimaskiner der både kværner og pisser min kaffe ned i koppen i små strint-sikre stråler. Men det er kogende og det er jo fint, fornyende og noget andet end truckerkolber der har stået på en lun kogeplade de sidste 5 timer og overvejer om sort nu også er det nyeste sort.
Men jeg kan sgu ikke finde ud af dem, brygmaskinerne.
Først bruger jeg utallige minutter på at lede efter koppen. den er væk, som sunket i jorden.
- Undskyld, men hvor står kopperne, de der brug og smid væk paptynde sataner man med sikkerhed brænder fingrene på, af nogle beholdere?
De står ved kassen nu, du skal betale før du får en kop!
Hvorfor?
Fordi eller er der mange der tager kaffe uden at betale.
Ok, ikke noget at indvende mod det, andet end følelsen af at det næsten er en forbrydelse at mangle tillid til kaffedrikkere.
Det er jo samlingspunktet, det er jo de tomme løfter om "skal vi ses til en kop kaffe snart", det er dating-menneskers gyldige 5 minutter på en cafe, det er mødernes stille øjeblikke hvor man drikker af sin kop for at få et øjebliks købetid til overvejelse, det er en kultur og nu er den buret inde af kassemedarbejdere der sidder på kopperne.
Kaffen er ligesom noget kulturelt vi ikke kommer uden om, et møde med en tid vi ikke skal præstere af helvede til. det er pusterummet, det var pusterummet.
Og nu er det forpustende bare at få en kop.
Helt ærligt, er der så lidt tillid tilbage at en stabel papkrus skal gemmes bag disken sammen med panodilerne og herpescremen?
Er tilliden ikke gemt i den papkop med tudelåg?
Er det ikke nærmste sidste bastion af frihed der nu står stakket bag lås og slå?
Ja gu er det et tidsbillede, et billede på den vidtstragte fortælling vi medvirker i og lever efter umærkeligt og mere og mere.
Der brykkes gør der, nye fortællinger om kulturen og verden og medmenneskerne. de bor også i papkoppen med tudelåg. alle de andre vi omgiver os med. alle de andre der heller ikke er tillidsfulde nok til at få hverken papnæse eller papkrus.
Det kræver en længergående universitetsuddannelse at trykke på den rigtige knapper på brygmaskinerne. Kaffen hedder alt muligt der ikke har med kaffe at gøre. Vi er ude i en sociologisk eksperimenterende brygopgave der ganske overser det kulturskred vi er midt i. Macchiato, americano, Cortato, Café Mocha, og bla bla bla… Det er fint nok, det er udvikling. også når man egentlig skal tisse helt vildt i køen til restepladsens brygmaskine. Og de fumler gør de, dem i køen og sveder og bander og trykker og brygger den ene fejlblanding efter den anden.
Men vi lærer det nok, bare vi tager den rette længeregående. det er jo godt med uddannelse, også på landevejen.
Jeg skal bare tisse hver gang også selvom jeg ikke skulle inden og sådan en midaldrende kvindeblære der har født nogle gange og indrømmet ikke knebet nok, den skal man have respekt for. den holder sig ikke evigt, det er helt sikker. på et tidspunkt flyder den over, i køen til café latte og Macchiato. Almindelig højskolekaffe, det kan jeg jo ikke få. det lugter jo af den lille blå, ikke at forveksle med den lille rød. Eller Irmapigen.
Jeg vil egentlig gerne bare have en kop almindelig kaffe, med lidt KOLD mælk i, ikke noget med mini eller skumme eller endelig ikke skummet mælk varmet med et selvbetagende smil.
Du ved bare kaffe med mælk, sød hvis du har, ikke fløde. endelig ikke fløde.
Kaffe med fløde smager af den gamle nabokone i Uldum, som gav vi børn kaffe, i mangel på nymodens forståelse af børns vaner og skikke.
Fløde i kaffen, hvor vi sad med nederdelen lige under knæet i den alt for høje sofa og balancerede den kunstfærdige kop på underkoppen og passede på ikke at slubre eller at der kom lange løbende dråber ned af porcelænet.
Kaffe med fløde, det går ikke, det er til procelæn og ikke pap med tud.
Vi kan ikke lave kaffe med kold mælk, desværre.
du kan tage en pulverrulle og drysse i.
- Jeg dresser fire i, ikke at det køler særligt meget det pulver.
Kaffen er hed, som ekspedientens kinder, da jeg spørger efter noget at røre med.
En lille pind, af træ. en splint af kristi kors som jeg rører rundt med, til pulver og kaffe udgør et skønmaleri af beige bæ farve. sådan lidt ud i tyndskidspaletten.
Låget på, tuden til de travle folk på landevejen. Os der ikke har tid til at fordybe os over avisen med alsidige panderynker over nutidsstrømmen af 12 taller og dannelse der tror den skal vækste og videre, men egentligt bare er en hverdagsting.
Nu er dannelsen blevet en tudekop for småbørn.
Vi suger kaffen ind i småsjatter og orker end ikke at drikke af rigtige kopper, dem med underkop og klirrelyd.
Jo mere travle vi er jo mere ligner vi smårollinger udstyret med sikkerhedssele, tudekop, telefonnumre indkodet hvis vi bliver væk, gps der finder vej for os som en god spejderleder, pletafvisende tøj så vi kan spilde ned af os uden at det gør noget, spærringsaftale på tablet, mobil og bank så vi ikke kommer til at bruge for mange penge, skema i kalenderen så vi passer vores "timer. Det er næsten umuligt at se nogenlunde voksen ud med en tudekop i munden. Det er sgu svært at indgyde respekt med småsjatter af kaffe der lejrer sig i låget. Det er næsten lidt komisk. nærmest vuggestue agtigt.
Men hold nu kæft det er smart, jeg når ligesom det hele, men koffeinen i mundvigen og gpsen som ledestjerne. De er effektive de tudekopper, fra vuggestue, til voksenliv, til plejehjemmet hvor de sidste rester af saftevand sippes i tudekoppens beskyttende lys.
Næ, jeg tror sgu bare jeg tager en Congobajer, med en helt umuligt flaskemunding der ikke passer på andre mennesker end Kim Larsens flab. Jeg spilder hver gang, det løber ned af mig.
Der er en del tillid i sådan en Congobajer. den er ligesom ikke tilpasset virkeligheden eller samfundet eller det travle. Den kan ikke drikkes i trafikken uden at der er fare for andre ve og vel og en politirazzia med 3 klip i Congokortet.
Skål.
-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kære Blog-læser.
Efterlad gerne dit eget aftryk i ord og kommentarer.
God dag!