Dagens ord:
Taknemmelighed er tillid, der hobes op som vasketøj.
//Astrid Søe
fredag den 11. december 2015
torsdag den 10. december 2015
I Begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.
I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.
Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet
Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet
//Astrid Søe
Tilbage står kun livet.
Bag blomstens faldne stængel
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro
En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv
Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er
Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.
Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015
melodi: den blå anemone
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro
En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv
Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er
Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.
Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015
melodi: den blå anemone
søndag den 29. november 2015
Gorm den gamle - orkan
Gorm den gamle - orkan
Mens vi venter på Gorm
Der sku blive enorm
Vil jeg surre mig fast til min grundform
Jeg vil sidde og vente
Med livet in mente
Og kysse farvel til det kendte
Jeg vil købe et lager
Tændstikker og kager
Og andre beskyttelsesrums sager
Chatte med DMI
Høre vejrværters skrig
Og se Breaking som var vi i krig
Så vil Gorm banke på
For "den gamle" er rå
Han vil ruske og rive og flå
Hvis du selv blæser væk
Med dit tag og din hæk
Og moralen for længst har sagt knæk
Må vi husker påny
Jorden er blevet syg
Klimakrisen har næsen i sky
Husk det batter at kære
Sig om sine nære
Og jorden vi sammen skal bære
Mens vi venter på Gorm
Opgraderet fra storm
Blir orkaner mod nord nærmest norm
//Astrid Søe #orkan #gorm #dmi
lørdag den 7. november 2015
Se mor, de er bange for ord
Fredag åbnede bogforum med vanlig duft af nytrykte bøger.
En duft i øvrigt der går lige i hjernen, som en vår med spirer eller formuldent løv en efterårsdag.
Noget mellem liv og død og linierne.
Og Bella, den fede matrone, var fuld af vrimmel.
Nogle havde gjort sig mere umage end andre.
Der var stande der bød indenfor og nogen der lukkede sig om sig selv i snævre labyrinter af "sig selv nok"
På podier sad forfatterne og blev spurgt ind, men nøje indstuderede aftale spørgsmål, om dette og hint.
Og de svarede, med nøje indstuderede svar, på spørgerens ord og smilede næsten.
Der var en der talte utroligt længe om afføring.
Det gav sig bekymrende nok udslag i en utrolig lyst til hotdog.
Men det er ikke ligetil i Bella at få en hotdog med sjæl.
- Der er årmhulehår på min hotter mor!
Det var min 12 årige der tørt konstaterede at hans designer frokost var langt fra kongens Nytorvs pølsevogn og en rigtig morfar. Sådan en fed en, med remo og rå løg.
- Det er utidigt er det, svarede jeg og stirrede på de bønnespirer de havde lagt oven på designer hotdoggen.
De mennesker vi sad over for skævede noget til mig da jeg med forælder-præcision plukkede den for armhulehår. Helt ærligt, Gillette, gå hjem og læg dig.
Man er vel mor, før man er Bellababe.
Vi drak vand og kaffe. En del.
For det første for at skylle designerhotdoggen ned og for det andet for at drukne indgangsdørens maskinpistoler.
- Se mor, de er bange for ord!
Det havde han sagt da vi kom.
Koldt, nøgternt, nutidigt.
Bange ligefrem? Og nu struttede de mandigt med geværer i alle retninger og store salatfade til at køre ordene væk, stripset med armene på ryggen. Først i futtog, på den våde vej. Side om side. Siden rettergang og arrest. Thi kendes for ret. Ordet skaber hvad der nævner.
Det duftede nede på madscenen.
Hella Joof og Kristian Ditlev Jensen stod og småklukkede hen over et køkkenbord med flere ord og krydderier fra ukendte verdenshjørner og ingentingsland. Bag for en sag, i troens tjeneste.
- Hva, er der ingen smagsprøver? Det var barnet igen.
Jo jo, mon ikke man kan få en nøglering eller noget.
- Seriøst mor?
Det er voldsomt provokerende at bage på en bogmesse når man kommer lige fra skole og der ingen kage er i sigte.
Seriøst, udtrykket går igen.
Det har været en del af børns vokabular nu i årevis.
Det gør noget.
Og ikke noget sundt noget.
Spørgsmålet har hjemme i tvivlen.
Den er kommet snigende sammen med fitness world og pisatests.
Mener de det? De voksne, altså seriøst? Eller er det bare noget vi leger?
Lader som om, peger hen mod, har målsat?
SERIØST??
Vi gik med til Lindhardt og Ringhoff og åd noget af deres forfatter chokolade og litterære lakrids.
Manu Seeren har skrevet en ny bog og de dufter godt inde hos L&R.
Der var også den nye bog om nazisme.
Den prøvede jeg let at trippen hen over, men barnet spurgte. Og spurgte.
På vej gennem et mylder af rullekufferter og fødder og sved bankede vi ind i fire betjente.
Så smiler man lige som den der gule satan i messinger med alle tænderne.
Øh, undskyld.
Fast blik. Meget fast. Mere tandsmil.
Det var henne ved en blå elefant af plast. Den stod og så noget betuttet ud på vores vegne.
Gammelklog og overbærende, men usikker.
Den havde mange spørgsmål. store og livskloge. Desværre talte den kun "Made in Taiwan" og vi kun vesterlandsk med endnu lidt designersennep i mundvigen.
Elefanter er sgu ikke hvad de har været. Helt sikkert ikke.
Måske hos Oliver Zahle, men ikke den her blå en i plast.
Den længtes efter Strid. Han er alt andet - end strid. Ren forkyndt skabelse i streg, ikke plast.
Vi gik ned til Etikken der gerne ville tages tilbage. Den stod lidt svimmel og flirtede med Ella, hende med elastikken og et navn man gerne vil købe.
Jensen & Dalgaard uddelte større knus til barnet. Genkendeligt.
Det lignede en fortabt forfatter der vender hjem efter et sidespring til et andet forlag.
Det er meget ømt. Sådan noget "holden af", midt mellem skrivemaskiner og blå elefanter og knitrende poetsne.
- Man må sgu gerne holde i hånd når man er på bogmesse, sagde barnet og tog min hånd.
Man ikke bare må, man skal, tænkte jeg, mens Gyldendals blå medarbejdere vimsede rundt og havde voldsomt travlt. En lille by i sig selv på Bella. Hjertets dannelse og bøger der bygger babelstårne mod lysstofrørenes hellige haller.
- Godt man ikke er visevært her, konstaterer barnet. Og tager mobil op af lommen for lige at tjekke en udregning på holdbarhed af lysstofrør.
- man skal vel også leve, siger han, og tæller og trækker fra.
Det skal man vel, tænker jeg og bladrer i en livstilsbog som jeg SERIØST aldrig ville købe.
Den dufter nu alligevel godt. Næsten som de andre. Jeg bliver i tvivl om det var den her der handlede om afføring? "Livstil på røven", eller noget. Det hed den nok ikke. Det er for jordnært. Ligesom dannebro i hundelorte og terror i Krudstønden.
Man kan fysisk strække hånden ud og røre ved den.
Frygten og de skudsikre veste.
Og tvivlen og tjekken programmet for evt. tilløb til noget
Bøgerne var ligeglade.
De stod forførende og kildede på de rigtige steder. Dem der trænger sig ind på en uden at man havde givet lov. Ikke den om afføring. De andre. Selvsagt.
Bøgerne der egentlig ligger forkert på borde i nydelige rækker og tikker om at blive fyldt med notater og æselører og ringe af kaffe på omslaget.
Langsomt miste duften og ende i en muldjordsagtig nødeduft af liv.
- Var der ikke noget med den der bog om "Grunner swaggy boy" de vi skulle høre om?
Nå jo, vi svinger forbi den nye Grundtvig bog af Birgitte Stoklund Larsen.
"Grunner" har det godt. Selvklart. Oplyst og nødvendig.
- Aj du kunne nu godt have... nej se lige, haha, se lige mor...
Der står to mænd med blød hat og parisertørklæde. Debatterende, snedigt udregnende næste argument og tagline.
- De er da gået forkert ik?
Nah, det er de nok ikke.
- Måske de skulle tage og slappe lidt af. Hey det er jo bøger ik?
Jeg stirrer på de to mænd der er klædt ud til lejligheden som indbegrebet af et gadekryds mellem Picasso og Bogart.
De virker pludselig næsten nøgne og meget forkerte.
Det er jo ikke noget vi leger vel, seriøst?!
Barnet ved det, med det samme.
Politiet også.
Jeg øver mig. Stadig.
I hvor alvorligt det er. Ordet.
Hvad det skaber i os og hvad det flytter.
Ansvaret og alvoren. Ytringsfriheden.
Det historiske vingesus mellem lysstofrørene hvor traner og trækfugle finder fælleskab og nye trækruter at flyve.
Romaner, samtidslitteratur, smudslitteratur, krimier, biografier, noveller, prosa, lyrik, og rakkerliv af litterater der samles og trykker hånd og aftaler cafe latte lette møder på fliser uden grisselamper og gadeskær.
De er der alle sammen. Sammen og hver for sig. i krig og kærlighed. Indspiste og sultne.
Det er lidt som en kærlighedsophobning der flyder over.
Mellem grimme reoler og stive kasseapparater.
Bløde hatte og kufferter på hjul.
Jeg bliver forelsket hver gang. I ophobet af bøger, forfattere, duft.
- Det er ikke ok, vel? At der er armhulehår på vores hotter...
Gu er det ej ok, kom ned på jorden. Det er der ordet bor og går - igen.
Fuglene lander i Bella.
De holder trækpause og æder bondens korn for de skal videre til forfattermiddage og i smug gå omkring kongens Nytorv på vejen hjem for at få en ægte hotdog med sjæl.
En med rå løg og remo.
En duft i øvrigt der går lige i hjernen, som en vår med spirer eller formuldent løv en efterårsdag.
Noget mellem liv og død og linierne.
Og Bella, den fede matrone, var fuld af vrimmel.
Nogle havde gjort sig mere umage end andre.
Der var stande der bød indenfor og nogen der lukkede sig om sig selv i snævre labyrinter af "sig selv nok"
På podier sad forfatterne og blev spurgt ind, men nøje indstuderede aftale spørgsmål, om dette og hint.
Og de svarede, med nøje indstuderede svar, på spørgerens ord og smilede næsten.
Der var en der talte utroligt længe om afføring.
Det gav sig bekymrende nok udslag i en utrolig lyst til hotdog.
Men det er ikke ligetil i Bella at få en hotdog med sjæl.
- Der er årmhulehår på min hotter mor!
Det var min 12 årige der tørt konstaterede at hans designer frokost var langt fra kongens Nytorvs pølsevogn og en rigtig morfar. Sådan en fed en, med remo og rå løg.
- Det er utidigt er det, svarede jeg og stirrede på de bønnespirer de havde lagt oven på designer hotdoggen.
De mennesker vi sad over for skævede noget til mig da jeg med forælder-præcision plukkede den for armhulehår. Helt ærligt, Gillette, gå hjem og læg dig.
Man er vel mor, før man er Bellababe.
Vi drak vand og kaffe. En del.
For det første for at skylle designerhotdoggen ned og for det andet for at drukne indgangsdørens maskinpistoler.
- Se mor, de er bange for ord!
Det havde han sagt da vi kom.
Koldt, nøgternt, nutidigt.
Bange ligefrem? Og nu struttede de mandigt med geværer i alle retninger og store salatfade til at køre ordene væk, stripset med armene på ryggen. Først i futtog, på den våde vej. Side om side. Siden rettergang og arrest. Thi kendes for ret. Ordet skaber hvad der nævner.
Det duftede nede på madscenen.
Hella Joof og Kristian Ditlev Jensen stod og småklukkede hen over et køkkenbord med flere ord og krydderier fra ukendte verdenshjørner og ingentingsland. Bag for en sag, i troens tjeneste.
- Hva, er der ingen smagsprøver? Det var barnet igen.
Jo jo, mon ikke man kan få en nøglering eller noget.
- Seriøst mor?
Det er voldsomt provokerende at bage på en bogmesse når man kommer lige fra skole og der ingen kage er i sigte.
Seriøst, udtrykket går igen.
Det har været en del af børns vokabular nu i årevis.
Det gør noget.
Og ikke noget sundt noget.
Spørgsmålet har hjemme i tvivlen.
Den er kommet snigende sammen med fitness world og pisatests.
Mener de det? De voksne, altså seriøst? Eller er det bare noget vi leger?
Lader som om, peger hen mod, har målsat?
SERIØST??
Vi gik med til Lindhardt og Ringhoff og åd noget af deres forfatter chokolade og litterære lakrids.
Manu Seeren har skrevet en ny bog og de dufter godt inde hos L&R.
Der var også den nye bog om nazisme.
Den prøvede jeg let at trippen hen over, men barnet spurgte. Og spurgte.
På vej gennem et mylder af rullekufferter og fødder og sved bankede vi ind i fire betjente.
Så smiler man lige som den der gule satan i messinger med alle tænderne.
Øh, undskyld.
Fast blik. Meget fast. Mere tandsmil.
Det var henne ved en blå elefant af plast. Den stod og så noget betuttet ud på vores vegne.
Gammelklog og overbærende, men usikker.
Den havde mange spørgsmål. store og livskloge. Desværre talte den kun "Made in Taiwan" og vi kun vesterlandsk med endnu lidt designersennep i mundvigen.
Elefanter er sgu ikke hvad de har været. Helt sikkert ikke.
Måske hos Oliver Zahle, men ikke den her blå en i plast.
Den længtes efter Strid. Han er alt andet - end strid. Ren forkyndt skabelse i streg, ikke plast.
Vi gik ned til Etikken der gerne ville tages tilbage. Den stod lidt svimmel og flirtede med Ella, hende med elastikken og et navn man gerne vil købe.
Jensen & Dalgaard uddelte større knus til barnet. Genkendeligt.
Det lignede en fortabt forfatter der vender hjem efter et sidespring til et andet forlag.
Det er meget ømt. Sådan noget "holden af", midt mellem skrivemaskiner og blå elefanter og knitrende poetsne.
- Man må sgu gerne holde i hånd når man er på bogmesse, sagde barnet og tog min hånd.
