Melodi: Bøhmisk melodi, omkring 1550
oprindelig tekst: Op al den ting som Gud har gjort.
Tekst: Astrid Søe 2009
Op al den ting, mit kryds har gjort,
dets hæslighed at prise!
Det største, det har skabt, er sort
kan ingen magt bevise.
Gik alle valgte frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej at gør’ mig glad
når de min stemme kan sælge.
Det mindste ord jeg undrer på
i ansigt og i tale,
et storpolitisk frø at så
og under bordet betale!
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle byer vrimle,
de mange borgersvigt, der sker
får øjnene til at himle!
Hvad skal jeg sige, når jeg går
og ser en kåbe der vender,
når rød og blå sig sammenslår
og alle så vasker hænder!
Hvad skal jeg sige, når mit sind
ser syddjurs tørre sin næse
den løb kun halvt, den lille vind
når man vil male og blæse!
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor folkeflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og til borgmesteren vinker!
Hvad skal jeg sige, når jeg op
til demokrat-ånden farer
og set den store kæmpetrop
af vrede vælgerskarer!
Hvad skal jeg sige? - Mine ord
vil ikke meget sige:
O kryds, hvor var dit håb dog stort,
nu er du slugt af intrige!
Op, stemmer alle folk i blandt
med frydetone sammen:
Halleluja, de blå de vandt!
Og Århus svare: Wammen!
((Denne sang blev skrevet på valgnatten, siden blev der brugt tre uger på at finde ud af hvor borgmesterkæden skulle placeres. der var skandaler, studehandler, raseri og plattenslageri.))
fredag den 20. november 2009
torsdag den 13. august 2009
Sang til Nationalpark Mols Bjerge 2009
Tone: Som dybest brønd gir altid klarest vand
Jeg ser et barn der klukker bag en busk
og titter frem med øjne der kan trille.
Her går det tit, i sol og regn og rusk
og lærer om sig selv og det at ville!
Det kravler op til bjergets stejle top
mens bedstefar han puster ved dets side.
Han løfter barnets lille trætte krop
og hvisker: "Der er noget du skal vide".
Her ser du landet top og tag og bund
Her ser du vejen ende og begynde.
Et landskab som en kindtand der er sund
og skæbnevand der får dig til at nynne
Her ser du livets træ der slår sin rod
i jordens mange lag af forhistorie
En stork der tramper kornet med sin fod
mens Molboen han pudser på sin glorie
Her ser du Danmarks næse stikke ud
og dufte klare tanker spredt for vinden
med snottet løbene ud af sin tud
når vejret puster Jylland koldt på kinden.
Her ser du livet som en grøftekant
som Agris lyng og som Trehøjes stene
hvor hver en spire taler lyst og sandt:
Hvor jorden gror - der er vi ej alene!
En lærke håber mere end den tror
og lover meget mer’ end den kan holde.
Men drømmen gør at livets landskab gror
så sjælens hvedemarker ej bliver golde!
Vi går med livets korte bukser på
og nynner for den tid vi er i live.
Når vejen slynger sig på må og få
blir jeg et barn der råber: Jeg vil blive!
Skrevet til Nationalpark Mols. 13 august 2009
Tekst: Astrid Søe, Femmøller Strand, 8400 Nationalparken. Mols. Danmark
Jeg ser et barn der klukker bag en busk
og titter frem med øjne der kan trille.
Her går det tit, i sol og regn og rusk
og lærer om sig selv og det at ville!
Det kravler op til bjergets stejle top
mens bedstefar han puster ved dets side.
Han løfter barnets lille trætte krop
og hvisker: "Der er noget du skal vide".
Her ser du landet top og tag og bund
Her ser du vejen ende og begynde.
Et landskab som en kindtand der er sund
og skæbnevand der får dig til at nynne
Her ser du livets træ der slår sin rod
i jordens mange lag af forhistorie
En stork der tramper kornet med sin fod
mens Molboen han pudser på sin glorie
Her ser du Danmarks næse stikke ud
og dufte klare tanker spredt for vinden
med snottet løbene ud af sin tud
når vejret puster Jylland koldt på kinden.
Her ser du livet som en grøftekant
som Agris lyng og som Trehøjes stene
hvor hver en spire taler lyst og sandt:
Hvor jorden gror - der er vi ej alene!
