Frie ord om min far Poul Erik Søe, der skiftede spor den 5. marts 2008.
Kærlighed sætter det andet menneske fri. Fri til at være, fri til at stå selv og fri til at opdage livet forfra. Jeg kan ikke forestille mig kærligere eller friere måde at møde livet på, end den, min far mestrede.
Samfund, politik, sang, højskole, bøger, samtaler… Men bag det hele stod et menneske der var gladest ved det milde. Når debatten rasede syntes fars ord så faste. Men det var aldrig, aldrig tilfældet. Han var altid ledet af den smukke tvivl, indsigelsen og pladsen i samtalen hvor ordene havde frit spil. I debatten kendes han som ildsjælen der vendte verden på hovedet. Trodsede de politiske strømninger der frasagde mennesket frihed og råderet over eget liv. Altid på menneskets side, i menings-kærlige skæve kommenterer og holdninger.
For vi nære og kære var det på en og samme tid både anderledes og ens. Vi stod så uendeligt frit i vores ord. Aldrig hørte vi fra vores far at det vi mente eller troede var galt. Altid var der plads for samtalen og meningernes mod. Som barn oplevede jeg dagligt hvad nærvær betyder for et menneske. At turde være livet nært, uanset hvad det bød. Nærvær giver så meget liv fra sig. Far mente at et menneske aldrig fyldte livet ud med mere end hvad vi drømte om. Det fik vi lov til. At drømme os ind i hvad liv kan være. Intet er umuligt lærte vi. Lige meget hvad vi foreslog, var det muligt hos dig far. Gør det. Lev. Stå fast. Drøm dig videre. Vid bedre, hvad du ved. Ubegrænset nærvær og kærlighed vider livet ud. Du kunne opelske dine børn, så smukt og mildt. Så levende og givende.
Jeg er ikke i ”familie” med min far.
Far lærte os altid at ”familie” havde en tydning, vi i dag har glemt. At ordet familie betyder ”mandens skare af slaver” Med far var det aldrig tilfældet. Han var ikke overhoved i familien, men på højde med enhver der var hans slægt. Plads var der nok af, til at være sig selv og være menneske.
Far, vi fik lov at opleve det usædvanlige. At vælge hinanden i dagligdagen på tværs af slægter. Jeg fik den glæde som voksen, at arbejde samme med mine forældre i 9 år på Lønne Højskole. Et nært nabo og arbejdsfællesskab der, i dagens Danmark, synes forældet, men modsat opleves uendeligt frit, hvis man netop mødes i frihed og med den gode selvstændighed man skal skænke hinanden i alle slægter. Da vi lukkede vores højskole i Lønne sidste sommer, efter fars 70 års dag, skulle vi genmødes på Mols. Der skulle en ny tid begynde. En tid hvor vi atter skulle bo dør om dør. En tid hvor børnebørnene løb glade fra hus til hus. En tid med fordybelse, mildhed og nye begyndelser. Vi fik kun 8 måneder, men far nåede begejstret at glædes ved de hvide krokus der myldrede frem af jorden. Nåede at drømme nyt og nåede at finde kærlighed til en ny egn. Vi har lige nu ikke andre ord end; Hvor er det synd for dig far. Det er ikke synd fordi far ikke nåede at leve, ånde og virkeliggøre et kærligt liv på jord, for alt det nåede han til fulde, men det er synd fordi han ikke nåede alt det meget mere han havde drømt om. Alt det meget mere han havde at give, gøre og glæde mennesker med. Og synd er det for de mennesker der ikke nåede at kende så sjældent smukt, vidende, nærværende og legende et menneske.
Far var mest af alt menneske for sine nærmeste.
Hvor meget han end sled og slæbte, talte og tænkte i det offentlige rum, så var den egentlige glæde hos hans elskede nære. Mor som han elskede uden grænser, levede og arbejdede med. Min søster Anneke, min bror Jeppe og jeg. Og siden de børnebørn der kom til og er under vejs.
Mine drenge var så heldige at have deres morfar hver dag, i uforlignelig nærhed. Min ældste dreng på 7, sagde da morfar døde: ”Morfar lærte mig at være mig. Det kan aldrig erstattes”. Og de ord rammer stærkest.
Far lærte liv fra sig. Også til de små. Livet er en dejlig gave og dejlig at tage imod. Vi kan lære livet fra os på så mange måder. Fars måde var den frie og kærlige. Den der aldrig nedgør eller begrænser. Far gav mod på livet. I sind og tanke. Syntes vi livet klemte, kunne han vende op og ned på alt i enkle ord han hentede, ikke i litteraturen, ikke i egen oplevelse, men hentede i den han talte med. Far kunne erindre andre om hvad de selv rummede, og det er det der gør et menneske stort, et samfund stort, et folk stort. At turde være til i egne plovfurer, i eget liv og væsen.
Tak for det enkle og sjældne, tak fordi du opelskede os til smukke og milde liv, i nuet og i de levendes land.
Du lever dog når vi er til.
I al kærlighed
Din datter Astrid.
torsdag den 7. august 2008
Hverdag, hver dag.
Livet skal helst være en lang fest.
Men hvis ikke hverdagen er der får vi aldrig øje på når livet byder os et stort og festligt øjeblik.
At holde af hverdagen kan være svært.
Trædemøllen, som den også bliver kaldt.
Men der er et menneske der har hyldet hverdagens berusende glæder.
Det er af Dan Turéll, der i digtet, HYLDEST TIL HVERDAGEN,
fra pladen, pas på pengene, lavet i samarbejde med Halfdan E. 1993
Gensynet med dagligdagens glæder er tilbagevendende hos turell.
Eller hans trang til at leve i nuet.
At lægge sig i hvilens og hverdagens seng,
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.
Hver dag er ny, Også for turell.
Hver dag skal han vågne til de samme mennesker de samme lyde og udsigten...
men med ny erindring.
Han får lysten til at finde sted i sin hverdag.
Den samme lyst som Benny Andersen har i digtet Svantes lykkelige dag
Benny Andersen har forstand på livets små øjeblikke.
Bennys Digt minder mig mest om en salme.
Den er skrevet på kærlighedssprog og kærlighedssprog gør altid en salme.
Benny Andersen venter ikke gæster i dette dig, men er selv en pludselig uventet gæst midt i hans egen hverdag.
Han får øje på at livet ikke er det værste vi har når hverdagens kaffe er ved at være klar.