Man ikke bare må, man skal, tænkte jeg, mens Gyldendals blå medarbejdere vimsede rundt og havde voldsomt travlt. En lille by i sig selv på Bella. Hjertets dannelse og bøger der bygger babelstårne mod lysstofrørenes hellige haller.
- Godt man ikke er visevært her, konstaterer barnet. Og tager mobil op af lommen for lige at tjekke en udregning på holdbarhed af lysstofrør.
- man skal vel også leve, siger han, og tæller og trækker fra.
Det skal man vel, tænker jeg og bladrer i en livstilsbog som jeg SERIØST aldrig ville købe.
Den dufter nu alligevel godt. Næsten som de andre. Jeg bliver i tvivl om det var den her der handlede om afføring? "Livstil på røven", eller noget. Det hed den nok ikke. Det er for jordnært. Ligesom dannebro i hundelorte og terror i Krudstønden.
Man kan fysisk strække hånden ud og røre ved den.
Frygten og de skudsikre veste.
Og tvivlen og tjekken programmet for evt. tilløb til noget
Bøgerne var ligeglade.
De stod forførende og kildede på de rigtige steder. Dem der trænger sig ind på en uden at man havde givet lov. Ikke den om afføring. De andre. Selvsagt.
Bøgerne der egentlig ligger forkert på borde i nydelige rækker og tikker om at blive fyldt med notater og æselører og ringe af kaffe på omslaget.
Langsomt miste duften og ende i en muldjordsagtig nødeduft af liv.
- Var der ikke noget med den der bog om "Grunner swaggy boy" de vi skulle høre om?
Nå jo, vi svinger forbi den nye Grundtvig bog af Birgitte Stoklund Larsen.
"Grunner" har det godt. Selvklart. Oplyst og nødvendig.
- Aj du kunne nu godt have... nej se lige, haha, se lige mor...
Der står to mænd med blød hat og parisertørklæde. Debatterende, snedigt udregnende næste argument og tagline.
- De er da gået forkert ik?
Nah, det er de nok ikke.
- Måske de skulle tage og slappe lidt af. Hey det er jo bøger ik?
Jeg stirrer på de to mænd der er klædt ud til lejligheden som indbegrebet af et gadekryds mellem Picasso og Bogart.
De virker pludselig næsten nøgne og meget forkerte.
Det er jo ikke noget vi leger vel, seriøst?!
Barnet ved det, med det samme.
Politiet også.
Jeg øver mig. Stadig.
I hvor alvorligt det er. Ordet.
Hvad det skaber i os og hvad det flytter.
Ansvaret og alvoren. Ytringsfriheden.
Det historiske vingesus mellem lysstofrørene hvor traner og trækfugle finder fælleskab og nye trækruter at flyve.
Romaner, samtidslitteratur, smudslitteratur, krimier, biografier, noveller, prosa, lyrik, og rakkerliv af litterater der samles og trykker hånd og aftaler cafe latte lette møder på fliser uden grisselamper og gadeskær.
De er der alle sammen. Sammen og hver for sig. i krig og kærlighed. Indspiste og sultne.
Det er lidt som en kærlighedsophobning der flyder over.
Mellem grimme reoler og stive kasseapparater.
Bløde hatte og kufferter på hjul.
Jeg bliver forelsket hver gang. I ophobet af bøger, forfattere, duft.
- Det er ikke ok, vel? At der er armhulehår på vores hotter...
Gu er det ej ok, kom ned på jorden. Det er der ordet bor og går - igen.
Fuglene lander i Bella.
De holder trækpause og æder bondens korn for de skal videre til forfattermiddage og i smug gå omkring kongens Nytorv på vejen hjem for at få en ægte hotdog med sjæl.
En med rå løg og remo.
søndag den 1. november 2015
November
November november forventningens tid
så gråt er dit hår og din tunge er blid
du drager med dage derinde i skjul
og lover at snart, ja snart er det jul
November november forløsningen tid
hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid
hvor træet står nøgent og viser sit kød
hvor bladet er visnet i jordens skød
November november så kort er din tid
din stjernehimmel har kaldet mig hid
dit lys er et genskær af det er var til
din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil
November november forkrøblingens tid
jeg kalder på dig og du hvisker - Ja gid..
du ønsker og løfter en sjæl og en hånd
du stilnes med mørke og bliver til ånd
Vejrudsigt
Danmark går og holder vejret
halstørklæde, hue på
der er blæst ved gadekæret
næsen bliver mørkeblå
Vejrudsigten jamrer udslidt
og jeg fatter ik' en pind
for det er vel helt naturligt
lige at slippe sår'n en vind
fredag den 30. oktober 2015
Uddannelsesalliance rap
Men jeg synes bestemt at de store regnedrenge
Spiller pop på en guitar totalt uden strenge
Så jeg slapper dem et gavekort til musikskolen
Men de rager bare læren under underkjolen
Og så sparer de på hende og på alt der gror
Du skal ikke tro du er noget skriger de i kor
Sæt dig ned på din stol for nu er der diktat
Du skal bare kunne stave til "minimalstat"
Og vi snakker ik om frihed, kun om økonomi
Du skal ikke forske, det er nok at tælle til ti
Sir du demo? Nej nu stopper du, din indbildske nar
For finansloven den har fanme længe været klar
Nu går du pænt hjem til mor laver lektier, spiser ostemad
For Svante hav'de sgu også kun en enkelt dag hvor han var glad
Hva sir du om din fremtid? Tag nu lige og klap krikken
Der er jobs nok nok at få under "massage rubrikken"
Læg dig flat ned lille skat, du skal nok få nok at lave
Nu du sidder der på grenen, så begynd dog at save
Nå men vi har også love der skal laves, ses en anden dag
På vejen ud der træder de i lorten med det lille flag
Det egent'lig ik fordi at de er dumme eller sådan noget
De glemte bar' at læring det er det der løser livets gåde
Men nu tøffer jeg hjem, for de har sagt at det er bedst for mig
Men så blev jeg kørt ned på verdens 20 sporet motorvej
Og så lå jeg der til nogen ringet 112
Men da var det for sent for jeg var allerede gået kold
Der kom en dude og skovlet mig ind i en ambulance
Som kom ind i en kø bag en uddannelsesalliance
Og der lå jeg så med udsigt til vor herres port
Han sagde: hva laver du dog her, du ku godt li ha spurgt
Jeg sagde: jeg blev sgu kørt over af en sparerunde
Han sagde: det ok, slap af, kom bare ind trunte
Og der sad de 12 decible i det store auditorium
Og Moses stod ved tavlerne og løste et mysterium
Hvad er det nu for et studium man læser over stjernerne?
Hvad rykker I på og hvad gir lys i lanternerne?
Vi studerer fænomener ligesom politik
Også retorik og polimik og statistik
Og vi finder hele tiden samme resultat
Man skal satse stort på viden i en lille stat
Så nu sender vi en engel med en ny traktat
Oplys alle eller end igen som en primat
#uddannelsesalliancen (og der var engang en halvgammel kone som så gerne ville have været rapper..)
mandag den 19. oktober 2015
Undskyld jeg siger et folk'ligt ord
melodi: i dit korte liv (p.h.)
Undskyld jeg siger et folk'ligt ord
i en tid hvor alvor fylder nok
kulturen oplever folkemord
overalt er nu hejs nej og stop
midt i denne tid hvor tvivlen gror
skæres det vi kendes for på jorden
selvom vi ved det gir vid og bid
og er modsvar til fortumlet tid
I et menn'skeliv er der tvivl og tro
der er famlende besvær
og spørgsmål skal svares og grænser ha' bro'er
mulighedsland - levende ord
I et dannet folk, der er frihed tolk
der er ånd og vid og værd
man binder ikke ånd
den løser samfundsbånd
med fælleskabets hånd
Vel har vi været i mange år
og skabt mulighed for mange liv
løftet og båret og ændret kår
kom nu med, stå selv, gå ud og giv
det at møde andre og gi lov
det at mærke menneske behov
fælles at møde et ukendt grund
gå fra kantet til at være rund
I et dannet folk, bliver ånden fri
skaber uden hiraki
forskelligheds mod og fælleskabs god
lyst til at se, mod på ide
Vær i ånden stærk
som et samfunds værk
som et barn du knuger ømt.
på livets skole vil
du blive sat i spil
og nå hvad du har drømt
//Astrid Søe - Hilsen til Højskolerne
Undskyld jeg siger et folk'ligt ord
i en tid hvor alvor fylder nok
kulturen oplever folkemord
overalt er nu hejs nej og stop
midt i denne tid hvor tvivlen gror
skæres det vi kendes for på jorden
selvom vi ved det gir vid og bid
og er modsvar til fortumlet tid
I et menn'skeliv er der tvivl og tro
der er famlende besvær
og spørgsmål skal svares og grænser ha' bro'er
mulighedsland - levende ord
I et dannet folk, der er frihed tolk
der er ånd og vid og værd
man binder ikke ånd
den løser samfundsbånd
med fælleskabets hånd
Vel har vi været i mange år
og skabt mulighed for mange liv
løftet og båret og ændret kår
kom nu med, stå selv, gå ud og giv
det at møde andre og gi lov
det at mærke menneske behov
fælles at møde et ukendt grund
gå fra kantet til at være rund
I et dannet folk, bliver ånden fri
skaber uden hiraki
forskelligheds mod og fælleskabs god
lyst til at se, mod på ide
Vær i ånden stærk
som et samfunds værk
som et barn du knuger ømt.
på livets skole vil
du blive sat i spil
og nå hvad du har drømt
//Astrid Søe - Hilsen til Højskolerne
Her lukkes en skole
Her lukkes en skole som mange før
hvorfor? fordi vi skal spinke og spare
jovist, det forstås, gør som man jo bør
men et er givet, det bør jeg forklare:
når højskolen skæres
og ånden fortæres
vil demokratiet umuligt ku' næres
og sygner hen
og sygner hen
og hejser flaget i storm og i stille?
og knejser i ånd og i friværdi
det'r ganske vist: at lære at ville
at give en chance
for storsindsballance
det muntre køkken af tvivlens fajance
et sted at stå
et sted at stå
At stå når man længes og undres på
hvad livet byder af mulige veje
at famle, at findes og genopstå
at få sig selv og sit frisind i eje
at ku galopere
og stærkt insistere
når dannelsen ligger med strenge veer
og finde form
og finde form
at finde en form der kan tænke nyt
at tro på det der er roden til livet
at opdage fælleskab ej et yt
at skabe der hvor intet er givet
i andre at hente
at gå og at vente
at muligheder er altid i mente
som vækst og værd
som vækst og værd
I lukker en skole som mange før
når krisen kradser og ånden den bæver
men før der står "Lukket" her på min dør
så vid at højskolen bundlinjen hæver
den skaber en måde
et svar på en gåde
en mulighed for folket at råde
og tænke selv
og tænke selv
Melodi: jo jo gøgleri
højskolebladet i bogen..
melodi: Bladet i bogen sig vender
Bladet i bogen sig vender
som skæbneskriv
under let rystende hænder
og ypper kiv
Skolen som skabtes for livet
oplyste kår
det der var folkeligt givet
kam til dit hår
mulige måder at virke
helt uden tvang
bonede gulve der knirke
fælleskabssang
måder at greje forstanden
frihed og mod
måder at møde hinanden
som fælles blod
højskolen skæres til benet
dannelsesarv
hvis folkeånden bliver stenet
graves en grav
Bladet i bogen med snilde
binder en mund
lærdom det er at ville
frihed er rund
Bladet i bogen sig vender
som skæbneskriv
under let rystende hænder
og ypper kiv
Skolen som skabtes for livet
oplyste kår
det der var folkeligt givet
kam til dit hår
mulige måder at virke
helt uden tvang
bonede gulve der knirke
fælleskabssang
måder at greje forstanden
frihed og mod
måder at møde hinanden
som fælles blod
højskolen skæres til benet
dannelsesarv
hvis folkeånden bliver stenet
graves en grav
Bladet i bogen med snilde
binder en mund
lærdom det er at ville
frihed er rund
torsdag den 1. oktober 2015
Holder ikke med nogen særlig
Holder ikke med nogen særlig,
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag
Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær
jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang
jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog
Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov
Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod
Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro
jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld
nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.
Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis "menneske først" udvandrer
og mellem os ypper kiv?
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag
Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær
jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang
jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog
Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov
Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod
Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro
jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld
nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.
Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis "menneske først" udvandrer
og mellem os ypper kiv?
Udflytnings tvangssang :-)
Venner, ser på Danmarks kort
Tekst: Chr. Richardt, 1889 / Astrid Søe 2015
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906
Tekst: Chr. Richardt, 1889 / Astrid Søe 2015
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906
Venner, ser på Danmarks kort
ser, så I det aldrig glemmer,
Der skal fiskes efter stemmer,
Djøfferne syns det er hårdt!
Arbejdspladser de skal flytte,
Før vort regneark gir nytte!
Målt i stemmer er det stort,
Statens flag i udkantslort!
Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
Selvom ansatte de skrige,
Må på valsen de nu gå,
Morten Korch og Dannevirke,
Under laksko de nu knirke
Akademisk teft og tro
ser, så I det aldrig glemmer,
Der skal fiskes efter stemmer,
Djøfferne syns det er hårdt!
Arbejdspladser de skal flytte,
Før vort regneark gir nytte!
Målt i stemmer er det stort,
Statens flag i udkantslort!
Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
Selvom ansatte de skrige,
Må på valsen de nu gå,
Morten Korch og Dannevirke,
Under laksko de nu knirke
Akademisk teft og tro
Hist på vejen står en ko.
Danmark, mellem hav og hav
Kæmper med at integrere,
Hvem skal jer nu reperere?
Uden starbucks, stad og chow.
Kan man tænke ud af boksen
Uden Gun britts føn og voxen?
Blir man multinational
Af en landlig hanes gal?
Venner, se på Jobindex,
se, så aldrig I det glemmer!
Når finansloven den klemmer,
Og din kurve blir konveks!
til I ender med at bede:
skærm, O stat, vor gamle rede,
skænke os et arbejdsliv,
Uden landligt direktiv!
mandag den 28. september 2015
Nasa live fra Hjallerup
Vi venter med spænding og nerver
På Nasa der barsler med vid
Hvad fandt de med deres rumfærger?
