Kvasers blod - debattens søgsmål

"Min far har en bil der er større end din fars",
"Men min far har en bus der er større end din fars bil",
"Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik"
"Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!"

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

- Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.


I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med "Harry Potter".
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed "Riddikulus".
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. "bare..."
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme - det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: "Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig."

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

- Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst - Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku' benytte det frit
det gjalded' fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku' være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed' for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.