Han holder af sin ostemad og fuglene der flyver i flok, hvis de er mange nok.
Ninas rituelle morgenbad gør livet rigt fordi det er et bad i hverdagens vand.
Benny Andersen døber dagen glad fordi den er genkommen.
Enhver kan høre at den er skrevet på tillidssprog.
Tillid betyder tro.
Og digtet er fyldt med tro og tillid til livet selv.
Der er en barnlig glæde mellem linierne
Og netop af barnligheden springer tillid.
Også Grundtvig digtet oftest i et barnligt sprog.
Med barneøjne.
For Grundtvig er barndommen den klogeste tid vi lever.
Et barn uden sprog har viden om alt der hører hjertet til.
Om længsel, mod, håb kærlighed og tro.
Langsomt ændres vores syn på tilværelsen.
Skattetryk, pensioner, hormoner og svigt kalder andre ord og et andet sprog frem i en.
Men barnet vidner kun om tillidens sprog.
Min søn Svante sad, som lille pludre sprogs baby på knabt et år, i sin stol til et måltid i spisesalen på vores højskole i Lønne og hans morfar kom over til ham.
Svante kikkede op på han og sagde vov vov, og nu lignede morfar bestemt også en mellerstor buldog med bløde folder i ansigtet, så vov vov fungerede fint, men den lille gut kikkede igen ned, smilede og pegede så igen på morfar og sagde GUD!
Det er hjertesprog.
Den man har tillid til kan man tro på.
Og barnligheden gør selv en morfar guddommelig.
Det er sku ikke så lidt man bliver af at få børnebørn.
Siden fandt den lille gut dog et andet navn til morfar, han havde opsnuset fra en vorsensamtale, han skiftede fra at kalde morfar Gud til bob Dole. (Og der er dog nogen vej imellem)
Tillidssproget træder til når vi leder efter vores religiøsitet.
Benny Andersens hverdag fyldes med tro og håb fordi den er enkel.
For barnet er livet en enkel størrelse og også hos dan turell er livet enkelt når bare hverdagen er der.
Det enkle kan være svært at holde af fordi vi er tilbøjelige til at prise fest og blafaldera.
Men hverdagen byder på mere mener dan turell.
Den byder på gentagelse.
I kærligheden er det den samme længsel der driver os.
Kærlighed er denne gentagelse.
At få øje på det man kender.
Det er sært nok at sige ja til det samme menneske hver dag året rundt, men hele livet igennem er endnu sværere.
Svært når der kommer hverdag ind i kærlighedsforholdet.
Når frikadellerne skal steges og lokummet gøres rent bag ved brættet.
I forelskelsen er alting stort.
Uendeligt og evigt.
Man kan nu i det moderne samfund købe den uendelige himmelske gave til ens elskede,
nemlig det at få ord sendt ud i verdensrummet og dermed ud i evigheden.
Ordene flyder ud i atmosfæren og ligger ude i rummet og runger hult.
Det er den mest moderne morgengave man kan give ens elskede på bryllupsdagen.
Den mest håndgribelige morgengave man kan give er vel en gravsten med fælles navne på.
Mon ikke ideen om til døden jer skiller så fiser ind på lystavlen?
Og så kan man jo altid aflevere den i skildsmisseadvokatens baghave, hvis døden kommer før forventet og trænger kærligheden væk.
Men det er vist ikke moderne med gravsten i morgengave endnu.
Et er sikkert, og det er at døden kommer en dag. Døden er med i hverdagen, hver dag.
Den underlige sikre viden.
Vi øver os og lærer at leve med det, at døden en dag tager over.
Vi prøver at leve hver dag som var det den sidste.
Igen er kærligheden til hverdagen, en opliver mod det kommende, mod døden.
kærligheden er netop en hverdagsstørrelse, modsat forelskelsen der er brus på en nyopknappet cola..
Kærligheden kan trives og leve i de små ting.
Kærlighedens verden er ikke stor hver dag.
Men stor i hverdagen.
I de fælles kontoudtog der fortæller om bleer fra Bilka, brandalarm fra et byggemarked, og boller fra brugsen.
Og hvis man er rigtig heldig: fra Daglig Brugsen!
Dagligdagen eller hverdagen er ikke vanen.
Den er genkendelsen.
Men der er da mange forhold i livet hvor hverdagen bliver ulidelig.
Man kender godt de ægteskaber hvor de kun kan tale sammen når de er ude.
De sidder hver dag og glor på hinanden uden at sige et muk, men så snart de kommer ud af den daglige trummerum liver’ de op og får øje på hinanden.
Der er også dem der i årevis snakker om at tage på rejse..
De glæder sig og planlægger og når de så kommer af sted så keder de sig.
Så skal de til at tale med hinanden, og det er sgu ikke nemt.
Næ, når Bengt Buer kører lykkehjulet i baggrunden og kaffemaskinen snurrer, så er man til!
Og så vi er hjemme hos Benny Andersen og turell.
Kaffesproget forstås af enhver.
På højskoler er det jo heller ikke meningen at det de medvirkende står og siger er det egentlige indhold.
De ord der tales over kaffen er dem der giver fylde i højskoledagene.
Hvem ka? kaf-ka!
I de gamle kopper drikkes hverdagens kaffe.
Det fine stel kommer kun frem hvis vi er ude over hverdagen.
Det står året rundt låst inde i et skab og samler støv.
Men hverdagens kaffekop med skår i kanten og krakelerede indersider lever vi med hver dag.
Der er historie og liv i den slags kopper.
Tone: Den milde dag er lys og lang.
Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001
Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be’r sig ny.
Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer
Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la’ stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.
Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.
Novembers stille morgenkamp
blir’ væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver’ rød og varm.
Hun står og ser så vasket ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.
Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir’ jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.
Nu tar’ vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.
Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir’ en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.
Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus’lig kom
og gjorde hende et visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.
Men hvis ikke hverdagen er der får vi aldrig øje på når livet byder os et stort og festligt øjeblik.
At holde af hverdagen kan være svært.
Trædemøllen, som den også bliver kaldt.
Men der er et menneske der har hyldet hverdagens berusende glæder.
Det er af Dan Turéll, der i digtet, HYLDEST TIL HVERDAGEN,
fra pladen, pas på pengene, lavet i samarbejde med Halfdan E. 1993
Gensynet med dagligdagens glæder er tilbagevendende hos turell.
