Jeg sidder og arbejder i en smuk gammel villa på Frederiksberg.
Sådan et sted hvor tiden er gået i stå.
Kun bogreolen sladrer om de sidste to tre årtier. Og politikken i postkassen med dagens hovedbrud, politiske presseveer og hverdagsbeskrivelser som minder om at vi er i 2016.
I stuen står et lille bord.
Der er ikke hæve/sænke funktion. Der er ikke blændhvid lak. Der er træ og tyngde.
Ved bordet står en stol. Lidt for lav, ikke særlig magelig. Den stol har stået der i årtier. Samme sted.
På bordet ligger en blok.
Blokken er blank, og alligevel ikke.
Der er trykmærker efter blyanter og kuglepenne. Man kan nemt læse hvad der er skriblet for længe siden.
Engang da jeg var barn brugte min bror og jeg en hel efterårsferie på at lave papirsmønter. Vi lagde pengene på bordet og papir ovenpå. Skraverede med let hånd hen over mønter og papir hvorefter mønten trak frem og et perfekt aftryk var lige til at klippe ud og lege med.
Jeg gik ned til købmanden og han legede med. Jeg købte lakrids. For mine papirspenge. Fantastisk børnevenlig købmand.
På blokken på bordet på Frederiksberg er der en halv aftegning af en mønt.
Nogle telefonnumre, nogle navne, indkøbslister.
På bordet står en fastnettelefon.
Den virker. Den lyder som den skal. Ventetone. Den følger ikke med mig når jeg går. Den hænger fast i et gammelt ledningsnet og står statsmandsagtig og tier.
Den har ikke ringet endnu.
Jeg sidder og skuler lidt til den.
Der er noget særligt ved fastnet.
Noget med rod. Noget med ståsteder.
Og noget med at kunne gå uden at man kan nås.
Genkendelighed for gamle kællinger som mig. Generation 0049.
Når jeg smækker hoveddøren holder jeg op med at være tilgængelig. Så er jeg bare mig og den nærværende omgivende verden.
Hvis jeg satte mig og talte med et menneske på fastnettelefonen måtte jeg blive hvor jeg var. På den ubekvemme stol. Ved det lave bord. Ved blokken.
Jeg kunne ikke sætte en vask over eller pakke varer ud og sætte i køleskabet.
Jeg ville være tvunget til at føre en nærværende samtale med det ene menneske der var i røret, uden samtidig at fortsætte mine gøremål.
Tiden ville gå og gå.
Vi ville tale, længe.
Når røret blev lagt på ville indkøb og vasketøj stå der endnu. Urørte.
Samtalen ville stå helt fast. Helt nærværende. Uafbrudt af sms'er og banke på funktion.
En samtale med en blok foran og små skriblerier.
Der er noget på en gang nostalgisk og rodfast ved det at være navler til væggen...
..nu ringede den!
Forkert nummer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kære Blog-læser.
Efterlad gerne dit eget aftryk i ord og kommentarer.
God dag!