En spire fra det klemte håb

En spire fra det klemte håb

Tone: Er lyset for de lærde blot.
Eller: den trænger ud til hvert et sted.
Astrid Søe. 11 September 2002.
Skrevet til foredrag i Højskoleforeningen 8520 og omegns folkemøde.
På et års dagen for world Trade terror i USA

Er dagens gæld et stoppested
hvor håbets konto skranter?
Vil rystelser i mennesket
i hadet trække renter?
Er ikke verden ny igen?
Har livet mistet gløden?
Går folket nu med solen ned
og blir i aftenrøden?

Hvor troen bliver dødelig
forgår vor frihedstanke.
Da overtar’ alt kødeligt
og magtens hænder sanke -
- de brudstykker af frygt og had
som driver os fra livet
og døber os i glemslens bad
hvor bruddet tag’s for givet.

Men mødes vi med næstens tarv
og spejler egne slægter
da står vi med det liv, den arv
som magterne fornægter.
I tal og skrift og gamle ord
Vi kender vores stamme!
Så næsten ud af hjertet gror
Historiens gamle amme.

Hvad magtens tanke ikke så
var folkets tillids vilje.
At mellem mange stene lå
et frø fra gravens lilje.
En spire fra det klemte håb
der føder liv af døden
så folket udelt genopstå
og gense morgenrøden.

I kludetæppets kraft og ild
vi svøber barnets lemmer
så tillid ikke farer vild
men kærlighed fornemmer.
Vi kysser med et verdenssprog
opelsker smedens gerning
og ser i vores billedbog:
Da randt for os guldterning!