Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
En betablokker fra hjertet, fra livet, fra hverdagen. Holdninger, sagn og sang i en folkeoplysningstid. God læselyst! Astrid Søe©
onsdag den 19. oktober 2016
Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016
Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
lørdag den 15. oktober 2016
Engagementets dannelse. Sang
torsdag den 6. oktober 2016
Fastnet på Frederiksberg
Jeg sidder og arbejder i en smuk gammel villa på Frederiksberg.
Sådan et sted hvor tiden er gået i stå.
Kun bogreolen sladrer om de sidste to tre årtier. Og politikken i postkassen med dagens hovedbrud, politiske presseveer og hverdagsbeskrivelser som minder om at vi er i 2016.
I stuen står et lille bord.
Der er ikke hæve/sænke funktion. Der er ikke blændhvid lak. Der er træ og tyngde.
Ved bordet står en stol. Lidt for lav, ikke særlig magelig. Den stol har stået der i årtier. Samme sted.
På bordet ligger en blok.
Blokken er blank, og alligevel ikke.
Der er trykmærker efter blyanter og kuglepenne. Man kan nemt læse hvad der er skriblet for længe siden.
Engang da jeg var barn brugte min bror og jeg en hel efterårsferie på at lave papirsmønter. Vi lagde pengene på bordet og papir ovenpå. Skraverede med let hånd hen over mønter og papir hvorefter mønten trak frem og et perfekt aftryk var lige til at klippe ud og lege med.
Jeg gik ned til købmanden og han legede med. Jeg købte lakrids. For mine papirspenge. Fantastisk børnevenlig købmand.
På blokken på bordet på Frederiksberg er der en halv aftegning af en mønt.
Nogle telefonnumre, nogle navne, indkøbslister.
På bordet står en fastnettelefon.
Den virker. Den lyder som den skal. Ventetone. Den følger ikke med mig når jeg går. Den hænger fast i et gammelt ledningsnet og står statsmandsagtig og tier.
Den har ikke ringet endnu.
Jeg sidder og skuler lidt til den.
Der er noget særligt ved fastnet.
Noget med rod. Noget med ståsteder.
Og noget med at kunne gå uden at man kan nås.
Genkendelighed for gamle kællinger som mig. Generation 0049.
Når jeg smækker hoveddøren holder jeg op med at være tilgængelig. Så er jeg bare mig og den nærværende omgivende verden.
Hvis jeg satte mig og talte med et menneske på fastnettelefonen måtte jeg blive hvor jeg var. På den ubekvemme stol. Ved det lave bord. Ved blokken.
Jeg kunne ikke sætte en vask over eller pakke varer ud og sætte i køleskabet.
Jeg ville være tvunget til at føre en nærværende samtale med det ene menneske der var i røret, uden samtidig at fortsætte mine gøremål.
Tiden ville gå og gå.
Vi ville tale, længe.
Når røret blev lagt på ville indkøb og vasketøj stå der endnu. Urørte.
Samtalen ville stå helt fast. Helt nærværende. Uafbrudt af sms'er og banke på funktion.
En samtale med en blok foran og små skriblerier.
Der er noget på en gang nostalgisk og rodfast ved det at være navler til væggen...
..nu ringede den!
Forkert nummer
torsdag den 29. september 2016
Hal Koch på Hillerødmotorvejen
Manden eller bolden.
Man kan ikke tale ned til et oplyst folk.
Da Grundtvig.. (ja ja, jeg ved det, han blander sig da også i alt - tilgiv, thi jeg ved ikke bedre) opfandt folkehøjskolerne var det ikke for at ensliggøre folket.
Nærmere det modsatte. Oplysning giver mere samtale, mere tvivl, flere holdninger, mere bøvl.
Men godt bøvl. Sådan noget man finder i Brugsen i Brovst, eller på genbrugspladsen i Hjørring og på Christianshavns torv. Bøvl med livet og meningen med det hele og deraf en snak med naboen om dette og hint.
Meningsforskelle.
Højskolen var meget enkelt tænkt som en mulighed for oplysning.
Fra grundtankerne ved vi at Grundtvig var dybt bekymret over folkestyret, hvis folkestyrets grundlag (folk) var uoplyste og "plovfuren" trak sammenhængskraften ned.
Sammenhængskraft er kun mulig hvor agtelse agerer som pejlemærke.
Agtelse, vel og mærke, for alles holdninger og meninger. Uddannelse underordnet, men dog veloplyst og dannet til livet og medborgerskabet i et demokrati.
Da højskolen begyndte sin vaklende gang i verden tog den en meningsfuld rolle på sig, som ingen eller intet siden har kunnet måle sig med.
Ikke universitetet, ikke landbrugsskolen, ikke bloggeren, ikke meningsdanneren, ikke magteliten.
Højskolen skabte en samtalekultur hvor ingen var tvunget af deres æt, opdrag, stand, tro eller vid.
Et frit mødested hvor samtalen mellem mennesker ikke havde facit eller målstyrede løsninger.
Hvor ingen skulle eksamineres i tankegange eller forkyndelse.
Og når man ikke skal eksamineres i sin holdning eller sit vid, er der højere til loftet.
Vi har hårdt presset beholdt dette samtalefristed. Samtalen utvungne rum.
Mødet mellem lærde og lægfolk og smukkest er det at ingen holdning tæller mere end den andens.
Det er her samtalen skaber sammenhængskraft.
Det er her hvor det at være folk stadig er en livslang dannelse, der ikke kræver su.
Og tag endelig ikke fejl. Højskolerne bemandes af akademikere for langt de flestes tilfælde.
Men selvom højskolelæreren og forstanderen er akademisk skolede, er de i deres hverdag tvunget til at være "på lige fod". Det gør noget dannelsesmæssigt ved enhver, både for lærer og deltager.
Det er sproget og samtalen der ændres.
Når man har siddet 7 år for Lea og erhvervet sig en akademisk værktøjskasse og som højskolelærer mødes af et bralrende grin og ordene: Så kan du passende bruge 7 år på at genlære et formidlingssprog. Nå? Altså nå, i den der Ph'ske forstand. Bare nå og siden NÅhh!
Det rum, mulighedens samtalerum, er det rum der forenkler det at være folk.
Man kan ikke "falde i" politikerlede, frygt for landsdelssplittelse eller formå at føle sig dummere end universitetet tillader, det øjeblik en samtale foregår på lige fod.
Samfund betyder stadig at vi skal finde sammen. Ikke bare historisk, men hver eneste dag.
Sammenhængskraft kræver samtale - på tværs af meningsforskelle.
"Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil". (Citat Grundtvig) uagtet farve eller front.
Eller som de siger i Gravlev: Det betyder ikke så meget om man kan regne, bare man kan regne den ud. (Citat, min husbond)
Engagement eller en enarmet tyveknægt?
At være medindflydende, medlevende, medskabende, medvidende, medmennesker.
Engagement er altafgørende for et levende samfund. For et demokratisk virke.
Efterskrift Det kan være, en dag på Hillerødmotorvejen at man opdager at man skal skifte spor.
Det er faktisk muligt for en Tesla at skifte vognbane når en askegrå mand og en stortudende kone står med en utro trailer i vejkanten og ser Kochs endeligt.
Glæder mig til igen at kunne skrive tesla, tillid og trailer med stort.