En and eller noget med bid?
En vandpyt og fem gummistøvler?
En marsbar der er pakket ud?
En flyttemand der går og bøvler?
Rudolf med den rød tud?
Alligevel tror jeg nu næppe
At de fandt en ravklump fra Skagen
En hjemløs der sov i sit tæppe
En mellemøstlig imam
Jeg tvivler på fund af aviser
Et demokrati og et folk
Måske de har fundet forstanden?
Der kan være jordens tolk.
Snart livestreamer Nasa det hele
Og snakker om Breaking og news
En verdensnyhed at dele
En teleprompter med clues
Og imens suser to satellitter
Rundt og filmer et hav der er gråt
Og klimakrisen den hitter
For i nuet der går det jo "godt"
Vi har kastet med krudt på vor klode
Vi har svinet og rodet og bragt
Skidt og skrammel til rummets kustode
Ryd så op, lige nu blev der sagt
Gad vide om kræmmer og krejler
Nu endelig står med beviser
Når Nasa til Hjallerup bejler
"Vi har fundet en MARSkendiser"
søndag den 27. september 2015
Blodmåne
Mor måne har fået det røde
Og buttet og rund står hun op
Så lækker som rødgrød med fløde
Med kurver på sind og på krop
Mor måne står nøgen og nynner
En vise af "røde mor"
Og bryster sig af sine ynder
Og blotter sig for vores jord
Mor måne i skyggen af kloden
matronen er fuld og lidt plat
Befriet og helt plukkemoden
Hun hvisker "vær min nu i nat"
Mor måne har sange om lykke
Hun løsner en drøm at forstå
Og svæver som nattens guldsmykke
Og lyser som kun måner må
//Astrid Søe
søndag den 20. september 2015
Vi snubler i ordet
Vi snubler i ordet
Og deler et folk
For ordet på bordet
Det kom uden tolk
Fornuften låst inde
Og viden lagt bort
I kamp om at vinde
Kun hårdt mod hårdt
Engang var det danske
At samtale frit
Og ikke forvanske
Et frisind som kit
Vi skabte forenet
En tale-kultur
Der skar ind til benet
Og skiftes på tur
Hvad hjælper det folket
At skænde og gå?
Hvis ryggen er dolket
Og tonen er rå?
Skøn på hvad der menes
Det samler igen
Skønt vi ikke enes
Så er du min ven
At enes er ikke
Et mål i sig selv
Til det må vi nikke
I arv og i gæld
Men kunsten at lytte
Og lære og se
I borg og i hytte
Er der vi blir til
//Astrid Søe 2015
lørdag den 19. september 2015
At hele hvad der deler
At hele hvad der deler
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke
Vær selv en redningsplanke
På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden
Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden
En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde
//Astrid Søe 2015
mandag den 14. september 2015
Gud - Kend ham på Gnækket.. tanker om Peter Mouritzen og Jens Koudahl bog "Da Gud gik i gang".
Gud - Kend ham på Gnækket.
Gud er nummer ét i køen til jobcenterets iværksætterkursus. Regeringen har skåret i ugerne, så der er bare 7 dage til at skabe ALT. Og det er godt, for Gud har mange lyse ideer, hvis man læser med hos Mouritzen.
Det handler om PH ballance.
At finde rette ståsted mellem surt og sødt, base og syre.
Solen og lyset er hos tegner jens Koudahl en PH lampe der, der giver gamle dønninger til Poul Henningsens skaber univers. Et mødested mellem handling, form og sprog.
I det hele taget handler "Da Gud gik i gang" om en særegen balance mellem lys, skygge og liv.
Gud kan, med et gammelt ord grine med maven uden at åbne munden, nøjagtig som en rar bedstefar fra Vrå eller omegn.
For der er noget helt ualmindeligt almindeligt ved Gud, noget genkendeligt og tænksomt, som en facebook-selfie en morgen hvor solen står op og man vågner med trangen til at gå i gang.
Det er både en meget dansk historisk-poetisk Gud og Grundtvigsk Gud vi møder i bogen.
Tro er et mødested, siger bogen.
Et mødested der ikke tvinger sit eget opdrag igennem, men en gåtur hvor baglommen er fyldt af menneskeliv og uforklarelige greb om tilværelsen.
Man skal aldrig himle over hr. Mouritzens jordnære bibelfortællinger. De er helt ned på jorden, i øjenhøjde med læseren og med menneske først.
Læs den før din præst : )
//Astrid Søe
Gud er nummer ét i køen til jobcenterets iværksætterkursus. Regeringen har skåret i ugerne, så der er bare 7 dage til at skabe ALT. Og det er godt, for Gud har mange lyse ideer, hvis man læser med hos Mouritzen.
Det handler om PH ballance.
At finde rette ståsted mellem surt og sødt, base og syre.
Solen og lyset er hos tegner jens Koudahl en PH lampe der, der giver gamle dønninger til Poul Henningsens skaber univers. Et mødested mellem handling, form og sprog.
I det hele taget handler "Da Gud gik i gang" om en særegen balance mellem lys, skygge og liv.
Gud kan, med et gammelt ord grine med maven uden at åbne munden, nøjagtig som en rar bedstefar fra Vrå eller omegn.
For der er noget helt ualmindeligt almindeligt ved Gud, noget genkendeligt og tænksomt, som en facebook-selfie en morgen hvor solen står op og man vågner med trangen til at gå i gang.
Det er både en meget dansk historisk-poetisk Gud og Grundtvigsk Gud vi møder i bogen.
Tro er et mødested, siger bogen.
Et mødested der ikke tvinger sit eget opdrag igennem, men en gåtur hvor baglommen er fyldt af menneskeliv og uforklarelige greb om tilværelsen.
Man skal aldrig himle over hr. Mouritzens jordnære bibelfortællinger. De er helt ned på jorden, i øjenhøjde med læseren og med menneske først.
Læs den før din præst : )
//Astrid Søe
Årets citat 2015
Året er endnu ikke gået, alligevel tør jeg godt kåre årets mest dækkende og samlende citat 2015.
Et år med klimakrise, folkemøde med ytringsfrihedsfokus, folketingsvalg, rumrejse og flygtninge.
Opsummeret står Andreas Mogensens første ord, da han efter kollision med kloden, åbner munden for at ytre sig siger:
Et år med klimakrise, folkemøde med ytringsfrihedsfokus, folketingsvalg, rumrejse og flygtninge.
Opsummeret står Andreas Mogensens første ord, da han efter kollision med kloden, åbner munden for at ytre sig siger:
"Jeg var noget rundtosset"
Det er nok årets klogeste og mest opsummerede bemærkning. Tak.
Det er nok årets klogeste og mest opsummerede bemærkning. Tak.
søndag den 13. september 2015
Havregrødssang
melodi:jorden drejer om sin akse.
På min lange indkøbsliste
står der: husk nu mælk og kød
jeg har orden på det meste
bønnerne de skal i blød
mel til boller og til jævning
æg og honning, fisk og bær
der skal være gær til hævning
på beløbet, tak som ber.
Middagsselskab med de nære
rester fra de riges bord
retterne er ganske sære
men rustikke, kendt fra nord
jeg kan blære mig med kunnen
jeg kan vokse i min mad
men jeg bør nok egentlig sende
tak til landmanden som gad.
Rucola og artiskokker
dem har andre sat i jord
gulerødder, ja for pokker
på det store kolde bord
jeg har alt hvad jeg begærer
men har intet sået selv
og den frugt som træet bærer
får jeg dog alligevel
Jeg kan huske mine bøffer
gik og gumlede på hø
et par tusind søde “øffer"
de blev født kun for at dø
men alligevel er tanken
at naturens løb er godt
alt der kommer, må gå planken
der har tusind slægtled trådt
Havregrøden står og simrer
koger over og blir brændt
ved komfuret fravær glimrer
jeg blir reddet sår’n omtrendt
for du smiler denne morgen
mens du vasker gryden op
for nu bærer jeg på våren
i min egen spire krop
Astrid Søe 2014
Noget der bestandigt sker
melodi: der dukker af disen:
Jeg går gennem asfaltens gader og grå
og plukker et menneske ord
om livet på landet hvor himlen er blå
og alting opstår gennem jord
jeg læner min pande mod muren og ser
at solen står op, mens jeg ler
naturen er kraft
vi altid har haft
og noget der bestandigt sker.
Jeg længes mod marken hvor kornet står tæt
og kilder mit knæ og min fod
jeg husker i kærlighed når jeg er mæt
at modet dog altid har rod
at alt hvad jeg vokser og gror er din lov
historien vendt med en plov
naturen er kraft
vi altid har haft
du spirer jo selvom jeg sov
Maskinerne drejer og diesel gir gas
og traktoren spærrer en vej
jeg holder i kø, trækker ud, giver plads
for høsten betyder for dig
at natten må bruges og kornet skal ind
før efterårsregnen og vind
naturen er kraft
vi altid har haft
du kender dens gang i dit sind
Jeg ved der er vilje og vej der skal nåes
og lykken er lune og vejr
og regnen skal komme til frøet der såes
og læhegnet værne især
du lytter til vinden og frosten der går
og ukrudt er kam til dit hår
naturen er kraft
vi altid har haft
din skæbne er skift år for år.
Astrid søe 2014
Jeg går gennem asfaltens gader og grå
og plukker et menneske ord
om livet på landet hvor himlen er blå
og alting opstår gennem jord
jeg læner min pande mod muren og ser
at solen står op, mens jeg ler
naturen er kraft
vi altid har haft
og noget der bestandigt sker.
Jeg længes mod marken hvor kornet står tæt
og kilder mit knæ og min fod
jeg husker i kærlighed når jeg er mæt
at modet dog altid har rod
at alt hvad jeg vokser og gror er din lov
historien vendt med en plov
naturen er kraft
vi altid har haft
du spirer jo selvom jeg sov
Maskinerne drejer og diesel gir gas
og traktoren spærrer en vej
jeg holder i kø, trækker ud, giver plads
for høsten betyder for dig
at natten må bruges og kornet skal ind
før efterårsregnen og vind
naturen er kraft
vi altid har haft
du kender dens gang i dit sind
Jeg ved der er vilje og vej der skal nåes
og lykken er lune og vejr
og regnen skal komme til frøet der såes
og læhegnet værne især
du lytter til vinden og frosten der går
og ukrudt er kam til dit hår
naturen er kraft
vi altid har haft
din skæbne er skift år for år.
Astrid søe 2014
landbrugssang
tone: at lære er at ville
kulturlag vendt med ploven
omvæltet gennem tid
og regnens liv fra oven
gir kornet mere bid
i kerne og i saften
af slid og skabertrang
jeg nynner denne aften
naturens egen sang
vi henter ind af gaver
der ubemærket gror
på marken og i haver
og uden store ord
at dyrke og at drive
at lægge jordens frø
bedække og oplive
at fodre og at dø
At håbe og at ville
og finde frugt og frø
i harvens smalle rille
at leve eller dø
trods helt moderne tider
og skemalagte år
er markens strakte vidder
et under gennem vår
jeg læser i avisen
at alt hvad der er mit
blir målt udfra devisen
kun gift og sprøjteskidt
men når jeg går i stalden
og mælkekvonten nås
historiens gamle kalden
med bonde sprog forstås
lørdag den 12. september 2015
Da facebook blev en folkeoplysende forening.
Vi statsmanden samle et stort parti,
Vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter.
Så er der et ene
-ste middel til tjene -
-ste - det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøjleri.
Erik Bøgh. 1856
Forenings danmark har travlt. Meget travlt.
De skal arrangere sig og tilrettelægge konferencer og tidsskrifter, arrangere møder, folkemøder, studiekredse, opdatere deres facebook og hjemmeside og holde orden på økonomien.
De skal tillige holde generalforsamlinger for medlemmerne og styre deres mere eller mindre professionelle sekretariater.
Bevares, det tager tid. jovist og his dig op og kom herned.
Tilbage er drømmen om folkeoplysningen.
Den der ubegribelige størrelse der ikke kender til mødetider og målstyrede tendenser, teorier og stradegier, for at ikke at nævne umildbarheden og det korte optræk.
Folkeoplysningen defineres fra Kulturministeriet således:
Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.
Det er et slående fravær i denne tid hvor folkedybet har ytret sin kærlighed og taget både samfund og loven på sengen.
Godmorgen lille land og imens de folkeoplysende foreninger leder efter deres tøfler, er folket for længst oplyst - af hinanden, udenom foreninger og uden om det vanlige opdrag.
Forskellen mellem folket og de folkeoplysende foreninger synes pludselig at være det reelle fælleskab.
At man lever i et skæbnesamfund med hinanden og at oplysningen er nede i øjenhøjde.
Måske er det tid at vi spørger os selv, hvor de folkeoplysende foreninger er på vej hen og hvorledes de opfylder deres formål.
At være et folk og repræsentere et folk forpligter til fælleskabet.
Det folkelige fælleskab.
Nu kan man igen spørge hvad folk betyder.
Der er flere tydninger.
En geografisk bestemt størrelse for de mennesker der lever inden for et lands grænse.
og den politiske formel på ordet folk, der består af de borgere der lever der og deres borgerrettigheder, deres stemme også i forhold til eliten og magten.
Folk, hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig, er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? skrev N.F.S. Grundtvig og svarer selv at et folk der dem der vælder sig ind i skæbnefælleskabet og har ild og øre for hvad det givne lands folk vil.
Folket er et hele, bestående af mange forskellige meninger og holdninger, grøfter og bjerge.
Men at vælge fælles skæbne og vælge sin ind i et folk er det der giver borgerskab og folkevilje.
Folkeoplysning er ligeledes en skifting. Oplysning til folket eller oplysning fra folket?
Svaret ligger i foreningstanken, det er folkets foreninger, det er civilsamfundet, det er medlemsejerskab og mundtøj der tæller.
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes
Folkedåd og livet, det er det der ligger mig på sinde i dette indlæg.
Jeg sad selv til Hal Koch jubilæum på juridisk fakultet og hyggede mig i smug mens hele verden brændte om min vugge. Og vi sad der sammen, alle vi der kærer os om folkeoplysning, oplysning til livet og vigtigst samtale.
