Hot-Dog med sjæl

Skrevet 1. juni 2011

Nå ja, det er vel ikke så tit man kan hidse sig sjæleligt op over at høre ordet Hot-Dog.
Men alligevel -
I går fik jeg et ganske særligt opkald fra Kongens Nytorvs pølsevogn.
Et opkald jeg også modtog for tre år og tre måneder siden.
Dengang fra min euforisk glade, milde far, ved midnatstide der stod og åd en "MORFAR" en hot-dog med remulade og rå løg.
Hans særlige hot-dog favorit. Og det er da værd at ringe hjem om.
Hej - gæt hvad jeg laver??? Spurgte han barnligt, midt om natten, og glad helt ned i storetåen.
Jeg står ved VORES pølsevogn på Kongens Nytorv og æder Hot-Dog.
Vi har det herligt (Vi- Min mor og han - der igen igen var taget på kærestetur efter over 40 års ægteskab)
Der er rå løg nok! Skynd dig at komme - vi savner dig - vi hygger!
Og dertil følger en dejlig opremsning af alle de dejlige mindesteder de har tråde såler i i dagen løb, som han allerede har fortalt om i mange opkald i løbet af dagen, men lige skal gentage igen igen i sin glæde.
og så, vi ses, knus.. vi ses... elsker jer alle tre (Børnene og jeg) ses, hej hej, huttelighut, nå godnat og vi skal snart hjem og mor er så sød, nå godnat, hej hej...
Og så vappede de to gamle hjemad mod Valby i fodformede Jacoformsko og så døde han. midt i kærsteriet, midt i Hot-dog, minder, København, Kongens Nytorv, lige efter vores pjattede samtale i natten.
Han vidste det måske, for hvem ringer til sin datter ved midnat for en Hot-dogs skyld?
I går ringede min ældste søn hjem fra selvsamme pølsevogn. Mor - jeg står og får mig en "MORFAR" - kær 10 årig kærlighedsstemt opdagelsesrejsende med let grødet stemme, men fuld af morfar-minder, liv og nybegynderpølsevognsglæde.
Det er ikke fordi jeg ikke tror livet begynder alle vegne på kloden, hele tiden, hver dag, men jeg tror for vores slægt at der er en gangske sjælelig groglæde ved at hænge på kanten af den mobile pølsevogn og gro fast. Den halvlunkne cocio og ketchup på ærmet.
De mange forbipasserene der ser op, ud og hjem mod nye oplevelser, skuffelser, skabelser.
Alt det ukendte i øjnhøjde - med tillid - fordi den hjemlige hot-dog logrer genkendeligt.
Der skal gåes mange skridt i min søns liv før han en dag ringer til sin datter og pjattet byder livet farvel i højstemt glæde.
Men traditionen er på plads - livet begynder ved pølsevognen på Kongens Nytorv.
Der står sjælene i kø for at fortælle om kærlighed, livsglæde og rå løg.

Folketingsvalg - Mere vil have mere!

Tone: Septembers himmel er så blå
Tekst: Astrid Søe.
Til folketingsvalget 2011 med særlig hilsen til de valgflæsks-besatte kandidater iblandt!

Septembers himmel er så grå
men du skal bare vide
hvis det er mig du stemmer på
blir skyer atter hvide,
jeg lover dig dit kryds blir' stort
for jeg vil styre landet
jeg taler næsten aldrig sort
og jeg kan gå på vandet!

Min ven vil du nu skære for
af flæskestegens side?
jeg lover dig det hele lår
og mer hvis du det gide!
Du får hvad du har ønsket dig
jeg gir dig alt du vælger
og vi skal følges du og jeg
jeg ikke stemmer sælger!

For jo: jeg kan bestemme alt
du tror nok vi er flere?
men jeg har magt når jeg er valgt
og mere vil ha' mere!
og når du så dit kryds har sat
blir' alting som det plejer
mit valgflæsk er nu dybt godnat
men jeg har fået min sejr!

