Håbets korrekte størrelse

Et håb er vel et håb, for de fleste.
det behøver ikke være svulmende, overstadigt eller prangende - bare det er håb- ?

Vi håber for hinanden, for freden, for kærlighden, for fremtiden.
Den økonomiske krise rider mareridts galop over mennesker, det mistes, der tabes, der tumles med liv og levnet.
Alligevel genopstår de mennesker i et lille overset, ukendt og ukurent håb.
Så småt at det kun kan blive større, kun kan vokse.

Og vi håber for hinanden i hverdagen: Åh jeg håber du må lykkes, jeg håber du får en dejlig dag, jeg håber du bliver rask.

Håbet er en enestående størrelse.
Det er ufravigeligt i mennesket så længe vi lever. det at håbe og bevare håbet.

I mit lille firma er håbet nøjagtigt 1,7 cm langt og lysegrønt.
En heldig og herlig del af mit daglige virke består i at give håb videre - til andre, til dem der mangler det eller har glemt det en lille stund.

Men mit håb er alligevel ufravigeligt 1,7 cm - sådan er det. Så passer det på vægt og gram og ind i konseptet...
Men alligevel passer det slet ikke....fordi det er et håndgribeligt håb, fordi det er bedrag, genhuskehåb, billedsprog.

Jeg er så uheldig at stå med det ½ håb. ikke bare i små mængter, men ca 30 kilo ½ håb på mellem 0,5 og 0,8 cm i længten

Og pludseligt blev jeg milimeterdemokratisk og gal og grædefærdig.
Mit håb passede mig ikke. Mit håb var for småt, mit håb var ude.. HÅBLØST!!!

Til jeg fik øje på det, håbet - at det jo da ikke er størrelsen, men måden vi tager imod det på.
Håb er håb, i små eller store stykker, i alle størrelser og mængter.

Mit nye håb passer ikke ind i min fasttømrede, skematiske, opmålte, fødevareministeriumsgodkendte, påklistrede, indholdsfortegnelseslabelkorekthed...

Hvad gør jeg så??

Begynder håbet forfra.
Genopfinder håbet på ny
Nytænker håbefuldhed.

Nu sidder jeg her, midt i håbet delt ud over 11.000 små stykker bolchehåb.. og genhuske hvad fanden det var jeg ville.
Ikke hænge mig i kasserne, ordtenligheden, samfundsensretningen, vanen..

Bare være med til at være det håb der smitter, uanset størrelse, uanset vægt, uanset vane.

Nu vil jeg lade være med at tude over spilte cm.
Nu vil jeg pakke håbet sammen, byde det ud og håbe... at håbet går an, uanset størrelse, uanset vægt. For håb er nok i sig selv - bare det er er!

Jeg HÅBER du forstår!?

Gradbøjning...

Et strå

Flere strå

Strålende

Ytringsfrihed

- Ytringsfriheden, holder den aldrig kæft?
Ytringsfriheden kan være svær at gabe over. Hverdagsværkstedet Mor's Menageri har skabt "hold kæft" bolchet med indskriften YTRINGSFRIHED. Tyg lidt på den.
Ordet skaber hvad det nævner, så hver gang vi kalder hinanden tudefjæs, mother fucker eller idiot, forfladiger vi hinandens egentlige indhold og bliver til det ordene nævner.

Mor's Menageri har skabt det store politiske "HOLD KÆFT" bolche YTRINGSFRIHED som et indslag i debatten om ytringsfriheden.
Hvornår byder det os at holde kæft, og hvornår er det bedst at kæfte op?
Prøv selv at få mening ud mellem tænderne mens du sutter på ytringsfriheden.
Frihed fylder, nogle gange mere end vi aner.
Frihed er først rigtig fri, når den står selv og ikke bruges som lokkemad eller logo.
Hvert menneske, sin frihed - også når det kommer til at ytre sig, så længe vi ikke kvæler andre i ordene.