Eller hans trang til at leve i nuet.
At lægge sig i hvilens og hverdagens seng,
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.
Hver dag er ny, Også for turell.
Hver dag skal han vågne til de samme mennesker de samme lyde og udsigten...
men med ny erindring.
Han får lysten til at finde sted i sin hverdag.
Den samme lyst som Benny Andersen har i digtet Svantes lykkelige dag
Benny Andersen har forstand på livets små øjeblikke.
Bennys Digt minder mig mest om en salme.
Den er skrevet på kærlighedssprog og kærlighedssprog gør altid en salme.
Benny Andersen venter ikke gæster i dette dig, men er selv en pludselig uventet gæst midt i hans egen hverdag.
Han får øje på at livet ikke er det værste vi har når hverdagens kaffe er ved at være klar.
Han holder af sin ostemad og fuglene der flyver i flok, hvis de er mange nok.
Ninas rituelle morgenbad gør livet rigt fordi det er et bad i hverdagens vand.
Benny Andersen døber dagen glad fordi den er genkommen.
Enhver kan høre at den er skrevet på tillidssprog.
Tillid betyder tro.
Og digtet er fyldt med tro og tillid til livet selv.
Der er en barnlig glæde mellem linierne
Og netop af barnligheden springer tillid.
Også Grundtvig digtet oftest i et barnligt sprog.
Med barneøjne.
For Grundtvig er barndommen den klogeste tid vi lever.
Et barn uden sprog har viden om alt der hører hjertet til.
Om længsel, mod, håb kærlighed og tro.
Langsomt ændres vores syn på tilværelsen.
Skattetryk, pensioner, hormoner og svigt kalder andre ord og et andet sprog frem i en.
Men barnet vidner kun om tillidens sprog.
Min søn Svante sad, som lille pludre sprogs baby på knabt et år, i sin stol til et måltid i spisesalen på vores højskole i Lønne og hans morfar kom over til ham.
Svante kikkede op på han og sagde vov vov, og nu lignede morfar bestemt også en mellerstor buldog med bløde folder i ansigtet, så vov vov fungerede fint, men den lille gut kikkede igen ned, smilede og pegede så igen på morfar og sagde GUD!
Det er hjertesprog.
Den man har tillid til kan man tro på.
Og barnligheden gør selv en morfar guddommelig.
Det er sku ikke så lidt man bliver af at få børnebørn.
Siden fandt den lille gut dog et andet navn til morfar, han havde opsnuset fra en vorsensamtale, han skiftede fra at kalde morfar Gud til bob Dole. (Og der er dog nogen vej imellem)
Tillidssproget træder til når vi leder efter vores religiøsitet.
Benny Andersens hverdag fyldes med tro og håb fordi den er enkel.
For barnet er livet en enkel størrelse og også hos dan turell er livet enkelt når bare hverdagen er der.
Det enkle kan være svært at holde af fordi vi er tilbøjelige til at prise fest og blafaldera.
Men hverdagen byder på mere mener dan turell.
Den byder på gentagelse.
I kærligheden er det den samme længsel der driver os.
Kærlighed er denne gentagelse.
At få øje på det man kender.
Det er sært nok at sige ja til det samme menneske hver dag året rundt, men hele livet igennem er endnu sværere.
Svært når der kommer hverdag ind i kærlighedsforholdet.
Når frikadellerne skal steges og lokummet gøres rent bag ved brættet.
I forelskelsen er alting stort.
Uendeligt og evigt.
Man kan nu i det moderne samfund købe den uendelige himmelske gave til ens elskede,
nemlig det at få ord sendt ud i verdensrummet og dermed ud i evigheden.
Ordene flyder ud i atmosfæren og ligger ude i rummet og runger hult.
Det er den mest moderne morgengave man kan give ens elskede på bryllupsdagen.
Den mest håndgribelige morgengave man kan give er vel en gravsten med fælles navne på.
Mon ikke ideen om til døden jer skiller så fiser ind på lystavlen?
Og så kan man jo altid aflevere den i skildsmisseadvokatens baghave, hvis døden kommer før forventet og trænger kærligheden væk.
Men det er vist ikke moderne med gravsten i morgengave endnu.
Et er sikkert, og det er at døden kommer en dag. Døden er med i hverdagen, hver dag.
Den underlige sikre viden.
Vi øver os og lærer at leve med det, at døden en dag tager over.
Vi prøver at leve hver dag som var det den sidste.
Igen er kærligheden til hverdagen, en opliver mod det kommende, mod døden.
kærligheden er netop en hverdagsstørrelse, modsat forelskelsen der er brus på en nyopknappet cola..
Kærligheden kan trives og leve i de små ting.
Kærlighedens verden er ikke stor hver dag.
Men stor i hverdagen.
I de fælles kontoudtog der fortæller om bleer fra Bilka, brandalarm fra et byggemarked, og boller fra brugsen.
Og hvis man er rigtig heldig: fra Daglig Brugsen!
Dagligdagen eller hverdagen er ikke vanen.
Den er genkendelsen.
Men der er da mange forhold i livet hvor hverdagen bliver ulidelig.
Man kender godt de ægteskaber hvor de kun kan tale sammen når de er ude.
De sidder hver dag og glor på hinanden uden at sige et muk, men så snart de kommer ud af den daglige trummerum liver’ de op og får øje på hinanden.
Der er også dem der i årevis snakker om at tage på rejse..
De glæder sig og planlægger og når de så kommer af sted så keder de sig.
Så skal de til at tale med hinanden, og det er sgu ikke nemt.
Næ, når Bengt Buer kører lykkehjulet i baggrunden og kaffemaskinen snurrer, så er man til!
Og så vi er hjemme hos Benny Andersen og turell.
Kaffesproget forstås af enhver.
På højskoler er det jo heller ikke meningen at det de medvirkende står og siger er det egentlige indhold.
De ord der tales over kaffen er dem der giver fylde i højskoledagene.
Hvem ka? kaf-ka!
I de gamle kopper drikkes hverdagens kaffe.
Det fine stel kommer kun frem hvis vi er ude over hverdagen.
Det står året rundt låst inde i et skab og samler støv.
Men hverdagens kaffekop med skår i kanten og krakelerede indersider lever vi med hver dag.
Der er historie og liv i den slags kopper.
Tone: Den milde dag er lys og lang.
Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001
Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be’r sig ny.
Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer
Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la’ stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.
Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.