Hjertesproget på Speakers Corner

Hjertesproget

Hjertesproget er det sprog der taler fra hjertet og ikke fra hjernen. Hjertesproget kan ikke tillæres som kulturtilbud, men er det sprog vi har fået med fra fødslen. Alle mennesker går rundt med et hjertesprog de er vokset op med, uanset hvor de er fra og hvilket sprog de bruger i hverdagen.

Hjertesproget er det der fortæller om de inderste længsler, følelser og fornemmelser. Vi bliver hele mennesker på vores hjertesprog. Vi udtrykker os sandt og dybt når vi henter indgroet fornemmelse frem på vores modersmål, på barndommens sprog.

Hjertesproget er uoversætteligt, som vi kender det fra det danske udtryk ”hygge”, eller fra den børnesang vi forsøger at hente nynnende med til et andet land, på ukendt grund. Når vi løfter et barn op i favnen, nynner vi det altid til ro med de ord og sagne vi selv fandt ro i, i vores barneliv.

Vi kan ikke oversætte det usagte i hjertssproget der ligger mellem linierne. Vi forsøger at værne og vugge den smukke sammenhæng vi har mellem sprog og spæd livsforståelse. Hver vidunderlig sprogkultur, sit eget hjertesprog. Det betyder også at vi arver et vældigt ansvar for de der må leve og tale på vores hjertesprog. Vi må hjælpe andre mennesker til at være til stede i deres særpræg og sprogudtryk, med kærlighed og i dagligdag. Vi kan rejse verden rundt og stadig nynne hjertsproget ind i et postkort fra fremmede egne. Vi formidler vores liv når vi ser og oplever og taler fra hjertet.

Ytringsfrihed

Vi taler så ofte om frihed under ansvar, men glemmer at sige hvem og hvad vi påtager os ansvar for. Ytringsfriheden er en grundlovsgiven ret. Og den holder i hånd med ansvaret over for ethvert andet menneske og deres frie holdninger.

Ytringsfrihed giver os personlig frihed, råderum, mening og holdning, men også en lærdom om samhørighed. Når vi bygger vores samfund omkring frihed og velfærdstankerne, vælger vi hinanden og ansvaret for hinandens frihed.

Velfærdssamfund betyder helt enkelt: At finde sammen om lykken på lige fod. Det fordrer at vi samtaler, giver hinanden fri til at ytre os og finder os i at blive sagt imod.

Den enkeltes ansvar er at gøre op med sig selv, hvornår byder det os at holde kæft, og hvornår er det bedst at kæfte op?

Femmøller Strand - Danmarke hjerte

Arkitekt Egil Fischer tegnene og tænkte hele Femmøller Strand som et af de første mødesteder mellem en lille levende by og et ferieparadis på dansk jord, her skulle både feriefolket og de fastboende finde et mødested og leve sammen i til gensidigt glæde. Foruden de mange smukke tanker omkring stedet, havde Egil Fischer det helt store målebånd ude på bordet og opmålte danmark og fandt at Danmarke hjerte var netop her på Femmøller Strand. Netop her er danmarks geografiske midte. Og derfor må dette smukke poetiske stykke land være hjemsted og værn for hjertesproget.

Frihed for Loke, såvel som for Thor

I Danmark har vi tradition for at værne det frie sprog, det sprog der er ubundet og frejdigt, levende og livgivende. Vi laver lov og orden ud fra frihedstanken og giver ordet frit i alle aldre. Det kræver særligt ansvar i et samfund at ville det frie ubundne ord, det skærper ansvaret for det andet menneske vi står over for og ytrer os til. Grundtanken er frihed til forskellighed!

Folkelig talerstol.

I Danmarks hjerte skal hjertesproge lyde mod alle hjørner af landet og verden. Her kan det frie ord bruges og bæres videre. ”speakers corner” som vi kender det fra London, har også hjemsted i Danmark, hvor vi går og står. Traditionen med det levende mundbårne ord lever i dagligliget over hækken og hegnet, ved køledisken hos købmanden, i læserbreve, bussen, baren, banken, foreningen…

Brug mund!