For at fornemme hvordan det ville være at leve et sted hvor man ikke hylder ytringsfriheden, kan du tage "hold kæft" bolchet i munden og derefter se hvor svært det er at tale frit, med en stopklods i halsen.
Kommer der ord over læberne alligevel, vil de tage smag af bolchets sødme. Sødme er dejligt, men enhver må fra gang til gang finde deres eget ståsted, også hvis det har en bitter eftersmag.
Ytringsfriheden er så fri, at man må være villig til at gå mod strømmen.
I modstrømmen møder man frihedens dejlige brud - hun hedder ansvar.
Hvert menneske har pligt til at tage ansvar for ordene. Og når vi taler pligt, lyder friheden pludselig så indespærrende. Frihed har sin pris. Og prisen er altid den samme, at vi betaler med ansvarlighed.
Frihed under ansvar. Jo tak, med det er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.

Man kunne også bruge bolchet som en husker, når man møder et andet menneske. Samtale er ikke kun at holde på egen ord, men samtalen lever bedst hvor ordet er et mødested.
Hvor man, trods friheden til bramfrit at kaste andres holdninger i grus, har fornemmelsen for det andet menneske med sig i inderlommen.
Ingen har vundet eller er vokset i en samtale hvor man skilles uden at have imødekommet den andens ord. 

- Første pose er naturligvis sendt til Jyllands Posten...

- I 2010 modtog alle folketingsmedlemmer dette bolche og tekst om samfund til grundlovsdag.

http://livsoplevelse.dk/product.asp?product=18

Artless society - More ore less?

Lidt til og meget mere. Så kom den endelig, musikken hvor man ikke kan undsige sig at være hjemme i en eller flere af de skiftende klange. Hvor man end vender øret hen, finder man i den Aarhusianske musikgruppe ”Artless Society”, et sted at høre hjemme. Og man hører gerne til, både musisk og menneskeligt igen og igen.

Med en fræk blanding af flamingo, banjo, elektro-asien og britpop vender man sig uværligt mod nye og ukendte musiske tider og troen på at kunst ikke kender grænser. Derfor er musikken udtryk en understregning af bandets navn; det kunstløse samfund, hvor man finder sammen om nye toner og nye måder at udtrykke sig på. Uden kunstig ret og vrang, men med simpel sammensat nydelse og bagholdsangreb undervejs hvor man trode man ventede det, men alligevel opdager at angrebet var anderledes end vanligt og kom en halv tone før end ventet.

En gennemlytning af teksterne giver tanker et sted mellem ground ziro, skabelsesberetningen og janteloven. Der er en underlig lyrisk genklang af essensen af det indre liv vi helst ikke viser frem på storskærm, men som alle indeholder. Stress og naivitet træder frem som gentagne rystelser fra toget der stryger frem mellem svellerne og giver et metallisk indblik i et liv på skinner der bare ikke hænger sammen i pendlerhverdagen. Forsangerens britiske lyd klinger størst når kortet slår ind, som en ydre lydmur rundt om leadens bærede tone.

Artless Society husker at musik er et stadigt legende element og lader lytteren genkende de enkelte instrumenter, men overrasker alligevel ved at bruge stilarter og klange der ikke umildbart hører sammen eller hører instrumentet til. En ny og manglet artform der uværligt minder om en pakke af det nye tyggegumme der er hårdt udenpå og med en blød masse indvendigt der skifter smag og konsistens undervejs.

Den uventede klang har en bærende ren organisk grundtone, der viser vej gennem de enkelte numre. Både dancemix og slowpotpori har potientiale. Modigt at skabe musik der træder ved siden af og uden kunstkneb pisser Artless Society nye territorier af på dansegulvet og i hængekøjen.

/Astrid Søe

Det at savne er at se

Det at savne er at se

den der ikke mer er til

med et særligt mindesyn

der slår ned som klare lyn

Den der kender til at savne

ved at savn har mange navne

selv i sorg og eftertanke

smil og øjne der blir blanke

Det at længes er at finde

kærligheden dybt derinde

lad den mærkes, lev og giv
savn kan også give liv

Det at huske er at tro

at en sjæl kan evigt gro

som et minde i din tanke

i det hjerte som kan banke

Det at have elsket vildt

holdt omkring og smilet mildt

det at vide du er med

mens jeg lever, finder sted

Du kan fylde, du kan forme

du kan mildne livets storme

som et spor på livets vej

går du foran og er dig

Det at savne er at le

da jeg ser at du er til

i de kroppe ladt tilbage

ingen ender deres dage

//Astrid Søe 2011

Husk at huske

Husk at huske du er til
vilje er for den der vil

Husk at elske mens du kan
rynker, strutrøv, tidens tand

Husk at ta dig som du er
midt i livets stikkelsbær

Husk at elsk dig som fjende
den slags godhed bør man kende

Husk at holde ryggen rank
mens din egen skude sank

Husk at slås mod det der koster
stilhed er et ondskabs kloster

Husk at turde det du tør
også inden andre gør

Husk at gøre det du tør
gerne mens du stadig bør

Husk at hatten sidder skævt
mens du har dit liv i hævt

Husk at se hvad du er værd
mest hos dem der står dig nær

Husk at huske mens du kan
du er livets ejermand

Astrid Søe Copyright

Om at slå til!