På mødet var der ikke indlagt tid til samtale, bevares, det er der aldrig på den slags møder.
Skiftende folk drog for i korte indlæg der alle tog Hal Koch for pålydende og priste den folkelige samtale.
Imens folkeoplyserne holdt jubilæum, talte folket sammen på facebook, twitter, snapchat og instagram.
De forsamledes uden om de vanlige foreninger og samlede danmark, ikke i ord, men i en stædig samtale på tværs af sund og bælt.
De mødet fysisk om og vedblev samtalen, tog tvivlen for givet, gav den navne, gav den liv og gav den ben at gå på.
- Vi klappede så hænderne var ved at falde af til Hal Koch jubilæet. Det var en prægtig dag og jeg vil gemme den på min trofæhylde over ting jeg var heldig nok til at opleve.
Mine hænder var stive af at klappe til sidst.
Imens ude blandt det handlende og samtalende folk, var hænderne også stive - af at vinke.
af at bære og løfte. Af at taste holdninger og meninger på de folkelige medier, som igen blev delt og delt og delt som en gammeldansk trampedans.
Der stode tre skalke og tænkte et råd,
- tungluti, tungluti, lustudilei -
De ville til møllerens datter gå.
- Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus,
- tungluti, tungluti, lustudilei.
- Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.
De tre skalke handler og bærer og kører fiat punto og giver hånd til de andre der måtte handle, nemlig det danske politi der på alle måder var nødstedt mellem folket og loven.
Så hvorfor nu skyde på dem man elsker? De folkeoplysende foreninger og organisationer? De frie skoler, oplysningsforbund og andre forsamlinger af folk?
Fordi jeg savnede dem i denne pludselige tilstand, som vi havde vist ville komme, som vi havde set blive til virkelighed, som medierne og pressen havde givet anelser om for længe længe siden.
Er man overhoved forpligtet som folkeforening til at svare og give lyd når danmark står på den anden ende? Kan vi ikke vente og tage det op på et bestyrelsesmøde? evt indkalde vores medlemmer og spørge dem hvordan vi skal agere?
Nej, man er forpligtet til at fortætte folket. at formidle, på stedet, at være det levende ord. et hjertesprog mellem folk.
Det er den kærlighed vi fik da vores folkelighed blev sat fri.
Frihed forpligter og forplanter.
Foreninger har måske ikke forpligtigelse til at tage stilling eller vælge side, men de er forpligtet til at åbne debatten og spørge ud i folket, vidt og bredt.
Lige nu er foreningen facebook den førende folkeoplysende forening vi har.
Tag endelig ikke fejl, jeg har et fuldbyrdet kærlighedsforhold til netop disse foreninger, men er det ikke tid at de vågner og blander sig?
Går det for langsomt til den nye tids præmisser og samtale hen over markskel og foreningskontingenter?
Er vi ligefrem der hvor en smule gøjl ville bløde en indgroet plet på lagnet op?
Således spørgsmålet - hvad er svaret og hvor hurtigt kommer det ud i den levende samtale som vi alle sammen er netop et produkt af.
//Astrid Søe
Vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter.
Så er der et ene
-ste middel til tjene -
-ste - det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøjleri.
Erik Bøgh. 1856
Forenings danmark har travlt. Meget travlt.
De skal arrangere sig og tilrettelægge konferencer og tidsskrifter, arrangere møder, folkemøder, studiekredse, opdatere deres facebook og hjemmeside og holde orden på økonomien.
De skal tillige holde generalforsamlinger for medlemmerne og styre deres mere eller mindre professionelle sekretariater.
Bevares, det tager tid. jovist og his dig op og kom herned.
Tilbage er drømmen om folkeoplysningen.
Den der ubegribelige størrelse der ikke kender til mødetider og målstyrede tendenser, teorier og stradegier, for at ikke at nævne umildbarheden og det korte optræk.
Folkeoplysningen defineres fra Kulturministeriet således:
Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.
Det er et slående fravær i denne tid hvor folkedybet har ytret sin kærlighed og taget både samfund og loven på sengen.
Godmorgen lille land og imens de folkeoplysende foreninger leder efter deres tøfler, er folket for længst oplyst - af hinanden, udenom foreninger og uden om det vanlige opdrag.
Forskellen mellem folket og de folkeoplysende foreninger synes pludselig at være det reelle fælleskab.
At man lever i et skæbnesamfund med hinanden og at oplysningen er nede i øjenhøjde.
Måske er det tid at vi spørger os selv, hvor de folkeoplysende foreninger er på vej hen og hvorledes de opfylder deres formål.
At være et folk og repræsentere et folk forpligter til fælleskabet.
Det folkelige fælleskab.
Nu kan man igen spørge hvad folk betyder.
Der er flere tydninger.
En geografisk bestemt størrelse for de mennesker der lever inden for et lands grænse.
og den politiske formel på ordet folk, der består af de borgere der lever der og deres borgerrettigheder, deres stemme også i forhold til eliten og magten.
Folk, hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig, er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? skrev N.F.S. Grundtvig og svarer selv at et folk der dem der vælder sig ind i skæbnefælleskabet og har ild og øre for hvad det givne lands folk vil.
Folket er et hele, bestående af mange forskellige meninger og holdninger, grøfter og bjerge.
Men at vælge fælles skæbne og vælge sin ind i et folk er det der giver borgerskab og folkevilje.
Folkeoplysning er ligeledes en skifting. Oplysning til folket eller oplysning fra folket?
Svaret ligger i foreningstanken, det er folkets foreninger, det er civilsamfundet, det er medlemsejerskab og mundtøj der tæller.
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes
Folkedåd og livet, det er det der ligger mig på sinde i dette indlæg.
Jeg sad selv til Hal Koch jubilæum på juridisk fakultet og hyggede mig i smug mens hele verden brændte om min vugge. Og vi sad der sammen, alle vi der kærer os om folkeoplysning, oplysning til livet og vigtigst samtale.
På mødet var der ikke indlagt tid til samtale, bevares, det er der aldrig på den slags møder.
Skiftende folk drog for i korte indlæg der alle tog Hal Koch for pålydende og priste den folkelige samtale.
Imens folkeoplyserne holdt jubilæum, talte folket sammen på facebook, twitter, snapchat og instagram.
De forsamledes uden om de vanlige foreninger og samlede danmark, ikke i ord, men i en stædig samtale på tværs af sund og bælt.
De mødet fysisk om og vedblev samtalen, tog tvivlen for givet, gav den navne, gav den liv og gav den ben at gå på.
- Vi klappede så hænderne var ved at falde af til Hal Koch jubilæet. Det var en prægtig dag og jeg vil gemme den på min trofæhylde over ting jeg var heldig nok til at opleve.
Mine hænder var stive af at klappe til sidst.
Imens ude blandt det handlende og samtalende folk, var hænderne også stive - af at vinke.
af at bære og løfte. Af at taste holdninger og meninger på de folkelige medier, som igen blev delt og delt og delt som en gammeldansk trampedans.
Der stode tre skalke og tænkte et råd,
- tungluti, tungluti, lustudilei -
De ville til møllerens datter gå.
- Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus,
- tungluti, tungluti, lustudilei.
- Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.
De tre skalke handler og bærer og kører fiat punto og giver hånd til de andre der måtte handle, nemlig det danske politi der på alle måder var nødstedt mellem folket og loven.
Så hvorfor nu skyde på dem man elsker? De folkeoplysende foreninger og organisationer? De frie skoler, oplysningsforbund og andre forsamlinger af folk?
Fordi jeg savnede dem i denne pludselige tilstand, som vi havde vist ville komme, som vi havde set blive til virkelighed, som medierne og pressen havde givet anelser om for længe længe siden.
Er man overhoved forpligtet som folkeforening til at svare og give lyd når danmark står på den anden ende? Kan vi ikke vente og tage det op på et bestyrelsesmøde? evt indkalde vores medlemmer og spørge dem hvordan vi skal agere?
Nej, man er forpligtet til at fortætte folket. at formidle, på stedet, at være det levende ord. et hjertesprog mellem folk.
Det er den kærlighed vi fik da vores folkelighed blev sat fri.
Frihed forpligter og forplanter.
Foreninger har måske ikke forpligtigelse til at tage stilling eller vælge side, men de er forpligtet til at åbne debatten og spørge ud i folket, vidt og bredt.
Lige nu er foreningen facebook den førende folkeoplysende forening vi har.
Tag endelig ikke fejl, jeg har et fuldbyrdet kærlighedsforhold til netop disse foreninger, men er det ikke tid at de vågner og blander sig?
Går det for langsomt til den nye tids præmisser og samtale hen over markskel og foreningskontingenter?
Er vi ligefrem der hvor en smule gøjl ville bløde en indgroet plet på lagnet op?
Således spørgsmålet - hvad er svaret og hvor hurtigt kommer det ud i den levende samtale som vi alle sammen er netop et produkt af.
//Astrid Søe
torsdag den 10. september 2015
Høstsalme
Høstsalme
melodi: Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt
Nu falder frugten nådigt ned og møder jord igen
et håndtryk fra naturen, opstandelse og ven
og knæet bøjer sig mod jord og løfter livet op
en ring af evig troskab en grænse uden stop
Ved marken læner træet sig mod vestenvind og kuld
og roden blotter livet og letter på sin muld
kastanjen lyser fuld af håb og kalder leg og ly
jeg kravler mellem grene og bliver barn på ny
I alt jeg fik og længtes mod, i høstens gavn og giv
var modet til at råbe, kom ind, min ven og bliv
du gik på vejen mellem ord og ledte efter mig
jeg høstede den lærdom, at jeg i alt er dig
At kende og at høres ved, imellem sprog og ånd
at løfte nogens skæbne og løsne stramme bånd
at give fred og huse liv og gøre dagen stor
at holde om hinanden i fælleskab og ord
Nu takker jeg for alt jeg fik, og længsler der blev mødt
forskellighed og vilje til både blankt og stødt
og når nu hylden kaster i velsignelse sit bær
så kan jeg atter sige; størst kærligheden er.
//Astrid Søe 10. september 2015
melodi: Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt
Nu falder frugten nådigt ned og møder jord igen
et håndtryk fra naturen, opstandelse og ven
og knæet bøjer sig mod jord og løfter livet op
en ring af evig troskab en grænse uden stop
Ved marken læner træet sig mod vestenvind og kuld
og roden blotter livet og letter på sin muld
kastanjen lyser fuld af håb og kalder leg og ly
jeg kravler mellem grene og bliver barn på ny
I alt jeg fik og længtes mod, i høstens gavn og giv
var modet til at råbe, kom ind, min ven og bliv
du gik på vejen mellem ord og ledte efter mig
jeg høstede den lærdom, at jeg i alt er dig
At kende og at høres ved, imellem sprog og ånd
at løfte nogens skæbne og løsne stramme bånd
at give fred og huse liv og gøre dagen stor
at holde om hinanden i fælleskab og ord
Nu takker jeg for alt jeg fik, og længsler der blev mødt
forskellighed og vilje til både blankt og stødt
og når nu hylden kaster i velsignelse sit bær
så kan jeg atter sige; størst kærligheden er.
//Astrid Søe 10. september 2015
tirsdag den 25. august 2015
Mig og mine venner. Børnesang
Jeg har ikke lange arme
jeg har ikke lange ben
jeg kan allerbedst li varme
ikke dem der kaster sten
jeg er barn og jeg er vigtig
jeg er fræk og jeg er glad
jeg er ikke gennemsigtig
jeg er rund og ikke flad
Jeg har tanker som kan vokse
jeg er klog på mange ting
tænker ikke ind i bokse
tinsoldater tingeling
jeg er vild og jeg er stille
jeg er leg og jeg er lær
jeg er cykle jeg er spille
jeg er glad når du er nær
Jeg går hver dag til min skole
med min taske, bog og pen
vipper lidt på klassens stole
taler med min bedste ven
jeg kan li at være sammen
have tid og lære nyt
jeg kan bedst li fryd og gammen
uvenskab er bare yt
Jeg er god til alfabetet
og til data, matematik
tegner ikke på tapetet
og er rar og go og kvik
sådan er enhver i verden
både Hassan, Bo og Per
glem prinsesserne på ærten
vi er mere end I ser
Vi forstår at være venner
hjælpes ad og ville mer'
fremmet eller en du kender
konge, klovn eller barber
det betyder aldrig noget
hvad du kommer fra og vil
venskab er hvad vi har fået
tak fordi at du er til!
//Astrid Søe. Kan synges på "Jorden drejer om sin akse"
onsdag den 12. august 2015
Grundtvig på lidt for moderne dansk : )
Er lyset ik noget vi alle ska dele
Fuck af med den stive sikkerhedssele
Med mindre du er Jørgensen, så glem alt om dit CV
Der er mer reality end du ka kan se på tv
Fej for egen dør før du vil skal feje for andres
Vil du være ragekost må noget forandres
Hvorfor smækker du døren, når lykken går udad
Dannelse er ik bare at lære det udenad
Du skal sparke røv og mærk verden for faen
Der er eventyr nok, spørg Grimm og HC And,
Tá nu syvmilesneaks og snuden i vejret
Dit liv er en gave du fik foræret
Der er - grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi trækker kun vejret når lysten er gæller
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!
Når jeg cruiser "Assistensen" er der døde der snakker
Levet liv er ik noget som din moar hun pakker
Der sgu ingen agurker til dem der deler flade ud
Du må finde din vej, som Rudolf med den røde tud
Vi higer og søger hos wiki og hos tattoo Jack
Men livet er for swag til oneliners i gade tag
Vi er nede med oplys, som neon på en Irmahøne
Og frihed for Loke og Thor det er sgu ik en skrøne
Vi kaster et håndtegn med peace som var det bungeejump
En æske med "lade" vi deler med Forrest Gump
Ryk fremad i bussen, tjek ind på livets rejsekort
Når du tjekker ud ka du sig' jeg styrede for hårdt
Der er - grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi har fucking dannelse og viden er gælder
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!
Er lys på visse vilkår blot, så halvvejs at ophøje?
Nej livet gramser liderligt op under spændetrøje
Oplysning er så meget mer end Google manualer
For lyst og ild har flyttes os fra neandertaler
Så tag bukserne på og klunkerne på nakken
Oplysning om livet, der sgu noget om snakken!
