Af gammel arv blev folket frit

Melodi: Velkommen i den grønne lund

Nu skæres skal min skoleform
hvor dannelsen der råder
hvorledes vil med mål og norm
nutiden løse gåder?
hvad vejer kærlighedens ord
og demokratisk tale
i fælleskabets offerbord
så stop dog, fandemgaleme

Engang var kampen folk og fæ
og oplysning var svaret
friheden den gik ej i knæ
den arv har vi bevaret
vi skabte mulighedens land
og troen på vor næste
hvor ord var fri hos kvinde mand
til fælleskabets bedste

Af gammel arv blev folket frit
et folk med vid og kerne
hvad der er mit er også dit
og det er sgu moderne!
i fælleskabets egen ånd
er troen på hverandre
i egentro vi knytter bånd
det må I ej forandre!

At skære gennem folkevid
og mulighed for alle
er kniv til hvert et individ
en demokratisk skalle
at være fri og tænke selv
en opstopper i tiden
det ytringsfrie karskenbelg
skal nødes i sin viden

Et lille økonomisk råd
til bonegulv og borgen
skal dansken øve heltedåd
skal lyset med fra oven!
et oplyst folk der færdes frit
foruden mål og ramme
gir vækst og skoen ekstra kridt
vi vil ej stå til skamme

Et lille folk med fælles ord
der gramser frit på verden
et særkende så højt mod nord
som Holger danskes fjerten
skal frihed til forskellighed
som styrke fortsat råde
slå ikke højskolerne ned
så dør vel åndens gåde


Skrevet til kampagne mod nedskæringer på uddannelse og højskoler 2015

Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst! Grundlovstale 2017

Grundlovstale 2017 - Grundlovsmødet på Orenæs Saloner kl 13:30-15:30

Vi er hinandens mulighed.

Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst!

Det er på alle måder både festligt og u festligt at fejre grundloven.

Festligt fordi vi med grundloven har taget en beslutning om at ville hinandens forskelligheder og taget skridt til at forløse en fælles medbestemmelse i hinandens liv.

Samfund betyder at finde sammen.

Og et samfund passer ikke præcist på den enkelte, men er et mødested mellem mange.

Mødesteder er festlige. De vil noget, vi vil noget, med hinanden.

Grundloven er u festlig fordi den minder os om at forskellighederne kan briste.

At vi ikke kan leve på fredelg vis sammen, uden at skrive regler og lovbøger hvori vi skal agere og udleve vores samfundsgerninger.

Et samfund er ikke givet på forhånd, men er en gradbøjning mellem mennesker der lever i et geografisk område.

Det er på sin vis u festligt.

Nede i kolonihaven er der gnidninger om perlegrus eller ej og på tinge skal de folkevalgte beslutte sig til om man må brænde bibler, koraner eller ugens rapport – uden at det skal have opsættende virkning for den enkelte borger.

Grundloven er på mange måder en skæbnebog for et samfund.

Den skal sætte fri, men til hvad og for hvem?

Friheden kan man ikke skalte og valte med.

Den er uløseligt bundet med ansvaret.

Grundloven har den ene opgave at fortætte ansvarstagen, så friheden kan gå på frierfødder uden blusel, i et folk.

Grundloven er et stykke frimodigt tekst der gør et folk myndigt.

Ikke bare magthaver magelighed, men en egentlig tillidserklæring til medborgerskabstanken.

Historien kender vi forfra og bagfra.

Også gnidningerne ved grundlovens indførelse.

Er vi oplyste nok til at styre et samfund?

Er folket virkelig bedste regent?

Kan man overlade magten til ”pøblen”?

Medbestemmelse er krævende.

Det er ikke biologisk indbygget, men et stadigt eksperiment mellem mennesker i en politisk menneskelig evolution.

Det er den form vi har kortest erfaring med og som er mindst gennemtestet.

Mennesket er vandt med at en drager for og resten følger. At vi udpeger en leder og lader flokken vandre i de fodspor.