"MOAR", lyder det fra børneværelset.

"Der er en elefant-myg her inde, kom og hent den"!

Kom og hent den? Ja det er sku nemmere sagt end gjort.

Det er efterår og alle kender den korrekte størrelse på myg på denne tid af året, de er, uden et barns fantasi, nogenlunde og helt korrekt på størrelse med cirkus Benneweiz gamle elefant og jeg er tilkaldt som domptør.

Det tar lidt tid før jeg får øje på den, susende som en krigsmaskine gennem luften ovre ved reolen med rene underbukser. Hov, der ligger da lige et par som ikke hører til, dem kan jeg da lige sortere fra, inden jeg "henter myggen".

Imens summer Kræet henne ved skrivebordet.

Myggen sidder fed og doven på computeren og skider sin sidste modige klat på et unaturligt Apple, som eller anden designer har taget en nådig bid af, før det blev klasket på som logo.

Jeg klasker ellers aldrig, hverken dyr eller mennesker. Faktisk har jeg i snart fyrre år gået rundt og levet i Ghandi rolig viden om at end ikke en skallet myg har mistet livet under mine hænder, eller vildfarne katte fanget i lygternes lys. Jeg når altid, til fare for andre trafikanter, at bremse op eller slingre uden om.

Men den her myg, den skal hentes, det er missionen.

Min dreng har stik over hele kroppen og jeg ved at den sidder der fuldfed af mit eget kød og blod.

Nu går jeg i krig, bevæbnet med et Basserne blad. Jeg overvejer lige at fortælle min dreng om den fantastiske kampagne: Tæl til ti..før du slår, men jeg når slet ikke til 10 før jeg springer som en rasende oprører efter myggen der nu er lettet fra computeren.

BAM. jeg rammer, men misser myggen, mens legomodellen fra sidste jul smadres mod gulvet.

Jeg vender mig mod min dreng, der med store øjne ser sin Lego by styrte i grus. Tiden står stille - vi ser på hinanden og jeg fornemmer at vi er helt enige. Denne mission må koste hvad den vil.

Jeg drejer rundt i luften, i et spring fra fodenden af sengen.

Min dreng jubler nede fra dynens dyb, og råber opmundrende krigshyl, der for kampen til at minde om Afganisten, Libyen, Irak og jeg ser alle de store diktatorer rulle forbi mit indre blik. Chautjesko der tumler angst ud af et militærkøretøj en jul, Bin Laden ligger i en blodpøl, Gadaffi der skubbes rundt af skrigende mænd der jubler mens døden indtræffer... og myggen der suger blodet af min dreng.

Det her er et hævntogt.

Fra fodenden lander jeg sikkert på benene og strækker min arm så langt jeg kan, og er pludseligt Harry Potter i en quiddich-kamp. Det gyldne lyn er lige ved at være mit. Hvis jeg fanger det har vi vundet, mit hold, min dreng og jeg, over al ondskab. Mine fingre strejfer den og jeg kan mærke angstens sved, fra både myggen og jeg.

"Lammer", skriger jeg med besværgelsen fra Hary Potter.

Min dreng griner. "Nå mor, er den død?"

"Næ, bare lammet, du ved, jeg sætter den lige uden for ik?"

Jeg kan ikke få det sagt, at jeg har dræbt den. Jeg skraber den op på bassebladet, blodet på loftet fortæller tydeligt at den er stendød, under jubelråb og krigsskrig.

Mygge-liget klistrer sig til sgt. Bulder, der i Basser tegneserien er ved at smadre Jens Fup, som altid.

På badeværelset tørrer jeg blodet af bladet, vasker hænder og går ind for at læse godnathistorie, men ikke Bassebladet, som er ulæseligt udtværet af blodbadet på børneværelset.

I aften læser jeg Cykelmyggen Egon.