Dræbersneglen i kommunekassen

FOTO: Dræbersnegl Syddjurstype. Tvekøn.

Molbohistorie 1.

Dræbersneglen i kommunekassen

En sommer, da kommunen trådte vande i kommunekassen, havde molboerne fået besøg af en dræbersnegl.

Den havde fået den grimme vane at bevæge sig, med sit slimede spor, frem og tilbage i kommunens budget for at fange plovmænd og tusser.

Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at dens slim ville få hele kommunekassen til at gå i opløsning.

De talte længe sammen frem og tilbage om, ... ... hvordan de skulle få den jaget bort.

Til sidst blev de enige om, at et barn skulle kravle ind i kommunekassen og drive dræbersneglen ud.

Men lige da barnet stod og skulle til at kravle ind i kassen, opdagede de, at barnet havde en lang snotnæse, og så blev de bange for, at barnet ville lave, et lige så stort slimspor i budgettet som dræbersneglen.

Dér stod de - . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle stille så mange børn så tæt sammen at snottet løb ned i nabobarnets madkasse og derfor ikke ramte kommunekassen. Så ville børnene jo ikke afsætte et slimspor.

Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og lukkede en masse daginstitutioner; ... .. og så gik geledder af børn ind i kommunekassen, for at kunne jage dræbersneglen ud.

På den måde kom barnets snot ikke på budgettet, men barnet havde stadig en lang næse!


Molbohistorie 2. (Den gode gamle)

Storken i Kornmarken.

En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork.

Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken.

De talte længe sammen frem og tilbage om, ... ... hvordan de skulle få den jaget bort.

Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.

Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken.

Dér stod de - . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned.

Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; ... .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud.

På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.

68'er

Tone: Fra gammel tid bar kvinderne det tungeste læs.

Fra gammel tid var alle folk delt op efter køn
Den førstefødte skulle meget gerne være en søn
Og fik man sig en datter hun på møddingen røg
Hvis ikke lige man mang’led en der skulle vaske tøj.
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle delte mandens menneskesyn
Ikke mødes tværs af kønnet, Fatter har det sidste ord
Og det er jo også ham der skaffer mad til vort bord

Med 68 fik kønnet ord, et udtryk på ny
Nu skulle kvinden rejse sig med næsen højt i sky
Før kvinden hun fik set sig om så gik hun ned med stress
Så hun er førtidspensioneret før de 68.
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle kogte OTA morgengryn
Skal man spænde ben for nogen så må strømpen være rød
Men nu var det dobbelt hårdt med job og børns morgengrød

Så skulle manden være blød og passe hjem og børn
For nu var det på høje tid at han sku ta’ en tørn
Med ligestilling troede vi, at alle sku vær ens
Med Beatles hår og sund sandal var alle let til bens
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle delte fri og lighedssyn
Skal man mødes tværs af kønnet må man fattes forefra
At hver gang vi gør os ens så blir vi atter til nar

Med 80erne sag’e tiden kun at lighed det er dig,
Når du kan stå på linie med de ord: jeg er sku mig!
Min egen og mig selv og kun derfra min verden går
Skidt være med de andre de må slikke deres sår
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der ikke delte andres menneskesyn
Sku’ man mødes tværs af noget sku’ man fattes først og sidst
At det ikke hjælper stort at være egofacist

De gifte folk blir skilt, så de kan gifte sig på ny
Med dine børn og mine børn i København og Thy.
Familiesammenhænge er en pampers engangsble
Men ét står klart, det gavner ganske sikkert DSB
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der laver om på vores samfundssyn
Der er nye sammenhænge, nye liv at finde på
Men vi lærer nok at kravle før vi lærer at gå.

Et nyt årtusind kom med syn på kvinde som mand
Dit køn blir pisket ind fra før den første mælketand
En kvinde er en kvinde og en mand han er en mand
Det har vi egent’ligt været siden amøben gik i land
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der alle deler fælles fortidssyn
Når de mødes tværs af kønnet har de kromosomer med
Spytter ligeligt i puljen af æg og af sæd

For tiden går det lige op, med livet især
Vi lever sgu og ånder, eller også lar’ vi vær
Vi lever så foranderligt at ingen helt forstår
Den tid der var i 68, den tid der var i går
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der alle har et bredt historiesyn
og skal man mødes tværs af gener må man fattes sidst og først
At forskelligheden gør at intet køn bliver størst!