Et folk og en tanke er kun så stort som de kan udtryke det. Digteren Benny Holst skriver: Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen. Det gamle sprog er hjertesproget, et mundtligt sprog der ikke kender til frygt eller forstand, sproget der umildbart lever og åbner nye øjne.

Sproget der ikke føjer sig for grænser, frygt, stand, politik, tro.

Sproget der sprænger enhver logik og går mod hjertet, ubundet mod håb, liv, vilje og vej.

Ordet skaber hvad det nævner!

Astrid Søe ©, Mor’s Menageri – www.livsoplevelse.dk

 

Tørrer hvor andre tumbler!

Man skal ikke hænge sig i alt, det giver kun besvær.
Til gengæld er der ind imellem pludselig tanker der er værd at blive hængende i.
Livs-drys der hænger ved.

Et minde, et øjeblik, en huskeseddel fra tidernes morgen med Ota Solgryn eller Rich's kaffe.

En enlig strømpe der kalder på en forklaring.

En plet på tøjet, der uanset Vanish og andre pletfjernene, har overlevelseskraft.
Græs på knæene, kakao fra en sommerudflugt i skoven.
En plet på lagnet der snart har 47 års fødselsdag.

Krøllede visitkort og fotos i skuffer og skabe.
Den første rokketand.
Familiefestsang fra tante Olga.
Et brev der aldrig blev sendt til en barndomskæreste, en sten med hul.

Et bliv-væk armbånd og en kvittering fra Fakta.
Hverdagens vasketøj der hvileløst venter på vestenvind.

Småt som stort, det hele er rækker af øjeblikke lige til at hænge til tørre på livets røde tråd.

Og skal man hænge ud kan man lige så godt hænge ved.
Det kommer man ikke i klemme af.

http://www.livsoplevelse.dk/group.asp?group=9

Mor - hvad vil mennesket?

Astrids dagbog 9. november 2004
Mor, hvad vil mennesket?

 

Det er tirsdag.
Det er morgen.
Det er så meget morgen at end ikke den mindste af børnene er kravlet glad op på min hovedpude for at kilde mig i øret.
Fra min søvnige halvdrømmende plads under dynen når ordene frem til mig.
Mor, hvad vil mennesket?
Det er min store dreng der spørger.
Det er tirsdag, han er lige blevet fire år for få dage siden.
Mor, hvad vil mennesket?

Først kunne man fristes til at svare at mennesket vil sove, for det er tirsdag og tidlig morgen.
Mor har arbejdet det meste af natten på en tekst der ville indvikle livet mere end den ville udvikle det.
Til sidst blev teksten træt og gik under.
Det er kun få timer siden.
Men det er vel dybest set ikke hvad mennesket vil, før den dag hvor selve døden trætter det.
Det vil da ikke bare sove, en tirsdag, med ordene hængende over dynens dampende morgengrøde.
Jeg famler mig gennem søvn og natte-ammeri ud på den lyse vågne side af denne tirsdag.
Fortumlet klinger ordene; mor, hvad vil mennesket.
Jeg ved hvor de kommer fra.
Ikke mennesket, men ordene.
De kommer fra den 180 siders bog vi alle tre sammen tyggede os vej gennem en hel aften i går, Afrikas savanne.
De vilde dyr.
Godt muggent køb i Lønborg genbrug, der altid har tid til at hjælpe en enlig mor ud med genbrugsindkøbene.
Og tid til at prutte om prisen på det gamle Ringkøbing-orgel, de endnu har stående ved indgangen, men som i smug står hjemme hos os i tankerne.
Godt mine kære små.
Se her er alle de vilde dyr.
Sådan bor de når de ikke er i Zoologisk have.
Er de vilde hele tiden mor?
De er såmænd ikke særligt vilde, men bare mere de frie dyr.
De er ikke i bur, og så kalder man det for vilde dyr.
Så har de fri? Ja, det kan man godt sige.
De har jo ikke et arbejde de er bare gode til hvert sit.
Hvad vil de, mor?
Jo altså. Jeg læner mig tilbage i sofaen, for det er ikke en bog man bare bladrer rundt i, men en bog der behageligt sætter sig i rygmuskulaturen og tvinger den i magelige folder. En bog der trods dens ringe pris af 5,- kr. vil læses og udfrittes billede for billede, tekst for tekst og side for side.
Hvad vil de, de dyr i bogen?
Side et. Antiloper er gode til at løbe rigtigt hurtigt.
Aber er gode til at kravle i træer, løver er gode til at jage, de er tit meget sultne og har brug for meget at spise.
Mange mange sider efter har vi fundet ud af hvad hvert dyr er gode til og hvad de vil. Min ældste dreng konstaterer tilfreds at de frie dyr slet ikke er så vilde igen og at de vil mange af de samme ting.
Æde, drikke, løbe, jage, sove.
Godnat mandag.

