Mor - hvad vil mennesket?

Astrids dagbog 9. november 2004
Mor, hvad vil mennesket?

 

Det er tirsdag.
Det er morgen.
Det er så meget morgen at end ikke den mindste af børnene er kravlet glad op på min hovedpude for at kilde mig i øret.
Fra min søvnige halvdrømmende plads under dynen når ordene frem til mig.
Mor, hvad vil mennesket?
Det er min store dreng der spørger.
Det er tirsdag, han er lige blevet fire år for få dage siden.
Mor, hvad vil mennesket?

Først kunne man fristes til at svare at mennesket vil sove, for det er tirsdag og tidlig morgen.
Mor har arbejdet det meste af natten på en tekst der ville indvikle livet mere end den ville udvikle det.
Til sidst blev teksten træt og gik under.
Det er kun få timer siden.
Men det er vel dybest set ikke hvad mennesket vil, før den dag hvor selve døden trætter det.
Det vil da ikke bare sove, en tirsdag, med ordene hængende over dynens dampende morgengrøde.
Jeg famler mig gennem søvn og natte-ammeri ud på den lyse vågne side af denne tirsdag.
Fortumlet klinger ordene; mor, hvad vil mennesket.
Jeg ved hvor de kommer fra.
Ikke mennesket, men ordene.
De kommer fra den 180 siders bog vi alle tre sammen tyggede os vej gennem en hel aften i går, Afrikas savanne.
De vilde dyr.
Godt muggent køb i Lønborg genbrug, der altid har tid til at hjælpe en enlig mor ud med genbrugsindkøbene.
Og tid til at prutte om prisen på det gamle Ringkøbing-orgel, de endnu har stående ved indgangen, men som i smug står hjemme hos os i tankerne.
Godt mine kære små.
Se her er alle de vilde dyr.
Sådan bor de når de ikke er i Zoologisk have.
Er de vilde hele tiden mor?
De er såmænd ikke særligt vilde, men bare mere de frie dyr.
De er ikke i bur, og så kalder man det for vilde dyr.
Så har de fri? Ja, det kan man godt sige.
De har jo ikke et arbejde de er bare gode til hvert sit.
Hvad vil de, mor?
Jo altså. Jeg læner mig tilbage i sofaen, for det er ikke en bog man bare bladrer rundt i, men en bog der behageligt sætter sig i rygmuskulaturen og tvinger den i magelige folder. En bog der trods dens ringe pris af 5,- kr. vil læses og udfrittes billede for billede, tekst for tekst og side for side.
Hvad vil de, de dyr i bogen?
Side et. Antiloper er gode til at løbe rigtigt hurtigt.
Aber er gode til at kravle i træer, løver er gode til at jage, de er tit meget sultne og har brug for meget at spise.
Mange mange sider efter har vi fundet ud af hvad hvert dyr er gode til og hvad de vil. Min ældste dreng konstaterer tilfreds at de frie dyr slet ikke er så vilde igen og at de vil mange af de samme ting.
Æde, drikke, løbe, jage, sove.
Godnat mandag.

Men det er tirsdag og hvad vil mennesket?
Kunne han da bare have sagt, hvad vil mennesker, det er ligesom mere tilforladeligt, men selve mennesket! ?
Den sammensatte kæmpeklump af umættelig tvivl, råderum, tro, gener, grønhed, forfald, kamp og skønhed.
Jeg klarede hundredemeterløbet for umættelige spørgelystne videnskabsbørn i sidste uge.
Mor, hvor lang når lyden ud når man råber, og når den helt forbi månen og længere ud og forsvinder den aldrig?
Og hvorfor vælger alle buske og træer at have grønne blade når de kan vælge mellem så mange farver, hva’ mor?
Men hvad vil mennesket?

Grundtvig lagde tærtebunden til livets dessert med ordene: menneske først, kristen så. Menneskeligt nærvær først.
Nærvær på Kirkegaards måde.
Hvad er glæde og det at være glad,
det er i sandhed at være sig selv nærværende.
Tirsdagsnærvær.
At være glad er at være sig selv nær og i nærhed med sine nærmeste.
Glæde betyder skinnende lys.
Lyset er denne morgen endnu ikke stået op, men glæden er oplysning nok i nærvær med næsten.
Jo, vel vil mennesket sove, men det vil hellere være vågent.
Være værd.
Jo, vel vil mennesket ånde, men hellere være fyldt med ånd.
Jo, vel vil mennesket synge, men hellere være en sang.
En sjælfuld melodi på livets tonestige.
Og jo, vel er der godt og ondt.
Forjættede barndom, hvor småfolket endnu kunne fattes mennesket som godt.
Men alt for hurtigt ved selv barnet, at ondskab og grusomhed også er menneskets natur.
Den næve der hos digteren Jens Rosendahl er så varm og god kan samtidig knyttes til kamp.
Kamp må der til skal livet gro,
synger jeg hver aften for mine to børn.
Alle seks vers af, Jeg elsker den brogede verden.
Det til trods kan den lille, som aller første melodi nynne Gøg og Gokkes kendingsmelodi.
Gangarten ligner såmænd også mere Gokkes end den i jeg elsker den brogede verdens omtalte gangart, nærmere dans: livets dans på roser.
En etårig danser ikke på roser, han spiser dem. Med det hele.
Men letheden hvormed det glider ned er hjemme i barnetroens.
Torne, stængler, rosenblade, morgendug, orme.
Det gumles sammen til et hele.
Til den klump velbehag kun blandinger er lavet af.
En mundfuld liv.