En lærke håber mere end den tror
og lover meget mer’ end den kan holde.
Men drømmen gør at livets landskab gror
så sjælens hvedemarker ej bliver golde!
Vi går med livets korte bukser på
og nynner for den tid vi er i live.
Når vejen slynger sig på må og få
blir jeg et barn der råber: Jeg vil blive!
Skrevet til Nationalpark Mols. 13 august 2009
Tekst: Astrid Søe, Femmøller Strand, 8400 Nationalparken. Mols. Danmark
onsdag den 3. juni 2009
Sang til ordet
Tone: livet er en morgengave
Jeg har været i butikker
For at købe mig lidt kluns
På min trøje står, ”PIKSLIKKER”
På min skjorte: GÅ TIL BUNDS!
FUCK DIG TUDEFJÆS DU STINKER, FÅ DIG DOG ET ANDET LIV
I ER NOGLE FUCKING SINKER, PAS DIG SELV – JEG ER FOR STIV.
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet taler, når jeg tier
Der er kun den lille bet
At hvor end jeg går på gaden med et smil der sir spar to
Vender folk sig om og vrisser, hva nu det, jeg er jo go´?
Jeg er in og som en stjerne,
har det tøj som andre har,
men hvem gider være moderne
når man ses på som en nar?
Jeg vil helle’re åbne munden, bruge gode ord og snak
Væk med ordgejl på min trøje, på med håbets anorak!
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet tier og jeg taler
Og miraklet det er sket
Pluds’lig er jeg en der fylder med mit eget ordforråd
Det er rart at være menn’ske når man endlig blir´ forstået!
Ordet skaber hvad det nævner,
Store ord for ånd og mund
Du skal bruge dine evner
Gøre talen mere rund
Kaste sku og skid på porten og forsage hverdags-støj
Hvis du kun kan sig’: ”for satan”, bliver dit liv til noget møg!
Jeg har været i butikker
For at købe mig lidt kluns
På min trøje står, ”PIKSLIKKER”
På min skjorte: GÅ TIL BUNDS!
FUCK DIG TUDEFJÆS DU STINKER, FÅ DIG DOG ET ANDET LIV
I ER NOGLE FUCKING SINKER, PAS DIG SELV – JEG ER FOR STIV.
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet taler, når jeg tier
Der er kun den lille bet
At hvor end jeg går på gaden med et smil der sir spar to
Vender folk sig om og vrisser, hva nu det, jeg er jo go´?
Jeg er in og som en stjerne,
har det tøj som andre har,
men hvem gider være moderne
når man ses på som en nar?
Jeg vil helle’re åbne munden, bruge gode ord og snak
Væk med ordgejl på min trøje, på med håbets anorak!
Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet tier og jeg taler
Og miraklet det er sket
Pluds’lig er jeg en der fylder med mit eget ordforråd
Det er rart at være menn’ske når man endlig blir´ forstået!
Ordet skaber hvad det nævner,
Store ord for ånd og mund
Du skal bruge dine evner
Gøre talen mere rund
Kaste sku og skid på porten og forsage hverdags-støj
Hvis du kun kan sig’: ”for satan”, bliver dit liv til noget møg!
torsdag den 11. december 2008
Wall-e i krybben lå...
Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden som største egenskab.
Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er.
Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse.
Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi.
Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder dem, forelskelse er et nu.
Med kærligheden er det helt anderledes.
Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end en gang, at ville gense. At tro på historie sammen og tro på fremtid. Kærligheden samler fortid, nutid og fremtid i et. Kærlighed at er holde til alt.
Vi kan undres når de samme mennesker vågner op på 25 år og siger det samme godmorgen, spiser af det samme spisestel de fik i bryllupsgave, og kysser på den samme kind som alle de forgangne år. Men netop i den gentagelse og det ritual findes kærligheden.
Hver dag bliver et ja til hinanden i gentagelsen. Det samme ja vi siger i ægteskabet, det samme ja vi siger ved fødslen og i dåben.
I 2008 ville videnskaben nok tolke kærligheden som en OCD besættelse, og det er den. Men af den sunde slags.
I julen er vi kun i gentagelsens rum.
Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads. Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke.
Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer.
Og alligevel vågner vi op ved det i stedet for at falde i søvn.
Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Hvor selve motoren der driver os er genbrug.
Hjertet der pumper i livet har samme egenskab. Det virker på samme vis.
Pumper samme blod rundt i kroppen. Møder sig selv igen og igen.
Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv.
Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til.
Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes og har tråd til andre.
At høre til er at blive genkendt og genkende.
I årevis har vi talt om hvor vigtigt det er at kende sig selv.
Men det har ringe kraft i forhold til det at genkende sig selv.
Hvad bliver vi til hvis vi altid kun render efter det nye, det moderne, det uprøvede. Vi bliver til rodløse satellitter på en mørk himmel. Men når vi derimod genkender os selv i en sammenhæng, bliver vi selv til en stjernesol der kan oplyse en decemberhimmel.
I juleevangeliet vil den kristne myte overtyde os om at netop genkendelsen er vores største kærlighedsstempel. Se et lille barn, se det barn som du selv har været, se et liv bliver til, i smerte, i glæde. Se de vise mænd der søger nyt og videnskab, men finder noget helt andet.
De finder guds gen. Ordet GEN betyder frit oversat Guds Evige Nutid. For med det lille barn bliver et kærligheds nu, til et evig tilbagekommende nu.
For mange blev videnskabens granskning af Generne til en tro på at ordet GEN betød: Guds Endelige Nulpunkt.
Men i den tro, mister vi fornemmelsen af at netop genet er historiebærer og bærer af det næste nu og af gentagelsen.
Når vi når til pinsesolens dans vil Grundtvig lade salme ordene i salmen: I al sin glans NU stråler solen, lyde igen. Og der er intet andet en nu, nu, nu i den salme.
Solen er nu, livet er nu. Du er nu og du er nuets bærer i dette øjeblik.
Nuet er en stafet vi giver videre til det næste menneske der fødes.
Det er ikke blot et forelskelses nu uden sans og samling men et nu der elastisk strækker sig fra menneske til menneske.
I julen pakker vi hjertet ud af julekassen. Krøllet og med en hank der er bristet under nøddernes vægt sidste jul. Vi finder karlsons klister og bringer hjertet tilbage i vanlig form.
Julehjertet er som symbol det smukkeste vi har. Tre dele vi skal sammenføje for at finde et hele.
De to hjertekamre flettes som elskendes hænder ind i hinanden. Og vi klipper en hank til at hænge hjertet i. Til at bære og udholde alt.
Julehjerter skal flættes sammen med andre. Vi kommer hver frem til hinanden med en halvdel af et hjerte og for at finde en helhed må vi dele. Vi kan ikke selv stå med kærligheden, den er fælles gods.
I år lavede Disney en ny film der hedder wall-e .
Og endelig er disney kommet helt hjem hvor alt begynder.
Hvad skal vi gøre det øjeblik hvor alt er forbi, hvor vi har misbrugt, hærget, ødelagt og knust enhver drøm, enhver fremtid. Det øjeblik hvor vores forbrug og krige har lagt jorden øde.
Det øjeblik skal alt hvad vi blive til igen i vores billede. I billedet på det lille barn der fødes.
De to robotter wall-e og Eva er fremtidens Adam og Eva.
Gjort af jern, solenergi og genbrugsskrot finder de spiren til det nye liv, til et nyt paradis på jorden. En spire hentet i den gamle jord.
Og hvor beskytter man bedst livskimen og spiren? Det gør Eva i sin robotmave.
Alt er hentet i genkendelsen.
Mennesket, der ellers har forladt jorden for over 700 år siden i et rumskib, tumler som børn tilbage til jorden og rejser sig som Darwins teori igen på fødderne for at genkende menneskelivet.
Wall-e og Eva planter livet om i nye potter og i fællesskabet bliver jorden igen frugtbar. Mennesket begynder at tale sammen igen, at se og gense. Gennemgående i hele filmen er wall-e’s billede af kærlighed. For den lille robot er kærlighedens billede det at flette fingre.
At flette livet sammen som kærlighed gør.
Og til sidst lykkes det. Robotterne kolde og hårde jernfingre mødes og flettes sammen. Historien er bragt igen. Julebarnet er kommet og spirer blandt menneskene. Kærligheden har sejret igen i de hænder der finder hinanden.