Men det er tirsdag og hvad vil mennesket?
Kunne han da bare have sagt, hvad vil mennesker, det er ligesom mere tilforladeligt, men selve mennesket! ?
Den sammensatte kæmpeklump af umættelig tvivl, råderum, tro, gener, grønhed, forfald, kamp og skønhed.
Jeg klarede hundredemeterløbet for umættelige spørgelystne videnskabsbørn i sidste uge.
Mor, hvor lang når lyden ud når man råber, og når den helt forbi månen og længere ud og forsvinder den aldrig?
Og hvorfor vælger alle buske og træer at have grønne blade når de kan vælge mellem så mange farver, hva’ mor?
Men hvad vil mennesket?

Grundtvig lagde tærtebunden til livets dessert med ordene: menneske først, kristen så. Menneskeligt nærvær først.
Nærvær på Kirkegaards måde.
Hvad er glæde og det at være glad,
det er i sandhed at være sig selv nærværende.
Tirsdagsnærvær.
At være glad er at være sig selv nær og i nærhed med sine nærmeste.
Glæde betyder skinnende lys.
Lyset er denne morgen endnu ikke stået op, men glæden er oplysning nok i nærvær med næsten.
Jo, vel vil mennesket sove, men det vil hellere være vågent.
Være værd.
Jo, vel vil mennesket ånde, men hellere være fyldt med ånd.
Jo, vel vil mennesket synge, men hellere være en sang.
En sjælfuld melodi på livets tonestige.
Og jo, vel er der godt og ondt.
Forjættede barndom, hvor småfolket endnu kunne fattes mennesket som godt.
Men alt for hurtigt ved selv barnet, at ondskab og grusomhed også er menneskets natur.
Den næve der hos digteren Jens Rosendahl er så varm og god kan samtidig knyttes til kamp.
Kamp må der til skal livet gro,
synger jeg hver aften for mine to børn.
Alle seks vers af, Jeg elsker den brogede verden.
Det til trods kan den lille, som aller første melodi nynne Gøg og Gokkes kendingsmelodi.
Gangarten ligner såmænd også mere Gokkes end den i jeg elsker den brogede verdens omtalte gangart, nærmere dans: livets dans på roser.
En etårig danser ikke på roser, han spiser dem. Med det hele.
Men letheden hvormed det glider ned er hjemme i barnetroens.
Torne, stængler, rosenblade, morgendug, orme.
Det gumles sammen til et hele.
Til den klump velbehag kun blandinger er lavet af.
En mundfuld liv.

For så lille et menneske bekymrer sig ikke om hvad mennesket vil.
Det vil kun godt.
Men er man lige blevet fire år og har set at verden både er god og ond.
At menneskets rummelighed ikke altid er lig med hjerterum.
At det ydre rum ikke kun er rumpilotens arbejdsfelt,
men at også mennesket har et ydre og et indre rum.
At de rum ikke altid rummer det samme.
At vakle i sin barnetro når man er fire er nutidsvaklen.

