Kære Halfdan

Kære Halfdan, kvasers unge,
hvert et bogstav på din tunge,
hvert et rim og hvert et ord,
er min barndoms nadverbord.

Tak for Anes anemoner,
tak for ABC ikoner,
hundrede år i ord og arv,
sproget blomstrer fra din grav.

Tak!
Ærbødigst
Astrid Søe

Kvasers blod - debattens søgsmål

"Min far har en bil der er større end din fars",
"Men min far har en bus der er større end din fars bil",
"Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik"
"Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!"

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

- Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.


I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med "Harry Potter".
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed "Riddikulus".
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. "bare..."
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme - det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: "Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig."

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

- Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst - Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku' benytte det frit
det gjalded' fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku' være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed' for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.

En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

"Gift dig", siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
- "men du vil fortryde det"
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
- "gift dig ikke"
- du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol

Der er to sprog i verden. Sang.

Der er to sprog i verden, 

der bestandig krydser mit spor. 

Den ene er hadets færden 

det andet er frie ord. 

Det ene løfter sin hånd til slag, 

der rammer sjæl og kød. 

Det anden taler min hjertesag, 

og bortmaner frygt og død. 

Det ene tvinger og skaber strid,

og næres af martyrens dåd. 

Det andet beror på ét individ, 

dog er de i samme båd. 

De sprog er spor i verden,
og dør om dør de bor.
Det ene klemt mod det andet,
for Loke, såvel som Thor.

Hvert menneske er grundlag for,
et sprog, i pen og mund.
I tillidsord der føder vår,
har hadet ingen grund.

Vær håb i det der skiller folk,
vær ord af hjertesprog.
For du og jeg skal være tolk,
gør kloden rund og klog.

Tekst: Astrid Søe 2015, frit efter Tove Ditlevsen 1942
Melodi: De evige tre. Anne Linnet (Fra albummet "barndommens gade" 1986.)

Vi er også ord.

Vi er også ord

nu er vi her

den her verden 

forestiller ikke os 

fanatismens ansigter

oplevelser af terror tager ordet og

rædslen stiger når

daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og

beskærer et forår mens

troende hjerter i vinterløbet

som går svangre med 

håbets vinger

hvor viljen og troen på

et samfund, en verden

i samdrægtighed

for at lære 

tegn til tale

brydes med 

angst og tavshed 

kampen om ilden 

blev 

til kampen om ordet

ordet er frit

Læses igen nedefra og op!

//Astrid Søe 7. Januar 2015

Når tulipaner længes

De der januardage, lige efter nytåret hvor det nye år lige er begyndt at folde sig ud, som en nyfødt der bliver målt og vejet lige efter fødslen og på et døgn vokser med flere centimeter.
Det tager tid at strække sig igennem når man har været bøjet sammen i svangertiden.

Året strækker hurtigt hals i dagens aviser og med et valgår inden for rækkevide.
Nytårstalen bliver målt i læselix og folkeskolereformen sukker en smule da opgørelsen viser "letlæseligt lix". Men det gør ikke noget. Ordene er der, om de er store og forfængelige, oppustede, fremmede eller bare hverdagsgloser.
Punktummer er der mange af.
kortprosa, nærmest punkvis haikudigt.

Og så er der Daisy og ønsket om at vi skal gøre os umage.
Det skal vi selvsagt, umage med at være mennesker - med de menneskelige fejl vi indeholder og som gør mennesker til netop mennesker og ikke mekaniske elektroniske hånddukker i en fjernstyret samfund.

Vigtigst er udsynet. Kikkerten der snublenært kan nedstirre stjernestøv et ubesøgt sted i universet.
De store briller der gnaver sig ned i næseroden og finder fredagspopkorn under sofaen.
Udsynet, mod det vi ikke fatter. det skal vi gøre os umage med.
Dem vi ikke kender så godt, som vi står bag i køen i netto. Dem der dufter af feriekrydderi og ikke så meget af sur mælk blandet med billig deo fra Matas.

Nytårsnat stod jeg ude i en skov. I mørket for at se det spektakulære fyrværkeri over nattehimlen.
Det er ikke let at finde steder hvor der ingenting er. Kun mørke.
Men der stod jeg alligevel og så det gamle år brænde op i atmosfæren mens det nye med rottehaler og hinkesten tog over.
Det var umuligt ikke et øjeblik at føle at man stod på Sinjar bjerget og så verden man kendte eksplodere rundt om en.
Mørke hvor jeg stod og i alle retninger rundt om knaldede lysglimt efter lysglimt himmelen både purpur og krystalfarvet.
Der havde de siddet, på bjerget i 2014 og frygtet og grædt og holdt om hinanden i uvis venten.