Julen er ikke en vinketid.
Vi vinker i dag mere end vi giver faste håndtryk. Kølige hilsner med en løftet hånd i hast på gaden.
Stands op, ræk hånden frem.
Den hånd er julens mødested til en fremmet eller en der genkender dig.
En spire til en evighed.
God jul!
Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er.
Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse.
Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi.
Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder dem, forelskelse er et nu.
Med kærligheden er det helt anderledes.
Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end en gang, at ville gense. At tro på historie sammen og tro på fremtid. Kærligheden samler fortid, nutid og fremtid i et. Kærlighed at er holde til alt.
Vi kan undres når de samme mennesker vågner op på 25 år og siger det samme godmorgen, spiser af det samme spisestel de fik i bryllupsgave, og kysser på den samme kind som alle de forgangne år. Men netop i den gentagelse og det ritual findes kærligheden.
Hver dag bliver et ja til hinanden i gentagelsen. Det samme ja vi siger i ægteskabet, det samme ja vi siger ved fødslen og i dåben.
I 2008 ville videnskaben nok tolke kærligheden som en OCD besættelse, og det er den. Men af den sunde slags.
I julen er vi kun i gentagelsens rum.
Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads. Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke.
Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer.
Og alligevel vågner vi op ved det i stedet for at falde i søvn.
Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Hvor selve motoren der driver os er genbrug.
Hjertet der pumper i livet har samme egenskab. Det virker på samme vis.
Pumper samme blod rundt i kroppen. Møder sig selv igen og igen.
Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv.
Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til.
Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes og har tråd til andre.
At høre til er at blive genkendt og genkende.
I årevis har vi talt om hvor vigtigt det er at kende sig selv.
Men det har ringe kraft i forhold til det at genkende sig selv.
Hvad bliver vi til hvis vi altid kun render efter det nye, det moderne, det uprøvede. Vi bliver til rodløse satellitter på en mørk himmel. Men når vi derimod genkender os selv i en sammenhæng, bliver vi selv til en stjernesol der kan oplyse en decemberhimmel.
I juleevangeliet vil den kristne myte overtyde os om at netop genkendelsen er vores største kærlighedsstempel. Se et lille barn, se det barn som du selv har været, se et liv bliver til, i smerte, i glæde. Se de vise mænd der søger nyt og videnskab, men finder noget helt andet.
De finder guds gen. Ordet GEN betyder frit oversat Guds Evige Nutid. For med det lille barn bliver et kærligheds nu, til et evig tilbagekommende nu.
For mange blev videnskabens granskning af Generne til en tro på at ordet GEN betød: Guds Endelige Nulpunkt.
Men i den tro, mister vi fornemmelsen af at netop genet er historiebærer og bærer af det næste nu og af gentagelsen.
Når vi når til pinsesolens dans vil Grundtvig lade salme ordene i salmen: I al sin glans NU stråler solen, lyde igen. Og der er intet andet en nu, nu, nu i den salme.
Solen er nu, livet er nu. Du er nu og du er nuets bærer i dette øjeblik.
Nuet er en stafet vi giver videre til det næste menneske der fødes.
Det er ikke blot et forelskelses nu uden sans og samling men et nu der elastisk strækker sig fra menneske til menneske.
I julen pakker vi hjertet ud af julekassen. Krøllet og med en hank der er bristet under nøddernes vægt sidste jul. Vi finder karlsons klister og bringer hjertet tilbage i vanlig form.
Julehjertet er som symbol det smukkeste vi har. Tre dele vi skal sammenføje for at finde et hele.
De to hjertekamre flettes som elskendes hænder ind i hinanden. Og vi klipper en hank til at hænge hjertet i. Til at bære og udholde alt.
Julehjerter skal flættes sammen med andre. Vi kommer hver frem til hinanden med en halvdel af et hjerte og for at finde en helhed må vi dele. Vi kan ikke selv stå med kærligheden, den er fælles gods.
I år lavede Disney en ny film der hedder wall-e .
Og endelig er disney kommet helt hjem hvor alt begynder.