Der er; op lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Personlig shopper med den gamle som hæler
Dannelse er en fucking Bestseller!
Fuck af med den stive sikkerhedssele
Med mindre du er Jørgensen, så glem alt om dit CV
Der er mer reality end du ka kan se på tv
Fej for egen dør før du vil skal feje for andres
Vil du være ragekost må noget forandres
Hvorfor smækker du døren, når lykken går udad
Dannelse er ik bare at lære det udenad
Du skal sparke røv og mærk verden for faen
Der er eventyr nok, spørg Grimm og HC And,
Tá nu syvmilesneaks og snuden i vejret
Dit liv er en gave du fik foræret
Der er - grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi trækker kun vejret når lysten er gæller
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!
Når jeg cruiser "Assistensen" er der døde der snakker
Levet liv er ik noget som din moar hun pakker
Der sgu ingen agurker til dem der deler flade ud
Du må finde din vej, som Rudolf med den røde tud
Vi higer og søger hos wiki og hos tattoo Jack
Men livet er for swag til oneliners i gade tag
Vi er nede med oplys, som neon på en Irmahøne
Og frihed for Loke og Thor det er sgu ik en skrøne
Vi kaster et håndtegn med peace som var det bungeejump
En æske med "lade" vi deler med Forrest Gump
Ryk fremad i bussen, tjek ind på livets rejsekort
Når du tjekker ud ka du sig' jeg styrede for hårdt
Der er - grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi har fucking dannelse og viden er gælder
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!
Er lys på visse vilkår blot, så halvvejs at ophøje?
Nej livet gramser liderligt op under spændetrøje
Oplysning er så meget mer end Google manualer
For lyst og ild har flyttes os fra neandertaler
Så tag bukserne på og klunkerne på nakken
Oplysning om livet, der sgu noget om snakken!
Der er; op lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Personlig shopper med den gamle som hæler
Dannelse er en fucking Bestseller!
Yo der.. Tekst: Astrid søe 2015 med tilsnigelser i Grundtvigs digt "Er lyset for de lærde blot"
torsdag den 6. august 2015
Dug
Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne fordampet på tungen af ord
Nu lyser som dage i frihed lanterner og lover at verden er stor
Nu ruller en båd over stokke på rejse mod havet og kyster og dis
Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne og bliver med tiden til is
Jeg bjærger en tunge af ord der fordamper og bliver til dråber af hav
Nu lyser som dage en rejse mod kyster og lover at skæbnen er rav
Nu lover en skæbne der lyser af ravet en dugdråbes frihed i ånd
Jeg bjærger lanterner der lover at verden fra is bliver dug i din hånd
lørdag den 18. juli 2015
Hvis jeg gør mig umage
Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær
Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode
Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren
Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til eideren
Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab
Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog
Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul
Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden med hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp
Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind
Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift
Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer
Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder
Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok
Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen
Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb
Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik
Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog
Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken
Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm
Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem
Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær
Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode
Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren
Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til eideren
Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab
Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog
Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul
Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden med hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp
Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind
Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift
Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer
Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder
Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok
Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen
Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb
Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik
Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog
Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken
Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm
Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem
Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.
torsdag den 16. juli 2015
Spis op! Børnene i Afrika sulter...
Engang hørte man omkring voksdugene og Sebastian stellet, forældre sige til deres små poder at "du skal spise op fordi de små børn i Afrika sulter"
I morges fik vi guldkorn med mælk.
Der er egentlig ikke nogen af os der synes det smager særligt godt, men de er en sommerferietradition. Guldkorn, det er noget med at have fri og sidde længe ved morgenbordet og snakke om alt det som skolereformen ikke giver plads til.
Livet som sådan, helheden, meningen, måden.
- Det kan være vi skulle have en udvekslingsstudent boende?
Så er der også ligesom lagt i ovnen til den dag hvor I skal ud og studere i udlandet.
Canada, måske? USA. Hawaii, nu vi er i gang.
Et sted hvor drømmene når sammen og man kan bruge sine evner og spise guldkorn om sommeren, næ, det skal ikke mangle noget. nej da.
Ikke for mine børn.
De skal krafteddeme have alt hvad den kan trække. Selvfølgelig. skal de det, det skal alle børn. uanset hvad og hvor de kommer fra.
Vi spiser ikke op hver dag. Det indrømmer jeg blankt.
Selvom verden sulter. Jeg siger aldrig: Børnene i Afrika sulter, når vi sidder med feta og højreb i mundvigen.
Vores levninger får hønsene og det lille hængebugsvin der tilfreds tøffer rundt med snuden i jorden. den fede danske muld. katten stjæler sig fra tid til anden til en kasseret leverpostejmad.
Ikke fordi den sulter, den har alt hvad den skal have. Den griber bare en mulighed. Ligesom Hønsene og grisen.
Min yngste står på venteliste til et kursus i programmering hos Microsoft. Han tror på det. som man gør når man er elleve og verden ligge gabende åben og hjernen kører på hundrede og firs.
-Jeg regner med at arbejde i udlandet, jeg synes ikke rigtigt vi kommer nogen vegne.
-Hvad mener du med det?
- jamen, vi er jo ikke så mange i Danmark, vi udvikler jo ikke rigtigt noget.
Jeg får et hosteanfald.. det varer ret længe.
Jeg kan allerede se mine børnebørn vokse op på med Obama Care i baglommen og "In Good we trust" klistret ind mellem ørene.
Min indre dansker slår sig i tøjret.
Den der, historieske fornemmelse for overleveringer og gamle myter der gav tro og liv til mennesket gennem vores egen historier.
- Jeg tager da dig med mor, griner ungen, og har fået øje på mit ansigtsudtryk der må afspejle delvis desperation, delvis forudindtaget savn.
Jeg ved præcist hvordan jeg ser ud, fordi jeg har set det udtryk i andre forældre gennem mit liv. andres forældre og mine egne.
Når man vinker farvel som 17 årig, men en rygsæk og før mobiltelefonen er opfundet. og når man drager til Kina og man hører en sige "Kan I ikke bare blive hjemme og se det i tv?"
det kunne vi ikke. det skulle vi ikke. vi er sgu da verdensborgere, eller leger det.
Vi kan jo bare tage hjem hvis vi får hjemve ik? altså det er kun en flyver væk.
.. Hej mor, det er mig. jeg ringer fra Kina. jeg har mødt en mand. vi vil giftes..
Vores bus blev forsinket et par døgn. Vi ventede ved bussen sammen. Han er fra England.. ja gu er han sød. hvad, forbindelsen er dårlig. jeg har ikke flere mønter. jeg ringer fra Malaysia om en måneds tid ok? hallo, hallo, mor er du der? dut. dut. dut.
Jeg gad ikke være mine forældre. dengang før internettet og mobiltelefonen. og en datter der føjtede rundt på kloden som var det baghaven i parcelhuset, pænt hegnet ind og med små veltilrettelagte stier og pyntebede..
Hej, det er mig. jeg er blevet arresteret. Ja, jeg er på Java. Vi blev bedøvet på vores rum og frastjålet alt. Vi er hos politiet. De afhører os fordi vi ligger i samme seng og ikke er gift. De er ligeglade med at vi er blevet bedøvet og berøvet. hallo? Er I der, altså jeg må ikke ringe mere siger de. Vi finder ud af noget. Vi er fra Danmark. det går nok. Det er et smukt land, søde mennesker, lige
på nær politiet. Hej med jer. I skal ikke bekymre jer... Hallo..? Hallo..? Dut, Dut. Dut.
Vi taler ret ofte engelsk her hjemme.
Forbløffende sært, særligt med min nordiske kærlighed og sprogglæde ind i det danske.
det er ikke fordi vi ikke elsker vort modersmål, det er ammegaven, det er livet, det er ophobet af kærlighed der flyder i det sprog.
Men vi har alligevel for vane at tale engelsk. det er et levn fra engang hvor vi rejste over til Galathea ekspeditionen på Sct. Croix og måtte klare os, uanset alder, på det sprog.
Så sad det fast det engelske og ville ikke slippe.
Jeg lærer mig for tiden tre sprog, sådan lidt for sjov.
Den ældste taler en del japansk, tysk, engelsk, skandinavisk, yngsten lærer sig tysk og fransk foruden det flydende engelsk.
Hvad skal vi med alt det fremmetsprog?
-Jamen, vi skal da ud i verden mor, den har jeg hørt mange gange. ud, bare ud. som en Bjørnstjerne Bjørnson der længes over fjeldenes tinder.
Udlængslen gnaver.
Ikke af manglende kærlighed til fædrelandet, men af samfundsindprintet udlængsel.
Det er vores arv. at vi er skabt til at drage ud og skabe bedrifter og måske vende hjem som helte.
For faen, der var de igen. vikingerne. Det er jo ikke bare indlængsel og myter. Det er udlængsel efter verdensherredømmer. det er viden, som en nedgroet negl, om at vi skal ud og sprede vores sæd, vores historie og vores tro.
- Er der mere guldkorn?
-Ummm, ja da. Det er en pakke med 33% ekstra. supersize agtig. Monsteret udenpå sender mig sådan et "Spelt er for svagpissere" smil.
En bekendt skriver på facebook om sit barn der er i USA og studere.
Der er også ham den søde venlige unge mand nede i Kvickly ved kassen, som sparer sammen til han skal af sted efter sommer.
- Jeg regner med at tage hele gymnasiet i usa, sagde han, sidst jeg købte ind.
Jeg vælger hans kasse hver gang. Jeg skal jo høre hvor langt han er med optjening til rejsen.
Han er meget dansk. blond, smilende, tænder på snorlige rækker rettet af skoletandplejen, slipset i Kvickly uniformen sidder lidt skævt. Han smiler hver gang jeg kommer.
- Yes, pludrer han glad. Nu er jeg kun 20.000 fra målet.
- Fantastisk, siger jeg og lægger indkøb op på båndet.
Vi småsludrer og han husker alligevel at give den oplærte service at han skal åbne poserne for mig, så jeg ikke står og fumler med dem, når varerne skal lægges i.
- Hvis ikke vi ses inden, så må du have en rigtig god rejse, siger jeg og sender ham et smil.
Han stråler af ungdommens rejsemod.
Ud vil jeg ud, åh så lange langt langt, over de høje bjerge.. Bjørnstjerne summer stadig i baghovedet.
Avisen plaprer om østarbejdere. de kommer bare og snupper vores arbejde gør de. men altså, hvad gør de som vi ikke gør?
Ud, vil jeg ud og leve drømmen og skabe en bedre tilværelse.
det er dig og mig, det er drømmen om mere.
I skolen taler de meget om muligheder. Om det at gøre dig umage, som også dronningen talte om i nytårstalen.
Man skal mande sig op, tage sig sammen, knokle og få høje karakterer. helst så høje at man kan komme ind på et internationalt gymnasium, gerne i udlandet.
Politikerne taler om mønsterbrydere. det er årets hype, politiks.
Bryd ud og lad arbejder familien være arbejder familie. Vær større, vær mere, vær klægere end de gamle derhjemme.
Og vi klapper i vores små fede hænder når jernbanearbejderens søn kommer ind på medicin.
Pressen kommer rendende og skriver alen lange artikler om lille Hans og hans gennembrud.
Vi er vilde med succes.
I øvrigt så vilde, at succes aldrig rigtigt er nok.
- Du når ikke længere end du har drømt som ung, sagde min far altid til mig.
Og vi drømmer, som vilde og gale og higer og søger efter at toppe Gud og hver mand.
Og når det lykkes, er det altid et delmål. det er ligesom ikke nok.
vi er jo mennesker. mennesket er en drømmer, en stræber, en viljefast størrelse der indeholder håbet mod noget større.
Skolerne er helt med på bølgen.
Vi efteraber kina og kriges med pisatesterne og sammenligner og tæller procenter og ser på lille per og bedømmer ham inde eller ude allerede i 8. kl.
Succes er når end lille land bliver for småt og vi tager ud for at erobre verden. det ligger i generne og i samfundets opdrag.
Ubemærket sniger det sig ind i familiernes eget opdrag.
Som isjomfruen der med H.C. Andersens stemme hvisker "videre videre, væk væk"
og svimlen der skal besejres igen og igen.
Ikke tøve, ikke fjumre, ud, vil jeg ud, åh så langt, langt, langt...
Vi er et lille land med ufatteligt held og en velstand man kan tvivle på om vi fortjener.
Råstoffet er mennesker, ikke olie, ikke diamanter, ikke kul.
Og den velstand ved vi er truet. fordi vores frigjorte tanke ikke længere er unik, fordi den kreative klasse ikke længere blot et et skandinavisk fænomen, men breder sig i takt med velfærdsbredning verden over.
Vi ved at vi skal til at arbejde hårdere for vores særstatus.
Det er ligesom ikke længere nok bare at læne sig tilbage i kulturen og både som Gorm den gamle og Klodshans "halleløj, her kommer jeg på min gedebuk".
Klodshans brødre har overtaget tronen og lever i et åbent forhold til prinsessen der stadig steger hanekyllinger, nu på webergrill.
viden og atter viden, oplysningstidens vidunderlige og samtidig skræmmende mål for mennesket.
Fuck Google, ask me!
studenterne spriger ud med hvide snit der kan få enhver til at spærre øjnene op.
Overload af fotos på facebook af huer og ildhu og drømme.
Ingen vil ende med at være et eksempel i Joarkom B. Olsens mund.
Bryd ud, videre videre væk.
Der skal bygges envejs betjente bomme ved grænserne. vi skal ud, en ingen skal ind. vi skal drømme stort, men andre skal ikke drømme om at drømme om vores lykke, vores land, vores sted, vores øl.
Aviserne skriver i sommervarmen om de grådige flygtninge. de forkerte flygtninge. levebrødsflygtninge.
De har penge til at flygte, derfor er de ikke rigtige flygtninge, står der.
Når og hvis jeg en dag skal flygte har jeg nok også råd til en menneskesmugler.
En der grådigt tager min surt optjente løn for at fragte mit barn eller os alle over i sikkerhed.
Her vil vi blive peget fingre af. I havde råd til at redde jer ud - skam jer.