Og her stod jeg, i mit lille trygge land og prøvede at fatte smerten og frygten på det bjerg.
Det krøb ligesom sammen om mig midt i festen og glæden og hylene om godt nytår og grin og smil.
Jeg havde vel lige rejst mig fra en fabelagtig middag og champagnen gav et tågeslør på nethinden gennem nattesynet.
Jeg var der jo ikke, men alligevel var Sinjar bjerget kommet til mig.
Medierne havde billigtligt kastet fortællinger om krig af sig gennem hele 2014.
Og jeg fulgte med, lyttede, læste, hørte og alligevel forstod jeg kun lidt.

På hylden i gangen lå morfars medalje efter tro tjeneste for vores land.
Den gik i arv gennem generationerne den medalje - så vi ligesom kunne læne os lidt på den hvis nu man fik fornemmelsen af at gøre for lidt.
En art sovepude som jeg i skoletiden var så uendelig stolt af.
Min morfar var frihedskæmper, bare så I ved det. Sådan mellem leverpostej og spegedrenge og blyantsspidssmulder.
Alligevel, i stoltheden over at have sådan en helt som ane, smager indsatsen lidt af brun sovs på min egen tallerken. Det er jo restemad, det er jo ikke mig der har kogt sovsen.
Min morfar er min vildeste helt. I mine barneøjne bar han danmark ene og alene gennem en krig og siden blev han en sten i muren der lærte mig noget om vores danmarkshistorie.
Alligevel må jeg her midt i de midaldrende år sande at jeg jo har ikke kæmpet en krig.
Det er ligesom lidt utænkeligt og en saga blot at vi løb gennem gaderne i ly af mørket mod frihedskæmpernes nedkastningsplads. kampen mod overmagten og besættelsen.
Den tid er min fortættede fortidsfortælling.
Jeg er stolt, men jeg har ikke selv del i den sejer og den heltegerning.
Jeg har ikke været i krig, kun set den i min morfars øjne i fortællinger. Flugten og frygten i øjnkrogen. Smagen af blod og jern. Flugten, dæknavnene. Under jorden, men dog dansk jord.

Men det fylder i min anabog. Jeg læner på det endnu og synes jeg kan sætte mig åh så meget ind i at være udefra, at måtte flygte. At være besat, i krig. At være uden land, uden hjem, uden familie, uden grund under fødderne.
Måske er det indbildsk at vi tror at kunne sætte os i en flygtnings sted. Det nærved umuliges tilstand. Det rodløse, det fremmede og selv jorden under neglene er forskellig fra den kendte jord.
Men jeg prøver og vil. Vil forstå og kunne sætte mig i det sted. Det er da det mindste vi kan gøre for hinanden.

Jeg får verden gennem et par millimeter glas og når jeg gør mig umage tager jeg briller på. det fordobler mit syn og min nethinde. Men jeg kender stadig ikke til krig. Kun som en arv, en medalje på trofæhylden.

Alligevel var jeg på Sinjar bjerget den nytårsnat vi gik fra 2014 til 2015.
Fordi det bevæger. Fordi det gør ondt at mennesket må slippe det kendte og tilliden og løbe og gå gennem verdener af fremmed jord og fremmede ord.
Lysglimtenene lignede en himmel i krig, en himmel der aldrig ville blive mørk igen. Det beskyttende mørke, det fredsvarslende mørke.

Indenfor sang pigekoret om Gotens hjælm og hjerne der brast og Pless inviterede til gudstjeneste. Hans ryst gennem den åbne dør nåede ud på Sinjar bjerget hvor jeg stod. Vær velkommen herrens år og velkommen herhid.

Så blev der plads i ordene, der blev plads til alle religioner og næsten blev byttet ud igen og igen i forsøg på at omskrive de gamle ane-tekster.
Du skal elske den fremmede som dig selv.
Måske skal du bare elske, uden grænser.
Du kan ikke forstå en flygtning, hvis du selv bor i glashus.