Jeg selv er endnu i voksenlivet forfulgt af den barnlige glæde ved det gode menneske.
Jeg tror stadig på det og græder stadig barnligt når jeg gang på gang ser at jeg tager fejl.
Men jeg er også et andet tids barn.
Mine børn er nutidsbørn, der møder mennesket med deres verdensbillede.
Med filtreret fejhed.
Børnetime, børnebøger, børnehøjde, emmer af voksenverdenens angst for, at børn møder de forkerte mennesker, så ufortrødent fylder vi angst for mennesker på og spotter tillid som tåbernes glidebane. Voksenmenneskets erfaring af og med mennesket er ikke medmenneskelig.
Den er modmenneskelig.
Ikke det mod man bliver modig af, men det modsatte. Det modbydelige.
Når børnene lærer om mennesket af børnene selv, uden indblanding, er der medmenneskelighed.
Der er tillid, der er nødvendighed. Der er barnlig tro på det gode. For barnet kender kun det gode.
Det har dog overlevet fordi det netop nærede sig af det gode, af medmenneskelig omsorg.
Mennesket kan overhoved ikke overleve uden medmennesket.
Uden tillid, som vi sprogligt grovkornet kalder yngelpleje.
Men når up&go alderen nysgerrigt vil mere menneske, knalder vi låget på popkornene. Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.
Mor, hvad vil mennesket?
Dæmpe lyden af liv.
Som lugten af lort med kunstduft på spraydåser.

Lyden af liv er at være fire år og have fundet ud af at man sådan set, lidt henkastet i en sidebemærkning, laver det samme som Grundtvig,
jo mor, vi skriver jo begge to sange, ikke mor? Øh, jo det gør I vel.
Men Grundtvig findes jo ikke, kun på bånd. Han er jo død.
Ha’ ta den gamle svinger genlød det mellem ordene.
Jeg er levende og hvis alle de lagkager jeg skal have på mine fremtidige fødselsdage skulle stå inde i stuen, så kunne de slet ikke være der.
Det er liv, så det klasker.
Med alle de ophobede kager er der nok at tage fat på for mennesket,
selv nutidsmennesket der har Grundtvig på bånd.

Menneske først, men hvad vil mennesket? Bredspektret penicillin, bredbånd, brede eller smukkere mulighed.
Det mulige menneske.
Det åbner for det hele.
Vil mennesket mulighed frem for umulighed. Begrænsningen i tvivlen afsnapper så mange livslege.
Jeg klarer den ikke, det går aldrig, det går galt, det ender med fiasko. Tvivl.
Jeg klarer den, Det går nok, det kommer til at gå godt, det ender med glæde. Tro.
Mulighed skal ikke låses fast som allevejsvælger.
Mulighed er skjult og gemt i sindet, den undfangelsesglæde og barselsgave vi får og kun selv kan udfylde. Hvert menneske sin mulighed.
Og sin vej til at blive muligheden nærværende.

Jeg vil starte en bolchebutik.
Der skal ikke være hundeprutter, mågeklatter, store babser.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser” bolcher med navne som mulighed, nærvær, glæde, kærlighed, lykke, håb, lighed, tro, godhed, tillid, leg, skønhed.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.
For to kroner skønhed, tre kroner muligheder, en krones nærvær.
Tyg lidt på den.
Mor, Hvad vil mennesket.
Spise af den blandede pose bolcher. Langsomt gumle på håbet og lade friheden ligge længe på tungen til den efterlader et syrligt-sødt spor og knase nærværet så fast at det sætter sig i den tand jeg har brækket.
Måske bliver jeg så nærværende nok til at få bestilt tandlænge til at brokke den sammen til et hele igen.

Jeg kender et land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand.
Jeg vil vel inderst inde anbefale mennesket mennesket.
Det sætter sig.
Og jeg vil anbefale mennesket det nye menneske. Det menneske Ole Wivel maler i ord i digtet, der truer os i tiden. Og Wivel slutter digtet med ordene:
Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.
Hver dag minder mine afkom mig om mennesket.
Og hvad det vil.
Om nærværets mulighed.
Jo, jeg har som voksen færre og færre svar på hvad mennesket vil.
Og flere og flere spørgsmål.