Hvad skal vi gøre det øjeblik hvor alt er forbi, hvor vi har misbrugt, hærget, ødelagt og knust enhver drøm, enhver fremtid. Det øjeblik hvor vores forbrug og krige har lagt jorden øde.
Det øjeblik skal alt hvad vi blive til igen i vores billede. I billedet på det lille barn der fødes.
De to robotter wall-e og Eva er fremtidens Adam og Eva.
Gjort af jern, solenergi og genbrugsskrot finder de spiren til det nye liv, til et nyt paradis på jorden. En spire hentet i den gamle jord.
Og hvor beskytter man bedst livskimen og spiren? Det gør Eva i sin robotmave.
Alt er hentet i genkendelsen.
Mennesket, der ellers har forladt jorden for over 700 år siden i et rumskib, tumler som børn tilbage til jorden og rejser sig som Darwins teori igen på fødderne for at genkende menneskelivet.
Wall-e og Eva planter livet om i nye potter og i fællesskabet bliver jorden igen frugtbar. Mennesket begynder at tale sammen igen, at se og gense. Gennemgående i hele filmen er wall-e’s billede af kærlighed. For den lille robot er kærlighedens billede det at flette fingre.
At flette livet sammen som kærlighed gør.
Og til sidst lykkes det. Robotterne kolde og hårde jernfingre mødes og flettes sammen. Historien er bragt igen. Julebarnet er kommet og spirer blandt menneskene. Kærligheden har sejret igen i de hænder der finder hinanden.
Julen er ikke en vinketid.
Vi vinker i dag mere end vi giver faste håndtryk. Kølige hilsner med en løftet hånd i hast på gaden.
Stands op, ræk hånden frem.
Den hånd er julens mødested til en fremmet eller en der genkender dig.
En spire til en evighed.
God jul!
fredag den 5. december 2008
Evighedens kys på panden
Med ønske om en smuk vinter og en glædelig fredfyldt jul til alle mennesker i hver en tro, tanke & tilværelse.
Astrid Søe
Evighedens kys på panden
Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe
I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.
Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.
Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.
Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.
Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.
Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frugtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.
Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!
Astrid Søe
Evighedens kys på panden
Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe
I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.
Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.
Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.
Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.
Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.
Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frugtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.
Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!
Evighedens kys på panden
Med ønske om en smuk vinter og en glædelig fredfyldt jul til alle mennesker i hver en tro, tanke & tilværelse .
Astrid Søe
Evighedens kys på panden
Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe
I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.
Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.
Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.
Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.
Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.
Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frygtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.
Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!
onsdag den 24. september 2008
Dræbersneglen i kommunekassen
FOTO: Dræbersnegl Syddjurstype. Tvekøn.
Molbohistorie 1.
Molbohistorie 1.
Dræbersneglen i kommunekassen
En sommer, da kommunen trådte vande i kommunekassen, havde molboerne fået besøg af en dræbersnegl.
Den havde fået den grimme vane at bevæge sig, med sit slimede spor, frem og tilbage i kommunens budget for at fange plovmænd og tusser.
Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at dens slim ville få hele kommunekassen til at gå i opløsning.
De talte længe sammen frem og tilbage om, ... ... hvordan de skulle få den jaget bort.
Til sidst blev de enige om, at et barn skulle kravle ind i kommunekassen og drive dræbersneglen ud.
Men lige da barnet stod og skulle til at kravle ind i kassen, opdagede de, at barnet havde en lang snotnæse, og så blev de bange for, at barnet ville lave, et lige så stort slimspor i budgettet som dræbersneglen.
Dér stod de - . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle stille så mange børn så tæt sammen at snottet løb ned i nabobarnets madkasse og derfor ikke ramte kommunekassen. Så ville børnene jo ikke afsætte et slimspor.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og lukkede en masse daginstitutioner; ... .. og så gik geledder af børn ind i kommunekassen, for at kunne jage dræbersneglen ud.
På den måde kom barnets snot ikke på budgettet, men barnet havde stadig en lang næse!
Molbohistorie 2. (Den gode gamle)
Molbohistorie 2. (Den gode gamle)
Storken i Kornmarken.
En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork.
Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken.
De talte længe sammen frem og tilbage om, ... ... hvordan de skulle få den jaget bort.
Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.
Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken.
Dér stod de - . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; ... .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud.
På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)