Novembers stille morgenkamp
blir’ væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver’ rød og varm.
Hun står og ser så vasket ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.
Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir’ jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.
Nu tar’ vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.
Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir’ en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.
Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus’lig kom
og gjorde hende et visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.
I kan roligt invitere mig.
I kan roligt invitere mig. og dog...
det rolige må jeg desværre trække i mig igen.
Jeg blev for nogle måneder siden ringet op af et medlem af et menighedsråd et sted i Danmark.
De ville lige høre lidt mere om det dersens foredrag jeg skulle komme og holde i september ved deres højskoledag.
Manden begyndte famlende, men målretter i sindet med at sige at vi måtte finde en anden dato.
Og jeg bladede i kalenderen.
Ja ja vi kan finde en dato i en anden måned det går også.
Og så ville han lige sige at når jeg skrev at foredraget handlede om livets gåde, så ville han altså ikke have at det handlede om ånder, de gav ham myrekryb.
Næ, der skulle tales om kristelighed.
Jeg spurgte så hvordan jeg skulle tale om kristelighed hvis ånder gav ham gåsehud.
Hvad med Helligånden spurgte jeg?
Kristendom handler vel også om Helligånden.
Tavshed en tid.
Ja, men der var jo så mange søgende mennesker der ikke vidste hvad der var bedst for dem selv og han arbejdede på et bibliotek hvor han dagligt så sygeplejersker og læger låne bøger om åndelige emner, alt det alternative og sådan.
Og det skulle være forbudt i et land der byggede på kristelig tro.
De er jo ansat i sundhedsvæsenet under dansk samfunds lovgivning og skulle følge tråden i det danske samfund der bygger på den kristne tanke.
Og nu var det vel ikke et folkeligt foredrag jeg ville holde?
Jo, nu var det jo en højskoledag I skulle holde og når man kalder dagen for højskoledag er plejer det at være med folkelige undertoner.
I øvrigt er det jo en folkekirke jeg skal besøge.
Og en folkekirke bygger på de folk der besøger den med de blandinger de har.
Og det undrer mig at du der arbejder på et folkebibliotek ikke selv holder af ordet folkeligt eller har fornemmelse for at folkeligt har sammenhæng med mennesker.
Det må vel være tanken at et folk stadig må bestå i de blandinger de er.
At vi ikke alle sammen skal have samme mening og tro.
Dyb tavshed.
Ka´ du ikke snakke om Jakob Knudsen i stedet?
Nej, nu kan jeg slet ikke snakke om Jakob Knudsen.
Nu kan jeg kun snakke om folkelighed.
Men du kan jo genoverveje om det er et højskolemenneske du vil have til at komme på din højskoledag.
For jeg vil ikke inviteres til at tale et sted hvor mit sprog og holdning er bundet fra begyndelsen.
Mig kan i ikke roligt invitere!
Det var et uddrag af en af de særeste samtaler jeg til dato har haft.
I en invitation af et menneske må man regne med at de er frie i de ord de vælger sig.
det rolige må jeg desværre trække i mig igen.
Jeg blev for nogle måneder siden ringet op af et medlem af et menighedsråd et sted i Danmark.
De ville lige høre lidt mere om det dersens foredrag jeg skulle komme og holde i september ved deres højskoledag.
Manden begyndte famlende, men målretter i sindet med at sige at vi måtte finde en anden dato.
Og jeg bladede i kalenderen.
Ja ja vi kan finde en dato i en anden måned det går også.
Og så ville han lige sige at når jeg skrev at foredraget handlede om livets gåde, så ville han altså ikke have at det handlede om ånder, de gav ham myrekryb.
Næ, der skulle tales om kristelighed.
Jeg spurgte så hvordan jeg skulle tale om kristelighed hvis ånder gav ham gåsehud.
Hvad med Helligånden spurgte jeg?
Kristendom handler vel også om Helligånden.
Tavshed en tid.
Ja, men der var jo så mange søgende mennesker der ikke vidste hvad der var bedst for dem selv og han arbejdede på et bibliotek hvor han dagligt så sygeplejersker og læger låne bøger om åndelige emner, alt det alternative og sådan.
Og det skulle være forbudt i et land der byggede på kristelig tro.
De er jo ansat i sundhedsvæsenet under dansk samfunds lovgivning og skulle følge tråden i det danske samfund der bygger på den kristne tanke.
Og nu var det vel ikke et folkeligt foredrag jeg ville holde?
Jo, nu var det jo en højskoledag I skulle holde og når man kalder dagen for højskoledag er plejer det at være med folkelige undertoner.
I øvrigt er det jo en folkekirke jeg skal besøge.
Og en folkekirke bygger på de folk der besøger den med de blandinger de har.
Og det undrer mig at du der arbejder på et folkebibliotek ikke selv holder af ordet folkeligt eller har fornemmelse for at folkeligt har sammenhæng med mennesker.
Det må vel være tanken at et folk stadig må bestå i de blandinger de er.
At vi ikke alle sammen skal have samme mening og tro.
Dyb tavshed.
Ka´ du ikke snakke om Jakob Knudsen i stedet?
Nej, nu kan jeg slet ikke snakke om Jakob Knudsen.
Nu kan jeg kun snakke om folkelighed.
Men du kan jo genoverveje om det er et højskolemenneske du vil have til at komme på din højskoledag.
For jeg vil ikke inviteres til at tale et sted hvor mit sprog og holdning er bundet fra begyndelsen.
Mig kan i ikke roligt invitere!
Det var et uddrag af en af de særeste samtaler jeg til dato har haft.
I en invitation af et menneske må man regne med at de er frie i de ord de vælger sig.
onsdag den 6. august 2008
Hverdagsengle
En fredag morgen med sejlende opvask, papirbunker og lege rod.
Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.
En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.
Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.
Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!
Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, med nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.
Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.
Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?
Moar, hvad er en hverdagsengel?
Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.
Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.
Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.
Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?
Ingen steder. Ikke i dag. I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.
Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.
Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.
Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.
Skrevet til damebladet NOVA for et år tilbage...
Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.
En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.
Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.
Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!
Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, med nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.
Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.
Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?
Moar, hvad er en hverdagsengel?
Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.
Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.
Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.
Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?
Ingen steder. Ikke i dag. I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.
Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.
Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.
Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.
Skrevet til damebladet NOVA for et år tilbage...
tirsdag den 5. august 2008
Historien om en moder
ved Cand. mælk. Astrid Søe.