Ikke så meget anderledes end savannes hierarki.

Grundtvig havde det svært med grundloven, ikke fordi han ikke mente at folket skulle have medbestemmelse, men fordi han mente at medbestemmelse må holde hånd med oplysning.

Et uoplyst folk kan ikke agere i myndighed.

Med grundloven satte vi oplysning først.

Vi valgte at hele folkets fylde er tillidsbærende og ansvarsmuligt.

Der findes vel ikke større tillidserklæring end at få overdraget et ansvar, ikke bare for en selv, men for ens medmennesker.

Derfor er grundlovsdag en festdag. Fordi den fejrer troen på et oplyst medborgerskab, på næstekærligheden.

Oplysning være skal vor lyst

Og det så kun om sivet

Men først og sidst med folkeryst

Oplysningen om livet!

Grundtvig

Oplysning er vores løsen i nord, oplysning for Loke, såvel som for Thor.

Når vi koger grundloven ind til smertegrænsen er der kun den magiterning tilbage: oplyst ansvar til frihed og mulighed for hverandre i gensidig tillid.

Det er da et festligt eksperiment mellem mennesker – og vi eksperimenterer stadig og famler os frem i hinandens mulighed.

I går aftes kom jeg hjem fra Wittenberg efter endnu et besøg hos den gamle Luther. Det gør noget ved ens tillid.

Luthers teser, der siden rev så meget med sig og skabte reformationen, er en tillidserklæring fra et menneske, til mange mennesker.

Luthers teser er også en maggiterning af tillid. Spørge må man vel, fra menneske til menneske og alt skal drøftes, i den brede offentlighed. Også religion og røgelse.

Luthers teser er størst når man husker at de åbner samtalen og ikke er endegyldige svar. På samme vis lever vi i dag. Vi er mødestedet mellem holdninger og vores grundlov lover os at vores holdninger ikke skal skamme sig over noget, men kunne holde til at blive modsagt.

Vi øver os stadigt i at være samtalens oplyste land.

Og særligt i denne tid er samtalen under pres.

Ikke blot retten til at ytre sig, men muligheden for at føle sig fri i holdning og ord.

Det er fordi vi har en smule ondt i tilliden.

Det gør ordene hårde og glatte. Debattonen uforsonlig og spørgsmålet mindre vigtigt end svaret.

Også selvom vi gør vores bedste for at minde hinanden om at tilliden fra menneske til menneske og fra folk til folk er vigtigste værdi.

Men når tilliden ikke på samme vis sætter os fri og frimodige i samfundet, så halter helheden.

Kun den der har modet til at lægge sin skæbne i andres hænder er rigtigt fri.

Uden bånd og i egentlig tillid.

Det frisætter også egne ståsteder og holdninger.

Vi taler i samtiden meget om at bygge bro.

Broen er selvsagt tilliden der bærer håbet fra den ene til den anden.

Simon og Garfunkel har sagt det så hjertegribende:

I'll take your part, oh, when darkness comes

And pain is all aroundLike a bridge over troubled waterI will lay me downLike a bridge over troubled waterI will lay me down

Tillid er at lægge sig selv ned, at være et vadested i oprørt vand.

En trædesten af tillid.

Tillid kan ikke tvinges – sådan skrev jeg engang for mange år siden.

Det kan den stadig ikke.

Brobyggeri kan ikke gennemtvinges.

Det er noget der opstår uden rettesnore og ingeniørtegninger.

Terror på London Bridge er tillidskrig.

Hvad der binder os sammen, over bælt og sund, flod og åløb, hånd i hånd og menneske til menneske, knuses under andres vilje.

Mod denne vilje ved vi at kun tillid kan sejre, tillid og frimodighed mod håb, kærlighed og samhørighed.

Tillid er noget der gror på os, noget der slår ind, i kærlighed, i handlemåde og i sindelag.

Samfundet er bygget af gensidig tillid.