Tekst Astrid Søe Marts 2006
Skrevet til 68er opholdet på Lønne Højskole

Højskole blues

Sur hilsen til de højskoler der drejer nøglen om uden kamp.
Kamp må der til, skal livet gro!
-sang selvsagt med kærlig hilsen... Astrid

Tone: 417 Her rejses en skole

Her lukkes en skole som mange før
Snart er de hundred og sytten vel ude
Giv op, kast bort nøglen og smæk den dør
Selv flagskibet knirker, den pjaltede skude
De klagende sange
Som gentagne gange
Har lydt på ophold, de korte og lange
De runger hult

De runger hult mod de gamle ord
Der ristet runer i gårdsdagens sange
Hver tone der stundom i hjertet for
Blir skudt for boven når tider er trange
De gamle og gale
Fik glæden i tale
Foruden glæde, elevtallet dale
Og ebbe ud

Vil ebbe ud i det gamle land
Når Gud og fædreland klaprer med kassen
Den grimmeste ælling hos H. C. And
Må selv i isvinter leve på nassen
Derfor må vi håbe
At vinterens kåbe
Vil hæve sit mismod og atter vil råbe
Den gamle sang

Den gamle sang om vor danske tro
Der stædigt spirer mod ånden og livet
Dør bort når håndgrib’lighed ene gro
Og gamle levende hegn blir opgivet
Alt visne og briste
Når ingen tør miste
Når ordet bliver fejt, så man ej er den sidste
Der lukker ned

Så luk du blot, skole, men frygt kun ej:
Trods det, forældes ej livets tale
Kun et kan man frygte, at det blir’ dig
Der mistet ånden og gik i dvale.
Det kvælende tomme
Ved ragnaroks komme
Vil fyldes med livord og håbet vil komme
Bevar dig vel!

Nå da!

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

At leve livet i den tid man har
og ikke spille lotto for at vinde.
Historiens frakke gør du ej er bar.
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde.
Det hjælper ikke stort med synoptik
jeg tror du selv får øje på din glæde.
Vi ønsker altid mere end vi fik
selv ejerskab i troens tandemsæde.

Jeg troede jeg ku’ kvase Jantes lov
og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg blir’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad
og æder take-away og piller næse.
Ser ugens stjerner i et dameblad
som ingen selvsagt tror jeg gider læse.

At være ung med tvivl og hvalpepund
og skolens karakter der gør mig myndig.
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund
og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.

//Astrid Søe 2001
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede

Lalleglad

Første skoledag efter ferien.
Sol, kage, flag, fest, glæde.
Og en skoleleder der holdt en lang tale om det nye års målsætning;
At være lalleglade.
Og jo, også om kærligheden og det gode i andre.
De tre grundbegreber blev årets fylde for skoleeleverne.

Skolelederen kunne egentligt bare nøjes med at holde sig til lalleglad, for det indeholder allerede i ordets betydning både kærlighed og det gode i mennesket.
Begrebet lalleglad er så herligt bredt.

Lalle er babyens sprog.
Sproget der vil verden, sproget der selvopfundet baner sig vej og møder den sjældne forståelse fra de der elsker barnet.

Nææ lille skat, hvor er det sødt..
hørte I det alle sammen?
lille miws sagde "international morgenkomplet" ???
wa wu gu ga.
Ja det er da helt tydeligt!!
Åh, ih, min lille kloge baby.

Forældrenes glæde og beundring er ægte og elskelig.
Baby-lalleren er lige så glad, for barnet er blevet mødt med det bedste der findes. Glæde og kærlighed.
Det opmuntrer baby til mere pludren og lallen, og et sprog bliver til.