I skulle have været blevet. slugt jeres mønter og tørret røv i sedlerne.
I skulle ikke have taget over vandet for blodpenge.
Hellere dø, end flygte fordi man har råd?
Var jeg blevet og vente på døden, med mine børn? Nej. jeg havde brugt alt jeg havde for at redde dem ud. for at give dem livet.
Der lander en båd på Lesbos i Grækenland. i båden er en dreng, eller næsten en ung mand.
Hans familie har betalt store summer for at redde ham ud af Syrien. Det syrien der brænder under folkets føder.
Menneskesmuglerne gnider sig i hænderne. det er mange penge de har fået for at fragte drengen over. Han er alene. helt alene. inde i sjælen sidder hans mors skrig da han trådte op i båden.
et skrig af savn, et skrig af frygt og et skrig af lettelse.
Han blev det eneste barn de kunne redde.
Hans mørke hår er fyldt med urin og støn og saltvand. solen er ubarmhjertigt stået op og sveden løber sammen med hårets viltre snavs ned i øjnene på ham.
han kan skimte Grækenland i det fjerne. han sidder mast op mod stævnen. han rejser sig, men sved i øjnene og råber "I'm the king of the World".
Han er en stump Hollywood film et sekund. de andre stirrer oplivede på ham.
Han havde drømt det, han stod slet ikke og råbte i stævnen. han sad stadig mast op mod rælingen.
han råber for sin familie, dem han lod tilbage. dem hvis håb hans skal bære resten af livet.
-. Du skal rejse, du skal overleve, sagde hans far, selvom han helst ville blive tilbage og kæmpe krigen for sit land. han ville falde for en hadsk hånd, men han ville bevare drømmen om sit fædreland i hjertet, selv ind i døden. den der kom og ridsede store kødsår ind i hans kultur.
Han skulle rejse og det havde helt tiden været planen. han skulle rejse ud og studere. han var familiens stolthed. deres kort på hånden. deres helt.
så kom krigen og splittede hans land fra hinanden.
Hver en drøm, morgenbordet, skolen, familier, troen. det blev fra den ene dag til den anden splittet i atomer.
Han kunne mærke mange års fred indeni. hverdagen. den helt almindelige følelse af både fremtid og sikkerhed. Hans families drømme for ham. og han lykkedes. han kunne noget. Han var den drøm.
Hans far var landmand og hans mor arbejdede ikke. hun fødte børn og flere børn og elskede så højt. Man kunne plukke den kærlighed i luften som en fysisk frugt af sødt kød.
De manglede aldrig noget. de havde hvad de skulle. de levede åndede. og drømte, ud vil jeg ud, åh så langt, langt, langt...
Det havde været meningen at den unge dreng skulle på universitetet i USA. Han var klog. Han var dygtig. han var arbejdsom. Han skulle ud og så vende hjem som helt.
De talte om det ved morgenbordet. de talte om det tit nok til at det næsten smagte af virkelighed.
Han talte engelsk. havde studeret i nogle år allerede. han skulle være ingeniør.
The American dream. alle folks drøm, fællesdrømmen. at drage ud og blive til noget. hvad dette noget så end var?
Flere af hans familiemedlemmer var dræbt. de der var tilbage var på flugt fra krigen.
Hans forældre havde givet de penge de havde sparret sammen til hans uddannelse i USA, til menneskesmuglerne.
Selv stod de tilbage og ventede på døden.
Der var kun nok til ham. deres store dreng. deres drøm om livet. deres håb.
Han kunne smage sveden i munden og urinen. Det var ikke denne drøm de havde talt om.
Det var et mareridt og dødens greb flåede i båden for hver bølge. dødens lange senede arme og skrigende. siden stilheden da mundene ikke havde flere skrig. de var tømt, som drømmende.
En kvinde der sad bøjet henover hans ben i stævnen på båden kastede op af anstrengelse og tørst.
Han kunne mærke det varme bræk på benene. Han græd.
De tumlede i land. Stranden var hed og ugæstfri. Nu var han her, mod sin vilje. drømmen om at drage ud havde ikke været sådan her. Hans drøm var ikke at lade hans familie og land i stikken.
Han lagde sig i sandet til han blev gennet videre. de skulle gå 60 km til en flygtningelejr.
Han var flygtning. han var en af dem der ikke druknede. ikke sank til bunds.
man han var ikke velkommen. ingen gav hånd eller bød velkommen.
han var en klods om benet. en uønsket. en ung uønsket dreng med snavset hår og alene.
Hjem vil jeg, hjem, åh så nært nært nært.
Lige meget hvor man ser hen på kloden er der drømme om at drage ud og forandre sin skæbne.
Vi ønsker os mere i livet, vi ønsker forandring.
Drømmen er ens for mennesker, uanset hvor vi kommer fra.
vi opdrager vores egen til at søge ud, blive verdensborgere, finde klogskab, udvide horisonter, blive belærte og berejste.
Vi opildner drømmen om alt det der er p den ande side af markskellet.
Det er vores skæbne at drømme os ud, at ville mere, at hige efter et liv på solsiden.
Og vi ønsker for vores børn at de finder det bedste. vi knokler svenden af kirtlerne for at give dem det bedste. vi støtter, hjælper, vejleder, holder under og holder i hånden.
Vi forsøger at hjælpe dem ud af tomgang og gøre den selvhjulpne til eget underhold.
uddan dig, rejs ud og bliv klogere. grib nuet, changsen, livet.
En båd sejler til Sverige i 1943 fra Danmark. En båd med flygtninge. danske børn, der som nu, havde sindet fyldt af drømme. drømme der bristede da krigen tog til. da lykkesmeden faldt for e regn af kugler.
En båd sejler til USA danskere der drømmer om et bedre liv.
En viking sejler til Irland og slår sig ned
En bonde vandrer op gennem Europa og slår sig ned i Danmark i bondestenalderen og møder jægerfolket der bor her allerede.
Et menneske kommer for første gang til et ubeboet sted langt mod nord. det menneske kommer fra Afrika. det menneske er grundstammen til det danske folk vi kender i dag.
- Er der mere guldkorn?
- Nej nu er der ikke mere. nu er det slut. - Kan du ikke drikke mælken der er tilbage i skålen?
- Ad, nej. den er fyldt med krummer!
- Du skal spise op, bare tænk på de fattige børn i Afrika der ingenting får, eller flygtningene!
Det sagde jeg ikke, jeg siger det ikke, jeg gør det ikke!
Jeg sagde det, som en sum af min tid.
Den der efter, efter krigstidsgeneration. og benhårde træning i atomshelter under den kolde krig.
jeg hamstrer endnu. det er sandt. det lærte jeg på min friskole. altid. altid have stearinlys, tændstikker, batterier, dåsemad på lager. altid.
De sagde aldrig noget om guldkorn.
Avisen ligger efterladt sammen med håbløsheden.
- Tror du de klarer den, dem dernede på stranden mor? dem der kom hertil og troede de var frelst?
- Jeg ved det ikke. jeg ved ingenting.
- Vi tager derned og henter dem! Kom, vi tager af sted nu mor.
- Vi ville bare være i vejen. der står man ikke må hjælpe, det er lovstridigt at køre dem eller hjælpe dem.
- Er du åndsvag? spørger min ældste
- Hvad?
- jamen der er da lige meget om man må, det er noget man skal. Så fat det dog. Han er grådkvalt nu, den store unge med de mange drømme.
- Ved du hvad, jeg har ikke fundet nogen god løsning endnu, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg ville gerne hente dem alle sammen, men selvfølgelig helst standse krigen i deres egen lande. Jeg aner ikke hvad vi skal gøre længere. det er kompliceret, ik?
- Gu er det da ej kompliceret, det er sgu da mennesker. Han går og smækker døren ind til værelset. han tramper hele vejen op af trappen. Jeg pisser på hans livssyn. jeg pisser på hans drøm om verden. om mennesket. Om godhed. Om vilje og håb.
Jeg banker på døren og hører et ummmm.. nede fra en dyne gætter jeg på.
- Det giver ikke rigtigt mening vel? spørger jeg.
- Overhoved ikke, siger han. Jeg kommer ikke til at forstå det. jeg vil ikke forstå det.
Vi snakker om det der med at have meget, at være i et land der er sikkert, uden krig, uden trængsler, andet end når TDC har nedbrud og serveren ikke kører i højt nok gear til at downloade en youtube video fra Smosh.
First World problems vs død
Jeg går ud til hønsene med resterne fra morgenbordet.
Der ligger tre æg.
En lille taknemmelig gave på mit alterbord.
En høne hakker mig i foden. Mine tæer ligner cocktailpølser og er vandt med god plads. De gik i halvgren sko da de skulle vokse. Fanme sejt af mine forældre. Det var hulens dyrt. men fødder, det skulle der være råd til. En sko alene kostede mange artikler i Karise avisen. Far skrev og skrev. linje op og linje ned, for at købe fodformsko til mig og mine søskende. Det var sådan et lille håb der sneg sig ind. Pas på fødderne, de skal bære dig ud, åh så langt, langt, langt, mod drømmen om den store verden.. derude hvor horisonten runder og drømmen bærer vand.
videre, videre, væk, væk...
Eftertanke:
Man skal ikke bilde sig ind at man kan hjælpe alle.
der er ikke plads.
Hvis alle kom til danmark, ville vi ikke længere have noget at dele ud af.
Sådan er ordene og de er ikke usande. Selvfølgelig er de ikke det.
For at hjælpe kræves midler. De midler har vi, men de midler er ikke uendelige.
Men håbet om at hjælpe må ikke stækkes. Må ikke underdrejes i en ligegyldighed.
Vi skal hver morgen gentænke og gennemtrævle metoder og læsninger der hjælper vores broderfolk ud af de trængsler de står i.
- Vi når ikke længere end vi har drømt som unge.
De unge er ikke i tvivl, de har endnu ikke fået forplumret deres livssyn. Synet på medmennesker.
Hvordan vi løser knuderne ved jeg ikke, men vi skal blive ved med at tænke løsninger der ikke blot byder på bomme og bremser.
Alle har en længsel. både efter deres fædreland, efter freden og efter drømmen om at drage ud og være en del af verdens håb.
Ingen skal flygte, ingen skal dræbes og ingen skal undertrykkes for den drøm vi deler i fælleskab.
Stolthed og kærlighed til fædrelandet ejer alle, uanset hvor de kommer fra.
en flygtning mister ikke håbet om at komme hjem.
En flygtning har egne drømme med. Har levet almindelge liv, med almindelige morgenstunder - som du og jeg.
Et menneske er et menneske.
Vi opdrager vores egne børn til at søge ud og skabe muligheder, men under ikke andres børn at gøre det samme.
Vi lukker os om os selv med et velstandssmil.
Må smilet stivne.
Det kan børn tænke længe over, meget længe.
Og det er heller ikke noget man hører så tit mere - og dog
Sætningen har fået nye klæder som årene er gået.
"Du skal krafteddeme ikke støtte flygtninge når de gamle ikke får skiftet ble" eller "de hjemløse kan sgu bare et arbejde som alle os andre" eller "der skal ikke samles ind til nødhjælp når vores egne handikappede ikke får hvad de har brug for"
Der er egentlig ikke nogen af os der synes det smager særligt godt, men de er en sommerferietradition. Guldkorn, det er noget med at have fri og sidde længe ved morgenbordet og snakke om alt det som skolereformen ikke giver plads til.
Livet som sådan, helheden, meningen, måden.
- Det kan være vi skulle have en udvekslingsstudent boende?
Så er der også ligesom lagt i ovnen til den dag hvor I skal ud og studere i udlandet.
Canada, måske? USA. Hawaii, nu vi er i gang.
Et sted hvor drømmene når sammen og man kan bruge sine evner og spise guldkorn om sommeren, næ, det skal ikke mangle noget. nej da.
Ikke for mine børn.
De skal krafteddeme have alt hvad den kan trække. Selvfølgelig. skal de det, det skal alle børn. uanset hvad og hvor de kommer fra.
Vi spiser ikke op hver dag. Det indrømmer jeg blankt.
Selvom verden sulter. Jeg siger aldrig: Børnene i Afrika sulter, når vi sidder med feta og højreb i mundvigen.
Vores levninger får hønsene og det lille hængebugsvin der tilfreds tøffer rundt med snuden i jorden. den fede danske muld. katten stjæler sig fra tid til anden til en kasseret leverpostejmad.
Ikke fordi den sulter, den har alt hvad den skal have. Den griber bare en mulighed. Ligesom Hønsene og grisen.
Min yngste står på venteliste til et kursus i programmering hos Microsoft. Han tror på det. som man gør når man er elleve og verden ligge gabende åben og hjernen kører på hundrede og firs.
-Jeg regner med at arbejde i udlandet, jeg synes ikke rigtigt vi kommer nogen vegne.
-Hvad mener du med det?
- jamen, vi er jo ikke så mange i Danmark, vi udvikler jo ikke rigtigt noget.
Jeg får et hosteanfald.. det varer ret længe.
Jeg kan allerede se mine børnebørn vokse op på med Obama Care i baglommen og "In Good we trust" klistret ind mellem ørene.
Min indre dansker slår sig i tøjret.
Den der, historieske fornemmelse for overleveringer og gamle myter der gav tro og liv til mennesket gennem vores egen historier.
- Jeg tager da dig med mor, griner ungen, og har fået øje på mit ansigtsudtryk der må afspejle delvis desperation, delvis forudindtaget savn.
Jeg ved præcist hvordan jeg ser ud, fordi jeg har set det udtryk i andre forældre gennem mit liv. andres forældre og mine egne.
Når man vinker farvel som 17 årig, men en rygsæk og før mobiltelefonen er opfundet. og når man drager til Kina og man hører en sige "Kan I ikke bare blive hjemme og se det i tv?"
det kunne vi ikke. det skulle vi ikke. vi er sgu da verdensborgere, eller leger det.
Vi kan jo bare tage hjem hvis vi får hjemve ik? altså det er kun en flyver væk.
.. Hej mor, det er mig. jeg ringer fra Kina. jeg har mødt en mand. vi vil giftes..