For så lille et menneske bekymrer sig ikke om hvad mennesket vil.
Det vil kun godt.
Men er man lige blevet fire år og har set at verden både er god og ond.
At menneskets rummelighed ikke altid er lig med hjerterum.
At det ydre rum ikke kun er rumpilotens arbejdsfelt,
men at også mennesket har et ydre og et indre rum.
At de rum ikke altid rummer det samme.
At vakle i sin barnetro når man er fire er nutidsvaklen.

Jeg selv er endnu i voksenlivet forfulgt af den barnlige glæde ved det gode menneske.
Jeg tror stadig på det og græder stadig barnligt når jeg gang på gang ser at jeg tager fejl.
Men jeg er også et andet tids barn.
Mine børn er nutidsbørn, der møder mennesket med deres verdensbillede.
Med filtreret fejhed.
Børnetime, børnebøger, børnehøjde, emmer af voksenverdenens angst for, at børn møder de forkerte mennesker, så ufortrødent fylder vi angst for mennesker på og spotter tillid som tåbernes glidebane. Voksenmenneskets erfaring af og med mennesket er ikke medmenneskelig.
Den er modmenneskelig.
Ikke det mod man bliver modig af, men det modsatte. Det modbydelige.
Når børnene lærer om mennesket af børnene selv, uden indblanding, er der medmenneskelighed.
Der er tillid, der er nødvendighed. Der er barnlig tro på det gode. For barnet kender kun det gode.
Det har dog overlevet fordi det netop nærede sig af det gode, af medmenneskelig omsorg.
Mennesket kan overhoved ikke overleve uden medmennesket.
Uden tillid, som vi sprogligt grovkornet kalder yngelpleje.
Men når up&go alderen nysgerrigt vil mere menneske, knalder vi låget på popkornene. Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.
Mor, hvad vil mennesket?
Dæmpe lyden af liv.
Som lugten af lort med kunstduft på spraydåser.

Lyden af liv er at være fire år og have fundet ud af at man sådan set, lidt henkastet i en sidebemærkning, laver det samme som Grundtvig,
jo mor, vi skriver jo begge to sange, ikke mor? Øh, jo det gør I vel.
Men Grundtvig findes jo ikke, kun på bånd. Han er jo død.
Ha’ ta den gamle svinger genlød det mellem ordene.
Jeg er levende og hvis alle de lagkager jeg skal have på mine fremtidige fødselsdage skulle stå inde i stuen, så kunne de slet ikke være der.
Det er liv, så det klasker.
Med alle de ophobede kager er der nok at tage fat på for mennesket,
selv nutidsmennesket der har Grundtvig på bånd.

Menneske først, men hvad vil mennesket? Bredspektret penicillin, bredbånd, brede eller smukkere mulighed.
Det mulige menneske.
Det åbner for det hele.
Vil mennesket mulighed frem for umulighed. Begrænsningen i tvivlen afsnapper så mange livslege.
Jeg klarer den ikke, det går aldrig, det går galt, det ender med fiasko. Tvivl.
Jeg klarer den, Det går nok, det kommer til at gå godt, det ender med glæde. Tro.
Mulighed skal ikke låses fast som allevejsvælger.
Mulighed er skjult og gemt i sindet, den undfangelsesglæde og barselsgave vi får og kun selv kan udfylde. Hvert menneske sin mulighed.
Og sin vej til at blive muligheden nærværende.

Jeg vil starte en bolchebutik.
Der skal ikke være hundeprutter, mågeklatter, store babser.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser” bolcher med navne som mulighed, nærvær, glæde, kærlighed, lykke, håb, lighed, tro, godhed, tillid, leg, skønhed.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.
For to kroner skønhed, tre kroner muligheder, en krones nærvær.
Tyg lidt på den.
Mor, Hvad vil mennesket.
Spise af den blandede pose bolcher. Langsomt gumle på håbet og lade friheden ligge længe på tungen til den efterlader et syrligt-sødt spor og knase nærværet så fast at det sætter sig i den tand jeg har brækket.
Måske bliver jeg så nærværende nok til at få bestilt tandlænge til at brokke den sammen til et hele igen.

Jeg kender et land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand.
Jeg vil vel inderst inde anbefale mennesket mennesket.
Det sætter sig.
Og jeg vil anbefale mennesket det nye menneske. Det menneske Ole Wivel maler i ord i digtet, der truer os i tiden. Og Wivel slutter digtet med ordene:
Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.
Hver dag minder mine afkom mig om mennesket.
Og hvad det vil.
Om nærværets mulighed.
Jo, jeg har som voksen færre og færre svar på hvad mennesket vil.
Og flere og flere spørgsmål.

De enkle svar jeg får kommer ikke fra filosofien, men fra melodien.
Dansen, gangarten, bolcherne, og tirsdags morgens umættelige mulighed.
Alt er igen uprøvet, men svaret det samme som i ethvert andet nærværsmenneske.
Ikke mit svar, men min fireåriges eget svar. Et svar der trods hans nutidsmenneskeform var et tillidssvar.
Det svar der kom med et splitsekunds tankemulighed efter hans spørgsmål.
Mor, hvad vil mennesket, - det tænker mest på kærlighed.
Tak mit menneskebarn for det svar, der allerede i spørgsmålet lå gemt i ordene.
At vælge det andet menneske som mulighed i ens eget søgeunivers.
At inddrage mennesket igen i det største. Hvad vil vi.
Og selv våge et svar.
Kærlighed.

Så rystende enkelt begyndte en tirsdag morgen for en dreng på fire.
For kærligheden er netop enkel, når den er nærværende.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.