Barnet har det herlige indgroede i sig at det er verdensvendt.
Alt er nyt, verden er nær og indtages dagligt med nysgerrighed og naivitet.
Alle børn fødes blåøjede, det tydeligste tegn på det smukke naive og det naive er en gave.
Det giver barnet mulighed for at turde og ville, leve og ånde.
Lallen er modets naive sprog.

Glad betyder egentligt skinnende lys.
Man siger folkeligt om et menneske at det lyser af glæde og det er ikke helt galt i byen.

Når en skoleleder vælger sig en skoleår til det lalleglade, må man selv glædes!
Lyst og glæde er jo undervisningens egentlige fortsæt.
Undervisning betyder at man viser undere.
Men selvom det er formålet er det vel ikke hver dag man kan gå hjem, som lærer, lægge hovedet på puden og sove ind til natten med et smil og viden om at man i dag viste undere.

Man kan jo næsten blive religiøst bange, af at bære det åg.
Det er næsten for stort og uopnåeligt at umuligt at bede om hver dag.

Det er heldigvis heller ikke nødvendigt at lede efter ens egne underne i undervisningen, hvis man ved man havde glæden med i inderlommen.

Underet er tilstede i eleven hvis glæden har været tilstede.

Underviseren skal på moderne dansk lyse for, ved at tænde eleven.

(Og så blev denne blog pludseligt sponsoreret af Duracell batterier.)
Ret basalt kunne lærerseminariet gøre "GLÆDE" til deres hovedfag.


For Grundtvig stod det fast at enhver egentlig viden gik fra menneske til menneske, uddannelse underordnet.
Enhver bærer på livets læring og har derfor et under med sig under huden.
Al læring begynder med en famlende lallen, et prøvende sprog der vider sig ud og fæstner sig som vilkår for viden.

Når videns-undervisningen i skolen tager afsæt i glæde, er vi der hvor undervisning har fundet sin kærne og bliver et under.

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle!
Det giver os for ånder syn,
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.

(NFS. GRUNDTVIG)

Ordene vi giver hinanden er glæde for sjælen, siger grundtvig.
Ord er liv og liv forudsætter glæde.
Hvor glæden sygner hen, visner livet og døden truer.
Men vi kan trodse døden, ved at gå livet i møde.
Eller endnu bedre; Lalle af sted.
Selvom det desværre er tåbeligt umoderne at lalle rundt, særligt for børn og unge.
Men ikke i år... I år vender bøtten.
Alt skal være nyt, naivt, formgivende forfra og pludseligt sker der det under at man bliver barn, på ny eller igen - også som voksen.

Alt i alt et Grundtvigsk sjælebad – rimer godt på lalleglad!
når vi tænder hinanden eller på hinandens ord er der mulighed for oplysning tilstede...

og det er lige til at blive lalleglad af!

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!


---------------------------------
lalleglad

Fra Wiktionary

Dansk Etymologi lalle (spædbarn der siger lyde) + glad

Adjektiv lalleglad, (intetkøn: lalleglad)

At være glad på en ubekymret måde, munter, sangvinsk, overdrevet glad.

Hæng ud!

konerne og mændene
hænger tøj ud
og hænger dem ud, der hænger ud -
på grillen...
som de selv hænger på
når de er hængt op

Frihed er at elske - dig.

Frie ord om min far Poul Erik Søe, der skiftede spor den 5. marts 2008.


Kærlighed sætter det andet menneske fri. Fri til at være, fri til at stå selv og fri til at opdage livet forfra. Jeg kan ikke forestille mig kærligere eller friere måde at møde livet på, end den, min far mestrede.
Samfund, politik, sang, højskole, bøger, samtaler… Men bag det hele stod et menneske der var gladest ved det milde. Når debatten rasede syntes fars ord så faste. Men det var aldrig, aldrig tilfældet. Han var altid ledet af den smukke tvivl, indsigelsen og pladsen i samtalen hvor ordene havde frit spil. I debatten kendes han som ildsjælen der vendte verden på hovedet. Trodsede de politiske strømninger der frasagde mennesket frihed og råderet over eget liv. Altid på menneskets side, i menings-kærlige skæve kommenterer og holdninger.
For vi nære og kære var det på en og samme tid både anderledes og ens. Vi stod så uendeligt frit i vores ord. Aldrig hørte vi fra vores far at det vi mente eller troede var galt. Altid var der plads for samtalen og meningernes mod. Som barn oplevede jeg dagligt hvad nærvær betyder for et menneske. At turde være livet nært, uanset hvad det bød. Nærvær giver så meget liv fra sig. Far mente at et menneske aldrig fyldte livet ud med mere end hvad vi drømte om. Det fik vi lov til. At drømme os ind i hvad liv kan være. Intet er umuligt lærte vi. Lige meget hvad vi foreslog, var det muligt hos dig far. Gør det. Lev. Stå fast. Drøm dig videre. Vid bedre, hvad du ved. Ubegrænset nærvær og kærlighed vider livet ud. Du kunne opelske dine børn, så smukt og mildt. Så levende og givende.