De enkle svar jeg får kommer ikke fra filosofien, men fra melodien.
Dansen, gangarten, bolcherne, og tirsdags morgens umættelige mulighed.
Alt er igen uprøvet, men svaret det samme som i ethvert andet nærværsmenneske.
Ikke mit svar, men min fireåriges eget svar. Et svar der trods hans nutidsmenneskeform var et tillidssvar.
Det svar der kom med et splitsekunds tankemulighed efter hans spørgsmål.
Mor, hvad vil mennesket, - det tænker mest på kærlighed.
Tak mit menneskebarn for det svar, der allerede i spørgsmålet lå gemt i ordene.
At vælge det andet menneske som mulighed i ens eget søgeunivers.
At inddrage mennesket igen i det største. Hvad vil vi.
Og selv våge et svar.
Kærlighed.

Så rystende enkelt begyndte en tirsdag morgen for en dreng på fire.
For kærligheden er netop enkel, når den er nærværende.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.

En spire fra det klemte håb

En spire fra det klemte håb

Tone: Er lyset for de lærde blot.
Eller: den trænger ud til hvert et sted.
Astrid Søe. 11 September 2002.
Skrevet til foredrag i Højskoleforeningen 8520 og omegns folkemøde.
På et års dagen for world Trade terror i USA

Er dagens gæld et stoppested
hvor håbets konto skranter?
Vil rystelser i mennesket
i hadet trække renter?
Er ikke verden ny igen?
Har livet mistet gløden?
Går folket nu med solen ned
og blir i aftenrøden?

Hvor troen bliver dødelig
forgår vor frihedstanke.
Da overtar’ alt kødeligt
og magtens hænder sanke -
- de brudstykker af frygt og had
som driver os fra livet
og døber os i glemslens bad
hvor bruddet tag’s for givet.

Men mødes vi med næstens tarv
og spejler egne slægter
da står vi med det liv, den arv
som magterne fornægter.
I tal og skrift og gamle ord
Vi kender vores stamme!
Så næsten ud af hjertet gror
Historiens gamle amme.

Hvad magtens tanke ikke så
var folkets tillids vilje.
At mellem mange stene lå
et frø fra gravens lilje.
En spire fra det klemte håb
der føder liv af døden
så folket udelt genopstå
og gense morgenrøden.

I kludetæppets kraft og ild
vi svøber barnets lemmer
så tillid ikke farer vild
men kærlighed fornemmer.
Vi kysser med et verdenssprog
opelsker smedens gerning
og ser i vores billedbog:
Da randt for os guldterning!

Helle-SKAT - Skibet skal sejle i nat!

Tekst: Astrid Søe 9/9 2011
Melodi: Fra Engeland til Skotland

Morgen fræk sang til vores alle sammens skattepige - med særlig-kærlig
hilsen... midt i fornemmelsen af at udbrud af ekstrem PMS en uge før vi alle får det RØDE. Godt valg!

Fra Skagen og til Tønder,
de fatter ik' en brik,
er SKAT mon nybegynder?
eller er det trylle-trick?
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

Vi trode virk'lig ikke
at Helle var "privat",
her gik vi rundt og trode
hun sku' følge lov og stat,
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

Nu går jeg her og tænker
hvordan man vælger til
at være så "privat"
at man kan gøre hvad man vil?
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

Men det kan sagtens være
at det er meget svært
som græsenke at holde styr
på det selv JEG har lært...
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

På blå fløj sidder smølfen
og gnækker for sig selv
og minder mig grangiveligt
om ham der Gagamel
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

Når Helles RØDE kinder
blir' vist på TV2
Så blir jeg sku da lidt i tvivl
om hendes "gode" tro
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

Nu skal vi til at vælge
hos rød og blå og grøn
mens skat de øver i at holde kæft
som Birthe Rønn...
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

Jeg tror nu nok jeg vælger
at sætte kryds ved SKAT
så kan jeg få et fradragsfrit
"besøg" hver ene'ste nat.
og Helle du-sag'-hva?
vi tar et fradrag til,
hurra for Kinnocs kone,
når hun sætter alt på spil.

Men blev hun hejst til magtens top,
med store røde flag
så ved vi at hun er en skat
så vi kan ikke klag'.
og Helle ved-du-hva?!
du er en dejlig tøs
men landet er i krise
få nu styr på ham din fløs!