Mageløst! Det er vel ordet der kommer først på tungen når man møder sig selv som mor.
Mageløst fordi man bliver til som menneske igen, pludselig et skridt tættere på døden.
Da jeg fødte mit første barn, en anelse for sent i tyverne,- vist nærmere på de tredive, havde jeg med omhu lavet et computerdokument der hed: Mit første barn i ord.
Jeg måtte jo nedskrive dette nye menneske og tankerne om det, så jeg kunne bogføre det på vanlig nymodens menneskevis.
Orden i tilværelsen. Orden i tankerne og følelserne.
Styr på livets store øjeblikke.
Ingen glemsel eller slinger, men en idiotsikring af hukommelsen.
Velkommen til IT-alderen.
Men It-alderen viste sig at betyde IKKE TIL-alderen.
Med længslen efter at virkeliggøre dette menneske blev min lyst til at nedskrive det større.
Dokumentet stod åbent på computeren og blinkede til mig i ugerne før barnets ankomst.
Endeligt kom han, drengebarnet, i mit køkken, i et mælkehvidt plastikkar, under vandet som en tusse der skal op efter luft.
Nu skulle han skrives ned.
Være virkelig for hele verden i skrift og koder.
Jordemoderen der hyggeligt var kørt hele vejen ud til mit køkken i taxi skrev i de dertil færdiglavede formularer at han var et menneske.
Krydsede fejlagtigt af i rubrikken: død ved fødslen, men fik rettet fejlen.
Det er menneskeligt at fejle. Men livet selv tager ikke fejl.
Timerne gik. Men der var ingen ord.
Bedsteforælder ind og ud af dørene. Åh, oh, ih, i end endeløs vidunderlig strøm.
Blink blink blink. Dokumentet ventede på mor.
Et øjeblik slap han mælken og jeg gik ind til dokumentet.
Den hvideste skærm jeg nogensinde har set.
Tag dig dog sammen menneske.
Men ordene var væk.
Det blev til en eneste linie:
At blive mor er at træde et glædesskridt nærmere døden.
Det er de korteste ord om den længste sandhed jeg nogensinde har mødt.
45 tegn der med glæde skubber mig nærmere min død.
Jeg er blevet et slægtled ældre på få sekunder.
Pludselig hører jeg til.
Jeg kan ikke skrive dette nye menneske.
Jeg vil leve det.
Mageløst! Det er vel ordet der kommer først på tungen når man møder sig selv som mor.
Mageløst fordi man bliver til som menneske igen, pludselig et skridt tættere på døden.
Da jeg fødte mit første barn, en anelse for sent i tyverne,- vist nærmere på de tredive, havde jeg med omhu lavet et computerdokument der hed: Mit første barn i ord.
Jeg måtte jo nedskrive dette nye menneske og tankerne om det, så jeg kunne bogføre det på vanlig nymodens menneskevis.
Orden i tilværelsen. Orden i tankerne og følelserne.
Styr på livets store øjeblikke.
Ingen glemsel eller slinger, men en idiotsikring af hukommelsen.
Velkommen til IT-alderen.
Men It-alderen viste sig at betyde IKKE TIL-alderen.
Med længslen efter at virkeliggøre dette menneske blev min lyst til at nedskrive det større.
Dokumentet stod åbent på computeren og blinkede til mig i ugerne før barnets ankomst.
Endeligt kom han, drengebarnet, i mit køkken, i et mælkehvidt plastikkar, under vandet som en tusse der skal op efter luft.
Nu skulle han skrives ned.
Være virkelig for hele verden i skrift og koder.
Jordemoderen der hyggeligt var kørt hele vejen ud til mit køkken i taxi skrev i de dertil færdiglavede formularer at han var et menneske.
Krydsede fejlagtigt af i rubrikken: død ved fødslen, men fik rettet fejlen.
Det er menneskeligt at fejle. Men livet selv tager ikke fejl.
Timerne gik. Men der var ingen ord.
Bedsteforælder ind og ud af dørene. Åh, oh, ih, i end endeløs vidunderlig strøm.
Blink blink blink. Dokumentet ventede på mor.
Et øjeblik slap han mælken og jeg gik ind til dokumentet.
Den hvideste skærm jeg nogensinde har set.
Tag dig dog sammen menneske.
Men ordene var væk.
Det blev til en eneste linie:
At blive mor er at træde et glædesskridt nærmere døden.
Det er de korteste ord om den længste sandhed jeg nogensinde har mødt.
45 tegn der med glæde skubber mig nærmere min død.
Jeg er blevet et slægtled ældre på få sekunder.
Pludselig hører jeg til.
Jeg kan ikke skrive dette nye menneske.
Jeg vil leve det.
duften af hjemme
Skrevet om den kommende Syddjurs kommune... Altså ren historie nu :-)
...Duften af Hjemme.
For nogen tid siden var jeg med mine børn på biblioteket i Ebeltoft. I forhallen mødte vi synet af et udbud af nye ideer til våbenskjold for Syddjurs kommune.
Jeg spurgte min største søn på 5½ hvad han ville vælge hvis han så de forskellige forslag. Hvilken tegning for dig mest til at tænke på egnen? Han kikkede længe på de fremsatte forslag, rynkede på næsen ved de flest men lyste op i et smil da han så forslaget med blomsten. Det der mor, ville jeg vælge. Det ser ud til at dufte af hjemme!
For store og små er kommunesammenlægningen er stor sag. Det handler nemlig ikke bare om politik, finanser eller arbejdspladser. Det handler i stor grad om tilknytning og fornemmelser for hjemegnen.
For vi der er tilflyttere eller første generations Molboer er det endnu ikke en fornemmelse for forgangne tiders historisk parløb eller fjendtlighed byerne imellem, der er fremherskende når vi kikker ud over den nye kommunes landskab. Det er nærmere spørgsmålet om hvad egnen egentlig vil, både før og nu i sammenlægningen tiden. Først må man gøre sig klart hvad hjemegnen betyder for en og dernæst om man kan finde sig selv i duften.
Med sammenlægningerne vælger vi flere til i lokalsamfundet. Det ser jo altid flot ud når man vælger noget til, og særligt når det handler om mennesker. Men jeg er stadig i tvivl, efter dette første år herude. Hvad er det de mennesker vil? Hvad er det kommunen vil dufte af?