Vores bus blev forsinket et par døgn. Vi ventede ved bussen sammen. Han er fra England.. ja gu er han sød. hvad, forbindelsen er dårlig. jeg har ikke flere mønter. jeg ringer fra Malaysia om en måneds tid ok? hallo, hallo, mor er du der? dut. dut. dut.
Jeg gad ikke være mine forældre. dengang før internettet og mobiltelefonen. og en datter der føjtede rundt på kloden som var det baghaven i parcelhuset, pænt hegnet ind og med små veltilrettelagte stier og pyntebede..
Hej, det er mig. jeg er blevet arresteret. Ja, jeg er på Java. Vi blev bedøvet på vores rum og frastjålet alt. Vi er hos politiet. De afhører os fordi vi ligger i samme seng og ikke er gift. De er ligeglade med at vi er blevet bedøvet og berøvet. hallo? Er I der, altså jeg må ikke ringe mere siger de. Vi finder ud af noget. Vi er fra Danmark. det går nok. Det er et smukt land, søde mennesker, lige
på nær politiet. Hej med jer. I skal ikke bekymre jer... Hallo..? Hallo..? Dut, Dut. Dut.
Vi taler ret ofte engelsk her hjemme.
Forbløffende sært, særligt med min nordiske kærlighed og sprogglæde ind i det danske.
det er ikke fordi vi ikke elsker vort modersmål, det er ammegaven, det er livet, det er ophobet af kærlighed der flyder i det sprog.
Men vi har alligevel for vane at tale engelsk. det er et levn fra engang hvor vi rejste over til Galathea ekspeditionen på Sct. Croix og måtte klare os, uanset alder, på det sprog.
Så sad det fast det engelske og ville ikke slippe.
Jeg lærer mig for tiden tre sprog, sådan lidt for sjov.
Den ældste taler en del japansk, tysk, engelsk, skandinavisk, yngsten lærer sig tysk og fransk foruden det flydende engelsk.
Hvad skal vi med alt det fremmetsprog?
-Jamen, vi skal da ud i verden mor, den har jeg hørt mange gange. ud, bare ud. som en Bjørnstjerne Bjørnson der længes over fjeldenes tinder.
Udlængslen gnaver.
Ikke af manglende kærlighed til fædrelandet, men af samfundsindprintet udlængsel.
Det er vores arv. at vi er skabt til at drage ud og skabe bedrifter og måske vende hjem som helte.
For faen, der var de igen. vikingerne. Det er jo ikke bare indlængsel og myter. Det er udlængsel efter verdensherredømmer. det er viden, som en nedgroet negl, om at vi skal ud og sprede vores sæd, vores historie og vores tro.
- Er der mere guldkorn?
-Ummm, ja da. Det er en pakke med 33% ekstra. supersize agtig. Monsteret udenpå sender mig sådan et "Spelt er for svagpissere" smil.
En bekendt skriver på facebook om sit barn der er i USA og studere.
Der er også ham den søde venlige unge mand nede i Kvickly ved kassen, som sparer sammen til han skal af sted efter sommer.
- Jeg regner med at tage hele gymnasiet i usa, sagde han, sidst jeg købte ind.
Jeg vælger hans kasse hver gang. Jeg skal jo høre hvor langt han er med optjening til rejsen.
Han er meget dansk. blond, smilende, tænder på snorlige rækker rettet af skoletandplejen, slipset i Kvickly uniformen sidder lidt skævt. Han smiler hver gang jeg kommer.
- Yes, pludrer han glad. Nu er jeg kun 20.000 fra målet.
- Fantastisk, siger jeg og lægger indkøb op på båndet.
Vi småsludrer og han husker alligevel at give den oplærte service at han skal åbne poserne for mig, så jeg ikke står og fumler med dem, når varerne skal lægges i.
- Hvis ikke vi ses inden, så må du have en rigtig god rejse, siger jeg og sender ham et smil.
Han stråler af ungdommens rejsemod.
Ud vil jeg ud, åh så lange langt langt, over de høje bjerge.. Bjørnstjerne summer stadig i baghovedet.
Avisen plaprer om østarbejdere. de kommer bare og snupper vores arbejde gør de. men altså, hvad gør de som vi ikke gør?
Ud, vil jeg ud og leve drømmen og skabe en bedre tilværelse.
det er dig og mig, det er drømmen om mere.
I skolen taler de meget om muligheder. Om det at gøre dig umage, som også dronningen talte om i nytårstalen.
Man skal mande sig op, tage sig sammen, knokle og få høje karakterer. helst så høje at man kan komme ind på et internationalt gymnasium, gerne i udlandet.
Politikerne taler om mønsterbrydere. det er årets hype, politiks.
Bryd ud og lad arbejder familien være arbejder familie. Vær større, vær mere, vær klægere end de gamle derhjemme.
Og vi klapper i vores små fede hænder når jernbanearbejderens søn kommer ind på medicin.
Pressen kommer rendende og skriver alen lange artikler om lille Hans og hans gennembrud.
Vi er vilde med succes.
I øvrigt så vilde, at succes aldrig rigtigt er nok.
- Du når ikke længere end du har drømt som ung, sagde min far altid til mig.
Og vi drømmer, som vilde og gale og higer og søger efter at toppe Gud og hver mand.
Og når det lykkes, er det altid et delmål. det er ligesom ikke nok.
vi er jo mennesker. mennesket er en drømmer, en stræber, en viljefast størrelse der indeholder håbet mod noget større.
Skolerne er helt med på bølgen.
Vi efteraber kina og kriges med pisatesterne og sammenligner og tæller procenter og ser på lille per og bedømmer ham inde eller ude allerede i 8. kl.
Succes er når end lille land bliver for småt og vi tager ud for at erobre verden. det ligger i generne og i samfundets opdrag.
Ubemærket sniger det sig ind i familiernes eget opdrag.
Som isjomfruen der med H.C. Andersens stemme hvisker "videre videre, væk væk"
og svimlen der skal besejres igen og igen.
Ikke tøve, ikke fjumre, ud, vil jeg ud, åh så langt, langt, langt...
Vi er et lille land med ufatteligt held og en velstand man kan tvivle på om vi fortjener.
Råstoffet er mennesker, ikke olie, ikke diamanter, ikke kul.
Og den velstand ved vi er truet. fordi vores frigjorte tanke ikke længere er unik, fordi den kreative klasse ikke længere blot et et skandinavisk fænomen, men breder sig i takt med velfærdsbredning verden over.
Vi ved at vi skal til at arbejde hårdere for vores særstatus.
Det er ligesom ikke længere nok bare at læne sig tilbage i kulturen og både som Gorm den gamle og Klodshans "halleløj, her kommer jeg på min gedebuk".
Klodshans brødre har overtaget tronen og lever i et åbent forhold til prinsessen der stadig steger hanekyllinger, nu på webergrill.
viden og atter viden, oplysningstidens vidunderlige og samtidig skræmmende mål for mennesket.
Fuck Google, ask me!
studenterne spriger ud med hvide snit der kan få enhver til at spærre øjnene op.
Overload af fotos på facebook af huer og ildhu og drømme.
Ingen vil ende med at være et eksempel i Joarkom B. Olsens mund.
Bryd ud, videre videre væk.
Der skal bygges envejs betjente bomme ved grænserne. vi skal ud, en ingen skal ind. vi skal drømme stort, men andre skal ikke drømme om at drømme om vores lykke, vores land, vores sted, vores øl.
Aviserne skriver i sommervarmen om de grådige flygtninge. de forkerte flygtninge. levebrødsflygtninge.
De har penge til at flygte, derfor er de ikke rigtige flygtninge, står der.
Når og hvis jeg en dag skal flygte har jeg nok også råd til en menneskesmugler.
En der grådigt tager min surt optjente løn for at fragte mit barn eller os alle over i sikkerhed.
Her vil vi blive peget fingre af. I havde råd til at redde jer ud - skam jer.
I skulle have været blevet. slugt jeres mønter og tørret røv i sedlerne.
I skulle ikke have taget over vandet for blodpenge.
Hellere dø, end flygte fordi man har råd?
Var jeg blevet og vente på døden, med mine børn? Nej. jeg havde brugt alt jeg havde for at redde dem ud. for at give dem livet.
Der lander en båd på Lesbos i Grækenland. i båden er en dreng, eller næsten en ung mand.
Hans familie har betalt store summer for at redde ham ud af Syrien. Det syrien der brænder under folkets føder.
Menneskesmuglerne gnider sig i hænderne. det er mange penge de har fået for at fragte drengen over. Han er alene. helt alene. inde i sjælen sidder hans mors skrig da han trådte op i båden.
et skrig af savn, et skrig af frygt og et skrig af lettelse.
Han blev det eneste barn de kunne redde.
Hans mørke hår er fyldt med urin og støn og saltvand. solen er ubarmhjertigt stået op og sveden løber sammen med hårets viltre snavs ned i øjnene på ham.
han kan skimte Grækenland i det fjerne. han sidder mast op mod stævnen. han rejser sig, men sved i øjnene og råber "I'm the king of the World".
Han er en stump Hollywood film et sekund. de andre stirrer oplivede på ham.
Han havde drømt det, han stod slet ikke og råbte i stævnen. han sad stadig mast op mod rælingen.
han råber for sin familie, dem han lod tilbage. dem hvis håb hans skal bære resten af livet.
-. Du skal rejse, du skal overleve, sagde hans far, selvom han helst ville blive tilbage og kæmpe krigen for sit land. han ville falde for en hadsk hånd, men han ville bevare drømmen om sit fædreland i hjertet, selv ind i døden. den der kom og ridsede store kødsår ind i hans kultur.
Han skulle rejse og det havde helt tiden været planen. han skulle rejse ud og studere. han var familiens stolthed. deres kort på hånden. deres helt.
så kom krigen og splittede hans land fra hinanden.
Hver en drøm, morgenbordet, skolen, familier, troen. det blev fra den ene dag til den anden splittet i atomer.
Han kunne mærke mange års fred indeni. hverdagen. den helt almindelige følelse af både fremtid og sikkerhed. Hans families drømme for ham. og han lykkedes. han kunne noget. Han var den drøm.
Hans far var landmand og hans mor arbejdede ikke. hun fødte børn og flere børn og elskede så højt. Man kunne plukke den kærlighed i luften som en fysisk frugt af sødt kød.
De manglede aldrig noget. de havde hvad de skulle. de levede åndede. og drømte, ud vil jeg ud, åh så langt, langt, langt...
Det havde været meningen at den unge dreng skulle på universitetet i USA. Han var klog. Han var dygtig. han var arbejdsom. Han skulle ud og så vende hjem som helt.
De talte om det ved morgenbordet. de talte om det tit nok til at det næsten smagte af virkelighed.
Han talte engelsk. havde studeret i nogle år allerede. han skulle være ingeniør.
The American dream. alle folks drøm, fællesdrømmen. at drage ud og blive til noget. hvad dette noget så end var?
Flere af hans familiemedlemmer var dræbt. de der var tilbage var på flugt fra krigen.
Hans forældre havde givet de penge de havde sparret sammen til hans uddannelse i USA, til menneskesmuglerne.
Selv stod de tilbage og ventede på døden.
Der var kun nok til ham. deres store dreng. deres drøm om livet. deres håb.
Han kunne smage sveden i munden og urinen. Det var ikke denne drøm de havde talt om.
Det var et mareridt og dødens greb flåede i båden for hver bølge. dødens lange senede arme og skrigende. siden stilheden da mundene ikke havde flere skrig. de var tømt, som drømmende.
En kvinde der sad bøjet henover hans ben i stævnen på båden kastede op af anstrengelse og tørst.
Han kunne mærke det varme bræk på benene. Han græd.
De tumlede i land. Stranden var hed og ugæstfri. Nu var han her, mod sin vilje. drømmen om at drage ud havde ikke været sådan her. Hans drøm var ikke at lade hans familie og land i stikken.
Han lagde sig i sandet til han blev gennet videre. de skulle gå 60 km til en flygtningelejr.
Han var flygtning. han var en af dem der ikke druknede. ikke sank til bunds.
man han var ikke velkommen. ingen gav hånd eller bød velkommen.
han var en klods om benet. en uønsket. en ung uønsket dreng med snavset hår og alene.
Hjem vil jeg, hjem, åh så nært nært nært.
Lige meget hvor man ser hen på kloden er der drømme om at drage ud og forandre sin skæbne.
Vi ønsker os mere i livet, vi ønsker forandring.
Drømmen er ens for mennesker, uanset hvor vi kommer fra.
vi opdrager vores egen til at søge ud, blive verdensborgere, finde klogskab, udvide horisonter, blive belærte og berejste.
Vi opildner drømmen om alt det der er p den ande side af markskellet.
Det er vores skæbne at drømme os ud, at ville mere, at hige efter et liv på solsiden.
Og vi ønsker for vores børn at de finder det bedste. vi knokler svenden af kirtlerne for at give dem det bedste. vi støtter, hjælper, vejleder, holder under og holder i hånden.
Vi forsøger at hjælpe dem ud af tomgang og gøre den selvhjulpne til eget underhold.
uddan dig, rejs ud og bliv klogere. grib nuet, changsen, livet.
En båd sejler til Sverige i 1943 fra Danmark. En båd med flygtninge. danske børn, der som nu, havde sindet fyldt af drømme. drømme der bristede da krigen tog til. da lykkesmeden faldt for e regn af kugler.
En båd sejler til USA danskere der drømmer om et bedre liv.
En viking sejler til Irland og slår sig ned
En bonde vandrer op gennem Europa og slår sig ned i Danmark i bondestenalderen og møder jægerfolket der bor her allerede.
Et menneske kommer for første gang til et ubeboet sted langt mod nord. det menneske kommer fra Afrika. det menneske er grundstammen til det danske folk vi kender i dag.
- Er der mere guldkorn?
- Nej nu er der ikke mere. nu er det slut. - Kan du ikke drikke mælken der er tilbage i skålen?
- Ad, nej. den er fyldt med krummer!
- Du skal spise op, bare tænk på de fattige børn i Afrika der ingenting får, eller flygtningene!
Det sagde jeg ikke, jeg siger det ikke, jeg gør det ikke!
Jeg sagde det, som en sum af min tid.