Det er tillidens eneste fundament.

Vi behøver ikke tale om lighed, broderskab eller retfærd hvis tilliden er tilstede.

Mennesket muliggør hinanden.

Mennesket er intet om vi, som sømanden, kun har sin enegang…, som Peter Kemp skrev engang,

Ingen er uundværlige men alle er uerstattelige!

Grundloven er ægteskabets papir vi har på hinanden som borgere.

Vi lover at elske og ære, i medgang og modgang. Og hører samhørigheden op må vi forlade det samfund vi var en del af.

Man kan ikke vælge grundlaget fra.

Man kan bygge videre på det, man kan debattere, demonstrere, modsige, men grundlaget som tillidserklæring står alligevel fast. Den er urokkeligt idet at det er den beskrevne tillid mellem mennesker.

”Kærlighed og intet andet, elsker op en helteæt”

Find dig i grundloven, eller find dig i hvad som helst!

God grundlovsdag – jeg elsker også dig, til døden os skiller.

Tak for tilliden.

Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden

Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord

Tidsbillede 2017 – Astrid Søe

Et liv af mening, fejlfrit og perfekt

med karakterer der kan tæve alle

lovlydig, ingen udbrud i affekt

rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!

Jeg læser op på Kant og Kierkegaard

min flid er synlig og gir resultater

jeg står på række, venter på min tur

og efteraber - vi er vel primater.

Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny

jeg tror på alt - men anfægter min næste

for skikken følge eller landet fly

men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?

Jeg finder mig en quiz i dansker vid

og noget om at holde meste af katte

det viser sig min viden er frigid

jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord

det lyder som et levn fra svundne tider

nu haster vi, drive-in som nadverbord

og fælleskab er svært for individer.

Men når nu livets spotlight slukkes helt

og links og like’s har mistet deres gåde

har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!

-----

over samme læst en samtidsanalyse fra 2001

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

At leve livet i den tid man har

Og ikke spille lotto for at vinde

Historiens frakke gør du ej er bar

Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,

Det hjælper ikke stort med synoptik

Jeg tror du selv får øje på din glæde

Vi ønsker altid mere end vi fik

Selv ejerskab i troens tandemsæde:

Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov

Og råbte ud til alle at jeg turde.

Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!

Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.

Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.

Og æder take-away og piller næse

Ser ugens stjerner i et dameblad

Som ingen selvsagt tror jeg gider læse

At være ung med tvivl og hvalpepund

Og skolens karakter der gør mig myndig

Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.

Og børn med flere mænd gør man er kyndig.

Jeg sulter mig og bruger rynkecreme

Men lige meget hjælper det på huden.

Så hver dag leves som den var ekstrem

til døden endelig gir mig en på tuden.

Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,

Astrid Søe september 2001

---

Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord

som det, jeg ville ej med kongers bytte,

opklaret gang i ælde fædres spor

med ligeværdighed i borg og hytte,

med øjet, som det skabtes, himmelvendt

lysvågent for alt skønt og stort herneden,

men med de dybe længsler velbekendt

kun fyldestgjort af glans fra evigheden;

Et sådant liv jeg ønsket al min æt

og pønsed’  på med flid at forberede,

og når min sjæl blev af sin grublen træt,

den hviled sig ved fadervor at bede.

Da følte jeg den trøst af sandheds ånd

At lykken svæver over urtegården,

Når støvet lægges i min skabers hånd

Og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår

Og blomsterfloret i den varme sommer,

Da modenhed i møde planten går

Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!

Om kort, om langt blev løbebanen spændt,

Den er til folkegavn, den er til grøde:

Som godt begyndt er dagen godt fuldendt

Og lige liflig er dens aftenrøde.


læs også blogindlæg om dannelse her: 
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/at-fejle-er-at-leve.html

https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/livet-er-en-mesterlre-vi-ikke-ma-miste.html

https://astridsoe.blogspot.com/2019/10/et-oplyst-folk-kan-aldrig-holdes-nede.html