Jeg nåede lige at flytte hertil kort før kommunevalget. I min søns børnehave mødte jeg en mor, der muntert refererede hendes drengs ord om de mange valgplakater der hang alle vegne og lyste op i landskabet, med tilbud til borgerne om hvem vi skulle stemme på. Drengen havde kikket meget på dem og havde stille spurgt sin mor om de der mennesker på valgplakaterne var forsvundne danskere?
For politikerne må vi håbe at de bliver det modsatte. Lokalpolitik er på alle måder en herlig mulighed for at lytte til egnens folk og fornemme duften af de mennesker der alle er med til at sætte sit præg på egnen.
Det er og bliver til alle tider de fastboende der gør en egn livlig. De mennesker der har til valgt Syddjurs som deres hjemegn.
Vi taler på Syddjurs om vækst, mens befolkningsvæksten ser ud til at skabe for mange tomme pladser i børnenes institutioner.
Jeg kan ikke lade være med at foreslå at Syddjurs kommune forsøgte at skabe sit værd og sin ”duft af hjemme” ved at satse på menneskelig vækst.
Det er måske ikke det mest moderne forslag, i en tid hvor man skal være sig selv nærmest, men et forslag der på alle måder kunne skabe nyt liv, nye ideer og nye tiltag. Med menneskelig vækst, mener jeg ikke tvangsfødsler, men en storstilet sats på at blive en menneskelig kommune. En kommune der landet over blev kendt som stedet hvor mennesket er i centrum. Det er stort set gratis at være medmenneskelig. Det er gratis at hilse på naboen, at give en hånd med. At spørge hinanden om hvad og hvordan vi ønsker at sammensætte tilværelsen. Holstebro gjorde det, de satte skred i udviklingen ved at vælge sig mennesket til. Hvad vil vi med vores by Holstebro? Vi vil gøre den til det sted man føler sig hjemme. Vækstjylland, som man omdøbte egnen til.
Syddjurs kan blive stedet hvor man har rod og hvorfra vores verden går. Nu er det jo oftest sådan med verden at den går fra egen hoveddør. Også min. Jeg er ikke i tvivl om hvad vi i det små mangler, legepladser (lidt brok skal der vel til) og mødesteder hvor alle slægtled kan finde rod i hinanden. Det ser så håbløst gammeldags ud at opdele slægterne i hver deres dagtilbud. Tænk om Syddjurs turde satse og lade plejehjemmet give lokaler til dagplejebørnene, børnehaven bo dør om dør med ungdomsklubben og ældrecenteret.
Men verden er ikke sammensat af mangler, men af eksisterende tiltag vi med tiden bremser eller bygger videre på.
Et godt eksempel på en af Syddjurs smukke byggesten er kunsten, som er med til at give et umiddelbart indtryk af vildtvoksende vækst for os nye beboere. Syddjurs flyder i kunst, i bogstaveligste forstand, med flaskepost tiltaget denne sommer. Og ideer som denne sætter sig. Det er ideer som denne der giver mulighed for at snuse til duften af Syddjursland.
Syddjurs har som alle de andre kommuner deres eget frie valg til at klynke og stagnere eller modsat befri sig selv og tænke forfra. Når en ny kommune søsættes er det med streg under ordet ny. Men ikke med afsæt i at man skal lave om bare for forandringens skyld. Men at man ser med nye øjne på det gamle der var og det ny der kommer.
Først og fremmest handler hjemegnsglæde vel om at høre til, at finde grobund for det daglige liv og det daglige tilvalg. I samtaler med folk på egnen, blusser en vågnen op og en kampglæde for egnen og de mange tiltag den allerede har, men samtidig en længsel efter en mere sammenhængende fornemmelse for hvad egnen egentligt tør og hvilken fremtid vi ønsker at vælge os til.
Så længe egnens egen forståelse halter, halter også lysten til at skabe dette nye samfund i Syddjurs.
I Danmark som helhed lever vi under vilkår der understreges af prædikatet: Vældfærdssamfund. Et hurtigt opslag i nudansk ordbog fortæller at vældfærdssamfund betyder: Det at finde sammen om lykken, på lige fod.
For en ny kommune tager det selvsagt tid at finde rod og fornemmelse for de mange delte stykker der skal kittes sammen. Det tager tid at finde hinanden, selv i et lille samfund. Men hvis lykken skal finde fodfæste, kan den ikke gå og halte.
Hvilken form for daglig lykke Syddjurs skal mødes om?
Der er muligheder nok, omtrent lige så mange støbeskeer for lykken, som der er beboere.
Man skal bare få øje på dem, i strømmen og sammenlægningen, så beboerne ikke bliver de forsvundne danskere.
Syddjurs kommune har en vision, kan man læse sig til i deres beskrivelse af sig selv på hjemmesiden www.syddjurs.dk, Citat: Den politiske ledelse arbejder for en levende og velfungerende kommune, med inddragelse af borgerne som et bærende element. Citat slut. Her har visionstænkerne vist været lige lovligt hurtige med pennen. En kommune kan ikke inddrage borgerne, den er borgerne. Det er det egentlige fællesskab. Det er alvorligt når en vision glemmer sin grobund, men ellers er visionerne bestemt i næsehøjde med det der kunne være en duft af hjemme.
...Duften af Hjemme.
For nogen tid siden var jeg med mine børn på biblioteket i Ebeltoft. I forhallen mødte vi synet af et udbud af nye ideer til våbenskjold for Syddjurs kommune.
Jeg spurgte min største søn på 5½ hvad han ville vælge hvis han så de forskellige forslag. Hvilken tegning for dig mest til at tænke på egnen? Han kikkede længe på de fremsatte forslag, rynkede på næsen ved de flest men lyste op i et smil da han så forslaget med blomsten. Det der mor, ville jeg vælge. Det ser ud til at dufte af hjemme!
For store og små er kommunesammenlægningen er stor sag. Det handler nemlig ikke bare om politik, finanser eller arbejdspladser. Det handler i stor grad om tilknytning og fornemmelser for hjemegnen.
For vi der er tilflyttere eller første generations Molboer er det endnu ikke en fornemmelse for forgangne tiders historisk parløb eller fjendtlighed byerne imellem, der er fremherskende når vi kikker ud over den nye kommunes landskab. Det er nærmere spørgsmålet om hvad egnen egentlig vil, både før og nu i sammenlægningen tiden. Først må man gøre sig klart hvad hjemegnen betyder for en og dernæst om man kan finde sig selv i duften.