Den der efter, efter krigstidsgeneration. og benhårde træning i atomshelter under den kolde krig.
jeg hamstrer endnu. det er sandt. det lærte jeg på min friskole. altid. altid have stearinlys, tændstikker, batterier, dåsemad på lager. altid.
De sagde aldrig noget om guldkorn.
Avisen ligger efterladt sammen med håbløsheden.
- Tror du de klarer den, dem dernede på stranden mor? dem der kom hertil og troede de var frelst?
- Jeg ved det ikke. jeg ved ingenting.
- Vi tager derned og henter dem! Kom, vi tager af sted nu mor.
- Vi ville bare være i vejen. der står man ikke må hjælpe, det er lovstridigt at køre dem eller hjælpe dem.
- Er du åndsvag? spørger min ældste
- Hvad?
- jamen der er da lige meget om man må, det er noget man skal. Så fat det dog. Han er grådkvalt nu, den store unge med de mange drømme.
- Ved du hvad, jeg har ikke fundet nogen god løsning endnu, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg ville gerne hente dem alle sammen, men selvfølgelig helst standse krigen i deres egen lande. Jeg aner ikke hvad vi skal gøre længere. det er kompliceret, ik?
- Gu er det da ej kompliceret, det er sgu da mennesker. Han går og smækker døren ind til værelset. han tramper hele vejen op af trappen. Jeg pisser på hans livssyn. jeg pisser på hans drøm om verden. om mennesket. Om godhed. Om vilje og håb.
Jeg banker på døren og hører et ummmm.. nede fra en dyne gætter jeg på.
- Det giver ikke rigtigt mening vel? spørger jeg.
- Overhoved ikke, siger han. Jeg kommer ikke til at forstå det. jeg vil ikke forstå det.
Vi snakker om det der med at have meget, at være i et land der er sikkert, uden krig, uden trængsler, andet end når TDC har nedbrud og serveren ikke kører i højt nok gear til at downloade en youtube video fra Smosh.
First World problems vs død
Jeg går ud til hønsene med resterne fra morgenbordet.
Der ligger tre æg.
En lille taknemmelig gave på mit alterbord.
En høne hakker mig i foden. Mine tæer ligner cocktailpølser og er vandt med god plads. De gik i halvgren sko da de skulle vokse. Fanme sejt af mine forældre. Det var hulens dyrt. men fødder, det skulle der være råd til. En sko alene kostede mange artikler i Karise avisen. Far skrev og skrev. linje op og linje ned, for at købe fodformsko til mig og mine søskende. Det var sådan et lille håb der sneg sig ind. Pas på fødderne, de skal bære dig ud, åh så langt, langt, langt, mod drømmen om den store verden.. derude hvor horisonten runder og drømmen bærer vand.
videre, videre, væk, væk...
Eftertanke:
Man skal ikke bilde sig ind at man kan hjælpe alle.
der er ikke plads.
Hvis alle kom til danmark, ville vi ikke længere have noget at dele ud af.
Sådan er ordene og de er ikke usande. Selvfølgelig er de ikke det.
For at hjælpe kræves midler. De midler har vi, men de midler er ikke uendelige.
Men håbet om at hjælpe må ikke stækkes. Må ikke underdrejes i en ligegyldighed.
Vi skal hver morgen gentænke og gennemtrævle metoder og læsninger der hjælper vores broderfolk ud af de trængsler de står i.
- Vi når ikke længere end vi har drømt som unge.
De unge er ikke i tvivl, de har endnu ikke fået forplumret deres livssyn. Synet på medmennesker.
Hvordan vi løser knuderne ved jeg ikke, men vi skal blive ved med at tænke løsninger der ikke blot byder på bomme og bremser.
Alle har en længsel. både efter deres fædreland, efter freden og efter drømmen om at drage ud og være en del af verdens håb.
Ingen skal flygte, ingen skal dræbes og ingen skal undertrykkes for den drøm vi deler i fælleskab.
Stolthed og kærlighed til fædrelandet ejer alle, uanset hvor de kommer fra.
en flygtning mister ikke håbet om at komme hjem.
En flygtning har egne drømme med. Har levet almindelge liv, med almindelige morgenstunder - som du og jeg.
Et menneske er et menneske.
Vi opdrager vores egne børn til at søge ud og skabe muligheder, men under ikke andres børn at gøre det samme.
Vi lukker os om os selv med et velstandssmil.
Må smilet stivne.
søndag den 21. juni 2015
Eftertanke
Dagens eftertanke:
Jeg har lært langt mere om Danmark af udlændinge, end jeg har lært om udlændinge af Danmark.
//Astrid Søe
tirsdag den 16. juni 2015
Men når valmuen blomstrer
Der er lysende stammer i birketræs lund
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så springer jeg ud og må vove
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så springer jeg ud og må vove
Der er frisatte ønsker og drømmen er rund
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så blir jeg bedugget ved duften
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så blir jeg bedugget ved duften
Der er nogen plantet et kys på min mund
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Er alting alligevel givet
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Er alting alligevel givet
//Astrid Søe
www.livsoplevelse.dk
www.livsoplevelse.dk
mandag den 8. juni 2015
Valgkamp - Jobrotation og ansøgninger.
Hver fjerde år er vi vidne til danmarks største jobsøgningskampagne.
Og ansøgerne er som du og jeg, på jagt efter drømmejobbet.
De sender ansøgninger, skriver cv og søger hjælp og støtte
hos jobkonsulenter der kan råde dem om deres færd i jobsøgningen.
De bliver sendt gennem hele møllen med tøjstil, udstråling, kompetencer,
nedtoning af egne holdninger, kundetække, stemmeføring, etc etc
Der er ingen forskel på fru jensen der står i kø nede på
jobcenter vest eller Martin Lidegård, Helle Thorning, Lars Løkke, Johanne Smidt
Nielsen.
Udgangspunktet er det samme.
At blive valgt blandt tusind ansøgere til en stilling som
folkevalgt.
Og arbejdsgiverne er ikke nemme at løbe om hjørner med, de
er forudindtagede, har favorit ansøgere og har også allerede arkiveret en del
af ansøgerne lodret fordi de simpelthen er matchgruppe 5 kandidater og den
slags inviterer man end ikke til samtale. Eller man kan med det samme, i
ansøgningen se at kandidaten ikke er den rette til jobbet fordi de ikke kan
give virksomheden der den søger efter.
Danmark har valgt at hyre et ”firma” til at finde de rette
kandidater til de udlovede jobs, som enhver stor virksomhed ville hyre Mecuri Urval
eller et andet konsulentfirma til at finde de rette til de vigtigste lederjobs.
Det firma som danmark har hyret til opgaven består af flere afdeling af såkaldte
eksperter på deres felt og de udgør et samlet koppel der alle trækker mod en
fælles sejer.
Afdelingerne består af Pressen, sociale medie eksperter,
analytikere, kommentatorer og eksterne eksperter der piller selvsamme grupperinger
fra hinanden igen.
Kandidaterne til jobbet vægtes og vrages, tales ned og op og
vurderes efter selvopfundne kriterier der mangler virkelighedsopfattelse.
Som i enhver jobsøgning forsøger kandidaterne til jobbet at
sælge sig selv bedste muligt. De glider langsomt over i en retorik der
tilpasser sig konsulentfirmaets krav og ønsker og forhåbentlig i sidste ende
også arbejdspladsens krav til den arbejdstagende.
Det er en forvirrende og hård udvælgelsesproces, da mange af
kandidaterne finder at det ind hyrede konsulentfirma modarbejder hinanden internt.
Pressen beretter om stort og småt og tager sig ligeledes af
den sociale profil og personlighedstests.
Eksperterne dissekerer hvert ord der bliver sagt og vægter
indhold mod pludder og utopi.
De sociale medieeksperter presser på for at kandidaterne
skal være mere selvprovomerende og popsmarte, men samtidig ikke gå over
stregen.
Og de eksterne eksperter bruges til at skyde pressen,
eksperterne og de sociale medieeksperter i sænk, med kritik af deres arbejde og
deres form og deres output.
Med andre ord er det ind hyrede firma af konsulenter i
voldsom strid med sig selv og har meget svært ved at pege på den ene eller
anden kandidat fordi de modarbejder hinanden og har en intens mobbekultur på
tværs af platforme.
I den modsatte ende sidder arbejdsgiveren og følger det ind
hyrede konsulentfirma meget tæt.
Vanskeligheden for det ind hyrede konsulentfirma er at
arbejdsgiveren er yderst kompetent og egentlig allerede for længst har fundet
sig den kandidat de ønsker til samtale og evt. ønsker at hyre til de fire års
arbejde de har slået op i jobbørsen.
Vi har i bund og grund at gøre med en arbejdsgiver som
rummer alle de samlede kompetencer der skal til for at få en arbejdsplads til
at fungere.
Arbejdsgiverens virksomhed er gammelt og er gået i arv
gennem generationer og har derfor en solid viden og fornemmelse for
arbejdsmarkedets vilkår og betingelser.
Der har, som i de fleste virksomheder, være op og nedture,
både økonomisk, internationalt og interne stridigheder. Undervejs er der
indført en ledelsespolitik, en social firma profil, et værdisæt og en virksomhedsstrategi
der følges nogenlunde stringent under skiftende ledelser.
Ejerne af firmaet har for vane at udpege lederne og
direktionen, men har i sidste end mandat til at træffe de endelige og vigtigste
beslutninger, hvis de finder at ledelsen ikke lever op til firmaets politik og
handleplan.
Hvert fjerede år afholdes MUS samtaler med ledelsen og
firmaet har den strategi at alle skal genansøge deres jobs efter samtalerne og
regnskaberne er gjort op. Den firmapolitik gælder uanset om regnskabet er godt eller
skidt, da man fra ejernes side vurderer at ledelsen bedst holdes på tæerne ved
at blive fyret og evt. genansat og dermed være tvunget til at præstere og være
resultatorienteret.
Det er altså hvert fjerde år at virksomhedsejerne hyrer
konsulentfirmaet til at gennemgå og dissekere alle de ansatte, i Mus samtaler
og siden i ansættelsessamtaler.
Det er tradition for virksomheden at hyre de samme til
opgaven. Der er en vis tryghed i opgavens kendte landskab og fremgangsmåde.
For kandidaterne er der også en tryghed i proceduren, da de
kender konsulentfirmaet og opgaverne, intelligenstest, personlighedstests, krav
og retorik og iøvrig ved at konsulenterne bruger det meste af ders tid på at
være interne uenig om metoderne og målet.
Virksomhedsejerne består af en andelsforening af 5.659.715
medlemmer.
Som nævnt har virksomheden en lang tradition for sit virke
og skrev i 1849 den virksomhedsplan, som i revideret udgave endnu benyttes når
der skal ansættes ny ledelse, direktion og medarbejdere.
Ejerne udpeger mulige kandidater blandt dets egne medlemmer
i ejerskabet.
Desværre er der en udbredt misforståelse mellem ejerne og de
konsulenter og kandidater der søger stillingerne i virksomheden.
Det er faktuelt sådan at virksomhedsejerne er usædvanligt
oplyste, belæste og indfødt i en demokratisk virksomhedsprofil og de har alle
hver deres professionelle viden om virksomheden og hvordan den holdes i gang. Sammenlignet
med mange andre virksomheder består ejerne af ene eksperter på hver sit felt
som sammensat udgør så stærk en enhed at vi står med et enestående hold af
kompetent mennesker.
Af samme grund kræver det en vis ydmyghed at søge job i
denne virksomhed, for uanset hvor meget man har læst, studeret, udviklet på, så
vil en kandidat aldrig kunne udfylde skoende på det samlede ejerskab.
Der er en tydelig meget uheldig tendens i ansøgerfeltet som
ejerne har bemærket gennem mange år.
En tendens til at skrive i ansøgninger at: ”Jeg vil kæmpe
for færre indvandrere” eller ”Jeg vil have mindre i skat”, ”Jeg lover bedre
vejr”, ”jeg lover flere varme hænder”
Denne uheldige tendens bliver naturligvis ikke overset af
virksomhedsejerne der straks gennemskuer ordlyden og forkaster kandidaten på
retorikken.
Virksomhedsejerne søger naturligvis kandidater med lydhørhed
over for ejernes ønsker. Det vil sige at de kandidater der tør sige: ”Jeg fornemmer
at virksomhedsejerne ansætter mig til at –” eller ”Virksomheden peger på at der
bør ændres her og der og jeg vil gøre mit for at udføre deres ønske”.
For enhver kandidat er ydmygheden i deres job en reel
mulighed for en evt. ansættelse i virksomheden.
Ingen leder skal handle på egen vegne, men står timeligt til
ansvar for virksomhedsejerne og deres krav til lederskabet.
Der er ligeledes en uheldig tendens i ansøgerfeltet til at
tro at de vide bedre end virksomhedsejerne. Denne tendens følges trop af de ind
hyrede konsulenter som skal teste og vurdere ansøgere.
Om virksomhedsejerne ved vi at den slags ikke imponere i ansættelsessamtalerne.
Og vi ved om virksomhedsejerne at de vælger ledelse med vid og forstand ved at
se på hvem der ærligt og redeligt kan udføre det tillidshverv og implementere
ejernes ideer og viden og fælleskab i driften.
Virksomheds konklusion
På virksomhedsejernes vegne bedes diverse konsulenter og
jobansøgere bemærke at virksomhedsejerne ikke er til at løbe om hjørner med, at
de ser lige igennem spin og prognoser, ekspertudsagn, journalistik,
ekspertudsagn, eksterne kommunikationseksperter, socialemediemaskiner, kritikere
af kritikerne og andre opløb til uanstændig omgang med jobsøgningsprocessen.
Virksomhedsejerne ønsker at kalde alle kandidater til
samtale og vil udvælge de egnede til jobbet de næste fire år, efter deres
kunnen ud i ”folkevalgt kriteriet, afspejling af ejernes ønsker og værdier og
viljen til at bøje egne meninger for ejernes ønske om virksomhedens drift”
Der understregs at det at være folkevalgt er et tillidshverv,
hvorom der uden omsvøb, kun kan understreges at det er folket og dermed
virksomhedsejerne der handles på vegne af og det er deres ve og vel man
forvalter.
På virksomhedens vegne
Astrid Søe
Abonner på:
Opslag (Atom)