Jeg er ikke i ”familie” med min far.
Far lærte os altid at ”familie” havde en tydning, vi i dag har glemt. At ordet familie betyder ”mandens skare af slaver” Med far var det aldrig tilfældet. Han var ikke overhoved i familien, men på højde med enhver der var hans slægt. Plads var der nok af, til at være sig selv og være menneske.

Far, vi fik lov at opleve det usædvanlige. At vælge hinanden i dagligdagen på tværs af slægter. Jeg fik den glæde som voksen, at arbejde samme med mine forældre i 9 år på Lønne Højskole. Et nært nabo og arbejdsfællesskab der, i dagens Danmark, synes forældet, men modsat opleves uendeligt frit, hvis man netop mødes i frihed og med den gode selvstændighed man skal skænke hinanden i alle slægter. Da vi lukkede vores højskole i Lønne sidste sommer, efter fars 70 års dag, skulle vi genmødes på Mols. Der skulle en ny tid begynde. En tid hvor vi atter skulle bo dør om dør. En tid hvor børnebørnene løb glade fra hus til hus. En tid med fordybelse, mildhed og nye begyndelser. Vi fik kun 8 måneder, men far nåede begejstret at glædes ved de hvide krokus der myldrede frem af jorden. Nåede at drømme nyt og nåede at finde kærlighed til en ny egn. Vi har lige nu ikke andre ord end; Hvor er det synd for dig far. Det er ikke synd fordi far ikke nåede at leve, ånde og virkeliggøre et kærligt liv på jord, for alt det nåede han til fulde, men det er synd fordi han ikke nåede alt det meget mere han havde drømt om. Alt det meget mere han havde at give, gøre og glæde mennesker med. Og synd er det for de mennesker der ikke nåede at kende så sjældent smukt, vidende, nærværende og legende et menneske.

Far var mest af alt menneske for sine nærmeste.
Hvor meget han end sled og slæbte, talte og tænkte i det offentlige rum, så var den egentlige glæde hos hans elskede nære. Mor som han elskede uden grænser, levede og arbejdede med. Min søster Anneke, min bror Jeppe og jeg. Og siden de børnebørn der kom til og er under vejs.
Mine drenge var så heldige at have deres morfar hver dag, i uforlignelig nærhed. Min ældste dreng på 7, sagde da morfar døde: ”Morfar lærte mig at være mig. Det kan aldrig erstattes”. Og de ord rammer stærkest.
Far lærte liv fra sig. Også til de små. Livet er en dejlig gave og dejlig at tage imod. Vi kan lære livet fra os på så mange måder. Fars måde var den frie og kærlige. Den der aldrig nedgør eller begrænser. Far gav mod på livet. I sind og tanke. Syntes vi livet klemte, kunne han vende op og ned på alt i enkle ord han hentede, ikke i litteraturen, ikke i egen oplevelse, men hentede i den han talte med. Far kunne erindre andre om hvad de selv rummede, og det er det der gør et menneske stort, et samfund stort, et folk stort. At turde være til i egne plovfurer, i eget liv og væsen.
Tak for det enkle og sjældne, tak fordi du opelskede os til smukke og milde liv, i nuet og i de levendes land.

Du lever dog når vi er til.

I al kærlighed
Din datter Astrid.