Med sammenlægningerne vælger vi flere til i lokalsamfundet. Det ser jo altid flot ud når man vælger noget til, og særligt når det handler om mennesker. Men jeg er stadig i tvivl, efter dette første år herude. Hvad er det de mennesker vil? Hvad er det kommunen vil dufte af?
Jeg nåede lige at flytte hertil kort før kommunevalget. I min søns børnehave mødte jeg en mor, der muntert refererede hendes drengs ord om de mange valgplakater der hang alle vegne og lyste op i landskabet, med tilbud til borgerne om hvem vi skulle stemme på. Drengen havde kikket meget på dem og havde stille spurgt sin mor om de der mennesker på valgplakaterne var forsvundne danskere?
For politikerne må vi håbe at de bliver det modsatte. Lokalpolitik er på alle måder en herlig mulighed for at lytte til egnens folk og fornemme duften af de mennesker der alle er med til at sætte sit præg på egnen.
Det er og bliver til alle tider de fastboende der gør en egn livlig. De mennesker der har til valgt Syddjurs som deres hjemegn.
Vi taler på Syddjurs om vækst, mens befolkningsvæksten ser ud til at skabe for mange tomme pladser i børnenes institutioner.
Jeg kan ikke lade være med at foreslå at Syddjurs kommune forsøgte at skabe sit værd og sin ”duft af hjemme” ved at satse på menneskelig vækst.
Det er måske ikke det mest moderne forslag, i en tid hvor man skal være sig selv nærmest, men et forslag der på alle måder kunne skabe nyt liv, nye ideer og nye tiltag. Med menneskelig vækst, mener jeg ikke tvangsfødsler, men en storstilet sats på at blive en menneskelig kommune. En kommune der landet over blev kendt som stedet hvor mennesket er i centrum. Det er stort set gratis at være medmenneskelig. Det er gratis at hilse på naboen, at give en hånd med. At spørge hinanden om hvad og hvordan vi ønsker at sammensætte tilværelsen. Holstebro gjorde det, de satte skred i udviklingen ved at vælge sig mennesket til. Hvad vil vi med vores by Holstebro? Vi vil gøre den til det sted man føler sig hjemme. Vækstjylland, som man omdøbte egnen til.
Syddjurs kan blive stedet hvor man har rod og hvorfra vores verden går. Nu er det jo oftest sådan med verden at den går fra egen hoveddør. Også min. Jeg er ikke i tvivl om hvad vi i det små mangler, legepladser (lidt brok skal der vel til) og mødesteder hvor alle slægtled kan finde rod i hinanden. Det ser så håbløst gammeldags ud at opdele slægterne i hver deres dagtilbud. Tænk om Syddjurs turde satse og lade plejehjemmet give lokaler til dagplejebørnene, børnehaven bo dør om dør med ungdomsklubben og ældrecenteret.
Men verden er ikke sammensat af mangler, men af eksisterende tiltag vi med tiden bremser eller bygger videre på.
Et godt eksempel på en af Syddjurs smukke byggesten er kunsten, som er med til at give et umiddelbart indtryk af vildtvoksende vækst for os nye beboere. Syddjurs flyder i kunst, i bogstaveligste forstand, med flaskepost tiltaget denne sommer. Og ideer som denne sætter sig. Det er ideer som denne der giver mulighed for at snuse til duften af Syddjursland.
Syddjurs har som alle de andre kommuner deres eget frie valg til at klynke og stagnere eller modsat befri sig selv og tænke forfra. Når en ny kommune søsættes er det med streg under ordet ny. Men ikke med afsæt i at man skal lave om bare for forandringens skyld. Men at man ser med nye øjne på det gamle der var og det ny der kommer.
Først og fremmest handler hjemegnsglæde vel om at høre til, at finde grobund for det daglige liv og det daglige tilvalg. I samtaler med folk på egnen, blusser en vågnen op og en kampglæde for egnen og de mange tiltag den allerede har, men samtidig en længsel efter en mere sammenhængende fornemmelse for hvad egnen egentligt tør og hvilken fremtid vi ønsker at vælge os til.
Så længe egnens egen forståelse halter, halter også lysten til at skabe dette nye samfund i Syddjurs.
I Danmark som helhed lever vi under vilkår der understreges af prædikatet: Vældfærdssamfund. Et hurtigt opslag i nudansk ordbog fortæller at vældfærdssamfund betyder: Det at finde sammen om lykken, på lige fod.
For en ny kommune tager det selvsagt tid at finde rod og fornemmelse for de mange delte stykker der skal kittes sammen. Det tager tid at finde hinanden, selv i et lille samfund. Men hvis lykken skal finde fodfæste, kan den ikke gå og halte.
Hvilken form for daglig lykke Syddjurs skal mødes om?
Der er muligheder nok, omtrent lige så mange støbeskeer for lykken, som der er beboere.
Man skal bare få øje på dem, i strømmen og sammenlægningen, så beboerne ikke bliver de forsvundne danskere.
Syddjurs kommune har en vision, kan man læse sig til i deres beskrivelse af sig selv på hjemmesiden www.syddjurs.dk, Citat: Den politiske ledelse arbejder for en levende og velfungerende kommune, med inddragelse af borgerne som et bærende element. Citat slut. Her har visionstænkerne vist været lige lovligt hurtige med pennen. En kommune kan ikke inddrage borgerne, den er borgerne. Det er det egentlige fællesskab. Det er alvorligt når en vision glemmer sin grobund, men ellers er visionerne bestemt i næsehøjde med det der kunne være en duft af hjemme.
Gør nu noget
Nu gik det lige så godt, det gode danske brokkeri. Vi mestrede det næsten til fulde og vi har finpudset teknikken det sidste år. Barrikaderne stod op til flere dage af gangen, sutskoene var sparket halvt ind under sengen og vi var kampklar, hvis det passede ind i kalenderen, i krigen om det nye Syddjurs.
Efter stride forhandlinger endte det så heldigt at alle som en, fik følelsen af at have fået den tørre endeskive af pålægs-politikernes beslutningsgrundlag. Det føles ikke nær så skidt at mangle lidt, bare man ikke føler man mangler mere end de andre.
Midt i det næsten rituelle, men demokratisk vigtige, brok, blev vi næsten Dan Tûrell’ske i løbet af året med den konstante fornuftige liste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks. Og vi har ret. Selvfølgelig har vi det, det er uden for diskussion. Vi har krav på mere. Spørgsmålet er bare, mere af hvad?