Og nyårsmorgen gryede, som et Grundtvig digt, og den gamle digterpræst og jeg var begge tidligere oppe end fanden.
Festen blev fejet sammen i huset i skoven.
Himlen lysnede i morgengry uden flere hylende raketter eller lysglimt.
Katten der var løbet bort, for helvede, den er jo sin egen og uden fjernstyrede bånd, kom trissende nytårsfed tilbage over markerne med en halvædt mus i mundvigen. Den brækkede sig efterfølgende mere end en teenager til halvbal.
Man skal lære hvornår nok er nok, om man er kat eller menneske.
Imens proppede jeg brændeovnen med serpentiner og kaffen var allerede halvlunken og termometeret efter en udluftning nede på 16 grader.
På Sinjar bjerget havde det været 40 grader varmt og der var ingen vand.
Jeg vaskede gulvet denne nytårsmorgen og før familien stod op var der stille. Kun katten spandt og efterlod det nye år i dvale.

Termometeret steg og der kom liv i de søvndrukne mennesker. Senge blev forladt uredte.
Klokken tikkede, dagene gik.
Tulipanerne fra nyårsfesten blev sat i vinduet.

Det nye år med krysantemumbomber, X-faktor og valgdatoer. Trummerum og det danmark du kender retorik. Det danmark VI kender. Arven.

"Det er egentlig ikke ok at skære tulipaner væk fra løget, dræbe dem og så sætte den i vinduet hvor de står og længes ud" sagde min tweenunge. Ikke henkastet, men i alvor, bebrejdende og lidt anklagende, men overbærende som børn nu er det med deres store udsyn og verdensvidder.

Og de længtes tulipanerne, som han sagde.
Og de lænede sig på det kolde vindusglas mod en verden de mente at kende, som en art genetisk hjemsted, selvom jeg vidste de var drevet frem i et drivhus sikkert et sted i Holland.
Alligevel stod de nu og ville hjem.
Ikke til deres glashus i Holland, men helt hjem til naturen.
Med hovederne trykket mod vinduesglasset som en børnehavebarn der ikke vil eller magter at sige farvel til en forælder, med snottet og gråden drivende i lange spor ned af ruden.
"Sig hurtigt farvel", siger pædagogen toneløst. "Det er bedst, så snart du er gået bliver lillepigen glad igen. Det skal du tro på".
Men ingen ved det med sikkerhed - om glæden kommer igen når man længes, stærkt.
Sig hurtigt farvel. Gå. Løb, vink, men se dig ikke tilbage.

På Sinjar bjerget havde de sagt hurtigt farvel, gået, løbet, fægtet med arme og ben og ikke set sig tilbage.
Der var gråd og snot i lange spor ned af bjergsiderne og den næste regn der rammer dig har partikler af denne gråd, båret med vinden, gennem verden, gennem folkeslag og gennem fremmedes gråd over at skilles fra det de kommer af og hvorfra deres verden går.

Tulipaner er ikke i tvivl. De længes, med farverne udenpå og kroner der smukt åbner for lønkammeret i livet.
De arver en længsel efter jorden og efter genopstandelsen.
De skifter ikke sprog eller kulør en nytårsnat på vej ind i et andet år, klippet ved stilken og sat på vågeblus i en slat nøje afmålt vand de kan drikke af.
Tulipaner har samme udsyn som jeg. Gennem glasset ser de verden. Jeg ser mediernes udsyn og de ser naturen udenfor hvorfra de kommer.
Den natur der legende og næsten frillemodigt ægger til gensyn og genkomst.
Men løget mangler. Det løg de kom fra.
Naturen udenfor et blot blændværk, for de er revet fra roden og i roden ligger et hjertesprog, en arv og en fortælling.
Mine nytårstulipaner gør deres arbejde. Den korte tid de lever. Det er mere end jeg kan forlang for 25 kroner. Meget mere end jeg kan forlange af nogen der er i længsel.

De hører jo ikke til, hos mig, men må finde plads og rum i mit, trods længsel.
omplantet i en hypet guld og hvidstribet Kählervase en festaften under bulder og brav.
De længes bare som kun tulipaner kan.
Og som de der er kommet hertil uden at ville. Uden rod, uden jord men med arven og anerne som eneste holdepunkt.

Når nu I har mistet jeres rod kan jeg kun håbe, i ydmyghed at pode jer på min og håbe I kan gro jer livet til. Det må vi gøre, nænsomt og i kærlighed. Og tag arven med, tag fortællingen, hjertesproget og længslen med. Den må vi dele uden glas imellem os.

Tag det sorte kors fra graven, plant en tulipan hvor det stod.


Godt Nyt-Ord!
//Astrid Søe