Det kommunale tvangsægteskab er behæftet med en manual der som overskrift hedder fornuft.
Nu er fornuft jo heldigvis en luftig størrelse. Ordbogen forklarer herligt om fornuften at den er en forestilling om den normale, borgerlige måde at betragte tingene, især det daglige, praktiske livs forhold, på.
Og det ser netop sådan ud. Det ”fornuftige” daglige grundlag for Syddjurs er nøjagtigt formgivet som en Rittersport. Praktisk., kvadratisk, god.
Nu er der bare den hage ved fornuften at den ikke er bøjelig som et menneske.
Når vi stiller krav om mere, må vi aflive fornuften og ”noget for noget” tankerne. En Rittersport kan kun deles i faste afgrænsede felter. Pengene er fordelt så godt det kan lade sig gøre i faste felter, og det er ikke godt nok, ikke fordi fordelingen er skæv, men fordi der er mindre at fordele.
Når ”fornuften” slipper op må følelse og fornemmelse tage over. Følelse og fornemmelse kan så meget mere, også politiks, fordi de ligner mennesket mere end fornuften.
Det kunne jo ende med at blive helt moderne at tage et medansvar, føle og fornemme. Ikke bare ”gi en ged”, men at bræge selv og præge selv. Borgeransvar eller medansvar er født af mangel på hænder og penge. Hurra for det, så skal vi til at handle selv. Drømme os væk fra fornuft og forstand og sammensætte et ståsted, hvor man tør stå og gå, både som barn, midtlivs og som gammel.
…Men det er nok mest et spørgsmål om at gide. Gide give og gide være. Når vi nu er blevet så vante med at brokke os og siden tage en halv time på den anden side. Sutskoene er ikke længere inde under sengen, end at vi kan nå dem og man skal jo nødigt overanstrenge sig og listen er nu engang skrevet og kravene fastsat. Og vi skal jo også nå at pille både næse og navle.
Og nu vi er ved navlen kan man jo kun starte ved sig selv. Jeg vil i det nye år til at strege ud på listen i lommen med de faste kommunekrav. Jeg vil ikke slette kaffen, den er uundværlig. Både den med postbudet, hjemmehjælpen og pædagogerne i børnehaven, en gammel nabo. Kartofler, kød og kiks kan nok undværes, med mellemrum, for mere vigtige ting.
Men listen skal udvides med krav som: Medmenneskelighed, tanke, rummelighed, skønhed, forskellighed, samtale, tillid og frihed.
På listen skal også ordene fra en Irakisk kvinde, der i året der gik, måtte flytte til Røde Korscentret i Ebeltoft. Hun sagde om Danmark: hvor er jeres land dog smukt og hvor er friheden smuk.
Skønheden er ikke at være fri fra noget, men fri til noget. Og det ”noget” er egentligt et krav værd, både politisk og menneskeligt.
Efter stride forhandlinger endte det så heldigt at alle som en, fik følelsen af at have fået den tørre endeskive af pålægs-politikernes beslutningsgrundlag. Det føles ikke nær så skidt at mangle lidt, bare man ikke føler man mangler mere end de andre.
Midt i det næsten rituelle, men demokratisk vigtige, brok, blev vi næsten Dan Tûrell’ske i løbet af året med den konstante fornuftige liste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks. Og vi har ret. Selvfølgelig har vi det, det er uden for diskussion. Vi har krav på mere. Spørgsmålet er bare, mere af hvad?
Det kommunale tvangsægteskab er behæftet med en manual der som overskrift hedder fornuft.
Nu er fornuft jo heldigvis en luftig størrelse. Ordbogen forklarer herligt om fornuften at den er en forestilling om den normale, borgerlige måde at betragte tingene, især det daglige, praktiske livs forhold, på.
Og det ser netop sådan ud. Det ”fornuftige” daglige grundlag for Syddjurs er nøjagtigt formgivet som en Rittersport. Praktisk., kvadratisk, god.
Nu er der bare den hage ved fornuften at den ikke er bøjelig som et menneske.
Når vi stiller krav om mere, må vi aflive fornuften og ”noget for noget” tankerne. En Rittersport kan kun deles i faste afgrænsede felter. Pengene er fordelt så godt det kan lade sig gøre i faste felter, og det er ikke godt nok, ikke fordi fordelingen er skæv, men fordi der er mindre at fordele.
Når ”fornuften” slipper op må følelse og fornemmelse tage over. Følelse og fornemmelse kan så meget mere, også politiks, fordi de ligner mennesket mere end fornuften.
Det kunne jo ende med at blive helt moderne at tage et medansvar, føle og fornemme. Ikke bare ”gi en ged”, men at bræge selv og præge selv. Borgeransvar eller medansvar er født af mangel på hænder og penge. Hurra for det, så skal vi til at handle selv. Drømme os væk fra fornuft og forstand og sammensætte et ståsted, hvor man tør stå og gå, både som barn, midtlivs og som gammel.
…Men det er nok mest et spørgsmål om at gide. Gide give og gide være. Når vi nu er blevet så vante med at brokke os og siden tage en halv time på den anden side. Sutskoene er ikke længere inde under sengen, end at vi kan nå dem og man skal jo nødigt overanstrenge sig og listen er nu engang skrevet og kravene fastsat. Og vi skal jo også nå at pille både næse og navle.
Og nu vi er ved navlen kan man jo kun starte ved sig selv. Jeg vil i det nye år til at strege ud på listen i lommen med de faste kommunekrav. Jeg vil ikke slette kaffen, den er uundværlig. Både den med postbudet, hjemmehjælpen og pædagogerne i børnehaven, en gammel nabo. Kartofler, kød og kiks kan nok undværes, med mellemrum, for mere vigtige ting.
Men listen skal udvides med krav som: Medmenneskelighed, tanke, rummelighed, skønhed, forskellighed, samtale, tillid og frihed.
På listen skal også ordene fra en Irakisk kvinde, der i året der gik, måtte flytte til Røde Korscentret i Ebeltoft. Hun sagde om Danmark: hvor er jeres land dog smukt og hvor er friheden smuk.
Skønheden er ikke at være fri fra noget, men fri til noget. Og det ”noget” er egentligt et krav værd, både politisk og menneskeligt.
Abonner på:
Opslag (Atom)